Frans vil gå gennem ilden med Sultanens præster
 |
| Giottos ellevte billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com) |
Da denne fyrste (saracenernes sultan) spurgte dem af hvem og hvorfor og hvordan, de var blevet sendt, og hvordan de var kommet, svarede Kristi tjener Franciscus uforfærdet, at han ikke var sendt af noget menneske, men af Gud den allerhøjeste sandhed, for at vise ham og hans folk frelsens vej og forkynde evangeliets sandhed. Han prædikede den Ene, Treenige Gud og Jesus krsitus, alle menneskers frelser for sultanen, med en sådan glød i ånden, at det skriftord: "Jeg vil give jer mund og mæle og en visdom, som ingen af jeres modstandere vil kunne modstå og modsige."(Luk 21,15) klart og sandt blev opfyldt i ham. Sultanen, som så den beundringsværdige åndens glød og styrke i Den Guds Mand, lyttede gerne til ham og indbød ham indtrængende til at blive nogen tid. Oplyst ved Guds lys, svarede kristi tjener: "Hvis du og dit folk vil omvende jer til Kristus, vil jeg af kærlighed til ham gerne blive hos jer. Hvis du er betænkelig ved at forkaste Muhammeds lov for troen på Kristus, lad så et mægtig stort bål antænde, som jeg og dine præster vil vandre igennem, for at du på denne måde kan se, hvilken tro fortjener at anses for den mest sikre og mest hellige. Sultanen svarede: "Jeg tror ikke, at nogen af mine præster vil forsvare sin tro ved at udsætte sig for ilden, eller undgå nogen anden slags tortur." For han havde set, at en af hans præster, en ældre og højtagtet mand, gik sin vej, da han hørte Franciscus' ord. Den hellige mand sagde til sultanen: "Hvis du vil love mig, at du og dit folk vil antage troen på Kristus, hvis jeg uskadt kommer ud af ilden, vil jeg gå alene gennem den. Hvis jeg brænder op skyldes det mine synder, men beskytter Guds kraft mig, må du anerkende, at kristus, Guds visdom og kraft, sand Gud og Herre, er alles frelser." Sultanen svarede, at han ikke turde gøre det valg, fordi han frygtede et oprør. Han tilbød dog mange kostbare gaver, som Den Guds Mand afviste medforagt, for han begærede ikke de jordiske ting, men sjælens frelse. Sultanen undrede sig højt, da han så, at den hellige mand så totalt foragtede jordisk gods og fik endnu større beundring for ham. Og skønt han ikke ville gå over til den kristne tro, eller måske ikke turde, bad han dog for sin egen sjæls frelse indtrængende Kristi tjener at tage imod de nævnte gaver til gavn for fattige kristne eller for kirkerne. Franciscus ville dog på ingen måde tage imod dem, fordi han flygtede fra pengene som en byrde, og fordi han ikke så, at den sande fromhed havde slået rod i sultanens hjerte.
Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 9.kap. 8
Ingen kommentarer:
Send en kommentar