Bøn foran korset

Denne bøn bedes hver dag af franciskanere verden over. Den er den bøn Frans bad foran korset i San Damiano. Det kors, der blev symbolet på hans nye liv med Gud.

Højeste, ærerige Gud,
oplys mit hjertes mørke
og giv mig en ret tro
et fast håb og en fuldkommen kærlighed,
indsigt og erkendelse, herre,
så jeg kan fuldføre
din hellige og sande vilje.

Bøn af Charles de Foucauld

Charles de Foucauld fotograferet i 1907 (fra wikipedia.com)

Far, jeg overgiver mig til Dig,

gør med mig hvad Du vil. 

Hvad Du end gør med mig,

takker jeg Dig.
Jeg er rede til alt,
jeg går ind på alt.
Måtte blot Din vilje ske med mig
og med alle Dine skabninger,
så ønsker jeg intet andet, min Gud.
Jeg lægger mit liv i dine hænder,
jeg giver Dig det min Gud
med al mit hjertes kærlighed,
fordi jeg elsker Dig,
og fordi kærligheden
gør det til et behov for mig,
at give mig selv,
at over give mig i Dine hænder
uden forbehold,
i uendelig tillid,
fordi Du er min Far.

Den hl. Clara af Assisi

Den hellige Clara malet på en fresken af Simone Martini i 1312-1320
i den øvre del af St. Francescobasilikaen i Assisi (fra wikipedia.com)

I dag fejrer kirken den hellige Clara af Assisi. Læs biografien om hende her:

http://vejenmedfrans.blogspot.dk/2012/01/hl-clara-af-assisi-1194-1253.html

Bonaventura - en af mine helte

Bernardino Licinios maleri fra 1524 af de franciskanske martyrere
Berard fra Marrakesh og hans fire ledsagere (fra wikipedia.com)

I dag ville kirken verden over have fejret den hellige Bonaventura - en af mine store helte blandt helgenerne, hvis det da ikke lige havde været søndag. En større biografi om Bonaventura (næsten direkte oversat fra katolsk.no) udgav jeg for to dage siden. Læs den, hvis du vil blive klogere på, hvem Bonaventura var.

Jeg holder meget af Bonaventura. Ikke kun fordi at han er franciskaner og kirkelære, men mest fordi at han bidrag til teologien har åbnet for nye måder at forstå Gud på. Gud forstås ikke kun gennem hjernen, men også gennem hjertet. Guds nærhed kan ikke kun erkendes - den kan opleves, mærkes, føles, smages. "Hvad gavner det dig at vide en hel masse, hvis du ikke når frem til at opleve noget af det rigtigste og sandeste: dvs. mærke det, ja smage Gud", skriver Bonaventura i Itinerarium mentis in Deum fra 1259.

Selvom Bonaventura ikke fejres officielt i dag, synes evangelieteksten alligevel at gøre opmærksom på, at vi fejrer en af de største franciskanske helgener i dag. Dagen evangelium er helt centralt for alle franciskanere verden over. Det er en af de for frans selv vigtigste tekster. En tekst som franciskanerne gang på gang vender tilbage til. Søndagens evangelium lyder således:

Jesus kaldte de tolv til sig og begyndte at udsende dem to og to og gav dem magt over de urene ånder, og han forbød dem at tage noget med sig på rejsen bortset fra en stav, men ikke brød eller taske og heller ikke penge i bæltet; dog skulle de have sandaler på, men de måtte ikke tage to kjortler med. Og han sagde til dem: »Hvor som helst I kommer ind i et hus, dér skal I blive boende, til I rejser videre. Og er der et sted, hvor de ikke vil tage imod jer eller høre på jer, så gå derfra og ryst støvet af jeres fødder som et vidnesbyrd imod dem.« Så drog de ud og prædikede, at folk skulle omvende sig; og de uddrev mange dæmoner, og de salvede mange syge med olie og helbredte dem. (Mark 6,7-13)

En parallel historie finder vi også i begyndelsen af Mathæus 10.

Teksten er central for franciskanerne på samme måde, som den var central for Frans selv. Der ligger en dyb tillid til Gud og til menneskeheden gemt i teksten. Tag intet med jer, når I bringer det glade budskab med jer ud i verdens larm. Gud vil sørge for jer. Det er da en befriende tanke. Måske var det denne tillid til Gud og menneskeheden, der drev Frans, Bonaventura og deres brødre ud i den vide verden "uden brød eller taske og heller ikke penge i bæltet".

Hl. Bonaventura O.F.M.

Bonaventura  malet af Claude François i 1650erne (fra wikipedia.com)

Født: ca. 1221 i Bagnorea i Lazio, Italien
Død: 15. juli 1274
Mindedag: 15. juli

Kanoniseret: 14. april 1482 af pave Sixtus IV

Den hellige Bonaventura blev født som Giovanni di Fidanza omkring år 1221 i Bagnorea ved Viterbo i Lazio i Italia. Hans forældre var Giovanni di Fidanza, der var læge af adelig afstamning, og hans hustru Maria la Ritella.

Bonaventura fortæller selv, at han blev dødssyg som barn, men at han blev reddet gennem den hellige Frans af Assisis forbøn. Legenden fortæller, at hans mor bar det syge barn til Frans, og på hans forbøn blev den unge Bonaventura snart frisk igen. Da Frans lå for døden i 1226, bragte moren ham endnu en gang drengen, som han var blevet så glad for. Da råbte den hellige Frans: «O buono ventura», og siden hed drengen Bonaventura («god fremtid»). Den fromme mor bestemte, at hendes dreng skulle blive medlem af franciskanerordenen, og hun gav ham en passende opdragelse, for hans intellektuelle evner var snart lovende.
I 1236 forlod Bonaventura Italien og blev indskrevet som student ved universitetet i Paris. Der skulle han studere middelalderens syv frie kunster (Artes liberales: grammatik, retorik, dialektik, aritmetik, geometri, musik og astronomi), selv om størst vægt blev lagt på trivium (grammatik, retorik og dialektik) og mindre på quadrivium. En av hans lærere på universitetet var den engelske franciskaneren Alexander av Hales. Bonaventura studerede i Paris til 1242, og året efter fik han tildelt graden Magister. Ordet «magister» var synonymt med «doctor».

I 1243 fulgte han sin lærer og gik ind i franciskanerordenen, 22 år gammel. Bonaventura blev hurtigt en af franciskanerordenens mest lovende novicer. Til trods for sin høje uddannelse var han altid beredt til at adlyde sine mindre uddannede overordnede, og han blev dermed et forbillede i ydmyghed. I 1248 ble han præsteviet og fik sin tilladelse til at undervise offentlig som Magister regens, og i 1253 ble han leder for franciskanernes skole i Paris. I 1253 blev han og den hellige Thomas Aquinas professorer i teologi ved «Det parisiske institut for fattige teologistudenter», som senere udviklede sig til det berømte universitetet Sorbonne. Bonaventura underviste til 1257 og koncentrerede sig om at opklare nogle af de spørgsmål som i særlig grad optog mennesket på den tid.

Bonaventura malet af Francisco de Herrera
den Ældre i 1628 (fra wikipedia.com)

Hans tid som lærer blev imidlertid forstyrret af angrebene på de nylig ankomne tiggerordener (dominikanere og franciskanere) fra de andre professorer på universitetet. De var delvis misundelige på brødrenes pastorale og akademiske succes og deres stadige misbilligelse af verdslighed og et behagelig liv, og de arbejdede for at få dem ekskluderet fra universiteterne. Lederen for de professorene som tilhørte sekulargejstligheden, var Vilhelm af Saint-Amour, som kom med et hadsk angreb på tiggermunkene i bogen De novissimorum temporum periculis, «Om de sidste dages farer», og andre skrifter. Bonaventura, som måtte stoppe med at undervise en tid i 1256, svarede igen i en afhandling om evangelisk fattigdom, De paupertate Christi («Om Kristi fattigdom»). Thomas Aquinas skrev også et åndfuldt forsvar for tiggermunkene.
Pave Alexander IV (1254-61) udnævnte en kardinalkommission til at undersøgen dagen i Anagni, og bl.a. takket være Bonaventuras afhandling bestemte de i 1256, at Saint-Amours bog skulle brændes. De frikendte og genindsatte tiggermunkene og beordrede modstanderne til at trække deres  angreb tilbage. Derefter fik både Bonaventura og Thomas Aquinas tildelt doktorgrader i teologi den 15. august 1257. De to var blandt de største skolastikkere, og deres betydning for kirken blev på hver sin måde enorm.
Den intellektuelle Bonaventura understregede at en tåbes kærlighed og kundskab om Gud kunne være langt større end menneskelig visdom. Som teolog var han mere augustinsk end aristotelisk som Thomas. Bonaventura understregede vigtigheden af en følelsesmæssig mere end end rent rationel tilnærmelse til de guddommelige mysterier. Hovedtrækkene i Bonaventuras teologiske tænkning findes i hans kommentar til Peter Lombards «Sentenser» (Sententiae in IV Libris Distinctae) (Commentaria in Quatuor libros sententiarum Magistri Petri Lombardi) (1250-54), som dækker hele feltet af skolastisk teologi.
Mens han ofte var enig med Thomas i mange konklusioner, var der også områder, hvor de var uenige. Da Thomas en gang besøgte Bonaventura og bad om at få det biblioteket at se,  hvorfra han havde sine store kundskaber, trak Bonaventura et forhæng til side og pegede på krucifikset: «Jeg studerer kun den korsfæstede, Jesus Kristus». Det er ofte hævdet, at Bonaventura primært var mystiker og ikke en dogmatisk teolog. Han understregede selv, at sandheden om Gud betyder at forstå, at Gud er kærlighed. Han efterlod sig mange vigtige arbejder om filosofi og teologi, og andre værker af betydning.

På franciskanernes generalkapitel i Roma den 2. februar 1257 blev den 35-årige Bonaventura valgt til franciskanernes ottende generalminister. De syv første var Frans af Assisi (1209-26), Johannes Parenti (1226-32), Elias af Cortona (1232-39), Albert af Pisa (1239-40), Haymo af Faversham (1240-44), Crescentius af Jesi (1245-47) og Johannes af Parma (1247-57). Johannes af Parma havde selv valgt ikke at genopstille og anbefalede generalkapitlet at vælge Bonaventura som hans efterfølger.  Bonaventura havde dette embede helt frem til 1274.
Han ledede ordenen fra Paris, hvor han boede og underviste, og han mestrede hvervet så fremragende, at han i dag regnes for den største franciskaner efter Frans selv, og i en vis forstand ordenens anden grunnlægger. Han blev generalminister på et kritisk tidspunkt, bare tredive år efter grundlæggerens død, for mange faktorer havde gjort ordenen udsat for kritik: Den enorme øgning i antallet af brødre (de var ca. 35.000), Franses manglende organisering, rivaliseringen mellom forskellige fraktioner i ordenen, som alle hævdede at være de rette arvinger af grundlæggerens tanker.
Bonaventura færdiggjorde ordenens forfatningen i 1260 og udbyggede organisationen, og han skrev en kommentar til ordensregelen. Generalkapitlet i Narbonne i 1260, det første han præsiderede over, gav ham til opgave at skrive en biografi om Frans af Assisi, og hans Legenda Sancti Francisci eller Legenda maior (1261) har haft stor indflydelse, selv om han overhovede ikke nævner Franses «testamente». Biografien blev erklæret som officiel biografi på generalkapitlet i Pisa i 1263, og ordenens generalkapitel i Paris i 1266 befalede, at alle andre biografier og legender om Frans skulle ødelægges, som en del af kampagnen mod Spiritualene og andre som hævdede, at grundlæggerens liv støttede deres tolkning af den franciskanske ånd. Ikke alle er enige om, at Bonaventura havde ret i sin tolkning af Franses ånd, og nogle mener, at han til tider modsagde Franses udtrykkelige påbud.

I modsætning til Frans insisterede Bonaventura på det store behov for studier og dermed behovet for at eje bøger og bygninger. Han bekræftede den eksisterende praksis med at brødrene studerede og underviste ved universiteterne. Han mente at deres rolle i Kirken som helhed var at udfylde  arbejdet til gejstligheden ved prædikener og åndelig vejledning, områder hvor de andre gejstliges aktiviteter ofte var mangelfulde på grund af dårlig uddannelse. Ringningen af Angelusklokken om aftenen voksede frem af en beslutning på Franciskanernes generalkapitel i Assisi i 1269. Bonaventura havde også en stor kærlighet til Maria og satte franciskanerordenen under hendes specielle beskyttelse. Til hendes ære stiftet han et broderskab og påbød, at der i alle franciskanerklostre klokken seks om morgenen skulle bedes Ave Maria til Guds Mors ære.
Indenfor ordenen var Bonaventura de moderates leder, og han stod for en middelvej, via media, mellem de milde (Fratres de communitate) og de strenge (Zelatores eller Spirituales). Han afviste Spiritualenes ekstreme synspunkter, som gav tiggermunkenes modstandere ved universitetet gratis argumenter – de satte fattigdom højere end lærdom og over alt andet, og hævdede at repræsentere Franses sande lære. Han pensionerede sin forgænger Johannes av Parma i stedet for at fængsle ham, mistænkt, som han var, for kætteri.
Den gamle garden i franciskanerordenen, som havde levet sammen med Frans i den første heroiske tiden, blev en urolige over, at der nu skulle lægges så stor vægt på lærdom. Ville ydmygheden og fattigdommen ikke blive udvandet? Den gamle salige border Egidius ville stille ordensgeneralen og kardinalen Bonaventura på prøve, og spurte: «Kan en stakkels udannet munk som mig nogensinde elske Gud så meget som en lærd professor og kardinal?» Bonaventura svarte: «Hvilken som helst gammel hustru kan det. Det er tværtimod: En teolog må anstrenge sig meget mere mer for at have Gud i hjertet og ikke bare i hovedet».

Bonaventuras egne idealer omfattede enkelhed, sparsommelig fattigdom, flid og frigørelse fra de rige så vel som fra rigdom, og de blev gennemført i hans eget liv. Samtidige beskriver hans venlige høflighed, medfølelse og omgængelighed. Som ordensgeneral besøgte han Italien, Frankrig, Tyskland og England. Den 23. november 1265 udnævnte pave Klemens IV (1265-68) ham til ærkebiskop af York efter Geoffrey af Ludham, men han afslog og fik paven til at acceptere afslaget.

I 1271 bidrog Bonaventura til at den salige Gregor X (1271-76) blev valgt til pave. I 1272 ledede Bonaventura et nyt generalkapitel i Pisa. Den 28. maj 1273 udnævnte pave Gregor ham til kardinalbiskop af Albano ved Roma, og han passede på at inkludere en ordre om, at han ikke kunne afslå. Men da de pavelige legater brakte den nye kirkefyrsten kardinalhatten til klosteret Mugello ved Firenze, bad han dem om at hænge den på et tre i nærheden, fordi han stod og vaskede op, og hans hænder var både våde og fedtede.

Bonaventura under Det Andet Lyonkoncil malet af
Francisco de Zurbarán i ca. 1650 (fra wikipedia.com)

Bonaventura blev kardinal for at forberede og gennemføre det Andet Lyonkoncil fra maj til juli 1274. Han ankom til Lyon sammen med paven et par måneder før koncilet begyndte. Næsten 300 biskoper, 60 abbeder og ledende teologer var til stede i seks sessioner mellom 7. maj og 17. juli 1274. Alle tidens ledende og bedste teologer var kaldt til Lyon, men Thomas Aquinas døde på vej til koncilet. Blant de deltagende var de hellige Albert den Store, Filip Benizi og den fremtidige salige pave Innocent V (1276-76).
Mellom koncilets andn og tredje session holdt Bonaventura i Lyon det sidste af fem generalkapitler han ledede i franciskanerordenen, hvor han den 20. maj 1274 nedlagde sit embede som ordensgeneral og blev efterfulgt af Hieronymus af Ascoli, den senere pave Nikolas IV (1288-92).
Få uger senere, lige før afslutningen af koncilet, døde han natten mellom den 14. og 15. juli 1274, efter at have modtaget den sidste olie af pave Gregor X. I begravelsen dagen efter deltog paven, kongen af Aragón og synodefædrene, og der var «mange tårer og megen gråd». Begravelsen blev ledet af dominikanerkardinalen Peter af Tarentaise, den senere pave Innocent V. Han holdt også prædikenen over temaet «Bittert sørger jeg over dig, Jonatan, min bror!» (2 Sam 1,26). Bonaventura blev gravlagt i franciskanerkirken i Lyon, som senere fik navnet Saint-Bonaventure efter ham.

I 1434 blev Bonaventuras rester overført til en ny kirke i Lyon, som var bygget til ære for Frans af Assisi. Da blev hans hoved fundet fuldstændig bevaret, og tungen var ligeså rød, som da han levede. Dette miraklet fik folket i Lyon til at vælge ham til sin specielle skytshelgen og bidrog også stærkt til hans helligkåring.
Den 14. april 1482 blev Bonaventura helligkåret med bullen Superna coelestis patria af pave Sixtus IV (1471-84), som tilhørte franciskanerkonventualerne. En anden pave fra fransiskanerkonventualerne, Sixtus V (1585-90), ophøjede ham den 14. marts 1588 til kirkelærer med tilnavnet Doctor seraphicus, «den serafiske lærer». Gennem dette navnet udtryktes hans tilhørighed til Frans af Assisi, som fik sine sårmærker gennem en seraf.

Den 14. marts 1490 blev hans legeme skrinlagt, og i den forbindelse blev den helliges højre arm fjernet og lagt i et sølvrelikviekar formet som en arm. Året efter blev denne arm-relikvie af Bonaventura ført tilbage til byen Bagnoregio af franciskanernes ordensgeneral Francesco Sansone, som en gave fra kong Karl VIII av Frankrig (1483-98), og der bliver den opbevaret i katedralen den dag i dag. I 1562 blev Bonaventuras skrin plyndret af hugenotterne, og urnen som indeholdt hans rester, blev brændt på torvet. Hans hovede blev reddet af superioren i kirken, men det forsvandt sporløst under Den franske revolution i 1807 og er aldrig blevet fundet igen.

I 1643 proklamerede byen Bagnoregio Bonaventura som sin vigtigste skytshelgen ved siden af Hildebrand af Sovana (den hellige pave Gregor VII). I 1986 blev han erklæret med-skytshelgen for det restrukturerede bispedømmet Viterbo.

Bonaventura bliver anset som en af de største mystiske teologer. Som en vejleder i det Kristus-orienterede kontemplative liv fik Bonaventura stor betydning i århundrederne som fulgte, særlig i Tyskland og Holland. Pave Leo XIII (1878-1903) kaldte ham «Fyrsten blandt mystikerne».
Hans mindedag var tidligere 14. juli, men den er i dag dødsdagen 15. juli. I Bagnoregio har han også en fest den 14. mars. Hans navn står i Martyrologium Romanum. I kunsten er hans attribut en kardinalhat.

Kilde: www.katolsk.no

Hl. Villehad af Danmark - O.F.M. Obs

Ikon af den hellige Villehad. Kan ses i Sakraments-
kirken i København (fra wikipedia.com)

Født: 1482 i Holstein
Død: 9. juli 1572 i Holland
Mindedag: 9. juli

Kanoniseret: 29. juni 1867 af den salige pave Pius IX

Villehad er en af De 19 Gorkum-martyrer.

Den hellige Villehad blev født i 1482 i Holstein, der dengang tilhørte Danmark. Han hed egentlig Antonius og kaldes derfor også Antonius van Willehad. Han blev franciskaner i ordenens observant-gren (Ordo Fratrum Minorum Observantiae – OFMObs) og blev presteviet. Under reformasjonen blev han fordrevet fra Danmark af lutheranerne. Han flygtede først til England og derefter til Skotland, men begge steder var der forfølgelser, så han måtte flygte videre til et franciskanerkloster i Gorkum i Holland. Her blev han kendt som en bønnens mand og som en stor skriftefar.

I Gorkum blev han også indhentet af tidens forfølgelser af katolikkerne, denne gang af de hollandske calvinister som med stor fanatisme og grusomhed fængslede de 17 gejstlige og to lægbrødre i klosteret og førte dem til byen Brielle. Villehad var blevet 90 år gammel. Villehad blev hængt sammen med de andre Gorkum-martyrer om morgenen den 9. juli 1572 i et tidligere kloster i Rugge i udkanten af Brielle. De blev begravet i Brussel den 18. juni 1618. Gruppen blev saligkåret den 24. november 1675 af pave Clemens X (1670-76) og helligkåret den 29. juni 1867 af den salige pave Pius IX (1846-78). Deres mindedag er den 9. juli, årsdagen for deres martyrium.

Sakramentskirken på Nørrebrogade i København er viet til den hellige Villehad. Han er midtfiguren på forsiden af kirkens gyldne alter.

Kilde: www.katolsk.no

En bøn af Dietrich Bonhoeffer

Dietrich Bonhoeffer fotografer i 1930erne
(fra wikipedia.com)

Den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer, der blev henrettet den 9. april 1945 for sine nære forbindelser til kredsen bag attentatet mod Hitler året før, var optaget af sociale spørgsmål, økumenisk arbejde og fred. Følgende lille bøn er fra hans:

I mig er der mørkt,
men hos dig er lyset.
Jeg er ensom,
men du forlader mig ikke.
Jeg er modløs,
men hos dig er hjælpen.
Jeg er urolig,
men hos dig er freden.
I mig er der bitterhed,
men hos dig er der tålmodighed.
Jeg forstår ikke dine veje,
men du ved vej for mig.

Et liv med Frans som forbillede

Et afgørende øjeblik i Franses liv: Frans foran korset i
San Damiano. Her malet af Giotto (fra wikipedia.com)

Franciskanerne ser den hellige fader Frans som et forbillede - et eksempel til efterfølgelse. Godt nok skrev Frans en regel, som franciskanerne den dag i dag lever efter, men denne regel er ikke en håndbog, der kan give svaret på, hvordan man lever et godt liv som franciskaner. Derfor henter franciskanerne først og fremmest vejledning i Franses eget liv. Andre personer har omtrent samtidigt med Frans udviklet og formet den franciskanske teologi og disse spiller selvfølgelig også en væsentlig rolle som inspiration og eksempel til efterfølgende. Blandt disse franciskanske skikkelser finder man f.eks. Klara af Assisi, Elizabeth af Thüringen, Agnes af Prag, Antonius af Padua, Thomas af Celano og Bonaventura af Bagnoregio m.fl. Siden hen har talrige andre franciskanere forfinet og forgrenet den franciskanske teologi. Så mange at det ville være for omfangsrigt at nævne dem her.

Et af de aspekter ved Frans som jeg finder særligt vigtigt som inspiration til efterfølgelse, beskriver Thomas af Celano. Thomas skriver i sin biografi om Frans: 
"Hele sin opmærksomhed, kærlighed og væsen rettede han mod den eneste ene, som han elskede - det var ikke så meget at han bad - det var mere det, at han selv blev til en bøn."
For Frans var bønslivet selve livet. Uden bønnen intet liv. I bønnen fandt Frans sin inspiration, sin drivkraft og hele sin værens mening. Denne kærlighed til bønslivet er eksempel til efterfølgelse.

Et andet vigtigt aspekt ved Frans som jeg finder særligt vigtigt som inspiration til efterfølgende, finder man bl.a. beskrevet i  Bonaventuras biografi om Frans. Bonaventura citerer Frans:
"Hvad synes I, mine brødre? Hvad er bedre? Skal jeg bruge min tid i stille bøn, eller skal jeg færdes i verden og forkynde Guds ord?" 
Frans besvarer spørgsmålet med sit egets liv som eksempel. Der er ikke tale om et enten-eller, men et både-og. For Frans er det aktive og det komtemplative en syntese. I bønslivet og i liturgien finder Frans fundamantet i hans liv. Han giver sig tid til at leve det kontemplative liv, men samtidig dygtiggør han sig i at leve det aktive liv. For Frans bliver den personlige bøn rettet mod andre menneskers vel - ikke hans egen eksistens. Denne syntese er eksempel til efterfølgelse.

Ovenstående er to gode eksempler på, hvordan Franses liv inspirerer franciskanerne til at leve et liv med Frans som forbillede. Her må man endelig ikke forstå det sådan, at Frans er den centrale skikkelse i et francikansk liv. Frans levede sit liv med Kristus selv som forbillede og i lyset af den gode Herre og alle franciskaneres liv og virke er selvfølgelig kun orienteret mod Kristus selv. Det er først og fremmest "evangelierne" og dernæst "apostlenes gerninger".

De fattige

I nogle uger har overskuddet ikke været der til at skrive videre på bloggen her. Nu hvor hverdagen så småt vender tilbage, og David kommer sig, er der igen overskud til bloggen. 

Giottos billede af Frans, der giver sin kåbe til en fattig. (fra wikipedia.com)

Af en god ven har jeg netop fået 5 bøger af franciskaneren Leonardo Boff foræret. I den ene bog "Saint Francis - a model for human liberation" lå et gammelt avisudklip. En af bogens tidligere ejere må have klippet det ud, og stukket det ind mellem siderne. Der står:

Hvem er de fattige?

De fattige er mennesker i materiel eller åndelig nød.
De fattige er de sultne og tørstige.
De fattige er dem, som mangler tøj på kroppen.
De fattige er de hjemløse og husvilde.
De fattige er de syge.
De fattige er de fysisk og psykisk handikappede.
De fattige er de gamle.
De fattige er de fængslede.
De fattige er de ensomme.
De fattige er de uvidende og tvivlende.
De fattige er de sørgende.
De fattige er de trøstesløse.
De fattige er de hjælpeløse.
De fattige er de forfulgte.
De fattige er dem, der lider under uretfærdighed.
De fattige er de uforskammede.
De fattige er opfarende.
De fattige er synderne og spotterne.
De fattige er dem, der gør os ondt.
De fattige er de uønskede, samfundets udstødte.
De fattige er på den ene eller anden måde - os selv!

Kristus kom til vor verden for at sætte kærligheden ind i dens rette sammenhæng.
Moder Teresa

Kirken fejrer i dag den hellige Antonius af Padua. Han er en af de helt centrale franciskanske helgener.

Læs mere om ham her: http://vejenmedfrans.blogspot.dk/2011/12/antonius-af-padua-ofm.html

David kommer sig

Et stort øjeblik. David er vågnet og holder far i hånden (eget foto)

Pinsen varslede i mere end en forstand Helligåndens komme. David kommer sig og har ikke haft nogen tilbagefald endnu. Læger og sygeplejersker er meget tilfredse med hans udvikling, og vi kan nu begynde at skimte enden på opholdet på intensiv-afdelingen. Går alt vel bliver vi overført til det børnekardiologiske sengeafsnit inden næste weekend.

En stor og hjertelig tak til alle jer, der har støttet os, bedt for os og fulgt med - det har betydet utroligt meget. Vi er meget taknemmelige.  


Herre Jesus Kristus, den levende Guds Søn,
efter Faderens vilje og ved Helligåndens medvirken
har du ved din død skænket verden livet.
Frels mig ved dette dit hellige Legeme og Blod
fra alle mine synder og fra alt, hvad der er ondt.
Lad mig altid holde fast ved dine bud
og aldrig skilles fra dig.
(en bøn præsten beder under messen lige inden kommunionen)

Operation og intensiv

David på intensiv (eget foto)

Onsdag den 23. maj 2012 blev David opereret i hjertet. Han fik lappet sit hul i hjertet (VSD) og fik lavet en side-to-side operation på aorta. Det var en meget lang dag for familien, men den endte lykkeligvis godt. David ligger nu på intensiv og kommer sig langsomt.

Vandringen til Emmaus

I Sankt Josephsøstrenes kapitelsal i klosteret på Strandvejen nord for København hænger et vidunderligt billede, som jeg desværre ikke kan gengive her. Billedet er en moderne version af en af mine absolutte favorit fortællinger fra Biblen - Vandringen til Emmaus fra sidste kapitel af Lukasevangeliet.  Fortællingen rejser et spørgsmål og en udfordring: genkender du Kristus? og hvor?

De to disciple genkender Kristus. Her i et maleri af Caravaggio (fra wikipedia.com)

Vandringen til Emmaus

Men samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket. Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?« De standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede: »Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?« »Hvad da?« spurgte han. De svarede: »Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket – hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke.«

Da sagde han til dem: »I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?« Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne.

De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde: »Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.« Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden: »Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?«

Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde: »Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.« Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet.

Dato for operation

David er nu en måned gammel. Han har fået indlagt en sonde i næsen, så vi kan supplere hans indtag af mad. Han har ikke kræfter til selv at spise sig mæt. Han tager nu på i vægt, så han kan være godt klædt på til operationen. David skal opereres på onsdag den 23. maj 2012. Han skal have lavet hullet i hjertet (VSD) og sin forsnævring på aorta.
Det har været skønt at have ham hjemme i nogle uger, og det bliver svært at vende sig til at være indlagt på hospitalet igen. Så tænker vi på alle jer, der tænker og beder for os - og så går det hele lidt nemmere. Tak for alle tanker og forbønner. Bliv ved lidt endnu!

"Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi virkeligt er det!" (1. Johs. 3;1)

Ventetid

David i sin søsters sikre favn (eget foto)

Vi venter. Venter på at David bliver dårligere. Venter på dagen hvor han skal opereres. Vi er hjemme og nyder en stille normaliseret dagligdag. Nyder at være en familie og nyder lille Davids nærvær. Han er endnu forbavsende frisk, så det gælder om at nyde hvert eneste øjeblik. Vi ved samtidig alle sammen, at det er en stakket frist. Der kan gå få uger, inden han skal opereres med efterfølgende langvarig indlæggelse på børneintensiv. Vi venter, håber og ber.




Salme 23
Salme af David.

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.

Han giver mig kraft på ny,
han leder mig ad rette stier
for sit navns skyld.
 
Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst.

Du dækker bord for mig
for øjnene af mine fjender.
Du salver mit hoved med olie,
mit bæger er fyldt til overflod.

Godhed og troskab følger mig,
så længe jeg lever,
og jeg skal bo i Herrens hus
alle mine dage.

Operation

David med sit dåbskors (eget foto)

Min lille søn David er blev døbt på hospitalet. Om en uges tid venter en stor hjerteoperation, hvor de vil forsøge operativt at udbedre hans situation. Mor og barn er indlagt på hospitalet, mens jeg passer børnene herhjemme. Derfor kommer denne blog nok til at ligge stille et stykke tid.





Jeg har altid Herren for øje,
han er ved min højre side, og jeg vakler ikke.
Derfor glæder mit hjerte sig, og min sjæl jubler,
ja, mit legeme skal bo i tryghed.
For du vil ikke prisgive mig til dødsriget,
din fromme vil du ikke lade se graven.
Du lærer mig livets vej,
du mætter mig med glæde for dit ansigt,
du har altid herlige ting i din højre hånd.
(slutningen af salme 16)

Tak

Jeg er i dag blevet far for fjerde gang. Denne gang til David, der er født med hjertefejl - derfor de mange slanger.

Jødisk aftenbøn

Skilt på døren til et børneværelse (eget foto)

Lovet være du, Herre, vor Gud, verdens konge,
som lader søvnens bånd falde over mine øjne
og slumren på mine øjenlåg.
Måtte det være din vilje, Herre, min Gud og mine fædres Gud,
at lade mig lægge mig i fred og atter lade mig stå op i fred,
at ikke mine tanker og onde drømme og syndige lyster
må volde mig uro,
men at mit leje må være uplettet for dig.
Tænd du atter mine øjnes lys, at jeg ej skal synke i dødens søvn.
Lovet være du, Herre, som oplyser hele verden med sin herlighed.

(fra den jødiske bønnebog "Tephilath Israel")

Kristus-salme 1

 
Gud, mit liv har jeg lagt frem for dig
du har ladet mine tårer komme frem for dit åsyn

Alle mine fjender har udpønset ondt imod mig,
og de har lagt råd op sammen.

De gør mig ondt for godt,
gengælder mine kærlighed med had.

I stedet for at elske mig bagtaler de mig,
men jeg bad fortsat:

Min hellige Fader, himmelens og jordens konge,
gå ikke bort fra mig,
for trængslen er nær,
og ingen er der, som hjælper.

Lad mine fjender vende om
hver dag, jeg påkalder dig;
Se, jeg ved, at du er min Gud.

Mine venner og mine nærmeste
har truet mig og rejst sig imod mig,
de, som stod mig nær, har holdt sig borte.

Du har fjernet mine frænder fra mig,
de afskyede mig,
jeg er forrådt og kan ikke undslippe.

Hellige Fader, hold ikke din hjælp tilbage,
min Gud, il mig til hjælp.

Kom mig til hjælp,
Herre, min frelses Gud.

Ære være Faderen og Sønnen,
og Helligånden

Som det var i begyndelsen, så nu og altid
og i al evighed. Amen.


De femten Kristus-salmer, der er sammensat af Frans selv, er en del af det såkaldte "Herrens Lidelses Officium". I dette Oficium fejrer Frans ikke bare Herrens lidelse, men hele frelsesmysteriet med inkarnation, lidelse og død, opstandelse, himmelfart og genkomst. 

Frans og Dominikus

Fra Angelicos billede fra 1435 af Dominikus og Frans,
der møder hinanden. (fra wikipedia.com)

Den store italienske renæssancekunstneren Fra Angelico, der i øvrigt var dominikaner, har malet flere billeder af Frans og Dominikus sammen. Særligt i San Marcoklostret i Firenze finder man flere af disse billede på væggene i munkenes celler. Mange af Fra Angelicos billeder er ikke historiske vidnesbyrd, der skal vise, hvad der virkeligt skete. Ofte er flere helgener, der ikke levede på samme tidspunkt, sat sammen med Maria eller Kristus selv. Men Fra Angelico har også malet nogle få billeder, hvor man godt kunne få det indtryk, at han faktisk vil vise en egentlig historisk begivenhed - mødet mellem den tids helt store skikkelser: Ordensstifterne Frans og Dominikus.

Flere kilder fortæller, at de to rent faktisk har mødt hinanden. De skulle have mødt hinanden ved franciskanernes store generalkapitel i enten 1215 eller 1217 . Her skulle hen ved 5.000 franciskanere have været samlet sammen med Dominikus og 7 af hans medbrødre. I dag er de fleste historikere enige om, at de to store skikkelser nok kun har mødt hinanden på kunstnernes lærreder.

Franses og Dominikus betydning for kirken i samtiden og eftertiden er næsten uden siddestykke. De forandrede kirken for altid. De viste nye veje at gå for at møde Gud. De så som nogle af de første, at Kristus også er og virker udenfor kirkerne.Man har nok ikke helt kunnet forestille sig, at to så vigtige mennesker ikke skulle have mødt hinanden.

Om Tålmodighed

En gamle og faldefærdige bro i nærheden af
benediktinerklosteret i Nütschau i Tyskland (eget fotografi)

Tålmodighed er en af de dyder, som jeg konstant må arbejde med. Med årene er jeg blevet dygtigere til at takle min tålmodighed, men den bliver ofte udfordret. Næsten dagligt. Jeg har i en del år efterhånden bedt den samme lille bøn, når jeg møder situationer, hvor min tålmodighed sættes på prøve. Den lyder: "Tak Herre, at du lærer mig tålmodigheden at kende!" Jeg fik en gang fortalt, at bønnen var et Frans citat, men jeg har aldrig kunnet verificere dette. Jeg har også svært ved at forstille mig, at Frans skulle have bedt sådan. Og så måske alligevel.

Tålmodighed (Patientia) er en af middelalderens syv dyder. Datidens betydning af tålmodighed er ikke helt som i dag. Dengang betegnede ordet en evne til at tilgive og vise nåde overfor syndere, til at løse konflikter fredfyldt som en modsætning til vold. I dag betegner ordet evnen til at kunne finde sig i lang ventetid, forgæves anstrengelser eller andet besvær uden at miste besindelsen. Jeg holder meget af den gamle betegnelse og forestiller mig at netop tålmodigheden (i den gamle forstand) må have ligget Franses hjerte meget nær. Og i den gamle forståelsesramme giver min lille bøn nu ny mening: "Tak Herre, at du lærer mig tålmodigheden at kende!"

I Franses formaninger finder vi også et afsnit om tålmodighed. Med middelalderens forståelsesramme for øje, er formaningen stof til eftertanke.


Formaning 13: Om tålmodighed
"Salige er de, som stifter fred, thi de skal kaldes Guds børn " (Matt 5,9). En Guds tjener kan ikke vide, hvor meget tålmodighed og ydmyghed han har i sig, når alt går efter hans ønske.
Men når tidspunktet kommer, hvor de, der skulle handle efter hans ønske, gør det modsatte, så meget tålmodighed og ydmyghed, som han da har, så meget har han, og ikke mere.

Salmernes bog - Salme 22

Morgenrødens hind

Trækors med påmalet Kristus fra en kælder under en Kirke i Firenze.
Kælderen skulle i Romertiden have huset tilfangetagne kristne,
der ventede på at blive henrettet. (eget fotografi)

I påsketiden kommer vi ikke udenom salme 22. Salmen fremstår som en profeti om Kristi lidelse, død og opstandelse, som vi kender det fra evangeliet. Utvivlsomt har evangelisterne og apostlene kendt til denne salmes profeti og haft den i mente, da teksterne blev skrevet.

Jeg har af en gammel munk lært, at man skal passe på med at udlægge meningen i salmerne. De taler deres eget sprog, og de har aldrig en entydig pointe. Sådan har jeg det med salme 22. Salmen rummer så meget - på så mange niveauer. Man kan læse den igen og igen - og hver gang åbner den døre til
rum, hvor jeg endnu ikke har været, eller hvor jeg finder noget nyt.

I den nyeste bibeloversættelse er en del af første vers ikke oversat. I de ældre bibeloversættelser finder vi oversættelsen >Efter "Morgenrødens Hind"<. Denne oversættelse kunne lægge den klangbund i salmen, at der her er tale om en salme om en hind (Kristus?), der salmen igennem bliver jaget af andre dyr. Men salmen rummer også fortvivlelsen, tvivlen og selvransagelsen. Vi er kun mennesker, der må sætte vores lid til Herren. For han er svaret, og han griber ind. Det er trods alt en stor trøst.


For korlederen. Efter “Morgenrødens Hind”. Salme af David.

Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?
Du er langt borte fra mit råb om hjælp og fra mit skrig.
Min Gud, jeg råber om dagen, men du svarer ikke,
og om natten, men jeg finder ikke ro.

Du troner som den hellige,
du, som Israel lovsynger.
Vore fædre stolede på dig,
de stolede på dig, og du udfriede dem.
De klagede til dig og blev reddet,
de stolede på dig og blev ikke gjort til skamme.

Men jeg er en orm, ikke en mand,
en skændsel for mennesker, foragtet af folk.
Alle, der ser mig, spotter mig,
de vrænger mund og ryster på hovedet:
»Han har overgivet sin sag til Herren, lad ham udfri ham,
han må redde ham, han holder jo af ham!«

Det var dig, der hjalp mig ud af moders liv
og gav mig tryghed ved moders bryst.
Til dig var jeg overladt fra min fødsel,
fra moders liv var du min Gud.
Hold dig ikke borte fra mig,
for nøden er nær,
og ingen hjælper mig!

Stærke tyre omgiver mig,
Bashanbøfler omringer mig;
rovgriske og brølende løver
spærrer gabet op mod mig.
Jeg er som vand, der hældes ud,
alle mine knogler falder fra hinanden,
mit hjerte er som voks,
det smelter i livet på mig.
Min gane er tør som et potteskår,
min tunge klæber til gummerne,
du lægger mig i dødens støv.

Hunde omgiver mig,
en flok af forbrydere står omkring mig;
de har gennemboret mine hænder og fødder,
jeg kan tælle alle mine knogler.
De ser på mig med skadefryd,
de deler mine klæder mellem sig,
de kaster lod om min klædning.

Men du, Herre, hold dig ikke borte,
du, min styrke, skynd dig til hjælp!
Red mit liv fra sværdet,
mit dyrebare liv fra hundene,
frels mig fra løvens gab,
fra vildoksernes horn!

14. station - At så og høste

Jesu legeme bliver lagt i graven

Adolf Meisters fjortende og sidste station: En italiensk
børnebegravelse flankeret af den sudanesiske enke i
"sørgedragt" - hvidt kors på panden, en vietnamesisk
mor med sin hånd på en kiste. Gravsteder fra Spanien.
Livs- og dødsspiral.

Leder: Vi tilbeder dig, Herre Jesus Kristus, og lovpriser dig,
Alle: fordi du ved dit hellige kors har forløst verden.

Leder: Jesus bliver lagt i graven, som man lægger et frø i jorden. Ligesom frugter vokser af frø, vil også kristus opstå fra de døde.

Vi går med Kristus gennem døden. Vi bliver begravet som han. Vi tror på, at vi vil opstå med ham.



Lad os bede:
Leder: Herre Jesus Kristus, du blev begravet, men opstod den tredje dag fra de døde. Lad os opstå med dig.
Herre, hør vor bøn!

Leder:  Vi beder for alle, som ikke tror på opstandelsen, at de må møde mennesker, som har en tro og et håb.
Herre, hør vor bøn!

Min optagelse i OFS

Sakramentskirkens værnehelgen den hellige Villehad af Danmark (fra wikipedia.com)

Torsdag den 29. marts 2012 blev jeg optaget i den franciskanske sekularorden OFS under en ordets gudstjenste i Sakramentskirken på Nørrebro i København. Sakramentskirkens værnehelgen er den hellige Villehad af Danmark - en franciskanerpræst, der under reformationen i Danmark blev fordrevet og fandt et nyt hjem i Gorkum i Holland. Her faldt hans kloster i Calvinisternes hænder under de hollandske religionskrige. Villehad og hans medbrødre nægtede at fralægge sig troen på alterets sakramente og nægtede at forsværge Paven som kirkens overhoved. Alle brødrene blev piske og efterfølgende hængt den 9. juli 1572. Villehad blev helgenkåret i 1867 og han fejres den 9. juli. Samtidig er Sakramentskirken den kirke, hvor min far virkede som præst en kort periode i slutningen af 1960erne. Jeg kunne ikke have ønsket mig bedre rammer for min optagelse i OFS.

Optagelsen blev en forløsning af mange måneders oplæring og overvejelse. OFS er ikke en klub, som man bare melder sig ind og ud af. Med optagelsen sigter jeg mod at aflægge profes om et par år - den endelige optagelse i ordenen. Når man først har aflagt profes er der ingen vej tilbage. Det er både lidt skræmmende, men også fortrøstende, for ligesom i ægteskabet, så binder man sig til fællesskabet resten af de dage, man har tilbage at leve i.

Optagelsens liturgi er meget smuk. Den ventede oplæringstid inden profes-aflæggelsen beskrives som en vandring i ørkenen. Normalt tænker vi ørkener som frygtelige steder, hvor man tørster, fristes og bevæger sig på kanten af livet. Dog kan man sagtens leve og opholde sig i en ørken. En ørken kan også være smuk og være et godt sted til reflektion, så længe man er godt forberedt og ikke bare vandre afsted uden omtanke. Metaforen med ørkenvandringen er smuk, synes jeg.

Jeg var frygteligt træt, da jeg meget glad kom hjem sammen med familien. Derfor har bloggen også måtte vente nogle dage med denne opdatering. Optagelsen var virkelig en stor oplevelse og en stor forløsning, der nok havde sat sig dybere i mig, end jeg var klar over. Jeg var overvældet af de mange mennesker, der ville komme og fejre dagen sammen med mig. Overvældet af liturgien, der smukt forbereder mig på den vandring i "ørkenen", der venter, og helt og aldeles overvældes af, at jeg kun har taget de første spæde skridt på min vandring sammen med Frans. Jeg glæder mig til tiden, der kommer og søger at tøjle min tålmodighed efter bedste evne.

Herfra skal lyde en stor tak til alle, der kom og var med - både i ånden og ved at være til stede. Tak for gaver, ord, bøn og tanker. Jeg er overvældet og taknemmelig.

13. station - At have håb

Jesus bliver nedtaget fra korset og lagt i sin moders skød

Adolf Meisters trettende station: Som pietá: En pige med sin døde søster
eller veninde i Hiroshimas ruiner - drikker vand. Den kendte kuppel i
baggrunden - Hiroshimas vartegn. Mindekors fra 12. station. Ur: "8.15" -
viser endnu øjeblikket, da bomben faldt. Andre figurer: Van Goghs
selvportræt. Hans mor er fremstillet som Maria, der holder Jesus i sine
arme. M. Beckmanns nedtagelse.

Leder: Vi tilbeder dig, Herre Jesus Kristus, og lovpriser dig,
Alle: fordi du ved dit hellige kors har forløst verden.

Leder: Jesus bliver taget ned af korset. Maria holder ham på sit skød. Hans liv giver hende håb.

Også vi må opleve, at de menensker, vi holder af, dør. Og alligevel er vi ikke uden håb.

Lad os bede:
Leder: Herre Jesus Kristus, du har givet Maria håb. Giv også os det håb, at døden ikke er afslutningen.
Herre, hør vor bøn!

Leder:  Vi beder for alle, som ikke har noget håb, at de må erkende meningen med deres liv.
Herre, hør vor bøn!

12. station - At hengive sig

Jesus dør på korset

Adolf Meisters tolvte station: Krucifikset er komponeret af følgende motiver:
I baggrunden et papkors fra en minde­demonstration i Hannover 1984.
Forbi­passerende skulle her tegne hver et kridtkors til minde om de 108.900
dræbte fra Hiroshima den 9. august 1945. "Alexamenos tilbeder Gud" hedder
det på den spottende romerske grafitti fra Palatin - den ældste fremstilling af
kors­fæstelsen, vi kender. Æselhoved kan ses. Et belgisk gravkors til venstre.
Til højre Berlin-muren i Bernauer­strasse med grafitti. Bag muren Vor Frelser Kirke
- en nu bort­sprængt ruin. Forneden jesuitter­martyrer fra Sydamerika: Godofredo
Allingal med "Jesuita" på t-shirt der, hvor skuddet ramte ham. Gregor
Richert og Joao-Bosco Burnier.

Leder: Vi tilbeder dig, Herre Jesus Kristus, og lovpriser dig,
Alle: fordi du ved dit hellige kors har forløst verden.

Leder: Jesus dør. hans korsvej er til ende. Hans eget liv er det sidste, han kan skænke os. I sin død hengiver han sig til os.

Vi vil så gerne beholde noget tilbage til os selv. Vi regner det for en gevinst, som vi kan holde fast på. Dog skabes der liv gennem det, som vi er parate til at give.


Lad os bede:
Leder: Herre Jesus Kristus, du har givet dig selv til os i døden. Giv os kraft til at give som du.
Herre, hør vor bøn!

Leder:  Vi beder for alle, som kun tænker på sig selv, at de må blive rede til at give.
Herre, hør vor bøn!

11. station - At fastnagle

Jesus bliver naglet fast til korset

Adolf Meisters anden station: Plötzensee var nazisternes henrettelses-
sted i Berlin, og mange tyske modstandskæmpere blev dræbt der.
Foruden p. Alfred Delp SJ mange af dem, der planlagde og gennemførte
attentatet mod Hitler den 20. juli 1944. Af de 180-200 mennesker, der blev
henrettet for attentatet, blev 89 dræbt i Plötzensee.

Leder: Vi tilbeder dig, Herre Jesus Kristus, og lovpriser dig,
Alle: fordi du ved dit hellige kors har forløst verden.

Leder: Nu bliver Jesus naglet til det kors, som han selv bar. Han kan ikke mere løbe bort. Han kan ikke flygte fra korset.

Også vi har fastnaglet mennesker. Vi har kategoriseret dem, sat dem i bås. Vi har ikke ændret vores billede af dem.


Lad os bede:
Leder: Herre Jesus Kristus, du blev naglet til korset. Tillad ikke, at vi fastnagler andre mennesker til den forestilling, vi har om dem.
Herre, hør vor bøn!

Leder:  Vi beder for alle, som har fået et dårligt rygte, at de må finde mennesker, som vil stå ved deres side.
Herre, hør vor bøn!

10. station - At stå blottet

Jesus bliver berøvet sine klæder

Adolf Meisters tiende station: Fangedragten fra en jødisk KZ-fange.
Den korsfæstede er malet efter et billede af den jødiske
maler Marc Chagall: "Den korsfæstede lidende jøde".

Leder: Vi tilbeder dig, Herre Jesus Kristus, og lovpriser dig,
Alle: fordi du ved dit hellige kors har forløst verden.

Leder: Soldaterne river klæderne af Jesus. Nu står han dèr, blottet for alle. Han er ubeskyttet og prisgivet folks måbende blikke.

Vi har selv lidt, når andre har blottet os ved at trække vore fejl frem, så alle kunne se dem. Eller har vi uden grund gjort det mod andre?


Lad os bede:
Leder: Herre Jesus Kristus, du blev blottet for alle mennesker. Tillad ikke, at vi blotter og prisgiver andre mennesker.
Herre, hør vor bøn!

Leder:  Vi beder for alle, som bliver bagtalt og således står blottet for andre. Lad dem vide, at du forstår dem.
Herre, hør vor bøn!

9. station - At ligge på jorden

Jesus segner tredje gang under korset

Adolf Meisters niende station: Attentatet i Roms lufthavn.
Palæstinensiske terrorister dræbte 13 mennesker; en af dem
var den 25-årige mexikanske ambassade­sekretær Genoveva
Jaime Cisneros. Øverst tv: En terrorist under uddannelse i
Syrien.

Leder: Vi tilbeder dig, Herre Jesus Kristus, og lovpriser dig,
Alle: fordi du ved dit hellige kors har forløst verden.

Leder: Tilsyneladende forlader kræfterne ham nu fuldstændigt. Og han falder igen og bliver liggende på jorden. Med den allersidste kraft rejser han sig endnu engang og slæber sig hen til Golgata bjerget.

Indtil nu har vi altid kunnet rejse os igen. Hvad vil vi gøre, når vi engang ligger på jorden, når alt forekommer os håbløst?


Lad os bede:
Leder: Herre Jesus Kristus, du har opbrugt din sidste kraft for at rejse dig. Giv os håb, når vi ligger på jorden og tror, at livet ikke kan gå videre.

Leder:  Vi beder for alle, som ikke kan se nogen mening med deres liv mere. lad os være et håbets tegn for dem.
Alle: Herre, hør vor bøn.

8. station - At mødes

Jesus møder de grædende kvinder

Adolf Meisters ottende station: Kvinder og børn fra hele verden. Den
afrikanske drengs maskinpistol er endnu kun et stykke legetøj af træ. I
båden vietnamesiske bådflygtninge. I midten drengen, der blev fundet
på en losseplads i Calcutta, i sin døde mors arme (berømt pressefoto).
Jesus låner ham sit ansigt!

Leder: Vi tilbeder dig, Herre Jesus Kristus, og lovpriser dig,
Alle: fordi du ved dit hellige kors har forløst verden.

Leder: Kvinderne ved vejen ser Jesus i hans lidelse. De græder. Men Jesus kender deres lidelse, deres synder, deres sorger. Han formaner dem til at sørge mere over sig selv end over ham.

Også vi møder Jesus på korsvejen. Han siger til os: I skal ikke sørge over mig, men I skal sørge over jer selv.


Lad os bede:
Leder: Herre Jesus Kristus, trods din lidelse ser du endnu de andres nød. Lad os være åbne for ethvert møde.

Leder:  Vi beder for alle, som kun tænker på sig selv. Åbn deres øjne for enhver lidelse.
Alle: Herre, hør vor bøn.

7. station - At falde

Jesus segner for anden gang under korset

Adolf Meisters syvende station: Vulkanen Nevado del Ruiz
brød ud i november 1985 og begravede byen Armero med
sine 22.000 indbyggere. Redningsfolk fandt en 12-års pige,
Omayra, indeklemt i sit hus af beton. Hendes dødskamp varede
60 timer, og hun kunne ikke reddes. TV og blade fulgte med.

Leder: Vi tilbeder dig, Herre Jesus Kristus, og lovpriser dig,
Alle: fordi du ved dit hellige kors har forløst verden.

Leder: Jesus bliver stadig svagere, stadig mere udmattet. Han kan ikke holde korset mere. Han falder igen til jorden. Men han vil ikke blive liggende. han rejser sig igen for at gå vejen til ende.

Vi fornemmer ofte, at vi er svage. Hver synd oplever vi som et fald, som at blive trykket ned. Kristus siger til os, at vi altid kan rejse os.


Lad os bede:
Leder: Herre Jesus Kristus, du segner for anden gang og bliver alligvel ikke modløs. Hjælp os til altid at have tålmodighed.
Alle: Herre, hør vor bøn.

Leder:  Vi beder for alle, som lever i synd. Giv os og dem mod til omvendelse.
Alle: Herre, hør vor bøn.

6. station - At lindre andres nød

Veronika rækker Jesus svededugen

Adolf Meisters sjette station: Til venstre for svededugen ses
Maximilian Kolbe, en polsk franziskanerpræst, der i stedet
for en familiefar fandt døden i Auschwitz' gaskammer. Til højre
P. Alfred Delp SJ, som var medlem af "Kreisauer Kreis".
Han blev henrettet den 2. februar 1945. Øverst til højre Lluis
Espinas SJ, martyr fra la Paz. Klovn!

Leder: Vi tilbeder dig, Herre Jesus Kristus, og lovpriser dig,
Alle: fordi du ved dit hellige kors har forløst verden.

Leder: Jesus sveder under korsets vægt. Han lider, fordi de mennesker, som står langs med vejen, gør nar ad ham. En kvinde ved navn Veronika tørrer med et klæde blod og sved af hans ansigt.

Ofte har vi ingen, som vi kan tale med, som kan give os et råd, som vi kan stole på, som har et trøstende ord til os. 


Lad os bede:
Leder: Herre Jesus Kristus, på din korsvej har du fundet mennesker, som var gode mod dig. Hjælp os at se andres nød og lindre den.
Alle: Herre, hør vor bøn.

Leder:  Vi beder for alle, der er i nød, at de ikke må blive ladt alene i denne situation.
Alle: Herre, hør vor bøn.

5. station - At bære med på andres byrder

Simon af Kyrene hjælper Jesus med at bære korset

Adolf Meisters femte station: En libanesisk forretningsmand med et
kors på skulderen demonstrerede mod Berlin-muren; på korset stod
"Humanity". Politiet slår løs på demonstranter på Philippinerne.
Hungersnød i Afrika og Indien. Grænser mm. Andre kæmper en tilsyneladende
forgæves kamp mod umenneskelighed: Samariter, u-landshjælpere, trøstende
samtale, Mother Teresa, den barmhjertige samaritan.

Leder: Vi tilbeder dig, Herre Jesus Kristus, og lovpriser dig,
Alle: fordi du ved dit hellige kors har forløst verden.

Leder: Jesus har ingen kraft mere. Så kommer en mand, som er på vej fra arbejde, ahm til hjælp. Han løfter korsetr fra Jesu skuldre. Nu har Jesus for et øjeblik hænderne frie; byrden er taget fra ham.

Der har ofte været mennesker, som har hjulpet os i vort liv: venner, som ikke har ladet os i stikken, når vi var i nød; naboer, søskende eller andre, som vi kunne tale med om vore vanskeligheder.  


Lad os bede:
Leder: Herre Jesus Kristus, Simon af Kyrene hjalp dig med at bære korset. Lad også os erkende, hvem der har brug for vor hjælp.
Alle: Herre, hør vor bøn.

Leder:  Vi beder for alle, som ikke har nogen kraft mere, for hvem korset bliver for tungt. Send dem mennesker, som hjælper med at bære.
Alle: Herre, hør vor bøn.

4. station - At lide med andre

Jesus møder sin bedrøvede mor

Adolf Meisters fjerde station: Soldater på vej til fronten.
En mor tager afsked, en anden viser sin savnede søns foto.
Marias holdning er den samme som hos en mor, der omfavner
sin søn, der kom tilbage. Nederst ses jøderne på vej ud af ghetto i
Warshawa - på vej til Auschwitz med sine gaskamre og
forbrændingsovne. De kom heller aldrig tilbage.

Leder: Vi tilbeder dig, Herre Jesus Kristus, og lovpriser dig,
Alle: fordi du ved dit hellige kors har forløst verden.

Leder: Moren lider under sønnens smerter. Folk står ved vejen og måber. Maria baner sig vej genne mængden til sin søn, så hun kan lægge armene omkring ham. I denne lidelse vil hun være ham helt nær.

Vi lever i et fællesskab. Vi oplever, at vi hører sammen. Vor familie og vore venner tager del i vore lidelser, og vi tager del i deres. 


Lad os bede:
Leder: Herre Jesus Kristus, din mors nærvær har givet dig kraft til at bære korset. Hjælp os, så vi altid støtter hinanden
Alle: Herre, hør vor bøn.

Leder:  Vi beder for de mennesker, der mangler et fællesskab, at de må finde det, og at vi må være åbne over for hinanden.
Alle: Herre, hør vor bøn.

3. station - At være tynget

Jesus segner første gang under korset

Adolf Meisters tredje station: På baggrund af et billede af
Bruegel fra 1567, som viser tre mænd efter et overdådigt
måltid i det grønne. Antyder flere slags beruselser og
lidenskaber.

Leder: Vi tilbeder dig, Herre Jesus Kristus, og lovpriser dig,
Alle: fordi du ved dit hellige kors har forløst verden.

Leder: Den vej, Jesus går, er strejl. Korset er tungt, det tynger på hans skuldre. Det trykker ham til jorden. Der står folk omkring ham. Alle ser på ham, men ingen hjælper ham.

Ofte forekommer vort kors os for tungt. Vi bærer på en sorg. Det kan være et menneske, der står os nær, som er sygt, problemer med vore venner eller familie.


Lad os bede:
Leder: Herre Jesus Kristus, korset har hvilet tungt på dig. Hjælp os, at vi ikke lader os trykke ned af vore sorger.
Alle: Herre, hør vor bøn.

Leder: Vi beder for alle, som i deres liv støder på kors og lidelser, at de ikke må blive efterladt modløse.
Alle: Herre, hør vor bøn.

2. station - At bære sit kors

Jesus tager korset på sine skuldre

Adolf Meisters anden station: Den syge. Sygeplejersken.
Den sørgende sudanesiske enke. En atomværksarbejder.
En med bind for øjnene. Den druknende pige fra Armero i
Columbia. Rouaults Veronika. Klovnen, der sammen med Jesus
bærer et møllevingekors, hvor en mand og en kvinde
er bundne på (Max Beckmann!). Khomeini lurer i baggrunden
samt en af hans "martyrer".

Leder: Vi tilbeder dig, Herre Jesus Kristus, og lovpriser dig,
Alle: fordi du ved dit hellige kors har forløst verden.

Leder: Jesus undgår ikke korset. Han tager det op og bærer det selv til det sted, hvor han bliver korsfæstet. Jesus viger ikke tilbage for at følge mennesker i lidelse, heller ikke når det gælder korset. Han bærer det frivilligt.
Der er mange kors i vort liv, som bliver lagt på os: sygdom, lidelse, sorger.


Lad os bede:
Leder: Herre Jesus Kristus, du har tager korset på dig og båret det frivilligt. Hjælp os til at sige ja til det, der falder os svært.
Alle: Herre, hør vor bøn.

Leder: Vi beder for alle, som vil gå af vejen for erhvert kors. Lad dem erkende, at der ikke gives et liv uden kors.
Alle: Herre, hør vor bøn.

1. station - At dømme

Jesus bliver dømt til døden

Adolf Meisters første station: Kristi ansigt ses midt blandt mennesker
og symboler: En subsistensløs, en tortureret, demonstranter
("Sejren er vor!"), Picassos tyr og kvinde, Daumiers Pilatus,
pater Rupert Mayer SJ (salig­kåret 3. maj 1987), Pilatus mønt -
jøderne til spot, roulet og klovn.

Leder: Vi tilbeder dig, Herre Jesus Kristus, og lovpriser dig
Alle: fordi du ved dit hellige kors har forløst verden.

Leder: Ypperstepræsterne og de skriftkloge presser Pilatus for at få ham til at dømme Jesus til døden. Pilatus giver efter for dem. Han afsiger en uretfærdig dom. Han dømmer jesus til døden.
Også vi dømmer ofte andre mennesker. Mange gange bliver vi også dømt af andre. Når vi dømmer andre, ødelægger vi glæden og lykken for dem.

Lad os bede:
Leder: Herre Jesus Kristus, du er blevet uretfærdigt dømt. Hjælp os til ikke at bagtale andre og ikke at dømme andre.
Alle: Herre, hør vor bøn.

Leder: Bed for alle, som bliver dømt uretfærdigt. Lad dem finde mennesker, som skaffer dem ret.
Alle: Herre, hør vor bøn.

Om at tro

Holocaustmonument fra en jødisk kirkegård i Berlin (eget billede).

Da jøderne i ghettoen i Warzawa blev nedslagtet i 1939, fandt man efterfølgende følgende lille bøn skrevet på en mur:


Jeg tror på Solen,
også når den ikke skinner.

Jeg tror på Kærligheden,
også når jeg ikke føler den.
 
Jeg tror på Gud,
også når Han tier.

De første 12 brødre

Giottos billede af Pave Innocens III sammen med Frans
og hans første brødre (fra wikipedia.com)

Om kilderne

Det første og ældste “biografi” om Frans af Assisi er skrevet af broder Thomas af Celano. Thomas skrev to biografier om Frans – den første i forbindelse med Franses helgenkåring i 1228. Hans biografier er ikke biografier i moderne forstand, men hans fortællinger er vigtige kilder til at forstå Franses liv og virke.

Thomas af Celano blev franciskaner omkring år 1215. Vi ved faktisk intet om, hvad han foretog sig i de første år som broder, for hans navn dukker først op i forbindelse med en rejse til det nuværende Tyskland i 1221. Man regner med at Thomas var i Tyskland til omkring år 1223, hvorefter han vender tilbage til Italien igen. Thomas beskriver ret indgående Franses sidste leveår fra 1224 til 1226, hvor Frans dør. Thomas skriver selv, at disse optegnelser kun delvist er selvoplevet og devist historier, som han har hørt fra andre. Vi tror derfor, at Thomas ikke har været specielt tæt på Frans i hans sidste leveår.

Thomas beskriver Franses helgenkåring så indgående og levende, at han selv må have været til stede ved ceremonien. Formentlig er Thomas allerede på dette tidspunkt udvalgt af Pave Gregory IX som officiel forfatter af den første fortælling om Frans.

Den anden væsentlige kilde er Trebrødrelegenden. Denne fortælling er svær at datere. Den er dateret til 1246, men nogle mener, at den ikke er helt så gammel. Fortællingen har aldrig været en officiel fortælling for franciskanerne. Thomas af Celanos to fortællinger om Frans har sammen med Bonaventuras biografi gennem tiden været de eneste officielle biografier om Frans af Assisi. Først langt senere er andre biografier kommet til og er blevet anerkendt blandt franciskanere.

Trebrødrelegenden siges at være skrevet af de tre franciskanerbrødre Leo, Angelus og Rufinus. Vi ved med sikkerhed, at legenden kun har en forfatter, da fortælleformen hele fortællingen igennem er ens. Vi ved også, at denne forfatter ikke er broder Leo. Hans grammatik og skrivemåde er kendt fra andre sikre kilder og trebrødrelegenden matcher ikke Leos måde at fortælle på. Det er ikke utænkeligt, at broder Angelus kan være forfatteren, men derom er der mange meninger.

Frans og hans første brødre foran Laterankirken i Rom (eget billede).

Ukendt

Den første mand, der vælger at følge Frans af Assisi, ved vi ikke meget om. Thomas af Celano beskriver ham som en mand fra Assisi med et fromt og enkelt sind. Hans navn er ukendt og man regnes ikke officielt med blandt de første brødre. Man regner med, at han hurtigt forlod Frans igen.

Bernard af Quintavalle

Bernard af Quintavalle regnes som den første, der valgte at følge Frans. Han var en rig mand af en fornem familie i Assisi. Hans omvendelse og liv er udførligt beskrevet i flere historiske kilder. Bernard ville gerne følge Frans og Frans bad ham derfor sælge alle sine egendele og give pengene til de fattige. Bernard gjorde som Frans havde sagt, og han fulgte Frans i alt, indtil han i lydighed blev sendt ud for at missionere. Han døde omkring 1241-1246

Pietro af Cattani

Pietro af Cattani regnes som den anden, der valgte at følge Frans. Thomas af Celano nævner ham ikke ved navn, men fra andre kilder regner vi med, at det er Peitro, der er tale om. Pietro var en fattig jurist, der arbejdede ved San Rufinokirken i Assisi. I denne kirke kom Frans og Bernard for at læse i Biblen og på denne måde lærte Pietro Frans at kende. Pietro fulgte Frans og opnåede at blive vikar for Frans. Pietro døde i en ung alder i den 10. marts 1221.

Egidius

Egidius regnes som den tredje, der valgte at følge Frans. Egidius var en sund og rask ung bonde fra Assisiegnen. Det fortælles om Egidius, at han elskede manuelt arbejde, og at han altid var glad. Han var tilmed meget hjælpsom og var særlig omsorgsfuld overfor spedalske. Egidius var ikke så glad for bøger. Som ung bonde har han formentlig ikke kunnet læse. Egidius levede et langt, rigt og meget spændende liv, der er velbeskrevet i andre kilder. Han døde i 1262 og blev efterfølgende saligkåret.

Sabbatino, Morico og John af Capella

Nummer fire og fem skriver Thomas af Celano ikke noget om. Han nævner kun, at endnu en bliver tilføjet før Philip Longo bliver nummer seks. Udfra kilderne kan vi ikke præcist sige, hvem Thomas af Celano mener. Der er formentlig ikke tale om kun en enkelt person, men om hele tre personer: Sabbatino, Morico og Giovanni af Cappella, som bliver de næste i rækken. Trebrødrelegenden fortælle om disse tre brødre og beskriver dem, som de 3 næste i rækken, så gruppen nu består af Frans og 6 brødre.

Philip Longo

Philip Longo regnes som den næste broder. Thomas af Celano skriver, at gruppen med Philip kom op på syv i alt. Philip kom fra byen Atri, og han var ikke en lært mand. Man fortæller om ham, at hans kunne prædike med en særlig sødme og finde den inderste mening i den Hellige Skrift på trods af, at han ikke var en lærd mand.

Philip stod clarisserne særligt nær. Det fortælles, at han gennem hele sit liv mange gange besøgte Clara og hendes søstre i klosteret i Assisi.

Giovanni af Saint Constantia, Barbaro, Bernardo Viridante og Angelo Tancredi

De næste i rækken er Giovanni af Saint Constantia, Barbaro, Barnardo Viridante og Angelo Tancredi. Man ved ikke meget om disse fire brødre og flere kilder antyder, at ikke alle fire var med fra begyndelsen. Om Angelo Tancredi fortælles det, at han først i 1223 sluttede sig til Frans.

Sylvester

Trebrødrelegenden fortælle om også om præsten Sylvester. Som præst modtager han en del af de penge, som Bernard af Quintavalle forærer væk. Samtidig virker han som præst i samme kirke som Pietro af Cattani arbejder i. Trebrødrelegenden fortæller om Sylvester, at han først på et senere tidspunkt sluttede sig til Frans og de andre brødre. Han regnes dog som tilhørende kredsen omkring Frans fra et meget tidligt tidspunkt. Sylvester regnes også som den første præst, der sluttede sig til Frans.

Sylvester bliver en af de brødre, der står Frans nærmeste. Sylvester holder af fattigdommen og kontemplationen ligesom Frans selv, og Sylvester er ofte med på de rejser, som Frans foretager. Ellers bor Sylvester mest i hulerne på Mount Subasio, hvor han tilbringer dagene i bøn. Sylvester dør i 1240. Sylvester er begravet i nærheden af den hellige Frans i krypten under den store San Francesco basilika i Assisi.

Med Sylvester kom antallet af brødre op på 12 i alt. Herfra holdt man op med at tælle. Brødrene blev sendt ud to og to og ordnen voksede med så stor hast, at det var praktisk umuligt at holde styr med kronologien.

Kilde: ”The first life af Saint Francis of Assisi by Thomas of Celano” og ”Legend of the three companions” i ”St. Francis of Assisi – omnibus of sources” edited by Marion A. Habig, Franciscan Herald press, Chicago, Ill. 1983.