Hl. Clara af Assisi O.S.C.

Den hellige Clara malet på en fresken af Simone Martini i 1312-1320
i den øvre del af St. Francescobasilikaen i Assisi (fra wikipedia.com)

Født: omkring 1194 i Assisi i Umbrien

Død: 11. august 1253 i Assisi

Mindedag: 11. august

Kanoniseret: 15. august 1255 af pave Alexander IV i Anagni.

Clara blev født i Assisi omkring år 1194 i den fornemme Offreducia familie. Hun var datter af Greve Faverone af Sciffi, og hun blev opdraget af sin fromme mor Hortulana di Fiumi. Vi ved, at Clara havde mindst tre søskende, men ellers ved man ikke meget om hendes barneår og opvækst. Man kan dog gætte på, at hendes liv har været præget af de forventninger, der normalt blev tillagt børnene i fornemme familier. Vi ved, at Claras familie måtte drage i eksil i Perugia under borgerkrigen mellem Assisi og Perugia fra 1198 til 1203. Vi ved også, at Clara tilbage i Assisi afslog det første af minimum to ægteskabstilbud allerede som 12-årig. Livet har nok ikke været helt nemt for den unge Clara.

En fasteprædiken i San Giorgiokirken ændrer livet for den kun 18-årige Clara. Manden på prædikestolen er den omvendte Frans af Assisi, som formentlig ikke har været helt fremmed for Clara, da en af Franses første brødre Rufino, er Claras fætter. Efter messen går hun til Frans og siger ifølge legenderne til ham: ”Vis mig vejen til Faderen!”. Frans ønsker for hende, at hun går i kloster, og han fastsætter hendes optagelse til palmesøndag den 18. marts 1212. Claras far stritter dog imod og nægter sin datter at gå i kloster. Med biskop Guido af Assisis velsignelse stikker den unge Clara om natten af hjemmefra og tager til Portiungula udenfor Assisi, hvor Frans opholder sig sammen med sine brødre. Det fortælles, at brødre modtager Clara i den lille kirke Santa Maria degli Angeli med lys og palmegrene i hænderne. Legenden fortæller, at Frans med det samme modtager hendes klosterløfter og klipper håret af hende. Samme nat tager brødrene Clara med til benediktinerklostret San Paolo della Abbadesse i Bastia Umbra, hvor hun skal lære klosterlivet af kende. Familien forsøger at få Clara hjem igen både med magt og med overtalelse, men det mislykkedes for dem. Få uger senere flytter Frans hende til benediktinerindernes kloster Sant'Angelo di Panzo ved Mont Subasio.

Clara yngre søster, Katarina, slutter sig også til Clara i i klosteret Sant'Angelo di Panzo. Her får nu navnet klosternavnet Agnes, og det er med dette navn, at hun senere bliver helgenkåret som den Hellige Agnes af Assisi. Det fortælles i øvrigt, at pigernes far Greve Faverone af Sciffi sammen med sin broder Monaldo og tolv andre mænd med magt forsøger at hente Agnes ud af klosteret igen. Forsøget mislykkes, da Claras bønner gør Agnes så tung, at de 14 mænd ikke er i stand til at flytte hende. Senere bliver Claras mor Hortulana enke og sammen med den yngste søster Beatrix slutter hun sig til Clara og Agnes i klosteret.

I 1214 giver Frans de fire familiemedlemmer og tre medlemmer af den rike Ubaldinifamilie fra Firenze et lille hus, der ligger i tilknytning til San Damianokirken, som Frans selv har restaureret. Han giver også det lille kommunitet en klosterregel (Formulae Vitae). Med klosterreglen og kommunitetet ved San Damiano er grundstenen til et helt nyt klosterfællesskab lagt. Klara bliver den første abbedisse for de Fattige Kvinders Orden (Povere Dame di San Damiano) eller Damianitinere, som de i begyndelsen bliver kaldt. Først efter Klaras død kommer ordenen til at hedde det navn, som vi kender dem på i dag: Ordo Sanctae Clarae (OSC).

Giottos afbildning af Frans og Clara fra 1279 fra den øvre del
af St. Francescobasilikaen i Assisi (fra wikipedia.com)

I 1216 får Clara af Pave Innocent III lov til at leve udelukkende af almisser uden at eje nogen som helst. Efter Franses ønske frasiger Clara og hendes medsøstre sig al form for ejendom. De ønsker hverken som fællesskab eller personligt at eje noget. Kardinal Hugolinus, der er Frans venlig stemt, ser i Franses og Claras ordensfællesskab et forbillede for andre kvindeklostre, og ordenen spreder sig hurtigt. Kardinal Hugolinus skriver en ny regel til Damianitinerne. Reglen orienterer sig mod Benedikts regel og den indordner Damianitinerne i det traditionelle klostervæsen. Reglen bliver indført i 1218 i de fleste af de klsotre, der var opstået med San Damiano som forbillede. Kadinal Hugolinus vil også gerne gøre op det absolutte fattigdomsideal. Han forsøger at få Klara til at acceptere en beskeden indtægtskilde, men Klara afslår dette. Klara er nervøs for at opgive fattigdomme og for at miste tilknytningen til den hastigt voksende franciskanske orden. Resultatet bliver, at nogle få klostre holder fast ved den af Frans udarbejdede regel Formulae Vitae, mens fleste andre accepterer Kardinal Hugolinus klosterregel. Blandt de klostre, der bevarer Formulae Vitae er Klaras eget kloster ved San Damiano. I 1228 bliver Kardinal Hugolinus Pave Gregor IX, og han må nu som Pave officielt anerkende og bekræfte fattigdomsprivilegiet, som Klara har så kært. Det er dog ikke slutningen. Gennem hele livet må Clara fra tid til anden forsvare den absolutte fattigdom, når paver og kirkelige autoriteter forsøger at modernisere ordenen ved at tage dette privilegium fra dem.

Claras tunica fra museet i krypten under
kirken Santa Chiara i Assisi (fra wikipedia.com)

Klara og hendes medsøstre praktiserer den strengeste leveform i sin samtid. Ud over absolut fattigdom, bærer søstrene hverken sko, sandaler eller strømper. De gennemfører ofte streng faste på vand og brød og giver afkald på kød. De lever i tavshed og taler kun, når det er absolut nødvendigt. Klara er den strengeste af dem alle. Hun under sig intet og lever ligesom Frans et hårdt liv uden verdslige goder. Hun forlader aldrig klostret ved San Damiano, og hun blvier da også anerkendt som en af middelalderens mest fuldkomne kontemplative.

Frans og Clara ser ikke meget til hinanden, men han besøger klosteret i ny og næ. Besøgene har stor betydning for dem begge og for eftertiden. Frans skriver bl.a. sin berømte Solsang (Canticum Fratris Solis) i San Damianoklosterets have i 1224. Da Frans dør den 3. oktober 1226 og begravelsesfølget daget efter bærer liget af Frans fra Portiungula til Assisi stopper de ved San Daminao, så Clara og hendes medsøstre kan sige et sidste farvel til deres broder Frans.

Clara lever 27 år længere. I alt leder hun med stor dygtighed sit kommunitet i hele 41 år, selvom hun i sine sidste 29 år lider af tiltagende dårligt helbred. Hendes livsførelse er usund og hård ved kroppen. Hun formaner andre om ikke at overdrive askesen. Om natten går hun rundt og lægger sengetøjet om medsøstrene, så de ikke skal fryse, men sig selv sparer hun ikke.

Claras hengivenhed gælder ikke kun medsøstrene. Det fortælles, at Clara to gange gennem bøn og bod frelser byen Assisi for plyndringer. I september 1240 og i juni 1241 er byen i fare for at blive plyndret, men Clara forsvarer byen bevæbnet med en monstrans. Sådan fortæller legenderne i hvert fald.

I 1247 giver Pave Innocent IV søstrene en ny regel, som forener søstrene med franciskanerne og distancerer dem fra benediktinerne. Dette er helt i Claras ånd. Paven gier dig samtidig klostrene tilladelse til fælles ejendom. Clara er en stærk modstander af dette og paven må tre år senere trække dele af reglen tilbage igen. Klara er i mellemtiden begyndt at skrive sin egen regel. Den regel bliver den 9. august 1253 godkendt af pave Innocent IV, men den må udelukkende bruges i San Damianoklostret. Det er faktisk et stor begivenhed. Det er nemlig første gang en pave godkender en regel udformet af en kvinde.

Clara er meget syg på dette tidspunkt. Den 11. august 1253, kun to dage efter pavens godkendelse af hendes regel, dør hun i San Damianoklostret. Paven når selv at give hende det hellige sakramente, inden hun dør. Hun bliver begravet i San Giorgiokirken i Assisi, men allerede i 1265 bliver hun overført til den nybyggede kirke, der bærer hendes eget navn: Santa Chiara. Her bliver hun begravet i nærheden af sin mor Hortulana og sine søstre Agnes og Beatrix. Paven Alexander IV helgenkåret Clara allerede to år efter hendes død. Som kardinal har paven besøgt Clara, mens hun var meget syg. Dette besøg må have gjort stort indtryk på kardinalen. Stort indtryk ligesom Clara gjorde på de få mennesker, der havde det privilegium at lære hende at kende.

Claras legeme i glaskisten i krypten under Santa Chiara i Assisi (fra wikipedia.com)

Både Frans og Clara bliver begravet på hemmelige steder i deres respektive kirker. Man er nervøs for at deres levninger vil blive røvet og spredt for alle vinde som relikvier. Først den 30. august 1850 bliver Claras grav fundet og identificeret, og kort efter bliver den åbnet og hendes levninger taget op. I 1872 bliver hendes mumificerede legeme flyttet til et glasskrin i krypten under kirken. Her kan man stadigvæk se hende. En maske, der skulle vise hendes oprindelige ansigtstræk, dækker hendes ansigt.

Fra Clara er bevaret fem breve, en regelbog og hendes testamente. Desuden fremstår San Damianoklostret næsten urørt. På hendes plads i refektoriet står der hver dag friske blomster.

Clara ses ofte afbilledet med enten en monstrans, et kors, en lilje, en regelbog en abbedissestav eller en olielampe. Den hellige Clara er skytshelgen for Clarisserne, for byen Assisi, for glasmestre, glasmalere, vaskekoner, syersker, broderersker og forgyldere. Desuden er hun god mod feber og øjenlidelser, og som noget forholdsvis nyt er hun også skytshelgen for – fjernsynet. Clara udråbes nemlig i 1958 til fjernsynets skytshelgen af Pave Pius XII. Begrundelsen herfor stammer fra en tidlig historie om Clara. Clara kunne ikke deltage i julemessen i 1252, da hun var alt for syg til at kunne være med. Hun så dog hele messen for sit indre blik, og hun kunne efter messen fortælle om messen, som havde hun været der selv.

Claras første biografi blev skrevet af samme mand, der skrev den første biografi om Frans af Assisi: Thomas af Celano. Biografien, som man i mange år troede var tabt, er skrevet inden år 1261.

Ved Claras død er hendes orden allerede stor. Der er i Europa 111 klostre fordelt på de større europæiske lande. I slutningen af 1300-tallet er der over 400 clarisseklostre i Europa. Clarisserne kommer også til Danmark. Vi ved, at der har været clarisseklostre i både Roskilde og i Odense. I dag er der ca. 15.000 clarisser fordelt på 675 klostre. Desuden findes en del ordener og klostre, der er inspireret af den hellige Claras liv og regel.

Kilder:

http://www.katolsk.no/biografier/historisk/klara

http://www.katolsk.no/biografier/historisk/hortassi

http://www.katolsk.no/biografier/historisk/aassisi

http://www.italy.dk/turisme/umbrien/klara.htm

http://en.wikipedia.org/wiki/Clare_of_Assisi

Et liv i billeder af Giotto - 23

Folkemængden bærer Franses lig til Clara

Giottos togtyvende billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
Hans brødre og sønner , som var kaldt sammen til faderens bortgang, sang sammen med hele folkemængden Guds lovsang, den nat hvor den ophøjede Kristi bekender gik bort, så at det snarere lignede en engelvagt end en nattevagt for en afdød. Men da det blev dag tog den store skare, som var kommet sammen, grene fra træerne, tændte lys i stort tal og bar undersalmesang og hymner det hellige legeme til byen Assisi.
Da de kom forbi San Damiano, hvor den ædle jomfru Clara - som nu er forherliget i himlen - dengang boede i klostret, sammen med søstrene, gjorde de et kort ophold og gav de gudindviede jomfruer lejlighed til at se og at kysse det hellige legeme, som var smykket med himmelske perler. De kom under jubelsang til byen, bar den kostbare skat til Sankt georgs kirke, hvor de stillede den med stor ærbødighed. På det sted havde han som barn lært at læse og senere holdt sin første prædiken. Nu fik han der sit første hvilested.

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 15.kap. 5

Bøn inspireret af den hellige Augustin (354-430)

Fresken af den Hellige Augustin malet af Sandro Botticelli i
Ognisantikirken i Firenze omkring 1480. (fra www.wikipedia.com)

Alt for sent lærte jeg at elske dig, Gud.
Du var indeni, men jeg var udenpå.
Jeg så kun alle de skønne ting, som du har skabt,
men jeg så ikke mig selv.

Du var i mig, men jeg var ikke i mig.
Du kaldte på mig, men jeg lyttede ikke.
Du så mig, men jeg så ikke dig.

Tak, Gud.
Du råbte på mig, og fjernede min døvhed.
Du strålede, så jeg opdagede dig.
Du duftede, så jeg kunne ånde dig.
Du rørte mig og tændte en glød i mig.
Jeg smagte dig og tørstede efter mere.
Du knuste min overflade og vækkede min længsel.

Hjælp mig til altid at følge dine bud
og lad mig aldrig skilles fra dig igen.

Amen.

Aurelius Augustinus (354-430) var nok den mest betydningsfulde af de latinske kirkefædre og absolut én af antikkens største tænkere. Gennem århundreder har hans indflydelse på kirken og på de kristne været uden sammenstykke. Augustins omvendelse er beskrevet i hans værk ”Bekendelser”, som er grundlaget for ovenstående bøn.

Et liv i billeder af Giotto - 22

Frans er død og hans sårmærker verificeres

Giottos togotyvende billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
Som budskabet om faderens bortgang kom omkring og rygtet om miraklet bredte sig, strømmede folk skyndsomt til det sted, hvor han var, for med egne øjne at se det, som fjernede enhver tvivl i deres hjerte og kærligheden gjorde deres glæde fuldkommen. mange af Assisis indbyggere fik lov til med deres egne øjne at se sårmærkerne og at kysse dem med læberne. Men en af dem, en belæst og forstandgi ridder ved navn Hieronymus, som var kendt og anset, tvivlede på de hellige tegn, vantro som han var ligesom Thomas. Mens alle brødre og byens borgere så på det, bevægede han kækt og ivrigt naglerne i den helliges hænder og fødder og rørte med sine hænder ved siden, for ved at røre ved kristi sårmærker og at føle ægtheden af dem, at hele enhver tvivlens sår i sit eget og i de andres hjerter. Derfor stod han senere, sammen med andre, frem som et sikkertvidne om denne sandhed, som han så tydeligt havde overbevist sig selv om, og han har bekræftet den med hånden på evangeliet.

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 15.kap. 4

Om kald



Jan Victors maleri fra 1645, hvor Hannah overgiver den unge Samuel til Elis varetægt.


Onsdag den 11. januar 2012 var første læsning taget fra Første Samuelsbog. Her hørte vi om Gud, der kalder den unge Samuel, der tjener Eli i Templet.

Engang skete der dette: Eli lå og sov, hvor han plejede; hans øjne var begyndt at blive svage, så han ikke kunne se. Guds lampe var endnu ikke slukket, og Samuel sov i Herrens tempel, hvor Guds ark stod. Da kaldte Herren på Samuel, som svarede ja og løb hen til Eli og sagde: »Du kaldte på mig, her er jeg!« Men han svarede: »Jeg har ikke kaldt; læg dig til at sove igen.« Så gik han hen og lagde sig. Igen kaldte Herren: »Samuel!« Han stod op og gik hen til Eli og sagde: »Du kaldte på mig, her er jeg!« Men han svarede: »Jeg har ikke kaldt, min søn. Læg dig til at sove igen.« Samuel kendte nemlig endnu ikke Herren, og Herrens ord var endnu ikke blevet åbenbaret for ham. For tredje gang kaldte Herren: »Samuel!« Han stod op og gik hen til Eli og sagde: »Du kaldte på mig, her er jeg!« Da forstod Eli, at det var Herren, der kaldte på drengen, og han sagde til Samuel: »Gå hen og læg dig til at sove. Hvis der bliver kaldt på dig igen, skal du sige: Tal, Herre, din tjener hører!« Så gik Samuel tilbage og lagde sig til at sove. Da kom Herren og stillede sig foran ham, og han kaldte ligesom de andre gange: »Samuel, Samuel!« og han svarede: »Tal, din tjener hører!«
(1.Sam 3, 2-10 fra http://www.bibelselskabet.dk/)

Læsningen er vidunderlig. Vi er Samuel, og spørgsmålet, der melder sig, må være: ”Hører du også Gud kalde? – og hvad svarer du?”

Samuel svarer som Eli rådgiver ham at svare: ”Tal, din tjener hører!” Gud vil os og kalder på os til at tjene ham. Han kalder os til hellighed og til kærlighed til Gud og til vore medmennesker. Samuel hører nok kaldet, men søger i begyndelsen det forkerte sted, da Gud kalder på ham. Kaldet indeni Samuel kommer nemlig ikke dumpende af sig selv. Samuel må selv opsøge kaldet og må første søge vejledning hos sin mester, Eli. Historien fortæller os, at vi aktivt skal opsøge kaldet, tænker jeg.

Et mantra i den postmoderne verden, er at man som ung skal finde sig selv. Der er næsten som om, at man er blevet væk og skal søge nær og fjern for at finde sig selv (igen). For mange betyder denne søgen, at man skal eksperimentere sig frem og udfordre sine grænser for derved finde sig selv. Men man leder de forkerte steder, synes jeg.

”Alt for sent lærte jeg at elske dig, Gud”, sagde Augustin. ”Du var indeni, men jeg var udenpå.” Du var i mig, men jeg var ikke i mig.” Sådan reflekterer Augustin over sin egen søgen efter at finde sig selv. Han lærer at lede det rigtige sted, og finder sig selv. Han hører Gud kalde og finder sig selv hos Gud. Her har vi kaldets nerve. Gud kender os. Bedre end vi selv gør det. Det sværeste er at lytte og høre, hvor Gud gerne ser, at vi er. Det sværeste er at sige som Samuel: ”´Tal, din tjener hører!”

Et liv i billeder af Giotto - 21

Frans dør og biskoppen får et syn
 

Giottos enogtyvende billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
Biskoppen af Assisi var på dette tidspunkt på pilgrimsrejse til Sankt Mikaels helligdom på Monte Gargano. Den nat hvor han døde, viste den salige Fransicus sig for ham og sagde: "Se, jeg forlader verden og går til himlen." Næste morgen stod biskoppen op og fortalte sine rejsefæller, hvad han havde set. Han vendte tilbage til Assisi og efter en omhyggelig undersøgelse vidste han med stor vished, at den hellige Fader havde forladt denne verden i samme time, som han havde vist sig for biskoppen.

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 14.kap. 6

Salmernes Bog - Salme 33

Altertavlen i kirken i Benediktinerklosteret i Nütschau.

Et gennemgående tema i Salmernes Bog er vekslen mellem klage- og takkesalmer. Salme 33 er en udpræget takkesalme, hvor Guds storhed præsenteres og foldes ud.

Bryd ud i jubel for Herren, I retfærdige,
lovsang er dejlig for de retskafne.
Pris Herren med citer,
spil for ham på tistrenget harpe.
Syng en ny sang for ham,
spil dejligt til jubelråb.

Herrens ord er sandt,
alt, hvad han gør, står fast.
Han elsker ret og retfærdighed,
Herrens godhed fylder jorden.
Ved Herrens ord blev himlen skabt,
hele dens mangfoldighed ved et pust fra hans mund.
Han samler havets vand som i en lædersæk
og det store dyb i sine forrådskamre.
Hele jorden skal frygte Herren,
alle verdens beboere skælve for ham.
For han talte, og det skete,
han befalede, og det stod der.
Herren gør folkenes råd til intet,
han hindrer folkeslagenes planer.
Herrens råd står fast til evig tid,
hans planer varer i slægt efter slægt.
Lykkeligt det folk, der har Herren til Gud,
det folk, han udvalgte sig til ejendom.

Herren ser ned fra himlen,
han ser alle mennesker.
Fra sin bolig iagttager han
alle dem, der bor på jorden.
Han har skabt alle hjerter
og giver agt på alle deres handlinger.
Ingen konge frelses ved sin store hær,
ingen helt reddes ved sin store kraft.
Hesten er en svigefuld hjælper,
trods sin store styrke redder den ingen.
Men Herrens øjne hviler på dem, der frygter ham,
og som venter på hans godhed,
så han redder dem fra døden
og holder dem i live under hungersnød.

Vi længes efter Herren,
han er vor hjælp og vort skjold.
Ham glæder vort hjerte sig over,
vi stoler på hans hellige navn.
Lad din godhed komme over os, Herre,
for vi venter på dig.

(www.bibelselskabet.dk)

Et liv i bilelder af Giotto - 20

Frans dør og en broder ser hans sjæl stige til himmels

Giottos tyvende billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
Alle Guds mysterier var nu opfyldt i ham, hans hellige sjæl blev befriet for legemet, optaget i Guds lysende dyb og den hellige sov hen i Herren. En af hans brødre og disciple så denne hellige sjæl i skikkelse af en strålende stjerne, båret op af en hvid sky, blvie ført hen over vande direkte ind i himlen, for der at stråle med den højeste helligheds glans, opfyldt i overflod af både himmelsk visdom og nåde, hvormed den hellige havde gjort sig fortjent til at træde ind i det lysets og fredens sted, hvor han uden ophør hviler sammen med Kristus.

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 14.kap. 6

Salmernes Bog - Salme 1

Fra skoven ved benediktinerklostret i Nütschau, Tyskland (eget billede)

Med årene har jeg udviklet en stor glæde ved Salmernes Bog i Det gamle Testamente i Biblen. Frans har formentlig kunnet alle 150 salmer mere eller mindre udenad. Han citerer i hvert fald flittigt fra dem. Bøger var sjældne og kostbare, og man var dengang betydeligt bedre til at huske, end vi er i dag. Nu bruger vi mest tid på at sortere og navigere i den information, vi får, i stedet for at huske den.

Salmerne har i den antikke jødedom og tidlige kristendom spillet en meget stor rolle i liturgien. Den dag i dag er de 150 salmer stadigvæk rygraden i tidebønnen, som den bedes hver dag af de troende verden over. 

Salme 1 åbner sammen med samle 2 døren til Salmernes bog og måske endda til livet selv. Her slåes tonen an og det gøres klart, hvilken vej, man bør vælge:

Lykkelig den, som ikke vandrer
efter ugudeliges råd,
som ikke går på synderes vej
og ikke sidder blandt spottere,
men har sin glæde ved Herrens lov
og grunder på hans lov dag og nat.

Han er som et træ,
der er plantet ved bækken;
det bærer frugt til rette tid,
og dets blade visner ikke.
Alt, hvad han gør, lykkes for ham.

Sådan går det ikke de ugudelige;
de er som avner,
der blæses bort af vinden.
Derfor står de ugudelige ikke fast ved dommen,
syndere ikke i retfærdiges forsamling.
Herren kender de retfærdiges vej,
men de ugudeliges vej går til grunde.

(www.bibelselskabet.dk)

Et liv i billeder af Giotto - 19

Frans modtager Kristi sårmærker

Giottos nittende billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
En dag omkring festen for det heliige kors' ophøjelse, da han bad på bjergskrænten, så han en seraf med seks glødende, lysende vinger dale ned fra den højeste himmel. Den fløj som et lyn og kom hen i nærheden af det sted, hvor Den Guds Mand befandt sig, da mellem dens vinger viste sig skikkelsen af en korsfæstet mand, med armene og benene udstrakt som et kors og naglet til korset. To vinger var løftet op over hans hoved, to strakt ud til at flyve og to dækkede hele legemet. Franciscus blev yderst forstrækket ved dette syn, og bedrøvelse blandet med glæde fyldte hans hjerte. Det nådefulde, som hans følte Kristus, i skikkelse af en seraf, kastede på ham, var ham til glæde. Men synet af den lidende på korset, gennemborede hans hjerte med et svært af medlidenhed og smerte.
Han undrede sig højtideligt ved at se dette uundgrundelige syn, for han vidste at lidelsens afmagt på ingen måde passede til den dødelige serafs natur. Til sidst forstod han ved Herrens åbenbaring, at Guds forsynhavde vist ham dette syn, for at han, som Kristi ven, skulle vide forud, at han skulle forvandles totalt til lighed med den korsfæstede Kristus ikke ved legements martyrium, men ved den ild der brændte i hans ånd.
Synet forsvandt og efterlod en underfuld glød i hans hjerte, men hans kød påførte det ikke mindre forunderlige tegn. Umiddelbart begyndte nemlig i hans hænder og fødder at vise sig mærker efter nagler, sådan som han lige før havde set på den korsfæstede skikkelse. Hans hænder og ovenpå hans fødder sås naglernes hoveder og deres pids stak ud i den modsatte side. Naglernes hoveder i hans hænder og på hans fødder var runde og sorte, spuidsen var aflang og som bagover bøjet. De dukkede ud af kødet og stak frem. I hans højre side var et rødt sår, som var den gennemboret med et spyd og derfra flød ofte hans hellige blod ned, så det vædede hans tunika og bukser.

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 13.kap. 3

Et liv i billeder af Frans - 18

Frans viser sig i Arles
 

Giottos attende billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
Franciscus kunne ikke være personligt til stede ved provinskapitlerne, men han deltog i anden ved opmærksom omsorg for ledelsen, ved uophørlig bøn og virkningsfuld velsignelse. Han viste sig sommetider synligt ved Guds kraft. For da den store prædikantAntonius, som nu er Kristi ærefulde bekender, prædikede for brødrene på kapitlet i Arles om indskriften på korset, Jesus fra nazaret, Jødernes konge, så broder Monaldus, en mand befæstet i dyd, ved en guddommelig inspiration op til kapitlets dør, og så der med sine egne øjne den salige Franciscus, som løftet op fra jorden, velsignede brødrene med armene strakt ud som et kors. Alle brødre følte sig opfyldt med så stor og så usædvanlig åndelig fortrøstning, at det var et klart vidnesbyrd fra Ånden, om den hellige faders virkelige nærvær iblandt dem. Det blev senere bekræftet ikke alene ved klare tegn, men også ved den hellige faders egne ord. Vi må virkelig tro, at den almægtige Guds kraft, som tillod den hellige biskop Anbrosius, at være til stede ved den ærværdige Martinus' begravelse, for at ære den fromme prælat ved sin gudsfrygtige nærværelse, også lod sin tjener Franciscus overvære sin sandfærdige herold Antoniusø prædiken, for at bekræfte sandheden i hans ord, især om Kristi kors, som Franciscus både tjente og bar.

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 4.kap. 10