Hl. Antonius af Padua O.F.M.

Martini Simons billede af den hellige Antonius og den hellige Frans fra 1317

Født: ca. 1195 i Lisabon

Død: 13. juni 1231

Mindedag: 13. juni

Kanoniseret: 30. maj 1232 i Spoleto, Italy af Pope Gregory IX

Antonius hed egentlig Fernando Martins de Bulhões. Han blev født den 15. august 1195 i Lissabon i Portugal, hvor han også voksede op. Antonius var af en meget rig slægt i Lissabon. Hans forældre Vicente og Teresa var af adelsslægt, og de ville give deres søn Fernando den bedste uddannelse. Forældrene ønskede, at Fernando blev sendt til den lokale katedralskole, men mod deres vilje blev han i stedet sendt til augustinerkannikkerne i St. Vincent Kloster i udkanten af Lissabon. Herfra kom den unge Fernando til augustinerkannikkerne i Hellige Kors Kloster i Coimbra, der i den periode var hovedstaden i Portugal. Her fik den unge Fernando lov at læse og studere teologi og latin.

Fernando blev præsteviet i Coimbra og fik efterfølgende ansvaret for de gæster, der kom til klosteret. I den forbindelse kom han en dag i 1219 i kontakt med 5 franciskanere, der var på vej til Marokko for at fortælle om kristendommen til muslimmerne. Franciskanerordnenen havde kun eksisteret i 11 år og var stadigvæk ikke så kendt, men Fernando blev betaget og begejstret for franciskanernes enkle evangeliske livsstil. I februar 1220 hørte Fernando, at de 5, som de første franciskanere, var døde som martyrer i Marokko. Inspireret af deres eksempel og i længsel efter martyriet, søgte Fernando tilladelse til at forlade augustinerne for at søge optagelse i den nye franciskanske orden. Denne tilladelse blev ham givet og han kom til et lille fællesskab i Olivais, hvor han antog navnet Antonius efter et lille kapel, der var viet til Antonius den Store.
Franciskaneren Antonius blev kort efter sendt til Morokko, som han ønskede. Sygdom vanskeliggjorde dog rejsen dertil, og han besluttede i stedet for at søge til ordenens udgangspunkt i Italien. Undervejs kom hans skib ind i en frygtelig storm, der drev skibet i land ved Messina på Sicilien. Herfra rejste Antonius videre til Toscana, hvor han trådte ind i et fællesskab. Hans svagelige helbred gjorde opholdet her svært, og Antonius blev derfor sendt til hospitalet San Paolo ved Forli. Her levede Antonius nærmest som en eneboer. Dagene fyldtes med privat bøn, studier og en smule arbejde i køkkenet.

En dag kom en hel del dominikanere på besøg, og der opstod nogle diskussioner omkring, hvem der skulle prædike. Franciskanerne mente, at det selvfølgelig måtte være dominikanerne, der prædikede, da disse jo var berømte for netop deres prædiker, men de uforberedte dominikanere mente, at det måtte være de derboende franciskanerne, der måtte prædike. Klosterets abbed hidkaldte Antonius, da han ikke blandt sine egne brødre kunne finde en præst, der kunne løfte opgaven. Antonius måtte prædike, hvad Helligånden bød ham at sige. Antonius forsøgte at undslå sig, men måtte i lydighed føje sig og gav efterfølgende en fantastisk prædiken. Ikke kun hans rige stemme og fængslende facon, men hele temaet og indholdet af hans diskurs og hans veltalenhed, holdt opmærksomhed fast hos tilhørerne. Begivenheden blev et vendepunkt for Antonius. Kort efter blev han af provinsministeren Broder Gratian sendt til Lombardiet for her at prædike.

Antonius evner og navn kom snart ordenens stifter Frans af Assisi for øre. Frans var ikke meget begejstret for alt for mange teologiske studier blandt brødre. Han frygtede, at studierne ville distancere brødrene fra et liv i fattigdom. I Antonius fandt Frans dog en mand, der i sjælden grad delte den samme vision, som han selv. Antonius blev derfor sat til at undervise unge brødre og postulanter, der søgte optagelse i ordenen. Efterfølgende fik Antonius ansvaret for uddannelse og studier i hele den franciskanske orden, og hans betydning for kirkens teologiske udvikling i den periode blev betydelig. Undertiden underviste han på universiteterne i Montpelier og Toulouse i det sydlige Frankrig.

I 1226 deltog Antonius i ordenens generalkapitel, der blev afholdt i Arles i Frankrig. Her prædikede Antonius også, hvorefter han som generalkapitlets sendebud vendte tilbage til Italien for at søge foretræde for Pave Gregor den IX. Også i pavens hof vandt Antonius prædikener stor beundring og han blev efterfølgende sat til at producere en række prædikener til særlige festdage.

Antonius blev ramt af store væskeansamlinger i kroppen i 1231 og kom sammen med to brødre til Camposampiero for at komme sig. Her levede Antonius i en celle under grene fra et valnødtræ. På vej tilbage til Padua døde Antonius i et clarissekloster ved Arcella nær Padua. Han blev kun 36 år gammel.
Forskellige legender fortæller om Antonius død. Nogle hævder, at da han døde, græd børnene i gaderne og alle klokker af kirkerne ringede af sig selv. En anden legende angår hans tunge. Anthony er begravet i et kapel i den store basilika bygget for at ære ham, hvor hans tunge er vist for veneration i et stort relikvieskrin. For, da hans krop blev gravet op 30 år efter hans død, blev det hævdet, at tungen skinnede, og så ud som om det var stadig i live og fugtig, tilsyneladende et tegn på hans fantastiske prædikegave.
 

Antonius døde den 13. juni 1231. Allerede året efter den 30. maj 1232 blev han i Spoleto ophøjet til helgen af Pave Gregor den IX. Hans mindedag er den 13. juni. Den 16. januar 1946 blev han ophøjet til kirkelærer.

Antonius er værnehelgen for mange og meget. Han er bl.a. værnehelgen for amerikanske indianere, dyr, Brasilien, Portugal, ældre, fiskere, høst, heste, post, undertrykte, fattige, gravide, skibbrudne, sult, sterilitet, svinehyrder, rejsende og meget andet. Mest kendt er han nok for at være værnehelgen for tabte eller mistede ting. Man kan bede Antonius gå i forbøn for en, hvis man har mistet noget, man ikke kan finde igen. Finder man sin mistede genstand, skal man dog huske at lægge et passende beløb i antoniusbøssen eller fattigbøssen, næste gang man kommer i kirke.

Antonius ses afbilledet med så forskellige ting som en bog, et brød, et lille Jesusbarn, en lilje, et knælende æsel, en fisk og et flammende hjerte. Mest almindeligt er Jesusbarnet og liljen.

Raphaels fremstilling af Antonius fra 1505 (fra arthistory.about.com)

Blandt mange vise ord sagde Antonius bl.a.:

"Sønnen kom fra Faderen for at hjælpe os, når vi skal væk fra denne verden. Han kom ned til os, så vi kan stige op til ham."

Kilder
http://www.catholic.org/saints/saint.php?saint_id=24
http://www.sanktnikolaj.dk/index.php?id=38
http://www.katolsk.no/biografier/historisk/antonius