Om Tålmodighed

En gamle og faldefærdige bro i nærheden af
benediktinerklosteret i Nütschau i Tyskland (eget fotografi)

Tålmodighed er en af de dyder, som jeg konstant må arbejde med. Med årene er jeg blevet dygtigere til at takle min tålmodighed, men den bliver ofte udfordret. Næsten dagligt. Jeg har i en del år efterhånden bedt den samme lille bøn, når jeg møder situationer, hvor min tålmodighed sættes på prøve. Den lyder: "Tak Herre, at du lærer mig tålmodigheden at kende!" Jeg fik en gang fortalt, at bønnen var et Frans citat, men jeg har aldrig kunnet verificere dette. Jeg har også svært ved at forstille mig, at Frans skulle have bedt sådan. Og så måske alligevel.

Tålmodighed (Patientia) er en af middelalderens syv dyder. Datidens betydning af tålmodighed er ikke helt som i dag. Dengang betegnede ordet en evne til at tilgive og vise nåde overfor syndere, til at løse konflikter fredfyldt som en modsætning til vold. I dag betegner ordet evnen til at kunne finde sig i lang ventetid, forgæves anstrengelser eller andet besvær uden at miste besindelsen. Jeg holder meget af den gamle betegnelse og forestiller mig at netop tålmodigheden (i den gamle forstand) må have ligget Franses hjerte meget nær. Og i den gamle forståelsesramme giver min lille bøn nu ny mening: "Tak Herre, at du lærer mig tålmodigheden at kende!"

I Franses formaninger finder vi også et afsnit om tålmodighed. Med middelalderens forståelsesramme for øje, er formaningen stof til eftertanke.


Formaning 13: Om tålmodighed
"Salige er de, som stifter fred, thi de skal kaldes Guds børn " (Matt 5,9). En Guds tjener kan ikke vide, hvor meget tålmodighed og ydmyghed han har i sig, når alt går efter hans ønske.
Men når tidspunktet kommer, hvor de, der skulle handle efter hans ønske, gør det modsatte, så meget tålmodighed og ydmyghed, som han da har, så meget har han, og ikke mere.