En lille historie om Johannes XXIII

(fra wikipedia.com)

Pave Johannes den 23., der oprindeligt var fransiskanertertiar (TOF), var en meget begavet mand med en fin situationsfornemmelse. Der fortælles mange historier om ham, men denne er en af mine forvoritter:

"En dag skulle Paven modtage en gruppe jødiske rabbinere i audiens i Vatikanet. Rabbinerne stod vagtsomme og ventede i et af pavens prægtige audiensrum mellem schweizergardisternes hellebarder og monsignorernes violette kjortler. I Vatikanet var der på det tidspunkt ingen præsedens for sådanne møder, så stemningen var ikke den bedste. Alle var på vagt overfor hinanden. Da Paven nu trådte ind i rummet opfangede han med det samme stemningens alvor, og han lod derfor sit hjerte tale og sagde: "Jeg er deres bror, Josef" (Paven hed oprindeligt Giuseppe (italiensk for Josef) til mellemnavn).  

Pavens velkomst vendte stemningen som ved et trylleslag og mødet blev hjerteligt og frugtbart. Rabbinerne kunne deres Torah (1.Mos 45, 4) og forstod øjeblikkeligt Pavens smukke gestus: Som Jakobs sønner, de evigt forfulgte jøder, stod de ængstelige i et fremmed palads, indkaldt af en fremmed magt. Men den fremmede gik dem i møde med tårer og fejede al pragten til side. De havde genfundet deres broder!"

Et liv i billeder af Giotto - 17

Frans prædiker for Paven og kardinalerne

Giottos syttende billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
For da han engang skulle prædike for Paven og kardinaler, på forslag af kardinalen af Ostia, havde han lært en grundigt forberedt prædiken udenad. Men mens han stod midt blandt dem, for at fremføre de opbyggelige ord, glemte han alt og kunne ikke sige et eneste ord. Men da han med sand ydmyghed fortalte det og gav sig til at påkalde helligåndens nådegave, begyndte han omgående at strømme over med så magtfulde ord og med sådan magt og kraft at bøje disse højtstående mænds ånd til omvendelse, at det stod klart, at det ikke var ham, men selve Guds Ånd der talte.

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 12.kap. 7

Et liv i billeder af Giotto - 16

 Frans frelser en ridders sjæl

Giottos sekstende billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
En anden gang, efter at være kommet tilbage fra den anden side af havet, kom han til Celano for at prædike. En ridder inviterede ham ydmygt og ærbødigt og meget indtrængende til middag. Han kom til ridderens hus og hele familien glædede sig, da de fattige gæster kom. Før de begyndte at spise stod den fromme mand med øjnene vendt mod himmelen og frembar bøn og lovprisning til Gud, sådan som det var hans vane. Da han var færdig med sin bøn, kaldte han fortroligt sin venlige vært til side og sagde: "Se broder vært, på din indtrængende bøn er jeg kommet ind i dit hus for at spise. Lyt nu til min formaning, for du skal ikke spise her, men et andet sted. Bekend dine synder i oprigtig anger og sorg og lad intet blive tilbage, som du ikke lægger frem i oprigtig bekendlese. For endnu i dag vil Herren give dig din løn, fordi du med så stor venlighed har taget imod hans fattige." Manden rettede sig omgående efter den helliges ord, bekendte sine synder for hans medbroder, beskikkede sit hus og beredte sig til døden, så godt han kunne. De satte sig til bords, og mens de andre begyndte at spise, opgav værten pludselig ånden og blev brat taget bort ved døden, sådan som den Guds Mands havde sagt. Således skete det, at han, som ahsn gæstfrihed havde gjort ham fortjent til, efter sandhedens ord, fik løn som en profet, fordi han havde taget imod en profet. Den fromme ridder forberedte sig på den hellige mands forudsigelse, på sin pludselig død, så han beskyttet af bodsfærdighedens rustning, undgik den evige fordømmelse og trådte ind i de evige boliger.

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 11.kap. 4

Et liv i billeder af Giotto - 15

Frans prædiker for fuglene
 

Giottos femtende billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
Da han nærmede sig Bevagna, kom han til et sted, hvor en meget stor flok af alle slags fugle havde samlet sig. Da Guds hellige så dem, gik han hurtigt hen til stedet og hilste på dem, som om de var begavet med forstand. Da så alle sammen på ham og vendte sig hen til ham, de som sad i træerne bøjede hovedet da han kom nærmere, så på helt usædvanlig måde ned til ham, da han gik hen til dem og formanede dem indtrængende at høre Guds ord og sagde: "I fugle, mine brødre, I bør flittigt prise jeres skaber, som har klædt jer i fjer og givet jer vinger til at flyve med, han har skænket jer den rene luft og sørger for jer, uden at I skal bekymre jer." Mens han talte disse og flere lignende ord til dem, begyndte fuglene på bemærkelsesværdig måde at vise deres glæde. De strakt halsen, bredte vingerne, åbnede næbbet og så ufravendt på ham. Han gik med forbavsende ildhu midt imellem dem, så hans kjortel rørte ved dem, uden at en eneste bevægede sig fra sit sted, indtil han gjorde korstegn og velsignede dem hvorpå de alle, med Den Guds Mands tilladelse, fløj deres vej. Hans medbrødre så det alt sammen mens de stod på vejen og ventede på ham. Da han vendte tilbage til dem, begyndte den enfoldige og rene mand at beskylde sig selv for forsømmelse, fordi han ikke før havde prædiket for fuglene.

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 12.kap. 3

Maria - Nordens Dronning

Pave Johannes Paul II (fra www vatican.va)

Da Pave Johannes Paul II den 4. juni 1989 besøgte Island, bad han nedenstående bøn efter søndagens Angelusbøn:

Vor Frue, de Kristnes hjælper, du ved, hvor inderligt folk i Norden kalder på dig i øjeblikke af glæde, angst og frygt:
- Fiskerne beder til dig – Havets Stjerne!
- Rejsende påberåber din forbøn – Vejenes Frue!
- Forældre beder dig beskytte og vejlede deres børn - De gode råds Moder!
- Soldater fra Nordens lande, som er udstationeret ved FN's fredsbevarende styrker, beder til dig - Fredens Frue

Maria, se i dag i kærlighed hen til alle hjem. Virk i hver familie den fred og glæde, som fyldte hjemmet i Nazarat. Forén forældre i tro og kærlighed og velsign alle børn. Hjælp de unge til at svare ædelmodigt og tillidsfuldt, når Kristus kalder dem. Lad enhver indse værdien af tilgivelsen og den indbyrdes kærlighed.

Barmhjertige moder, trøst de gamle og syge. Hjælp de tilskadekomne og de handikappede. Vær hos dem, som lider af kræft, AIDS eller anden uhelbredelig sygdom. Giv håb og nyt mod til alle, der er bange, deprimerede, fortabte eller uønskede.

Rør ved hjerterne hos alle dem, der har lagt troen bag sig. Kald dem hjem! Mind dem om Faderen, som elsker dem, og som venter på dem med åbne arme. Mind dem om Kirken, som har brug for dem.

Vor Frue af Norden, styrk biskopperne, præsterne og ordensmedlemmerne i Nordens lande. Må de fyldes med brændende iver og medfølelse, og må de altid være troværdige vidner om Guds Rige. Se med kærlighed til alle vore kristne brødre og søstre. Hel splittelsens sår. Hjælp os, så vi en dag kan opleve genforeningens glæde.

Guds Moder, ophøjet over menneskeslægten. Bred din miskundheds kåbe ud over os alle, så vi ligesom du kan sige Vor Herre: "Det ske mig efter dit ord."

(Oversat fra vatikanets engelske udgave af pavens tale)

Kilde: http://www.vatican.va/holy_father/john_paul_ii/angelus/1989/documents/hf_jp-ii_ang_19890604_en.html

Et liv i billeder af Giotto - 14

Frans frembringer en kilde ved bøn

Giottos fjortende billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
På et andet tidspunkt ville Den Guds Mand rejse til et emsomt sted, hvor han mere uforstyrret kunne hengive sig til komtemplation, men fordi han var svag red han på en fattig mands æsel. Det var sommer, og manden  som ledsadigede Kristi tjener skulle op af et bjerg. Han blev udmattet af den lange besværlige vej og var ved at forsmægte af tørst. Da råbte han til den hellige: "Jeg dør af tørst, hvis ikke nogen snart kan styrke mig ved en velgørende drik." Uden tøven steg den hellige ned fra æslet, knælede ne på jorden, rakte hænderne op mod himmelen og holdt ikke op med at bede, indtil han vidste at han var blevet bønhørt. Da han var færdig med sin bøn, sagde han til manden: "Skynd dig hen til den klippe. Der vil du finde rindende vand, som Kristus i sin barmhjertighed, netop i dette øjeblik lader strømme ud af klippen, så du kan drikke." Hvor forunderlig er dog Guds velvilje, som så beredvillig bøjer sig ned til sin tjener! Den tørstige drak ved bønnens kraft vand fra klippen og fyldte sit bæger ved det hårdeste fjeld. Der var på dett sted intet vand i forvejen og selv med den mest ihærdige søgen kunne intet findes bagefter. 

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 7.kap. 12

Et liv i billeder af Giotto - 13

Frans laver en julekrybbe

Giottos trettende billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
Tre år før sin død besluttede han at fejre Jesu fødsel med den størst mulige højtidelighed i Greccio for at opvække større gudsfrygt. Men for at det ikke skulle udlægge som nyt for nyhedens skyld, bad han om Pavens tilladelse, som også blev givet. han lod en krybbe klargøre, lod høet fremskaffe og en okse og et æsel føre til stedet. Brødrene blev tilkaldt, folk kom, stemmerne gav genklang i skoven og den ærværdige nat blev strålende og højtidelig, ved de mange klare lys og den stærke harmoniske sang. Den Guds Mand stod ved krybben, fuld af hengivenhed, i tårer og strømmede over af glæde. Messen blev fejret højtideligt over krybben og Franciscus sang som diakon evangeliet. Derefter prædikede han for den omkringstående menighed, om den fattige konges fødsel, og da han ville nævne ham ved navn, kaldte han ham nærsomnt for barnet af Bethlehen.
Johannes af Greccio, en dygtig og pålidelig ridder, som af kærlighed til Kristus havde forladt den verdslige militærtjeneste og var blevet en af Den Guds Mands fortrolige venner, er sikker på at have set et meget smukt lille barn ligge og sove i krybben, og at Franciscus havde taget det i begge arme og vækket det af søvnen.

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 10.kap. 7

En Sioux-indianers aftenbøn

Den store sioux-høvding Maȟpíya Lúta (Røde Sky) fotograferet i 1905 (www.oldpicture.com)

Oh, store ånd

hvis stemme jeg fornemmer i vinden,

og hvis åndedrag giver liv til hele verden,

hør mig.

Jeg træder frem for dig

som et af dine mange børn.

Jeg er lille og svag.

Jeg behøver din kraft og visdom.

Lad mig vandre i din skønheds lys

og lad mine øjne altid se

den røde og purpurfarvede solnedgang.

Lad mine hænder ære de ting,

som du har skabt,

og lad mine øren høre din stemme.

Skænk mig visdom,

så jeg kan erkende,

hvad du har lært mit folk,

og den lære,

som du har skjult i hvert et blad

og hver en klippe.

Ikke for at være mine brødre overlegen

søger jeg kraft,

men for at kunne bekæmpe

min værste fjende – mig selv.

Gør mig altid parat til

at komme til dig med rene hænder,

så min ånd,

når mit liv er udslukt,

kan komme til dig

som den dalende sol.

(fra en Missio-folder med små bønner fra hele verden)

Hl. Berard af Marrakech O.F.M. og hans fire ledsagere

Bernardino Licinios maleri fra 1524 af martyrerne (fra wikipedia.org)

Født: I slutningen af 1100-tallet
Død: 1220 i Marokko
Mindedag: 16. januar

Kanoniseret: I 1481 af den franciskanske pave Sixtus IV (1471-1484)


Den hellige Berard blev født i Carbio i Umbrien. Han var af den fornemme adelige Leopardi-familie.

I 1213 blev han optaget af Frans selv i franciskanerordenen. Som noget helt specielt talte han arabisk og var ellers en meget veltalende prædikant.

Med tiden blev Frans mere og mere klar over franciskanernes missionskald. Den fredselskende Frans var overbevist om, at der måtte være bedre måder at omvende sarascenerne på end ved krig og korstog. Ved slutningen af generalkapitlet i 1219 mente Frans at tiden var moden til at udvide franciskanernes apostoliske arbejde til også at række ud over Italien og Nordeuropa. Frans og tolv andre brødre valgte Syrien og Egypten som deres nye missionsområde, mens Frans gav Berard og fem medbrødre som opgave at missionere blandt sarascenerne i de vestligt liggende lande. De i alt seks udvalgte brødre var præsterne Vitalis, Berard, Odo og Peter og lægbrødrene Accursius og Adjustus. Vitalis valgtes som gruppens leder.

Til fods rejste gruppen til Aragón i Spanien. Her blev gruppen leder Vitalis syg og kunne ikke fortsætte rejsen sammen med de andre. Som ny leder af gruppen valgte man nu Berard. Gruppen fortsatte deres rejse og kom snart til Coimbra i Portugal, hvor de bl.a. blev modtaget i audiens hos kong Alfons II og dronning Orraca. Desuden boede de nogle dage i klosteret i Alemquer, hvor de af kongens søster fik civile klæder, der skulle lette deres missionsarbejde blandt sarascenerne.

Missionsarbejdet begyndte for alvor i Sevilla, der dengang var en muslimsk by. De nåede dog ikke at forkynde længe, inden de blev fængslet. Kaliffen ville nødigt henrette de fem brødre selvom de bl.a. råbte, at Muhammed var søn af djævelen. Da han samtidig forstod, at de hellere ville rejse til Marokko end tilbage til Italien, sendte han dem afsted til Marrakech i Marokko. I denne by boede nogle kristne lejesoldater, som brødrene kunne tage sig af. Samtidig prædikede de i gaderne selvom Berard var den eneste, der kunen tale arabisk. 

Til at begynde med var maurerne overbærende, da de regnede brødre som galninge. Men da de stædige franciskanere nægtede at forlade byen og tilmed åbent afviste Muhammeds lære, så man sig nødsadiget til at slå dem og føre dem til sultanen. Sultanen gav dem ordre til at stoppe deres missionsarbejde og drage tilbage til Spanien. Da brødre pure nægtede begge dele, greb sultanen sin krumsabel og dræbte alle fem. Dette skulle have foregået den 16. januar 1220.

Francisco Henriques maleri fra 1508 af martyrerne (fra wikipedia.org)

Ligene af de fem brødre blev bragt tilbage til Coimbra i Portugal af Don Pedro af Portugal, der havde rejst sammen med brødrene for at besøge hoffet i Marokko. Til stede ved deres begravelse i Coimbra var den senere så berømt helgen Antonius af Padua, der også havde mødt de fem brødre, da de på udrejsen havde gæstet Coimbra. Hændelse blev et vendepunkt for Antonius, der efterfølgende tilsluttede sig franciskanerordenen og blev en meget nær ven af Frans selv. 

De fem brødre blev de første af mange franciskanske martyrer. Da Frans hørte om deres død, skal han have sagt: "Nu kan jeg sandelig sige, at jeg har fem mindre brødre." Frans søgte selv martyriet, og hans egen missionsrejse til Egypten var foregået på omtrent samme tid, som han havde sendt de fem brødre til Marokko. De fem brødres matyrium blev den direkte årsag til, at man indførte et kapitel om martyriet i den franciskanske regel af 1221. Martyriet for Kristus blev nu det højeste mål i den franciskanske mission. 

Den fem brødres mission og martyrium blev det første af tre franciskanske missioner blandt sarascenerne, der endte med martyriet. I 1227 led Daniel og hans medbrødre martyrdøden i Ceuta i Marokko, da de nægtede at konvertere til Islam. I 1228 led Johannes af Perugia Peter af Sassoferrato martyrdøden i Valencia i Spanien.  

De fem brødre blev helgenkåret i 1481 af den franciskanske pave Sixtus IV (1471-1484). Deres mindedag er den 16. januar.


Kilder:
http://www.katolsk.no/biografier/historisk/berard

Sl. Angelus Tancredi O.F.M.

Tegning af P. Subercaseaux Errazuriz O.S.B.(ca. 1920)
(fra www.franciscan-sfo.org)

Født: slut 1100-tallet i Rieti i regionen Lazio

Død: 13. februar 1258

Mindedag: 13. februar

Angelus Tancredi var en adelig ridder af fin slægt fra Rieti i regionen Lazio. I 1223 arbejdede han i Rom for kardinal Leone Brancaleone af Santa Croce in Gerusalemme i Rom. Han boede nogle dage i kardinalens palads i Rom, da pave Honorius III (1216-27) godkendte franciskanernes nye ordensregel. Frans and hans medrejsende brødre skulle overnatte i kardinalens palads, og Angelus forberedte et rum til ham i et ensomt tårn. Men Frans blev kun en nat i paladset, fordi dæmoner plagede ham. Angelus forlod Rom sammen med Frans, og blev dermed den første adelige ridder, der sluttede sig til den nye franciskanske orden.

Angelus kom meget tæt på Frans. Han tilbragte sammen med brødrene Bernhard, Leo og Rufino de sidste to år af Frans' liv sammen med ham. Angelus var til stede, da Frans prædikede for fuglene, og han var også til stede, da Frans fik indprentet Kristi sårmærker. Frans var da en alvorlig syg mand, der havde brugt for megen hjælp for at klare sig. Da Frans til sidst var blind og meget syg, var Angelus til stede, da Frans lavede den berømte solsang - og Frans bad ofte Angelus synge ham netop denne sang. Angelus var desuden til stede, da den hellige Clara døde.

Sammen med brødrene Leo og Rufino skrev han den berømte Legenda Trium Sociorum, «Trebrødre- Legenden (Legenda de tre compagni).

Angelus Tancredi døde den 13. februar 1258 og er gravlagt i nærheden af Frans i krypten under den store basilika i Assisi. Hans minnedag er 13. februar.


Kilder:
http://www.katolsk.no/biografier/historisk/atancred
Fioretti

Hl. Antonius af Padua O.F.M.

Martini Simons billede af den hellige Antonius og den hellige Frans fra 1317

Født: ca. 1195 i Lisabon

Død: 13. juni 1231

Mindedag: 13. juni

Kanoniseret: 30. maj 1232 i Spoleto, Italy af Pope Gregory IX

Antonius hed egentlig Fernando Martins de Bulhões. Han blev født den 15. august 1195 i Lissabon i Portugal, hvor han også voksede op. Antonius var af en meget rig slægt i Lissabon. Hans forældre Vicente og Teresa var af adelsslægt, og de ville give deres søn Fernando den bedste uddannelse. Forældrene ønskede, at Fernando blev sendt til den lokale katedralskole, men mod deres vilje blev han i stedet sendt til augustinerkannikkerne i St. Vincent Kloster i udkanten af Lissabon. Herfra kom den unge Fernando til augustinerkannikkerne i Hellige Kors Kloster i Coimbra, der i den periode var hovedstaden i Portugal. Her fik den unge Fernando lov at læse og studere teologi og latin.

Fernando blev præsteviet i Coimbra og fik efterfølgende ansvaret for de gæster, der kom til klosteret. I den forbindelse kom han en dag i 1219 i kontakt med 5 franciskanere, der var på vej til Marokko for at fortælle om kristendommen til muslimmerne. Franciskanerordnenen havde kun eksisteret i 11 år og var stadigvæk ikke så kendt, men Fernando blev betaget og begejstret for franciskanernes enkle evangeliske livsstil. I februar 1220 hørte Fernando, at de 5, som de første franciskanere, var døde som martyrer i Marokko. Inspireret af deres eksempel og i længsel efter martyriet, søgte Fernando tilladelse til at forlade augustinerne for at søge optagelse i den nye franciskanske orden. Denne tilladelse blev ham givet og han kom til et lille fællesskab i Olivais, hvor han antog navnet Antonius efter et lille kapel, der var viet til Antonius den Store.
Franciskaneren Antonius blev kort efter sendt til Morokko, som han ønskede. Sygdom vanskeliggjorde dog rejsen dertil, og han besluttede i stedet for at søge til ordenens udgangspunkt i Italien. Undervejs kom hans skib ind i en frygtelig storm, der drev skibet i land ved Messina på Sicilien. Herfra rejste Antonius videre til Toscana, hvor han trådte ind i et fællesskab. Hans svagelige helbred gjorde opholdet her svært, og Antonius blev derfor sendt til hospitalet San Paolo ved Forli. Her levede Antonius nærmest som en eneboer. Dagene fyldtes med privat bøn, studier og en smule arbejde i køkkenet.

En dag kom en hel del dominikanere på besøg, og der opstod nogle diskussioner omkring, hvem der skulle prædike. Franciskanerne mente, at det selvfølgelig måtte være dominikanerne, der prædikede, da disse jo var berømte for netop deres prædiker, men de uforberedte dominikanere mente, at det måtte være de derboende franciskanerne, der måtte prædike. Klosterets abbed hidkaldte Antonius, da han ikke blandt sine egne brødre kunne finde en præst, der kunne løfte opgaven. Antonius måtte prædike, hvad Helligånden bød ham at sige. Antonius forsøgte at undslå sig, men måtte i lydighed føje sig og gav efterfølgende en fantastisk prædiken. Ikke kun hans rige stemme og fængslende facon, men hele temaet og indholdet af hans diskurs og hans veltalenhed, holdt opmærksomhed fast hos tilhørerne. Begivenheden blev et vendepunkt for Antonius. Kort efter blev han af provinsministeren Broder Gratian sendt til Lombardiet for her at prædike.

Antonius evner og navn kom snart ordenens stifter Frans af Assisi for øre. Frans var ikke meget begejstret for alt for mange teologiske studier blandt brødre. Han frygtede, at studierne ville distancere brødrene fra et liv i fattigdom. I Antonius fandt Frans dog en mand, der i sjælden grad delte den samme vision, som han selv. Antonius blev derfor sat til at undervise unge brødre og postulanter, der søgte optagelse i ordenen. Efterfølgende fik Antonius ansvaret for uddannelse og studier i hele den franciskanske orden, og hans betydning for kirkens teologiske udvikling i den periode blev betydelig. Undertiden underviste han på universiteterne i Montpelier og Toulouse i det sydlige Frankrig.

I 1226 deltog Antonius i ordenens generalkapitel, der blev afholdt i Arles i Frankrig. Her prædikede Antonius også, hvorefter han som generalkapitlets sendebud vendte tilbage til Italien for at søge foretræde for Pave Gregor den IX. Også i pavens hof vandt Antonius prædikener stor beundring og han blev efterfølgende sat til at producere en række prædikener til særlige festdage.

Antonius blev ramt af store væskeansamlinger i kroppen i 1231 og kom sammen med to brødre til Camposampiero for at komme sig. Her levede Antonius i en celle under grene fra et valnødtræ. På vej tilbage til Padua døde Antonius i et clarissekloster ved Arcella nær Padua. Han blev kun 36 år gammel.
Forskellige legender fortæller om Antonius død. Nogle hævder, at da han døde, græd børnene i gaderne og alle klokker af kirkerne ringede af sig selv. En anden legende angår hans tunge. Anthony er begravet i et kapel i den store basilika bygget for at ære ham, hvor hans tunge er vist for veneration i et stort relikvieskrin. For, da hans krop blev gravet op 30 år efter hans død, blev det hævdet, at tungen skinnede, og så ud som om det var stadig i live og fugtig, tilsyneladende et tegn på hans fantastiske prædikegave.
 

Antonius døde den 13. juni 1231. Allerede året efter den 30. maj 1232 blev han i Spoleto ophøjet til helgen af Pave Gregor den IX. Hans mindedag er den 13. juni. Den 16. januar 1946 blev han ophøjet til kirkelærer.

Antonius er værnehelgen for mange og meget. Han er bl.a. værnehelgen for amerikanske indianere, dyr, Brasilien, Portugal, ældre, fiskere, høst, heste, post, undertrykte, fattige, gravide, skibbrudne, sult, sterilitet, svinehyrder, rejsende og meget andet. Mest kendt er han nok for at være værnehelgen for tabte eller mistede ting. Man kan bede Antonius gå i forbøn for en, hvis man har mistet noget, man ikke kan finde igen. Finder man sin mistede genstand, skal man dog huske at lægge et passende beløb i antoniusbøssen eller fattigbøssen, næste gang man kommer i kirke.

Antonius ses afbilledet med så forskellige ting som en bog, et brød, et lille Jesusbarn, en lilje, et knælende æsel, en fisk og et flammende hjerte. Mest almindeligt er Jesusbarnet og liljen.

Raphaels fremstilling af Antonius fra 1505 (fra arthistory.about.com)

Blandt mange vise ord sagde Antonius bl.a.:

"Sønnen kom fra Faderen for at hjælpe os, når vi skal væk fra denne verden. Han kom ned til os, så vi kan stige op til ham."

Kilder
http://www.catholic.org/saints/saint.php?saint_id=24
http://www.sanktnikolaj.dk/index.php?id=38
http://www.katolsk.no/biografier/historisk/antonius

Et liv i billeder af Giotto - 12

Under bøn løftes Frans op omgivet af en lysende sky

Giottos tolvte billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
Når Den Guds Mand forblev i ensomhed og fandt fred, opfyldte han skoven med sine sukke, vædede jorden med sine tårer, slog sig med næven på brystet, småtalte med sin Herre, som om han befandt sig i hans lønkammer. Dér svarede han sin dommer, dér bønfaldt han sin fader, dér underholdt han sig med sin ven, dér hørte hans brødre, der somme tider kærligt iagttog ham, den hellige med høje sukke gå i forbøn for synderne hos den barmhjertige Gud og højlydt begræde Herrens lidelse, som om han så den med egne øjne. Dér så man ham bede om natten, med hænderne udstrakt som et kors, med hele legemet løftet op fra jorden, omgivet med en lysende sky, således at den strålende glans, der omgav hans legeme, vidnede om det underfulde lys, der oplyste hans sjæl.

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 10.kap. 4

Et liv i billeder af Giotto - 11

Frans vil gå gennem ilden med Sultanens præster

Giottos ellevte billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
Da denne fyrste (saracenernes sultan) spurgte dem af hvem og hvorfor og hvordan, de var blevet sendt, og hvordan de var kommet, svarede Kristi tjener Franciscus uforfærdet, at han ikke var sendt af noget menneske, men af Gud den allerhøjeste sandhed, for at vise ham og hans folk frelsens vej og forkynde evangeliets sandhed. Han prædikede den Ene, Treenige Gud og Jesus krsitus, alle menneskers frelser for sultanen, med en sådan glød i ånden, at det skriftord: "Jeg vil give jer mund og mæle og en visdom, som ingen af jeres modstandere vil kunne modstå og modsige."(Luk 21,15) klart og sandt blev opfyldt i ham. Sultanen, som så den beundringsværdige åndens glød og styrke i Den Guds Mand, lyttede gerne til ham og indbød ham indtrængende til at blive nogen tid. Oplyst ved Guds lys, svarede kristi tjener: "Hvis du og dit folk vil omvende jer til Kristus, vil jeg af kærlighed til ham gerne blive hos jer. Hvis du er betænkelig ved at forkaste Muhammeds lov for troen på Kristus, lad så et mægtig stort bål antænde, som jeg og dine præster vil vandre igennem, for at du på denne måde kan se, hvilken tro fortjener at anses for den mest sikre og mest hellige. Sultanen svarede: "Jeg tror ikke, at nogen af mine præster vil forsvare sin tro ved at udsætte sig for ilden, eller undgå nogen anden slags tortur." For han havde set, at en af hans præster, en ældre og højtagtet mand, gik sin vej, da han hørte Franciscus' ord. Den hellige mand sagde til sultanen: "Hvis du vil love mig, at du og dit folk vil antage troen på Kristus, hvis jeg uskadt kommer ud af ilden, vil jeg gå alene gennem den. Hvis jeg brænder op skyldes det mine synder, men beskytter Guds kraft mig, må du anerkende, at kristus, Guds visdom og kraft, sand Gud og Herre, er alles frelser." Sultanen svarede, at han ikke turde gøre det valg, fordi han frygtede et oprør. Han tilbød dog mange kostbare gaver, som Den Guds Mand afviste medforagt, for han begærede ikke de jordiske ting, men sjælens frelse. Sultanen undrede sig højt, da han så, at den hellige mand så totalt foragtede jordisk gods og fik endnu større beundring for ham. Og skønt han ikke ville gå over til den kristne tro, eller måske ikke turde, bad han dog for sin egen sjæls frelse indtrængende Kristi tjener at tage imod de nævnte gaver til gavn for fattige kristne eller for kirkerne. Franciscus ville dog på ingen måde tage imod dem, fordi han flygtede fra pengene som en byrde, og fordi han ikke så, at den sande fromhed havde slået rod i sultanens hjerte.

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 9.kap. 8

Et liv i billeder af Giotto - 10

Frans uddriver en djævel fra byen Arezzo

Giottos tiende billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
Det skete engang, at han kom til Arezzo, mens en borgerkrig truede med at udslette hele byen. Han opholdt sig i byens udkant, da han så jublende djævle over byen, der opildnede de oprørte borgere til at dræbe hinanden. For at forjage de oprørske himmelmagter sendte han broder Sylvester, en mand enfoldig som en due, forud som sin herold og sagde: "Stil dig foran byporten og befal disse djævle, på Gud den Almægtiges vegne og i kraft af lydigheden, at forsvinde omgående." Broderen skyndte sig med ægte lydighed at udføre faderens befaling, trådte med lovsang frem for Herrens åsyn og begyndte foran byporten at råbe højt: "I den almægtige Guds navn og på hans tjerner Franciscus' befaling, forsvind her fra, alle I djævle." Der blev omgående fred i byen og byens borgere reformerede yderst fredeligt deres forfatning. Freden vendte tilbage og byen blev frelst, fordi djævelens rasende hovmod, der havde omringet byen som med en belejring, var blevet fordrevet, da den fattige mands visdom, nemlig Franciscus ydmyghed, kom ind i byen. Ved sin ydmyge lydighed havde han fået en så stor kraft over disse oprørske og uforskammede ånder, at han kunne slå deres krigerriske oprør tilbage og uddrive deres hensynsløse frækhed.

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 6.kap. 9

S'hma Israel, Adonia eloheinu, Adonai echad

("Hør Israel, Herren er vor Gud, Herren er én")

Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én. Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke. Disse ord, som jeg i dag befaler dig, skal ligge dig på sinde, og du skal gentage dem for dine sønner; du skal fremsige dem, både når du er hjemme, og når du er ude, når du går i seng, og når du står op. Du skal binde dem om din hånd som et tegn, de skal sidde på din pande som et mærke, og du skal skrive dem på dørstolperne i dit hjem og i dine porte.

(5.MOS  6, 4-9)

En morgenbøn

Himmelske Fader!

Tak for den søvn og hvile, som blev tilmålt og givet hver af os i nat. Vi ved, at vi ikke har krav på noget, og alligevel overvælder du os dag efter dag med din godhed. Giv os, at vi ved sin ånds hjælp, må se din godhed, og lad ikke selvglæde og egenkærlighed gøre os døve og blinde og ufølsomme.

Giv os, at vi må tage denne dag af din hånd og at vi må forstå i vort hjerte, at den er din gave til os. Vi takker dig, at du ikke giver os, efter hvad vi har fortjent, men efter din kærlighed.

Herre, giv os visdom, at vi må se og skønne på de undere, du gør omkring os, at noget af det, du gør med os og i os, må sætte spor og give genskin i vore gerninger og ord.

Vi takker dig, at du er nær hos dem, hvis kræfter i dag er små, - med dem, som måske ikke engang formår at bede, og med dem, som slet ikke ønsker at bede. Vær nær hos den, hvis sind er fuldt af oprør og protest mod det, han eller hun ikke forstår og ikke kan ændre.

Herre, vor Gud, giv os frem for alle ting i Jesu navn troen på syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.

Nu giver vi dagen i vold i tro på dig. Herre, lad glæden og takken få overhånd.

Amen.

(fra Gerhard Rasmussen: ”Morgen og aften”, Unitas Forlag, 5. oplag, København 1978.)

Et liv i billeder af Giotto - 09

En broder ser en himmelsk trone reserveret til Frans

Giottos niende billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
Han (Frans) foretrak ydmydhed frem for enhver æresbevisning, både for sig selv og i sine undergivne. Derfor regnede Gud, som elsker de ydmyge, ham en højere ære værdig. Det viste han i et himmelsk syn en af brødrene, en mand af særlig dyd og fromhed. For da han var i Den Guds Mands selskab og sammen med ham i en forladt kirke bad med stor inderlighed, kom han i ekstase og så mellem de mange troner i himmelen en, som var af større værdighed end alle de andre, smykket med ædelsten og udstrålende ærens fylde. Han beundrede den æresfulde trones glans og begyndte bekymret at undre sig over, hvem der skulle ophøjes på den. Mens hans tænkte over det, hørte han en stemme, der sagde til ham: "På denne trone sad en af de faldne engle og nu er den bestemt for den ydmyge Franciscus." Da broderen kom til sig selv igen efter henrykkelsen, fulgte han som sædvanlig med den hellige mand, der gik ud af kirken. Mens de var på vej og talte sammen om Gud, spurgte broderen, som havde synet i frisk erindring, behændigt Franciscus, hvad han tænkte om sig selv.Kristi tjener svarede ham ydmygt: "Jeg anser mig selv for at være den største synder." Broderen gik ham imod og sagde, at sådan kunen han ikke sige eller føle med god samvittighed. Men Franciscus fortsatte: "Hvis Kristus havde forfulgt den største forbryder med så stor barmhjertighed, er jeg sikker på, at han havde været Gud meget mere taknemmelig end jeg." Ved at høre dette vidnesbyrd om hans så beundringsværdige ydmyghed, blev broderen overbevist om sandheden i den vision, han havdeset, fordi han kendte evangeliets ord som siger, at dm i sandhed ydmyge skal ophøjes til den højeste ære, mens den hovmodige skal kastes ud (Luk 14, 11).

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 6.kap. 6

Et liv i billeder af Giotto - 08

Brødrene ser Frans i en strålende ildvogn

Giottos ottende billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
Brødrene boede stadigvæk på det førnævnte sted (en forladt hytte nær Assisi), da den hellige mand en lørdag kom til Assisi. Hvor han, som sædvanlig, søndag morgen skulle prædike I domkirken. Den gudhengivne mand brugte som sædvanlig natten til bøn I et skur I kannikkernes have I fysisk afstand fra brødrene. Ved midnatstid, mens nogle brødre lå og hvilede og andre endnu holdt ud I bøn, kom en ildvogn med en underfuld glans ind gennem husets dør og ind I huset og kørte tre gange frem og tilbage gennem huset. På vognen var der en lysende globus, der så ud som solen og oplyste natten. De, som var vågne, var dybt forbavset, mens de sovende vågnede skrækslagne. De følte deres hjerter endnu mere oplyst end deres legeme, da den enkeltes samvittighed i kraft af det underfulde lys lå åben for alle de andre. For, mens de så ind i hinandens hjerter, forstod de samtidigt, at den hellige fader, fraværende ved legemet, men nærværende i ånden, var forandret til denne skikkelse. Og de så, at Herren ved en overnaturlig kraft viste ham for dem i denne glødende ildvogn, strålende med himmelsk glans, opflammet af en brændende lue, for at de gode israelitter skulle følge efter ham, som af Gud var gjort til en anden Elias, til vogn og vognfører for åndelige mænd. Det står i sandhed til troende, at Gud på Franciscus' forbøn åbnede disse enfoldige mænds øjne til at se bjerget fuld af heste og ildvogne omkring Elias.

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 4.kap. 4

Et liv i billeder af Giotto - 07

Paven godkender Franses leveregel

Giottos syvende billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
"Kristi stedfortræder [pave Innocentius III] erklærede nu, at et syn, som han ved den tid havde fået fra himmelen, ved Helligåndens indflydelse skulle opfyldes i denne mand. Han fortalte nemlig, hvor han i en drøm havde set, at Laterankirken var ved at forfalde, da en fattig, beskeden og ringeagtet mand havde sat sin ryg under og støttet den, så den ikke styrtede sammen. "I sandhed", sagde han, "det er denne mand, der ved sit arbejde og ved sin lære skal understøtte kirken." Fuld af stor hengivenhed efterkom han Franciscus' ønsker i alt og bevarede altid en stor kærlighed til Kristi tjerner. Han bevilligede, hvad der blev bedt om og lovede at ville bevillige endnu mere. Han godkendet reglen, gav mandat til at prædike bodfærdighed og alle lægbrødre, som var kommet sammen med Guds tjener, gav han tonsuren, så de frit kunne prædike Guds ord.

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 3.kap. 10

Det lille skrift til Broder Leo 2

Lovprisning af den allerhøjeste Gud
Alle henvisningerne til Biblen kan findes under bønnen.

Du er hellig, Herre, den eneste Gud,
som gør underfulde ting (jf. Sl 77,15; 72,18; 86,10)
Du er stærk,
Du er stor (jf. Sl 86,10),
Du er den allerhøjeste,
Du er den almægtige konge,
Du, hellige Fader, himlens og jordens konge (jf. Matt 11,25).
Du er tre og én,
Herre, Gud over alle guder (jf. Sl 136,2).
Du er det gode, alt godt, det højeste gode,
Herre, levende og sande Gud (jf. 1 Tes 1,9).
Du er kærlighed, barmhjertighed (jf 1 Joh 4,8),
Du er visdom,
Du er ydmyghed (jf. Mat 11,29)
Du er tålmodighed/håb,
Du er skønhed,
Du er sagmodighed (jf. Matt 21,5),
Du er tryghed,
Du er ro,
Du er fryd og læde (jf. Sl 51,19),
Du er vort håb,
Du er retfærdighed,
Du er mådehold,
Du er vor rigdom, og det er os nok (jf. Joh 14,8).
Du er skønhed,
Du er sagmodighed (jf. Mat 21,5)
Du er (vort) værn (jf. Sl 31,5)
Du er vor vogter og forsvarer,
Du er styrke (jf. Sl 43,2)
Du er svalhed.
Du er vort håb,
Du er vor tro,
Du er vor kærlighed,
Du er hele vor sødme,
Du er vort evige liv:
Store og vidunderlige Herre,
almægtige Gud, barnhjertige Frelser.

(Se Marianne Powell: Frans af Assisis Skrifter, Forlaget Anis, 1999, s. 179)

Sl 77,15: Du er den Gud, der gør undere, du viste folkene din styrke.
Sl 72,18: Lovet være Gud Herren, Israels Gud, han som alene gør undere.

Sl 86,10: For du er stor, du gør undere, du alene er Gud.

Matt 11,25: På den tid tog Jesus til orde og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige.

Sl 136,2: Tak gudernes Gud, hans trofasthed varer til evig tid.

1 Tes 1,9: Folk fortæller selv om, hvilken modtagelse vi fik hos jer, og om, hvordan I vendte om til Gud fra afguderne for at tjene den levende og sande Gud.

Joh 4,8: Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad.

Matt 11,29: Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle.

Matt 21,5: Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.

Sl 51,19: mit offer, Gud, er en sønderbrudt ånd, et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke, Gud.

Joh 14,8: Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.«

Sl 31,5: Befri mig fra det net, de har lagt ud for mig, du er jo mit værn.
Sl 43,2: For du, Gud, er mit værn, hvorfor har du forstødt mig? Hvorfor skal jeg gå sørgende omkring plaget af fjenden?

Det lille skrift til Broder Leo 1

Velsignelsen af Broder Leo med det røde tau-kors (fra 198.62.75.1/www1/ofm/fra/FRAwr01.html)

I Sacro Convento i Assisi er bevaret et lille stykke pergament, hvor Frans med egen hånd har skrevet to små tekster. Teksterne gav Frans til Broder Leo, der siden bar det på sig de sidste 47 år af sit liv. Pergamentet er temmeligt slidt og flere steder er teksten forsvundet. Med ultraviolet lys har man dog kunnet rekonstruere næsten det hele af de to små tekster. På den ene side af papiret har Frans skrevet en velsignelse til Broder leo og på den anden side har han skrevet en lovprisning af den allerhøjeste Gud. Broder leo har selv med rødt blæk skrevet om de omstændigheder, hvori teksten blev til.
Man regner med at teksten er skrevet i september 1224 - altså efter stigmatiseringen. Begge tekster er skrevet på latin med nogle italienske stavemåder ind i mellem. Frans mestrede ikke det latinske sprog fuldstændigt. Begge tekster har klare paralleller til tekster i det gamle testamente. Lovprisningen er bygget op af ord fra Salmernes Bog, mens velsignelsen er tage tfar Fjerde Mosebog (6, 24-26). På pergamentet har Frans også tegnet tau-korset, som senere er tegnet op med rødt blæk..

(Se Marianne Powell: Frans af Assisis Skrifter, Forlaget Anis, 1999, s. 174)

Broder leo skriver: "To år før sin død holdt den salige Franciscus på opholdsstedet La Verna en fyrredages faste til ære for Jonfru Maria, Guds Moder, og den salige ærkeengel Mikael fra festen for den hellige Jomfru Marias optagelse til festen for Sankt Mikael i september.; og Herrens hånd blev lagt på ham; efter en vision og efter at en seraf havde talt til ham, og Kristi sårmærker var præget på hans legeme, forfattede han disse lovprisninger, som står skrevet på den anden side af dette blad, og nedskrev dem med egen hånd, idet han takkede Gud for den velgerning, der var vist ham."


Herren velsigne dig og bevare dig.
Herre lade sit ansigt lys over dig og være dig nådig.
Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred (jf. 4 MOS 6, 24-26).

Broder Leo skriver: "Den salige Franciscus har med egen hånd skrevet denne velsignelse til mig, Broder Leo."

Herren velsigne dig, broder Leo (jf. 4 MOS 6, 27b)

Broder Leo skriver: "Så lavede han også dette tegn Tau med hovedet med egen hånd."

Tanker om fællesskabet i OFS

Fællesskabet er for mig en af de vigtigste dele i det ordensliv, der leves hos lægfransiskanerne. Lægfransiskanerne i de enkelte fraterniteteter vælger ikke hinanden, men er valgt af Gud til at leve et liv i overensstemmelse med lægfransiskanernes regel. I mange andre fællesskaber, som vi indgår i, vælger vi hinanden til og fra. Begrundelserne for at vælge nogen fra kan være mange. Man glider fra hinanden, bliver uenige eller finder måske andre fællesskaber, der umiddelbart er mere tilfredsstillende. I franternitetets fællesskab vælger vi ikke hinanden til eller fra. Der gives kun den ene mulighed at vælge hele fællesskabet med de personer, der indgår i det. Det er en meget befriende tanke for mig. Den aftvinger mig ydmyghed og holder fokus på den opgave, der står foran os.

Fællesskabet for lægfransiskanerne er et helt specielt fællesskab - både det nære fællesskab i fraternitetet og det store fællesskab i den store forgrenede fransiskanske ordensfamilie. Medlemskabet af ordenen er resultatet af et kald til at leve et liv i overenstemmelse med den leveregel, som Frans af Assisi selv skrev til os. Medlemmerne i fællesskabet stræber alle efter at leve et liv i fuldkommen næstekærlighed og til at efterleve Jesu Kristi evangelium med en spiritualitet, der hører en særlig åndelig familie til.

Bønnen foran korset i San Damiano

Højeste, ærerige Gud
oplys mit hjertes mørke
og giv mig en ret tro,
et fast håb og en fuldkommen kærlighed,
indsigt og erkendelse, herre,
så jeg kan fuldføre
din hellige og sande vilje.
Amen.

Den berømte bøn, som Frans bad foran korset i den forfaldne San Daniamokirke betragtes som  en autentisk bøn af Frans af Assisi. Begge de store tidlige legendeforfattere Thomas af Celano og Bonaventura nævner episoden, hvori bønnen indgår.


"En dag gik Franciscus ude i naturen for at meditere i nærheden af Sankt Damians kirke, som tryede med at styrte sammen på grund af ælde. Ført af ånden gik han ind for at bede. Han knælede foran krucifikset og hans ånd blev fyldt med stor trøst. Da han med tårer i øjnene så op mod den korsfæstede Herre, hørte han med sit legemlige øre en stemme der kom fra korset, som sagde tre gange: "Franciscus, gå og restaurer mit hus, som du kan se falder fuldstændig sammen." Franciscus var rystet, og fordi han var alene i kirken, var han forbavset over at høre denne vidunderlige stemme. Han fornemmede i sit de guddommelige ords kraft og faldt i ekstase. Da han kom til sig selvigen, gjorde han sig klar til at adlyde."

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 2.kap.1

Et liv i billeder af Giotto - 06

Paven drømmer, at Frans skal redde Laterankirken

Giottos sjette billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
"Kristi stedfortræder [pave Innocentius III] erklærede nu, at et syn, som han ved den tid havde fået fra himmelen, ved Helligåndens indflydelse skulle opfyldes i denne mand. Han fortalte nemlig, hvor han i en drøm havde set, at Laterankirken var ved at forfalde, da en fattig, beskeden og ringeagtet mand havde sat sin ryg under og støttet den, så den ikke styrtede sammen. "I sandhed", sagde han, "det er denne mand, der ved sit arbejde og ved sin lære skal understøtte kirken." Fuld af stor hengivenhed efterkom han Franciscus' ønsker i alt og bevarede altid en stor kærlighed til Kristi tjerner. Han bevilligede, hvad der blev bedt om og lovede at ville bevillige endnu mere. Han godkendet reglen, gav mandat til at prædike bodfærdighed og alle lægbrødre, som var kommet sammen med Guds tjener, gav han tonsuren, så de frit kunne prædike Guds ord.

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 3.kap. 10

Tanker om kærlighed

Under en retræte i benediktinerklosteret i Nütschau i Nordtyskland, fortalte en munk mig følgende historie om hengivenhed og kærlighed:

"Min far fortalte os børn, at når han en dag døde, så ville han ikke komme i himlen med det samme. Han ville være nød til at vente på, at at moren i familien også en dag ville dø. Når moren derimod døde ville hun komme i himlen med det samme. Her ville hun henvende sig til Vorherre og bede om nåde, så også faren kunne komme i himlen. For kun gennem hendes kærlighed til ham og gennem Guds nåde, kunne han selv blive forløst."

Jeg synes historien er smuk, og vidner om kærlighedens og nådens betydning for mennesket. Ingen kan kende kærligheden alene. Ingen kan møde Gud alene. Vi må alle finde nogle af gå gennem livet sammen med. Jeg går sammen med min familie - og med Frans.

Et liv i billeder af Giotto - 05

Frans bekender sig til udelukkende at tjene sin far i himlen

Giottos femte billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
"Derefter prøvede den kødelige far at føre nådens søn, som nu var totalt frataget alle sine penge, frem for byens biskop, for at Franciscus skulle overgive alle sin faders ejendomme, og alt hvad han ejede i biskoppens hænder. Som en sand elsker af fattigdommen erklærede Franciscus sig rede til det. Han gik uden at vente eller tøve hen til biskoppen. Han ventede ikke til noget blev sagt, sagde selv heller ikke noget, men tog omgående alt sit tøj af og gav det til sin fader. Da viste det sig, at denne Guds mand under sit fine tøj bar en bodsskjorte helt inde på kroppen. I en beundringsværdig iver nærmest i en åndsberuselse, tog han endda sine underbukser af og stod der fuldstændig nøgen i alles påsyn. Så sagde han til sin fader: "Indtil nu har jeg kaldet dig min fader her på jorden, men nu kan jeg trygt sige: "Fader Vor, du som er i himmelen." Hos ham har jeg deponeret hele min skat og på ham bygger alt mit håb." Da biskoppen så dette, rejste han sig fuld af beundring for Guds mands glødende iver, tog ham med tårer i sine arme, og den gode fromme mand han var, dækkede han ham med sin kåbe og sagde til sine tjenere, at de skulle hente noget tøj, så han kunne dække hans krop. Franciscus fik en fattig og værdiløs kåbe fra en bonde som tjente biskoppen. Han tog imod den med tak, fandt et stykke kridt og tegnede egenhændigt et kors på den, så den blev en klædning for en fattig, halvnøgen mand."

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 2.kap. 4

Et liv i billeder af Giotto - 04

Gud svarer Frans, da han ber ved korset i San Damianokirken

Giottos fjerde billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
"En dag gik Franciscus ude i naturen for at meditere i nærheden af Sankt Damians kirke, som tryede med at styrte sammen på grund af ælde. Ført af ånden gik han ind for at bede. Han knælede foran krucifikset og hans ånd blev fyldt med stor trøst. Da han med tårer i øjnene så op mod den korsfæstede Herre, hørte han med sit legemlige øre en stemme der kom fra korset, som sagde tre gange: "Franciscus, gå og restaurer mit hus, som du kan se falder fuldstændig sammen." Franciscus var rystet, og fordi han var alene i kirken, var han forbavset over at høre denne vidunderlige stemme. Han fornemmede i sit de guddommelige ords kraft og faldt i ekstase. Da han kom til sig selvigen, gjorde han sig klar til at adlyde."

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 2.kap.1

En lille bøn

"Herre, åben mine læber, så min mund kan forkynde din pris.
Salme 51,  17

Med denne lille bøn indleder benediktinerne dagens første tidebøn.

Et liv i billeder af Giotto - 03

Frans drømmer om et gyldent palads

Giottos tredje billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
"Næste nat, da han lå og sov, viste Gud ham i sin godhed et stort og pragtfuldt palads dekoreret med pragtfulde våben, tegnet med Kristi kors. Dermed viste Gud, at han med en uforlignelig stor løn ville lønne den barmhjertighedsgerning, som Franciscus, for sin kærlighed til den højeste Konge havde øvet overfor den fattige ridder (se billede 2). Da han vågne næste morgen troede han, at dette usædvanlige syn antydede, at han ville få stor rigdom, for hans ånd var endnu ikke øvet i at forstå de guddommelige mysterier og han kunne endnu ikke bevæge sig gennem de synlige ting for at skue den usynlige sandhed. Derfor besluttede han, endnu uvidende om Guds plan, at tage til Apulien og at slutte sig til en velhavende adelsmand, med det håb, i hans tjeneste at kunne opnå aadelens ære, som han mente synet havde vist ham.

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 1.kap.3

Et liv i billeder af Giotto - 02

Frans giver sin fornemme klædning til en fattig ridder

Giottos andet billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
"Herrens hånd kom over ham og Herrens højre hånd ændrede ham. Herren hjemsøgte hans legeme med sygdom for at gøre hans sjæl moden til Helligåndens salvelse. Da hans legeme havde genvundet kræfterne, og han som sædvanlig havde iført sig sin fornemme klædning, mødte han en ridder som var af adel, men fattig og dårligt klædt. Han fik medlidendhed med hans fattigdom, tog omgående sit tøj af og klædte ham på på stedet. han gjorde i én handling to gode gerninger ved at beskytte en adelig ridder mod skammen og at hjælpe en fattig mand i hans nød."

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 1.kap. 2

Et liv i billeder af Giotto - 01

En enfoldig mand viser ærbødighed for den unge Frans

Giottos første billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
"Der var en yderst enfoldig mand i Assisi, som synes at have været inspireret af Gud. Hver gang han så Franciscus gå gennem byen, tog han sin kappe af, spredte den ud foran Franciscus fødder og sagde, at der burde vises Franciscus stor ærbødighed, fordi han i nær fremtid ville gøre store ting, og at han derfor ville blvie højt æret af alle kristne. På dette tidspunkt var Franciscus dog endnu uvidende om Guds hensigter med ham.!

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 1.kap. 1

Et liv i billeder af Giotto - Introduktion

San Francescobasilikaen i Assisi

Den store San Francesco basilika i Assisi blev påbegyndt kort efter Frans af Assisis død (1226) og helgenkåring (1227). Kirken blev bygget med en lav og mørk underkirke og en høj og lys overkirke. Nogle af datidens store kunstnere blev sat til at udsmykke de to dele af kirken. Den store Cimabue, Simone Martini, Pietro Lorenzetti og Giotto di Bondone var nogle af de kunstnere, der fik lov til at udsmykke basilikaen. I overkirken fik Giotto, der var elev af Cimabue, til opgave at male fresker af Frans liv. Inspireret af legenderne om Frans, som Thomas af Celanos og Bonaventura havde skrevet, malede Giotto og hans værlsted i årene 1297-1300 28 freskner med billeder fra Franses fantastiske liv.

Giotto di Bondone malet af Paulo Uccello (fra www.hoocher.com)

Cimabues portræt af Frans

Udsnit af Cimabues portræt af Frans

Cimabue (1240-1302) var en af Firenzes store malere. Han var en af de første malere til at bryde med den byzantiske stil, som ellers herskede i hans tid. Cimabue malede mere naturalistisk, end man ellers var vant til. Hans personer havde ofte naturlige proportioner, ligesom skyggerne var mere naturlige. Brydningen med den byzantriske stil varslede indgangen til den store italienske renæssance, hvor Cimabue var den første store mester. I Assisi kan man finde flere værker af Cimabue og hans elev Giotto. Det var den første fransiskanske Pave Nicholas IV (1288-1292), der hentede Cimabue til Assisi. Cimabue var allerede da en af de helt store malerede i Firenze og i Rom, og derfor blev han hentet til Assisi for at udsmykke noget af den nye store basilika til byens store helgen.

Den bevarede del af Cimabues fresken, hvor portrættet af Frans indgår.

Cimabues billede af Frans er en del af et større værk, hvor Jomfru Maria med barn sidder på tronen omgivet af 4 engle. Ved siden af tronen står den hellige Frans. Man gætter på, at den hellige Antonius af Padua har stået på den anden side af tronen, men denne del af maleriet er ikke bevaret. Jeg kan godt lide Cimabues billede af Frans, der er portrætteret med tydelige stigmata og helgenglorie. Frans, der er iført en hullet munkekutte, har Biblen eller evangeliet i sin favn. Det evangelium han levede.

Sacro Speco i Subiaco

Det store benediktinerklosteret i Subiaco set fra Sacro Speco oppe ad skråningen (eget billede).

I byen Subiaco et godt stykke udenfor Rom ligger et stort gammelt benediktinerkloster i dalen mellem to stejle skråninger. Oppe ad den ene skråning ligger Sacro Speco. Et vidunderligt sted, hvor den hellige Benedikt ophold sig i en grotte i sine unge år. I det lille Sankt Gregors kapel i et hjørne af den smukke helligdom, der nu ligger på stedet, kan man se en fresko af den hellige Frans af Assisi. Fresken er malet før 1224, mens Frans stadigvæk levede, og inden han fik sine stigmata. På fresken er han navngivet "Fr. Franciscus" og billedet er nok det tætteste, man kan komme på, hvordan Frans egentlig så ud. Jeg elsker det billede.

Fresken af Frans af Assisi fra Sankt Gregors kapel i Sacro Speco.

Frans besøgte Sacro Speco og boede der i en uges tid. Han var allerede en kendt mand på det tidspunkt, og en munk på stedet fandt på at male et billede af ham på væggen. Billedet er formentlig det tidligste kendte billede af Frans.Her ser man Frans af Assisi som den munk, han var. Uden stigmata og helgenglorie. Bare Frans.