Giottos billede af Pave Innocens III sammen med Frans og hans første brødre (fra wikipedia.com) |
Om kilderne
Det første og ældste
“biografi” om Frans af Assisi er skrevet af broder Thomas af
Celano. Thomas skrev to biografier om Frans – den første i
forbindelse med Franses helgenkåring i 1228. Hans biografier er ikke
biografier i moderne forstand, men hans fortællinger er vigtige
kilder til at forstå Franses liv og virke.
Thomas af Celano blev
franciskaner omkring år 1215. Vi ved faktisk intet om, hvad han
foretog sig i de første år som broder, for hans navn dukker først
op i forbindelse med en rejse til det nuværende Tyskland i 1221. Man
regner med at Thomas var i Tyskland til omkring år 1223, hvorefter
han vender tilbage til Italien igen. Thomas beskriver ret indgående
Franses sidste leveår fra 1224 til 1226, hvor Frans dør. Thomas
skriver selv, at disse optegnelser kun delvist er selvoplevet og
devist historier, som han har hørt fra andre. Vi tror derfor, at
Thomas ikke har været specielt tæt på Frans i hans sidste leveår.
Thomas beskriver Franses
helgenkåring så indgående og levende, at han selv må have været
til stede ved ceremonien. Formentlig er Thomas allerede på dette
tidspunkt udvalgt af Pave Gregory IX som officiel forfatter af den
første fortælling om Frans.
Den
anden væsentlige kilde er Trebrødrelegenden. Denne fortælling er
svær at datere. Den er dateret til 1246, men nogle mener, at den
ikke er helt så gammel. Fortællingen har aldrig været en officiel
fortælling for franciskanerne. Thomas af Celanos to fortællinger om
Frans har sammen med Bonaventuras biografi gennem tiden været de
eneste officielle biografier om Frans af Assisi. Først langt senere
er andre biografier kommet til og er blevet anerkendt blandt
franciskanere.
Trebrødrelegenden
siges at være skrevet af de tre franciskanerbrødre Leo, Angelus og
Rufinus. Vi ved med sikkerhed, at legenden kun har en forfatter, da
fortælleformen hele fortællingen igennem er ens. Vi ved også, at
denne forfatter ikke er broder Leo. Hans grammatik og skrivemåde er
kendt fra andre sikre kilder og trebrødrelegenden matcher ikke Leos
måde at fortælle på. Det er ikke utænkeligt, at broder Angelus
kan være forfatteren, men derom er der mange meninger.
Frans og hans første brødre foran Laterankirken i Rom (eget billede). |
Ukendt
Den første mand, der
vælger at følge Frans af Assisi, ved vi ikke meget om. Thomas af
Celano beskriver ham som en mand fra Assisi med et fromt og enkelt
sind. Hans navn er ukendt og man regnes ikke officielt med blandt de
første brødre. Man regner med, at han hurtigt forlod Frans igen.
Bernard af Quintavalle
Bernard af Quintavalle
regnes som den første, der valgte at følge Frans. Han var en rig
mand af en fornem familie i Assisi. Hans omvendelse og liv er
udførligt beskrevet i flere historiske kilder. Bernard ville gerne
følge Frans og Frans bad ham derfor sælge alle sine egendele og
give pengene til de fattige. Bernard gjorde som Frans havde sagt, og
han fulgte Frans i alt, indtil han i lydighed blev sendt ud for at
missionere. Han døde omkring 1241-1246
Pietro af Cattani
Pietro af Cattani regnes
som den anden, der valgte at følge Frans. Thomas af Celano nævner
ham ikke ved navn, men fra andre kilder regner vi med, at det er
Peitro, der er tale om. Pietro var en fattig jurist, der arbejdede
ved San Rufinokirken i Assisi. I denne kirke kom Frans og Bernard for
at læse i Biblen og på denne måde lærte Pietro Frans at kende.
Pietro fulgte Frans og opnåede at blive vikar for Frans. Pietro døde
i en ung alder i den 10. marts 1221.
Egidius
Egidius regnes som den
tredje, der valgte at følge Frans. Egidius var en sund og rask ung
bonde fra Assisiegnen. Det fortælles om Egidius, at han elskede
manuelt arbejde, og at han altid var glad. Han var tilmed meget
hjælpsom og var særlig omsorgsfuld overfor spedalske. Egidius var
ikke så glad for bøger. Som ung bonde har han formentlig ikke
kunnet læse. Egidius levede et langt, rigt og meget spændende liv,
der er velbeskrevet i andre kilder. Han døde i 1262 og blev
efterfølgende saligkåret.
Sabbatino, Morico og
John af Capella
Nummer fire og fem
skriver Thomas af Celano ikke noget om. Han nævner kun, at endnu en
bliver tilføjet
før Philip Longo bliver nummer seks. Udfra kilderne kan vi ikke
præcist sige, hvem Thomas af Celano mener. Der er formentlig ikke
tale om kun en enkelt person, men om hele tre personer: Sabbatino,
Morico og Giovanni af Cappella, som bliver de næste i rækken.
Trebrødrelegenden fortælle om disse tre brødre og beskriver dem,
som de 3 næste i rækken, så gruppen nu består af Frans og 6
brødre.
Philip Longo
Philip Longo regnes som
den næste broder. Thomas af Celano skriver, at gruppen med Philip
kom op på syv i alt. Philip kom fra byen Atri, og han var ikke en
lært mand. Man fortæller om ham, at hans kunne prædike med en
særlig sødme og finde den inderste mening i den Hellige Skrift på
trods af, at han ikke var en lærd mand.
Philip stod clarisserne
særligt nær. Det fortælles, at han gennem hele sit liv mange gange
besøgte Clara og hendes søstre i klosteret i Assisi.
Giovanni af Saint
Constantia, Barbaro, Bernardo Viridante og Angelo Tancredi
De næste i rækken er
Giovanni af Saint Constantia, Barbaro, Barnardo Viridante og Angelo
Tancredi. Man ved ikke meget om disse fire brødre og flere kilder
antyder, at ikke alle fire var med fra begyndelsen. Om Angelo
Tancredi fortælles det, at han først i 1223 sluttede sig til Frans.
Sylvester
Trebrødrelegenden
fortælle om også om præsten Sylvester. Som præst modtager han en
del af de penge, som Bernard af Quintavalle forærer væk. Samtidig
virker han som præst i samme kirke som Pietro af Cattani arbejder i.
Trebrødrelegenden fortæller om Sylvester, at han først på et
senere tidspunkt sluttede sig til Frans og de andre brødre. Han
regnes dog som tilhørende kredsen omkring Frans fra et meget tidligt
tidspunkt. Sylvester regnes også som den første præst, der
sluttede sig til Frans.
Sylvester bliver en af de
brødre, der står Frans nærmeste. Sylvester holder af fattigdommen
og kontemplationen ligesom Frans selv, og Sylvester er ofte med på
de rejser, som Frans foretager. Ellers bor Sylvester mest i hulerne
på Mount Subasio, hvor han tilbringer dagene i bøn. Sylvester dør
i 1240. Sylvester er begravet i nærheden af den hellige Frans i
krypten under den store San Francesco basilika i Assisi.
Med
Sylvester kom antallet af brødre op på 12 i alt. Herfra holdt man
op med at tælle. Brødrene blev sendt ud to og to og ordnen voksede
med så stor hast, at det var praktisk umuligt at holde styr med
kronologien.
Kilde: ”The first life
af Saint Francis of Assisi by Thomas of Celano” og ”Legend of the
three companions” i ”St. Francis of Assisi – omnibus of
sources” edited by Marion A. Habig, Franciscan Herald press,
Chicago, Ill. 1983.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar