Salmernes bog - Salme 22

Morgenrødens hind

Trækors med påmalet Kristus fra en kælder under en Kirke i Firenze.
Kælderen skulle i Romertiden have huset tilfangetagne kristne,
der ventede på at blive henrettet. (eget fotografi)

I påsketiden kommer vi ikke udenom salme 22. Salmen fremstår som en profeti om Kristi lidelse, død og opstandelse, som vi kender det fra evangeliet. Utvivlsomt har evangelisterne og apostlene kendt til denne salmes profeti og haft den i mente, da teksterne blev skrevet.

Jeg har af en gammel munk lært, at man skal passe på med at udlægge meningen i salmerne. De taler deres eget sprog, og de har aldrig en entydig pointe. Sådan har jeg det med salme 22. Salmen rummer så meget - på så mange niveauer. Man kan læse den igen og igen - og hver gang åbner den døre til
rum, hvor jeg endnu ikke har været, eller hvor jeg finder noget nyt.

I den nyeste bibeloversættelse er en del af første vers ikke oversat. I de ældre bibeloversættelser finder vi oversættelsen >Efter "Morgenrødens Hind"<. Denne oversættelse kunne lægge den klangbund i salmen, at der her er tale om en salme om en hind (Kristus?), der salmen igennem bliver jaget af andre dyr. Men salmen rummer også fortvivlelsen, tvivlen og selvransagelsen. Vi er kun mennesker, der må sætte vores lid til Herren. For han er svaret, og han griber ind. Det er trods alt en stor trøst.


For korlederen. Efter “Morgenrødens Hind”. Salme af David.

Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?
Du er langt borte fra mit råb om hjælp og fra mit skrig.
Min Gud, jeg råber om dagen, men du svarer ikke,
og om natten, men jeg finder ikke ro.

Du troner som den hellige,
du, som Israel lovsynger.
Vore fædre stolede på dig,
de stolede på dig, og du udfriede dem.
De klagede til dig og blev reddet,
de stolede på dig og blev ikke gjort til skamme.

Men jeg er en orm, ikke en mand,
en skændsel for mennesker, foragtet af folk.
Alle, der ser mig, spotter mig,
de vrænger mund og ryster på hovedet:
»Han har overgivet sin sag til Herren, lad ham udfri ham,
han må redde ham, han holder jo af ham!«

Det var dig, der hjalp mig ud af moders liv
og gav mig tryghed ved moders bryst.
Til dig var jeg overladt fra min fødsel,
fra moders liv var du min Gud.
Hold dig ikke borte fra mig,
for nøden er nær,
og ingen hjælper mig!

Stærke tyre omgiver mig,
Bashanbøfler omringer mig;
rovgriske og brølende løver
spærrer gabet op mod mig.
Jeg er som vand, der hældes ud,
alle mine knogler falder fra hinanden,
mit hjerte er som voks,
det smelter i livet på mig.
Min gane er tør som et potteskår,
min tunge klæber til gummerne,
du lægger mig i dødens støv.

Hunde omgiver mig,
en flok af forbrydere står omkring mig;
de har gennemboret mine hænder og fødder,
jeg kan tælle alle mine knogler.
De ser på mig med skadefryd,
de deler mine klæder mellem sig,
de kaster lod om min klædning.

Men du, Herre, hold dig ikke borte,
du, min styrke, skynd dig til hjælp!
Red mit liv fra sværdet,
mit dyrebare liv fra hundene,
frels mig fra løvens gab,
fra vildoksernes horn!