Glædelig påske

Opstandelseskorset i Sankt Mariæ Kirke på Frederiksberg,
som det så ud før sin restaurering (eget foto 2010)

Kristus er opstanden! Halleluja, halleluja!

"Og jeg så himlen åben, og se, der var en hvid hest, og han, der rider på den, hedder Tro og Sanddru, og han dømmer og strider med retfærdighed. Hans øjne er som luende ild, på hovedet har han mange kroner, og han har et navn indskrevet, som ingen kender undtagen han selv. Han er klædt i en kappe dyppet i blod, og hans navn er Guds Ord. Hærene i himlen fulgte ham på hvide heste og var klædt i lysende rene linnedklæder. Ud af hans mund står et skarpt sværd, som han kan slå folkeslagene med, og han skal vogte dem med et jernscepter og træde Gud den Almægtiges harmes og vredes vinperse. På sin kappe og på sin hofte har han et navn skrevet: Kongernes Konge og Herrernes Herre."

(Johannes Åbenbaring 19,11-16)

Pave Frans - den store fornyer?

(fra facebook.com)

En af mine venner spurgte mig forleden om, hvordan jeg forventede, at den nye pave ville forandre kirken. "Kommer der gifte præster? - eller kvindelige præster? - eller homoseksuelle vielser?". "Ingen af delene", svarede jeg.

Ovenstående billede svarer meget godt til den forandring, som jeg forventer af den nye pave. Jeg regner ikke med, at der kommer store reformer eller andre større tiltag, der i afgørende grad vil flytte kirken. Men jeg forventer en mere ydmyg og mindre pompøs kirke. Billedet er ingen kritisk kommentar til Benedikt den 16. Han gjorde som de fleste andre før ham. Forandringen ligger i Pave Franses tilgang til sit kald som Roms biskop og hele verdens pave. Hvis man vil forandre verden, så skal man begynde med sig selv.

En bøn af slumkvaterernes biskop Dom Helder Camara

Dom Helder Camara (fra forum-weltkirche.de)

Den lille brasilianske biskop af Recife i det nordøstlige Brasilien, var en af Sydamerikas helt store skikkelser i det tyvende århundrede. Som biskop forsvarede han de fattigste og de marginaliserede så indædt, at han hurtigt blev en torn i øjet på de brasilianske magthavere. Dom Helder Camara var fysisk set en meget lille mand, men hans betydning i samtiden var enorm.

Dom Helder Camara blev så stor en trussel for de politiske magthavere, at det i mange år var forbudt at nævne hans navn offentligt. Ingen medier måtte omtale ham. Det fortælles endda, at han omvendte en mand, der var blevet sendt til ham for at myrde ham. Selvom Dom Helder ikke selv blev myrdet blev nogle af hans tilhængere og hjælpere myrdet. Den 26. may 1969 blev en af biskoppens betroede hjælpere Fr. Enrique Pereira Neto dræbt i Recife.

Mange af Dom Helders Camaras bønner har sin egen opbygning og logik. De skal provokere os og flytte vores forestilling om Guds Rige. Her et godt eksempel:

Kom, Herre,
smil ikke og sig, at du allerede er med os.
Millioner kender dig ikke,
og til os, der gør,
hvad er så forskellen?
Hvad er meningen med dit nærvær,
hvis ikke vore liv ændrer sig?
Vær forskellen i vores liv.
Knus vores selvtilfredshed.
Gør Dit ord til vort livs formål.
Fjern stilheden i vores samvittighed.
Pres os ud i det ubehagelige.
For kun således opstår den anden fred,
Din fred

Biskop Bergoglio på arbejde i Buenos Aires slumkvarterer.

I december 2009 gav kardinal Bergoglio (nu Pave Frans) et interview til magasinet "30 days". I interviewet skulle kardinalen give en kommentar til det faldende antal døbte og ærkebispedømmets indsats desangående. Han forklarede, hvordan man i ærkebispedømmet målrettet havde arbejdet med at døbe især de allerfattigste børn med kun en enkelt forælder. Og han fortalte bl.a. denne lille historie:

"Barnet har ikke noget ansvar for hvordan forældrenes ægteskab er. Dåb af børn kan faktisk bliver en ny begyndelse for forældrene. For et stykke tid siden, døbte jeg de syv børn af en fattig enke, der arbejdede som tjenestepige og havde fået børnene med to forskellige mænd. Jeg mødte hende på festen for Sankt Cajetan. Hun sagde til mig: 'Far, jeg lever i dødssynd. Jeg har syv børn og har aldrig fået dem døbt. Jeg har ikke pengene til fadderne og til festen ... Jeg så hende igen, og efter en smule katekese døbte jeg alle børnene i kapellet ved min bopæl. Kvinden sagde til mig: "Far, jeg kan ikke tro det, du gør. Du får mig til at føle mig vigtig «. Jeg sagde til hende: 'Men frue, hvad har jeg med det her at gøre? Det er Jesus, der gør dig vigtig."

2 billeder af vores nye pave

Fredag den 22. marts 2013 offentliggjorde Radio Vaticana på Facebook en række billeder fra pavens modtagelse af gratulationer fra de de andre trosamfunds religiøse ledere. Tidligere samme dag offentliggjorde man også en række billeder af pavens morgenmesse med de ansatte i Domus Santa Marta, hvor kardinalerne boede under konklavet. Jeg har udvalgt et billede fra hver af disse bemærkelsesværdige billedserier.

(fra facebook.com - Vatican Radio)

Det er tidlig fredag morgen. De ansatte på Domus Santa Martha venter på, at paven skal komme og fejre morgenmessen sammen med dem. Hvad de ikke ved er, at paven allerede er kommet. Han har sat sig bagerst i det lille kapel som om, at han også venter på sin egen ankomst. Han har sat sig som var han en af de ansatte, der sidder og venter med arbejdstøjet på. Fotoet er ikke specielt velkomponeret. Det synes som om, at fotografen har måtte tage et hurtigt billede, inden nogen nåede at opdage, hvem der havde sat sig der bagerst i lokalet.

(fra facebook.com - Vatican Radio)

Senere samme dag modtager Pave Frans repræsentanter fra de forskellige trossamfund. Han modtager blandt andet en jødisk rabbiner med denne hjertevarm omfavnelse. Det synes som om, at Paven på kirkens vegne igen (om)favner jødedommen - anerkende jøderne som vore brødre og søstre. Også de muslimske ledere fik en lignende hjertelig modtagelse. Forhåbentlig viser billedet begyndelsen på et spirende forår i den interreligiøse dialog.

Pave Franses prædiken ved indsættelsesmessen

Pave Frans under sin indsættelsesprædiken (fra dagen.no)

Første læsning: 2 Sam 7,4-5a.12-14a.16

Anden læsning: Rom 4,13.16-18.22

Evangelium: Matt 1,16.18-21.24a


Kære brødre og søstre, jeg takker Gud for, at jeg kan fejre denne hellige messe ved indsættelsen i min petrinske tjeneste på festen for den hellige Josef, Jomfru Marias brudgom og skytshelgen for den universelle Kirke. Det er et meningsfyldt sammentræf, og det er også min ærværdige forgængers navnedag – vi er nær ham med vore bønner, fulde af kærlighed og taknemmelighed.

Jeg hilser varmt mine brødre kardinalerne og biskopperne, præsterne, diakonerne, ordenssøstrene og -brødrene og alle de troende. Jeg takker repræsentanter for de andre kirker og kirkesamfund, så vel som repræsentantene fra det jødiske fællesskab og de andre religiøse fællesskab, for deres deltagelse. Mine hjertelige hilsener går til statslederne, medlemmene af de officielle delegationer fra mange af verdens lande og det diplomatiske korps.

I Evangeliet hørte vi, at Josef gjorde «som Herrens engel havde pålagt ham og tog hende hjem til sig som sin kone» (Mat 1,24). Den mission Gud betror Josef, ligger allerede i disse ord: Han skal være vogteren, beskytteren. Beskytter for hvem? For Maria og Jesus; men denne beskyttelsen udvides også til Kirken, som den salige Johannes Paul II understregede: «Akkurat som den hellige Josef tog sig kærligt af Maria og med glæde dedikerede sig til Jesu Kristi opvækst, vogter han således over Kristi mystiske legeme, Kirken, som Jomfru Maria er eksempel og forbildede for» (Redemptoris Custos, 1).

Hvordan udøver Josef sin rolle som beskytter? Diskret, ydmyg og i stilhed, men med et usvigtelig nærvær og fuldstændig troskab, selv når han synes, at det er vanskeligt at forstå. Fra sin trolovelse med Maria og til de genfandt den 12 år gamle Jesus i Templet i Jerusalem, er han der hvert eneste øjeblik med sin kærlige omsorg. Som Marias ægtefælle står han ved hennes side i gode som onde dage, på vejen til Betlehem til folketællingen og i de angst- og glædesfyldte timer under fødslen; midt i dramaet under flugten til Egypten og under den bekymrede søgning efter barnet i Templet; og senere i hverdagslivet i hjemmet i Nazaret, på værkstedet hvor han lærte Jesus sit håndværk.

Hvordan svarer Josef på kaldet til at være beskytter for Maria, Jesus og Kirken? Ved konstant at rette opmærksomheden mod Gud, åben for tegnene på Guds nærvær og modtagelig for Guds planer, ikke kun for sine egne. Det var dette, som Gud bad David om, som vi hørte i den første læsning. Gud ønsker ikke et menneskebygget hus, men trofasthed mot sit ord, sin plan. Det er Gud selv som bygger huset, men af levende sten præget af hans Ånd. Josef er en «beskytter» fordi han kan høre Guds røst og lader sig lede af hans vilje; og på grund af dette er han endda mere værd for de mennesker, som er betroet hans omsorg. Han kan se realistisk på tingene, han er opmærksom mod det, som er rundt omkring ham, han kan tage kloge beslutninger. Gennem ham, kære venner, lærer vi, hvordan vi skal svare på Guds kald, rede og villige, men vi ser også kernen i det kristne kald: Kristus! La os beskytte Kristus i vores liv, så vi kan beskytte andre, så vi kan beskytte skaberværket!

Kaldet til at være en «beskytter» er imidlertid ikke bare noget som gælder os kristne; det har også en forudgående dimension, som er rent menneskelig, som angår alle. Det betyder at beskytte hele skabelsen, skønheden i den skabte verden som Første Mosebog fortæller oss om, og som den hellige Frans viste oss. Det betyder at respektere alle Guds skapninger og respektere miljøet, som vi lever i. Det betyder at beskytte mennesker, udvise kærlig omsorg for ethvert menneske, specielt børn, de ældre, de trængende, som ofte er de sidste, som vi tænker på. Det betyder at udvise omsorg for hinanden i vore familier: Mand og kvinde i ægteskabet beskytter først hinanden, og derefter, som forældre, udviser de omsorg for deres børn, og børnene beskytter også med tiden sine forældre. Det betyder at bygge oprigtige venskaber, hvor vi beskytter hinanden i tillid, respekt og godhed. Til syvende og sidst er alt betroet til mennesket, det er et ansvar som angår os alle. Vær beskyttere af Guds gaver!

Hver gang vi mennesker ikke lever op til dette ansvar, hver gang vi ikke viser omsorg for skaberværket og for vore brødre og søstre, åbnes vejen for ødelæggelse, og hjerter forhærdes. Tragisk nok har alle historiske epoker sine «Herodeser» som lægger dødens planer, ødelægger og vansirer menneskets ansigt.
Jeg vil bede, vær så gode, alle som har ansvarspositioner på det økonomiske, politiske og sociale område, alle mænd og kvinder af god vilje: La os være ”beskyttere” af skaberværket, af Guds plan som er nedskrevet i naturen, vor næstes beskytter, beskyttere af miljøet. Vi må ikke tillade at ødelæggelsens og dødens tegn ledsager vores verdens vej! Men for at ”beskytte”, må vi også passe på os selv! Lad os huske at had, misundelse og hovmod ødelægger livet! At beskytte vil altså også sige at passe på vore følelser, vort hjerte, fordi det netop er derfra gode og dårlige hensigter kommer: dem som bygger os op, og dem som ødelægger os! Vi må ikke være bange for godhed, for ømhed!

Og her har jeg yderligere en bemærkning: Å tage sig af, at beskytte, må udleves med ømhed. I evangelierne fremstår den hellige Josef som en stærk mand, modig, en arbejder, men i hans sind viser der sig en stor ømhed, som ikke er den svages dyd, nej, tværtimod betegner den sjælestyrke og evne til at være opmærksom, at vise medfølelse, at være virkelig åben mod sin neste, evne til kærlighed. Vi må ikke være bange for godhed, for ømhed!

Sammen med festen for den hellige Josef feirer vi i dag begyndelsen på tjenesten til den nye biskop af Rom, Peters efterfølger, som også medfører en magt. Ja, Jesus Kristus har givet en magt til Peter, men hvilken magt er det tale om? Jesu tre gange gentagende spørsmål til Peter om kærlighed følges af en tre ganger gentaget invitation: «Vogt mine lam!», «Vogt mine får!». Vi må aldrig glemme, at den virkelige magt er at tjene, og at også paven, for at udøve magten, må gå stadig længere ind i den tjeneste, som har sit lysende højdepunkt på Korset. Han må se på den hellige Josefs ydmyge, konkrete tjeneste, en tjeneste fuld af tro, og som ham åbne armene for at beskytte hele Guds folk og tage imod hele menneskeslægten med hengivenhed og ømhed, særligt de fattigste, de svageste, de mindste, dem som Matteus beskriver i den endelige dom hvor kriteriet er kærlighed: den som er sulten og tørstig, den som er fremmed, nøgen, syg, i fængsel (Matt 24,31–46). Kun den som tjener med kærlighed, kan beskytte!

I den andre læsningen taler Paulus om Abraham, som «selv om alt håb var ude, holdt fast på håbet og troede» (Rom 4,18). Han holdt fast på håbet, mod alt håb! Også i dag, foran så grå en himmel, behæver vi at se håbets lys og at give håb til os selv. Beskytte det skabte, enhver mand og kvinde, med et ømt og kærligt blik, det er at åbne håbets horisont, det er at åbne et solglimt mellem alle skyerne, det er at bringe håbets varme! Og for den troende, for os kristne, som for Abraham, for den hellige Josef, har håbet vi bærer med os Guds horisont, som blve åbnet for os i Kristus. Det er bygget på klippen, som er Gud.

Beskyt os Jesus og Maria, beskyt hele skaberværket, beskyt alle mennesker, særlig den fattigste, beskyt os selv: Dette er en tjeneste, som Roms biskop er kaldet til, og som alle er kaldet til for at få håbets stjerne til at skinne: Lad os med kærlighed beskytte det Gud har givet os!

Jeg beder om Marias, den hellige Josefs, de hellige Peter og Paulus’, den Hellige Frans’ forbøn om at Den Hellige Ånd må ledsage min tjeneste, og til jer alle siger jeg: Bed for mig!

Amen!

Kilde: katolsk.no (oversat fra norsk)

Pavens våbenskjold

Pave Franses våbenskjold (fra katolsk.no)

En ny pave vælger sig et våbenskjold efter gammel tradition, og også Pave Frans har valgt sig et skjold. Meget utraditionelt har paven valgt at bibeholde mange elementer af det skjold, han havde som ærkebiskop af Buenos Aires. Ligesom den nye paves navn iscenesætter temaerne for pontifikatet, så sender pavens våbenskjold også en række signaler.

Først og fremmest har Pave Frans valgt at have mitraen som krone. Traditionelt har Paverne gennem århundreder brugt tiaraen som kronen på deres skjolde, men ikke Frans. Frans er ikke den første til at bryde den tradition - også Pave emeritus Benedikt den 16 brugte mitraen som krone. Pave Frans slippe dog ikke helt for tiaraen. I Vatikanets officielle Paveflag er skjoldet kronet af tiaraen, nøglerne og tiaraen er pavedømmets officielle symboler.
 
Peters korslagte nøgler er selvskrevet i Pavens skjold. De er i Vatikanets farver gul og hvid.

Selve motivet på skjoldet er meget interessant. Skjoldet er blåt. Øverst på skjoldet finder man jesuitternes emblem og segl med de græske bogstaver IHS, der kan tolkes som en latinsk forkortelse for Jesus menneskenes frelser. Desuden indeholder emblemet korset, naglerne og sollyset. Under emblemet finder man en stjerne og en nardusgren. Stjernen er et mariasymbol, mens man fra spansk ikonografi ved, at nardusgrenen er en reference til den hellige Joseph. Man kan også forstå nardusgrenen som en klase druer. I det tilfælde er det et symbol på den hellige eukaristi.

Under selve skjoldet finder man Pavens motto. Han har valgt at beholde sit valgsprog og motto fra sin tid som ærkebiskop af Buenos Aires. Motto lyder på latin: "miserando atque eligendo". Det kan oversættes med: ringe og alligevel valgt. Sætningen stammer fra en prædiken, som den hellige Beda den Ærværdige holdt, hvor han prædiker om Jesu kaldelse af Matthæus. Matthæus var skatteopkræver og ikke en af de mest populære skikkelser i sin samtid. Jesus kalder ham alligevel som en af sine disciple. Han ser mennesker Matthæus - ikke skatteopkræveren Matthæus, og han møder ham med tilgivelse og giver ham en ny vej at gå ved at sige: "Følg mig!" Jesus inviterer Matthæus til at følge ham og til at gøre som ham, for den, der er i Kristus, bør vandre den samme vej, som han gik. Den hellige Beda fortsætter: "Denne omvendelse af en skatteopkræver gav mange mænd af samme profession og andre syndere, et eksempel på anger og tilgivelse. Læg også mærke til den glade og sande forventning som Matthæus har om hans fremtidige status som apostel og lærer for nationerne. Næppe var han konverteret, før Matthæus blev fulgt af en hel flok af syndere, der også ville gå den samme vej til frelsen. "

Cardinal Bergoglios våbenskjold som ærkebiskop af Buenos Aires (fra wikipedia.org)

Jeg vil lade op til læseren at vurdere, hvilke signaler Pave Frans vil sende med sit våbenskjold og sit valgsprog. Her vil jeg blot konstatere at jeg som franciskaner er svært begejstret.


Kilde: katolsk.no, catholicnews.com, wikipedia.org

Pavens første ord fra balkonen

Brødre og søstre, god aften!

I ved, at konklavets opgave er at udnævne en biskop til Rom. Det kan virke som om mine brødre kardinalerne har fundet ham næsten helt ude ved verdens ende. Men her er jeg. Jeg takker jer for modtagelsen - bispedømmet Roma har sin biskop. Tak!

Allerførst vil jeg bede en bøn for vor emeriterte biskop Benedikt XVI. Lad os allesammen bede om, at Herren vil velsigne ham og at Jomfru Maria vil våge over ham.

(Forsamlingen beder Fader Vor, Hil dig, Maria og Ære være Faderen sammen med paven.)

Lad os nu begynde denne vej, bispedømmet Roms biskop og folk - Kirken i Rom som "førende i kærlighed". En vej præget af broderskab, kærlighed og tillid os i mellem. Lad os bede for hinanden. Lad os bede for hele verden for en stor søskendekærlighed. Jeg håber, at denne vej, som vi begynder i dag - og hvor min kardinalvikar for Rom som er her, bistår mig - skal bære frugt for evangeliseringen af denne smukke by.

Og nu vil jeg lyse velsignelsen. Men først beder jeg jer om en tjeneste. Før biskoppen velsigner folket, beder jeg om, at I beder til Herren - så folkets bøn kan velsigne mig ved at bede om velsignelse for jeres biskop. Lad os bede jeres bøn over mig i stillhed.

Efter en stille bøn med bøjet hoved, lyste paven velsignelsen. Efterfølgende sagde han:


Brødre og søstre, jeg forlader jer. Mange tak for modtagelsen. Bed for mig og på gensyn. Vi ses snart. I morgen vil jeg bede Jomfru Maria, om at hun vil værne om hele Rom.

God nat og hvil jer!

Jeg forkynder jer en stor glæde...

Foto fra NBC News dækning af pavevalget (fra nbcnews.com)

"Annuntio vobis gaudium magnum" (jeg forkynder jer en stor glæde), sagde Kardinal Tauran, da han meddelte verden, at den katolske kirke havde fået en ny pave. Jeg ved ikke, om fotografiet er fra det øjeblik, men det udtrykker så fint, hvordan jeg tror, at mange af verdens 1,2 milliarder katolikker har det i disse dage. Jeg tror, at særligt de fattige i verden i Pave Frans har fået en leder, der ser dem og anerkender dem som en vigtigt del af vores kirke. 

At Pave Frans som ærkebiskop var en ydmyg mand er der mange, der kan vidne om. Som pave har han dog også allerede vist sin særlige tilgang til sit høje embede. Den karismatiske ærkebiskop af New York Kardinal Timothy Dolan har allerede fortalt to historier om Pave Frans. Først og fremmest skulle han overfor kardinalerne have begrundet sit valg af pavenavn med, at han som Frans af Assisi elsker de fattige. Desuden fortalte Kardinal Dolan, at kardinalerne efter præsentation i busser blev kørt tilbage til det hotel, hvor de overnattede under konklavet. Kardinal Dolan var selv i den første bus og ville vente på Pavens ankomst foran hotellet. Paven kom dog ikke i sin egen bil. Han var taget samme med de andre kardinaler i den anden bus.

Cardinal Julio Terrazas lagde senere denne billeddokumentation på sin facebookside.

Kardinal Tauran havde helt ret, da han sagde "Annuntio vobis gaudium magnum!"

Habemus Papam

Ærkebiskoppen af Buenos Aires Jorge Mario Bergoglio under
en skærtorsdagsmesse for fattige og narkomaner i marts 2008.
(fra www.sunshinecoastdaily.com.au)

Tillykke til alle kristne - katolikkerne især. Vi har fået en ny pave. Ærkebiskoppen af Buenos Aires Jorge Mario Bergoglio er nu Pave Frans. Den første ikke-europæiske pave. Den første jesuit, der bliver pave. Den første der vælger navnet Frans. Vidunderligt!

Vi kan foreløbigt kun gisne om, hvorfor han har valgt navnet Frans. Mon ikke referencen går til den hellige Frans af Assisi? Det ville være smukt og pege frem mod en ny tid for kirken i verden. Jeg håber, at han har haft Franses møde med Gud for korset i San Damiano i tankerne, der han valgte pavenavnet Frans:


Bonaventuras legende fortæller:
"En dag gik Franciscus ude i naturen for at meditere i nærheden af Sankt Damians kirke, som truede med at styrte sammen på grund af ælde. Ført af ånden gik han ind for at bede. Han knælede foran krucifikset og hans ånd blev fyldt med stor trøst. Da han med tårer i øjnene så op mod den korsfæstede Herre, hørte han med sit legemlige øre en stemme, der kom fra korset, som sagde tre gange: "Franciscus, gå og restaurer mit hus, som du kan se falder fuldstændig sammen." Franciscus var rystet, og fordi han var alene i kirken, var han forbavset over at høre denne vidunderlige stemme. Han fornemmede i sit de guddommelige ords kraft og faldt i ekstase. Da han kom til sig selv igen, gjorde han sig klar til at adlyde."

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 2.kap.1