søndag den 4. marts 2012

1. station - At dømme

Jesus bliver dømt til døden


Adolf Meisters første station: Kristi ansigt ses midt blandt mennesker
og symboler: En subsistensløs, en tortureret, demonstranter
("Sejren er vor!"), Picassos tyr og kvinde, Daumiers Pilatus,
pater Rupert Mayer SJ (salig­kåret 3. maj 1987), Pilatus mønt -
jøderne til spot, roulet og klovn.

Leder: Vi tilbeder dig, Herre Jesus Kristus, og lovpriser dig
Alle: fordi du ved dit hellige kors har forløst verden.

Leder: Ypperstepræsterne og de skriftkloge presser Pilatus for at få ham til at dømme Jesus til døden. Pilatus giver efter for dem. Han afsiger en uretfærdig dom. Han dømmer jesus til døden.
Også vi dømmer ofte andre mennesker. Mange gange bliver vi også dømt af andre. Når vi dømmer andre, ødelægger vi glæden og lykken for dem.

Lad os bede:
Leder: Herre Jesus Kristus, du er blevet uretfærdigt dømt. Hjælp os til ikke at bagtale andre og ikke at dømme andre.
Alle: Herre, hør vor bøn.

Leder: Bed for alle, som bliver dømt uretfærdigt. Lad dem finde mennesker, som skaffer dem ret.
Alle: Herre, hør vor bøn.




Som så mange andre katolikker beder også franciskanerne i fastetiden korsvejsandagt. I fraternitetet "La Verna" i København beder vi en meget smuk korsvejsandagt, som man kan følge her på bloggen. Som illustration til de enkelte stationer kan man se den katolsk præst og kunstner Adolf Meisters korsvejsbilleder, som han malede i perioden 1986-1988. Billederne indeholder motiver, der refererer til Tysklands fortid med jødeforfølgelse, KZ-lejre og tysk modstandskamp. Også Hiroshimas rædsel og nutidens katastrofer og terrorisme er i Mesters billeder sat i relief til Kristi lidelse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar