Ventetid

David i sin søsters sikre favn (eget foto)

Vi venter. Venter på at David bliver dårligere. Venter på dagen hvor han skal opereres. Vi er hjemme og nyder en stille normaliseret dagligdag. Nyder at være en familie og nyder lille Davids nærvær. Han er endnu forbavsende frisk, så det gælder om at nyde hvert eneste øjeblik. Vi ved samtidig alle sammen, at det er en stakket frist. Der kan gå få uger, inden han skal opereres med efterfølgende langvarig indlæggelse på børneintensiv. Vi venter, håber og ber.




Salme 23
Salme af David.

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.

Han giver mig kraft på ny,
han leder mig ad rette stier
for sit navns skyld.
 
Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst.

Du dækker bord for mig
for øjnene af mine fjender.
Du salver mit hoved med olie,
mit bæger er fyldt til overflod.

Godhed og troskab følger mig,
så længe jeg lever,
og jeg skal bo i Herrens hus
alle mine dage.

Operation

David med sit dåbskors (eget foto)

Min lille søn David er blev døbt på hospitalet. Om en uges tid venter en stor hjerteoperation, hvor de vil forsøge operativt at udbedre hans situation. Mor og barn er indlagt på hospitalet, mens jeg passer børnene herhjemme. Derfor kommer denne blog nok til at ligge stille et stykke tid.





Jeg har altid Herren for øje,
han er ved min højre side, og jeg vakler ikke.
Derfor glæder mit hjerte sig, og min sjæl jubler,
ja, mit legeme skal bo i tryghed.
For du vil ikke prisgive mig til dødsriget,
din fromme vil du ikke lade se graven.
Du lærer mig livets vej,
du mætter mig med glæde for dit ansigt,
du har altid herlige ting i din højre hånd.
(slutningen af salme 16)

Tak

Jeg er i dag blevet far for fjerde gang. Denne gang til David, der er født med hjertefejl - derfor de mange slanger.

Jødisk aftenbøn

Skilt på døren til et børneværelse (eget foto)

Lovet være du, Herre, vor Gud, verdens konge,
som lader søvnens bånd falde over mine øjne
og slumren på mine øjenlåg.
Måtte det være din vilje, Herre, min Gud og mine fædres Gud,
at lade mig lægge mig i fred og atter lade mig stå op i fred,
at ikke mine tanker og onde drømme og syndige lyster
må volde mig uro,
men at mit leje må være uplettet for dig.
Tænd du atter mine øjnes lys, at jeg ej skal synke i dødens søvn.
Lovet være du, Herre, som oplyser hele verden med sin herlighed.

(fra den jødiske bønnebog "Tephilath Israel")

Kristus-salme 1

 
Gud, mit liv har jeg lagt frem for dig
du har ladet mine tårer komme frem for dit åsyn

Alle mine fjender har udpønset ondt imod mig,
og de har lagt råd op sammen.

De gør mig ondt for godt,
gengælder mine kærlighed med had.

I stedet for at elske mig bagtaler de mig,
men jeg bad fortsat:

Min hellige Fader, himmelens og jordens konge,
gå ikke bort fra mig,
for trængslen er nær,
og ingen er der, som hjælper.

Lad mine fjender vende om
hver dag, jeg påkalder dig;
Se, jeg ved, at du er min Gud.

Mine venner og mine nærmeste
har truet mig og rejst sig imod mig,
de, som stod mig nær, har holdt sig borte.

Du har fjernet mine frænder fra mig,
de afskyede mig,
jeg er forrådt og kan ikke undslippe.

Hellige Fader, hold ikke din hjælp tilbage,
min Gud, il mig til hjælp.

Kom mig til hjælp,
Herre, min frelses Gud.

Ære være Faderen og Sønnen,
og Helligånden

Som det var i begyndelsen, så nu og altid
og i al evighed. Amen.


De femten Kristus-salmer, der er sammensat af Frans selv, er en del af det såkaldte "Herrens Lidelses Officium". I dette Oficium fejrer Frans ikke bare Herrens lidelse, men hele frelsesmysteriet med inkarnation, lidelse og død, opstandelse, himmelfart og genkomst. 

Frans og Dominikus

Fra Angelicos billede fra 1435 af Dominikus og Frans,
der møder hinanden. (fra wikipedia.com)

Den store italienske renæssancekunstneren Fra Angelico, der i øvrigt var dominikaner, har malet flere billeder af Frans og Dominikus sammen. Særligt i San Marcoklostret i Firenze finder man flere af disse billede på væggene i munkenes celler. Mange af Fra Angelicos billeder er ikke historiske vidnesbyrd, der skal vise, hvad der virkeligt skete. Ofte er flere helgener, der ikke levede på samme tidspunkt, sat sammen med Maria eller Kristus selv. Men Fra Angelico har også malet nogle få billeder, hvor man godt kunne få det indtryk, at han faktisk vil vise en egentlig historisk begivenhed - mødet mellem den tids helt store skikkelser: Ordensstifterne Frans og Dominikus.

Flere kilder fortæller, at de to rent faktisk har mødt hinanden. De skulle have mødt hinanden ved franciskanernes store generalkapitel i enten 1215 eller 1217 . Her skulle hen ved 5.000 franciskanere have været samlet sammen med Dominikus og 7 af hans medbrødre. I dag er de fleste historikere enige om, at de to store skikkelser nok kun har mødt hinanden på kunstnernes lærreder.

Franses og Dominikus betydning for kirken i samtiden og eftertiden er næsten uden siddestykke. De forandrede kirken for altid. De viste nye veje at gå for at møde Gud. De så som nogle af de første, at Kristus også er og virker udenfor kirkerne.Man har nok ikke helt kunnet forestille sig, at to så vigtige mennesker ikke skulle have mødt hinanden.

Om Tålmodighed

En gamle og faldefærdige bro i nærheden af
benediktinerklosteret i Nütschau i Tyskland (eget fotografi)

Tålmodighed er en af de dyder, som jeg konstant må arbejde med. Med årene er jeg blevet dygtigere til at takle min tålmodighed, men den bliver ofte udfordret. Næsten dagligt. Jeg har i en del år efterhånden bedt den samme lille bøn, når jeg møder situationer, hvor min tålmodighed sættes på prøve. Den lyder: "Tak Herre, at du lærer mig tålmodigheden at kende!" Jeg fik en gang fortalt, at bønnen var et Frans citat, men jeg har aldrig kunnet verificere dette. Jeg har også svært ved at forstille mig, at Frans skulle have bedt sådan. Og så måske alligevel.

Tålmodighed (Patientia) er en af middelalderens syv dyder. Datidens betydning af tålmodighed er ikke helt som i dag. Dengang betegnede ordet en evne til at tilgive og vise nåde overfor syndere, til at løse konflikter fredfyldt som en modsætning til vold. I dag betegner ordet evnen til at kunne finde sig i lang ventetid, forgæves anstrengelser eller andet besvær uden at miste besindelsen. Jeg holder meget af den gamle betegnelse og forestiller mig at netop tålmodigheden (i den gamle forstand) må have ligget Franses hjerte meget nær. Og i den gamle forståelsesramme giver min lille bøn nu ny mening: "Tak Herre, at du lærer mig tålmodigheden at kende!"

I Franses formaninger finder vi også et afsnit om tålmodighed. Med middelalderens forståelsesramme for øje, er formaningen stof til eftertanke.


Formaning 13: Om tålmodighed
"Salige er de, som stifter fred, thi de skal kaldes Guds børn " (Matt 5,9). En Guds tjener kan ikke vide, hvor meget tålmodighed og ydmyghed han har i sig, når alt går efter hans ønske.
Men når tidspunktet kommer, hvor de, der skulle handle efter hans ønske, gør det modsatte, så meget tålmodighed og ydmyghed, som han da har, så meget har han, og ikke mere.

Salmernes bog - Salme 22

Morgenrødens hind

Trækors med påmalet Kristus fra en kælder under en Kirke i Firenze.
Kælderen skulle i Romertiden have huset tilfangetagne kristne,
der ventede på at blive henrettet. (eget fotografi)

I påsketiden kommer vi ikke udenom salme 22. Salmen fremstår som en profeti om Kristi lidelse, død og opstandelse, som vi kender det fra evangeliet. Utvivlsomt har evangelisterne og apostlene kendt til denne salmes profeti og haft den i mente, da teksterne blev skrevet.

Jeg har af en gammel munk lært, at man skal passe på med at udlægge meningen i salmerne. De taler deres eget sprog, og de har aldrig en entydig pointe. Sådan har jeg det med salme 22. Salmen rummer så meget - på så mange niveauer. Man kan læse den igen og igen - og hver gang åbner den døre til
rum, hvor jeg endnu ikke har været, eller hvor jeg finder noget nyt.

I den nyeste bibeloversættelse er en del af første vers ikke oversat. I de ældre bibeloversættelser finder vi oversættelsen >Efter "Morgenrødens Hind"<. Denne oversættelse kunne lægge den klangbund i salmen, at der her er tale om en salme om en hind (Kristus?), der salmen igennem bliver jaget af andre dyr. Men salmen rummer også fortvivlelsen, tvivlen og selvransagelsen. Vi er kun mennesker, der må sætte vores lid til Herren. For han er svaret, og han griber ind. Det er trods alt en stor trøst.


For korlederen. Efter “Morgenrødens Hind”. Salme af David.

Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?
Du er langt borte fra mit råb om hjælp og fra mit skrig.
Min Gud, jeg råber om dagen, men du svarer ikke,
og om natten, men jeg finder ikke ro.

Du troner som den hellige,
du, som Israel lovsynger.
Vore fædre stolede på dig,
de stolede på dig, og du udfriede dem.
De klagede til dig og blev reddet,
de stolede på dig og blev ikke gjort til skamme.

Men jeg er en orm, ikke en mand,
en skændsel for mennesker, foragtet af folk.
Alle, der ser mig, spotter mig,
de vrænger mund og ryster på hovedet:
»Han har overgivet sin sag til Herren, lad ham udfri ham,
han må redde ham, han holder jo af ham!«

Det var dig, der hjalp mig ud af moders liv
og gav mig tryghed ved moders bryst.
Til dig var jeg overladt fra min fødsel,
fra moders liv var du min Gud.
Hold dig ikke borte fra mig,
for nøden er nær,
og ingen hjælper mig!

Stærke tyre omgiver mig,
Bashanbøfler omringer mig;
rovgriske og brølende løver
spærrer gabet op mod mig.
Jeg er som vand, der hældes ud,
alle mine knogler falder fra hinanden,
mit hjerte er som voks,
det smelter i livet på mig.
Min gane er tør som et potteskår,
min tunge klæber til gummerne,
du lægger mig i dødens støv.

Hunde omgiver mig,
en flok af forbrydere står omkring mig;
de har gennemboret mine hænder og fødder,
jeg kan tælle alle mine knogler.
De ser på mig med skadefryd,
de deler mine klæder mellem sig,
de kaster lod om min klædning.

Men du, Herre, hold dig ikke borte,
du, min styrke, skynd dig til hjælp!
Red mit liv fra sværdet,
mit dyrebare liv fra hundene,
frels mig fra løvens gab,
fra vildoksernes horn!

14. station - At så og høste

Jesu legeme bliver lagt i graven

Adolf Meisters fjortende og sidste station: En italiensk
børnebegravelse flankeret af den sudanesiske enke i
"sørgedragt" - hvidt kors på panden, en vietnamesisk
mor med sin hånd på en kiste. Gravsteder fra Spanien.
Livs- og dødsspiral.

Leder: Vi tilbeder dig, Herre Jesus Kristus, og lovpriser dig,
Alle: fordi du ved dit hellige kors har forløst verden.

Leder: Jesus bliver lagt i graven, som man lægger et frø i jorden. Ligesom frugter vokser af frø, vil også kristus opstå fra de døde.

Vi går med Kristus gennem døden. Vi bliver begravet som han. Vi tror på, at vi vil opstå med ham.



Lad os bede:
Leder: Herre Jesus Kristus, du blev begravet, men opstod den tredje dag fra de døde. Lad os opstå med dig.
Herre, hør vor bøn!

Leder:  Vi beder for alle, som ikke tror på opstandelsen, at de må møde mennesker, som har en tro og et håb.
Herre, hør vor bøn!

Min optagelse i OFS

Sakramentskirkens værnehelgen den hellige Villehad af Danmark (fra wikipedia.com)

Torsdag den 29. marts 2012 blev jeg optaget i den franciskanske sekularorden OFS under en ordets gudstjenste i Sakramentskirken på Nørrebro i København. Sakramentskirkens værnehelgen er den hellige Villehad af Danmark - en franciskanerpræst, der under reformationen i Danmark blev fordrevet og fandt et nyt hjem i Gorkum i Holland. Her faldt hans kloster i Calvinisternes hænder under de hollandske religionskrige. Villehad og hans medbrødre nægtede at fralægge sig troen på alterets sakramente og nægtede at forsværge Paven som kirkens overhoved. Alle brødrene blev piske og efterfølgende hængt den 9. juli 1572. Villehad blev helgenkåret i 1867 og han fejres den 9. juli. Samtidig er Sakramentskirken den kirke, hvor min far virkede som præst en kort periode i slutningen af 1960erne. Jeg kunne ikke have ønsket mig bedre rammer for min optagelse i OFS.

Optagelsen blev en forløsning af mange måneders oplæring og overvejelse. OFS er ikke en klub, som man bare melder sig ind og ud af. Med optagelsen sigter jeg mod at aflægge profes om et par år - den endelige optagelse i ordenen. Når man først har aflagt profes er der ingen vej tilbage. Det er både lidt skræmmende, men også fortrøstende, for ligesom i ægteskabet, så binder man sig til fællesskabet resten af de dage, man har tilbage at leve i.

Optagelsens liturgi er meget smuk. Den ventede oplæringstid inden profes-aflæggelsen beskrives som en vandring i ørkenen. Normalt tænker vi ørkener som frygtelige steder, hvor man tørster, fristes og bevæger sig på kanten af livet. Dog kan man sagtens leve og opholde sig i en ørken. En ørken kan også være smuk og være et godt sted til reflektion, så længe man er godt forberedt og ikke bare vandre afsted uden omtanke. Metaforen med ørkenvandringen er smuk, synes jeg.

Jeg var frygteligt træt, da jeg meget glad kom hjem sammen med familien. Derfor har bloggen også måtte vente nogle dage med denne opdatering. Optagelsen var virkelig en stor oplevelse og en stor forløsning, der nok havde sat sig dybere i mig, end jeg var klar over. Jeg var overvældet af de mange mennesker, der ville komme og fejre dagen sammen med mig. Overvældet af liturgien, der smukt forbereder mig på den vandring i "ørkenen", der venter, og helt og aldeles overvældes af, at jeg kun har taget de første spæde skridt på min vandring sammen med Frans. Jeg glæder mig til tiden, der kommer og søger at tøjle min tålmodighed efter bedste evne.

Herfra skal lyde en stor tak til alle, der kom og var med - både i ånden og ved at være til stede. Tak for gaver, ord, bøn og tanker. Jeg er overvældet og taknemmelig.