Pave Franses prædiken ved indsættelsesmessen

Pave Frans under sin indsættelsesprædiken (fra dagen.no)

Første læsning: 2 Sam 7,4-5a.12-14a.16

Anden læsning: Rom 4,13.16-18.22

Evangelium: Matt 1,16.18-21.24a


Kære brødre og søstre, jeg takker Gud for, at jeg kan fejre denne hellige messe ved indsættelsen i min petrinske tjeneste på festen for den hellige Josef, Jomfru Marias brudgom og skytshelgen for den universelle Kirke. Det er et meningsfyldt sammentræf, og det er også min ærværdige forgængers navnedag – vi er nær ham med vore bønner, fulde af kærlighed og taknemmelighed.

Jeg hilser varmt mine brødre kardinalerne og biskopperne, præsterne, diakonerne, ordenssøstrene og -brødrene og alle de troende. Jeg takker repræsentanter for de andre kirker og kirkesamfund, så vel som repræsentantene fra det jødiske fællesskab og de andre religiøse fællesskab, for deres deltagelse. Mine hjertelige hilsener går til statslederne, medlemmene af de officielle delegationer fra mange af verdens lande og det diplomatiske korps.

I Evangeliet hørte vi, at Josef gjorde «som Herrens engel havde pålagt ham og tog hende hjem til sig som sin kone» (Mat 1,24). Den mission Gud betror Josef, ligger allerede i disse ord: Han skal være vogteren, beskytteren. Beskytter for hvem? For Maria og Jesus; men denne beskyttelsen udvides også til Kirken, som den salige Johannes Paul II understregede: «Akkurat som den hellige Josef tog sig kærligt af Maria og med glæde dedikerede sig til Jesu Kristi opvækst, vogter han således over Kristi mystiske legeme, Kirken, som Jomfru Maria er eksempel og forbildede for» (Redemptoris Custos, 1).

Hvordan udøver Josef sin rolle som beskytter? Diskret, ydmyg og i stilhed, men med et usvigtelig nærvær og fuldstændig troskab, selv når han synes, at det er vanskeligt at forstå. Fra sin trolovelse med Maria og til de genfandt den 12 år gamle Jesus i Templet i Jerusalem, er han der hvert eneste øjeblik med sin kærlige omsorg. Som Marias ægtefælle står han ved hennes side i gode som onde dage, på vejen til Betlehem til folketællingen og i de angst- og glædesfyldte timer under fødslen; midt i dramaet under flugten til Egypten og under den bekymrede søgning efter barnet i Templet; og senere i hverdagslivet i hjemmet i Nazaret, på værkstedet hvor han lærte Jesus sit håndværk.

Hvordan svarer Josef på kaldet til at være beskytter for Maria, Jesus og Kirken? Ved konstant at rette opmærksomheden mod Gud, åben for tegnene på Guds nærvær og modtagelig for Guds planer, ikke kun for sine egne. Det var dette, som Gud bad David om, som vi hørte i den første læsning. Gud ønsker ikke et menneskebygget hus, men trofasthed mot sit ord, sin plan. Det er Gud selv som bygger huset, men af levende sten præget af hans Ånd. Josef er en «beskytter» fordi han kan høre Guds røst og lader sig lede af hans vilje; og på grund af dette er han endda mere værd for de mennesker, som er betroet hans omsorg. Han kan se realistisk på tingene, han er opmærksom mod det, som er rundt omkring ham, han kan tage kloge beslutninger. Gennem ham, kære venner, lærer vi, hvordan vi skal svare på Guds kald, rede og villige, men vi ser også kernen i det kristne kald: Kristus! La os beskytte Kristus i vores liv, så vi kan beskytte andre, så vi kan beskytte skaberværket!

Kaldet til at være en «beskytter» er imidlertid ikke bare noget som gælder os kristne; det har også en forudgående dimension, som er rent menneskelig, som angår alle. Det betyder at beskytte hele skabelsen, skønheden i den skabte verden som Første Mosebog fortæller oss om, og som den hellige Frans viste oss. Det betyder at respektere alle Guds skapninger og respektere miljøet, som vi lever i. Det betyder at beskytte mennesker, udvise kærlig omsorg for ethvert menneske, specielt børn, de ældre, de trængende, som ofte er de sidste, som vi tænker på. Det betyder at udvise omsorg for hinanden i vore familier: Mand og kvinde i ægteskabet beskytter først hinanden, og derefter, som forældre, udviser de omsorg for deres børn, og børnene beskytter også med tiden sine forældre. Det betyder at bygge oprigtige venskaber, hvor vi beskytter hinanden i tillid, respekt og godhed. Til syvende og sidst er alt betroet til mennesket, det er et ansvar som angår os alle. Vær beskyttere af Guds gaver!

Hver gang vi mennesker ikke lever op til dette ansvar, hver gang vi ikke viser omsorg for skaberværket og for vore brødre og søstre, åbnes vejen for ødelæggelse, og hjerter forhærdes. Tragisk nok har alle historiske epoker sine «Herodeser» som lægger dødens planer, ødelægger og vansirer menneskets ansigt.
Jeg vil bede, vær så gode, alle som har ansvarspositioner på det økonomiske, politiske og sociale område, alle mænd og kvinder af god vilje: La os være ”beskyttere” af skaberværket, af Guds plan som er nedskrevet i naturen, vor næstes beskytter, beskyttere af miljøet. Vi må ikke tillade at ødelæggelsens og dødens tegn ledsager vores verdens vej! Men for at ”beskytte”, må vi også passe på os selv! Lad os huske at had, misundelse og hovmod ødelægger livet! At beskytte vil altså også sige at passe på vore følelser, vort hjerte, fordi det netop er derfra gode og dårlige hensigter kommer: dem som bygger os op, og dem som ødelægger os! Vi må ikke være bange for godhed, for ømhed!

Og her har jeg yderligere en bemærkning: Å tage sig af, at beskytte, må udleves med ømhed. I evangelierne fremstår den hellige Josef som en stærk mand, modig, en arbejder, men i hans sind viser der sig en stor ømhed, som ikke er den svages dyd, nej, tværtimod betegner den sjælestyrke og evne til at være opmærksom, at vise medfølelse, at være virkelig åben mod sin neste, evne til kærlighed. Vi må ikke være bange for godhed, for ømhed!

Sammen med festen for den hellige Josef feirer vi i dag begyndelsen på tjenesten til den nye biskop af Rom, Peters efterfølger, som også medfører en magt. Ja, Jesus Kristus har givet en magt til Peter, men hvilken magt er det tale om? Jesu tre gange gentagende spørsmål til Peter om kærlighed følges af en tre ganger gentaget invitation: «Vogt mine lam!», «Vogt mine får!». Vi må aldrig glemme, at den virkelige magt er at tjene, og at også paven, for at udøve magten, må gå stadig længere ind i den tjeneste, som har sit lysende højdepunkt på Korset. Han må se på den hellige Josefs ydmyge, konkrete tjeneste, en tjeneste fuld af tro, og som ham åbne armene for at beskytte hele Guds folk og tage imod hele menneskeslægten med hengivenhed og ømhed, særligt de fattigste, de svageste, de mindste, dem som Matteus beskriver i den endelige dom hvor kriteriet er kærlighed: den som er sulten og tørstig, den som er fremmed, nøgen, syg, i fængsel (Matt 24,31–46). Kun den som tjener med kærlighed, kan beskytte!

I den andre læsningen taler Paulus om Abraham, som «selv om alt håb var ude, holdt fast på håbet og troede» (Rom 4,18). Han holdt fast på håbet, mod alt håb! Også i dag, foran så grå en himmel, behæver vi at se håbets lys og at give håb til os selv. Beskytte det skabte, enhver mand og kvinde, med et ømt og kærligt blik, det er at åbne håbets horisont, det er at åbne et solglimt mellem alle skyerne, det er at bringe håbets varme! Og for den troende, for os kristne, som for Abraham, for den hellige Josef, har håbet vi bærer med os Guds horisont, som blve åbnet for os i Kristus. Det er bygget på klippen, som er Gud.

Beskyt os Jesus og Maria, beskyt hele skaberværket, beskyt alle mennesker, særlig den fattigste, beskyt os selv: Dette er en tjeneste, som Roms biskop er kaldet til, og som alle er kaldet til for at få håbets stjerne til at skinne: Lad os med kærlighed beskytte det Gud har givet os!

Jeg beder om Marias, den hellige Josefs, de hellige Peter og Paulus’, den Hellige Frans’ forbøn om at Den Hellige Ånd må ledsage min tjeneste, og til jer alle siger jeg: Bed for mig!

Amen!

Kilde: katolsk.no (oversat fra norsk)