Under en retræte i benediktinerklosteret i Nütschau i Nordtyskland, fortalte en munk mig følgende historie om hengivenhed og kærlighed:
"Min far fortalte os børn, at når han en dag døde, så ville han ikke komme i himlen med det samme. Han ville være nød til at vente på, at at moren i familien også en dag ville dø. Når moren derimod døde ville hun komme i himlen med det samme. Her ville hun henvende sig til Vorherre og bede om nåde, så også faren kunne komme i himlen. For kun gennem hendes kærlighed til ham og gennem Guds nåde, kunne han selv blive forløst."
Jeg synes historien er smuk, og vidner om kærlighedens og nådens betydning for mennesket. Ingen kan kende kærligheden alene. Ingen kan møde Gud alene. Vi må alle finde nogle af gå gennem livet sammen med. Jeg går sammen med min familie - og med Frans.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar