Et liv med Frans som forbillede

Et afgørende øjeblik i Franses liv: Frans foran korset i
San Damiano. Her malet af Giotto (fra wikipedia.com)

Franciskanerne ser den hellige fader Frans som et forbillede - et eksempel til efterfølgelse. Godt nok skrev Frans en regel, som franciskanerne den dag i dag lever efter, men denne regel er ikke en håndbog, der kan give svaret på, hvordan man lever et godt liv som franciskaner. Derfor henter franciskanerne først og fremmest vejledning i Franses eget liv. Andre personer har omtrent samtidigt med Frans udviklet og formet den franciskanske teologi og disse spiller selvfølgelig også en væsentlig rolle som inspiration og eksempel til efterfølgende. Blandt disse franciskanske skikkelser finder man f.eks. Klara af Assisi, Elizabeth af Thüringen, Agnes af Prag, Antonius af Padua, Thomas af Celano og Bonaventura af Bagnoregio m.fl. Siden hen har talrige andre franciskanere forfinet og forgrenet den franciskanske teologi. Så mange at det ville være for omfangsrigt at nævne dem her.

Et af de aspekter ved Frans som jeg finder særligt vigtigt som inspiration til efterfølgelse, beskriver Thomas af Celano. Thomas skriver i sin biografi om Frans: 
"Hele sin opmærksomhed, kærlighed og væsen rettede han mod den eneste ene, som han elskede - det var ikke så meget at han bad - det var mere det, at han selv blev til en bøn."
For Frans var bønslivet selve livet. Uden bønnen intet liv. I bønnen fandt Frans sin inspiration, sin drivkraft og hele sin værens mening. Denne kærlighed til bønslivet er eksempel til efterfølgelse.

Et andet vigtigt aspekt ved Frans som jeg finder særligt vigtigt som inspiration til efterfølgende, finder man bl.a. beskrevet i  Bonaventuras biografi om Frans. Bonaventura citerer Frans:
"Hvad synes I, mine brødre? Hvad er bedre? Skal jeg bruge min tid i stille bøn, eller skal jeg færdes i verden og forkynde Guds ord?" 
Frans besvarer spørgsmålet med sit egets liv som eksempel. Der er ikke tale om et enten-eller, men et både-og. For Frans er det aktive og det komtemplative en syntese. I bønslivet og i liturgien finder Frans fundamantet i hans liv. Han giver sig tid til at leve det kontemplative liv, men samtidig dygtiggør han sig i at leve det aktive liv. For Frans bliver den personlige bøn rettet mod andre menneskers vel - ikke hans egen eksistens. Denne syntese er eksempel til efterfølgelse.

Ovenstående er to gode eksempler på, hvordan Franses liv inspirerer franciskanerne til at leve et liv med Frans som forbillede. Her må man endelig ikke forstå det sådan, at Frans er den centrale skikkelse i et francikansk liv. Frans levede sit liv med Kristus selv som forbillede og i lyset af den gode Herre og alle franciskaneres liv og virke er selvfølgelig kun orienteret mod Kristus selv. Det er først og fremmest "evangelierne" og dernæst "apostlenes gerninger".