tirsdag den 29. november 2011

En morgenbøn

Himmelske Fader!

Tak for den søvn og hvile, som blev tilmålt og givet hver af os i nat. Vi ved, at vi ikke har krav på noget, og alligevel overvælder du os dag efter dag med din godhed. Giv os, at vi ved sin ånds hjælp, må se din godhed, og lad ikke selvglæde og egenkærlighed gøre os døve og blinde og ufølsomme.

Giv os, at vi må tage denne dag af din hånd og at vi må forstå i vort hjerte, at den er din gave til os. Vi takker dig, at du ikke giver os, efter hvad vi har fortjent, men efter din kærlighed.

Herre, giv os visdom, at vi må se og skønne på de undere, du gør omkring os, at noget af det, du gør med os og i os, må sætte spor og give genskin i vore gerninger og ord.

Vi takker dig, at du er nær hos dem, hvis kræfter i dag er små, - med dem, som måske ikke engang formår at bede, og med dem, som slet ikke ønsker at bede. Vær nær hos den, hvis sind er fuldt af oprør og protest mod det, han eller hun ikke forstår og ikke kan ændre.

Herre, vor Gud, giv os frem for alle ting i Jesu navn troen på syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.

Nu giver vi dagen i vold i tro på dig. Herre, lad glæden og takken få overhånd.

Amen.

(fra Gerhard Rasmussen: ”Morgen og aften”, Unitas Forlag, 5. oplag, København 1978.)

mandag den 28. november 2011

Et liv i billeder af Giotto - 09

En broder ser en himmelsk trone reserveret til Frans

Giottos niende billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)


Bonaventuras legende fortæller:
Han (Frans) foretrak ydmydhed frem for enhver æresbevisning, både for sig selv og i sine undergivne. Derfor regnede Gud, som elsker de ydmyge, ham en højere ære værdig. Det viste han i et himmelsk syn en af brødrene, en mand af særlig dyd og fromhed. For da han var i Den Guds Mands selskab og sammen med ham i en forladt kirke bad med stor inderlighed, kom han i ekstase og så mellem de mange troner i himmelen en, som var af større værdighed end alle de andre, smykket med ædelsten og udstrålende ærens fylde. Han beundrede den æresfulde trones glans og begyndte bekymret at undre sig over, hvem der skulle ophøjes på den. Mens hans tænkte over det, hørte han en stemme, der sagde til ham: "På denne trone sad en af de faldne engle og nu er den bestemt for den ydmyge Franciscus." Da broderen kom til sig selv igen efter henrykkelsen, fulgte han som sædvanlig med den hellige mand, der gik ud af kirken. Mens de var på vej og talte sammen om Gud, spurgte broderen, som havde synet i frisk erindring, behændigt Franciscus, hvad han tænkte om sig selv.Kristi tjener svarede ham ydmygt: "Jeg anser mig selv for at være den største synder." Broderen gik ham imod og sagde, at sådan kunen han ikke sige eller føle med god samvittighed. Men Franciscus fortsatte: "Hvis Kristus havde forfulgt den største forbryder med så stor barmhjertighed, er jeg sikker på, at han havde været Gud meget mere taknemmelig end jeg." Ved at høre dette vidnesbyrd om hans så beundringsværdige ydmyghed, blev broderen overbevist om sandheden i den vision, han havdeset, fordi han kendte evangeliets ord som siger, at dm i sandhed ydmyge skal ophøjes til den højeste ære, mens den hovmodige skal kastes ud (Luk 14, 11).
Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 6.kap. 6

søndag den 27. november 2011

Et liv i billeder af Giotto - 08

Brødrene ser Frans i en strålende ildvogn

Giottos ottende billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)


Bonaventuras legende fortæller:
Brødrene boede stadigvæk på det førnævnte sted (en forladt hytte nær Assisi), da den hellige mand en lørdag kom til Assisi. Hvor han, som sædvanlig, søndag morgen skulle prædike I domkirken. Den gudhengivne mand brugte som sædvanlig natten til bøn I et skur I kannikkernes have I fysisk afstand fra brødrene. Ved midnatstid, mens nogle brødre lå og hvilede og andre endnu holdt ud I bøn, kom en ildvogn med en underfuld glans ind gennem husets dør og ind I huset og kørte tre gange frem og tilbage gennem huset. På vognen var der en lysende globus, der så ud som solen og oplyste natten. De, som var vågne, var dybt forbavset, mens de sovende vågnede skrækslagne. De følte deres hjerter endnu mere oplyst end deres legeme, da den enkeltes samvittighed i kraft af det underfulde lys lå åben for alle de andre. For, mens de så ind i hinandens hjerter, forstod de samtidigt, at den hellige fader, fraværende ved legemet, men nærværende i ånden, var forandret til denne skikkelse. Og de så, at Herren ved en overnaturlig kraft viste ham for dem i denne glødende ildvogn, strålende med himmelsk glans, opflammet af en brændende lue, for at de gode israelitter skulle følge efter ham, som af Gud var gjort til en anden Elias, til vogn og vognfører for åndelige mænd. Det står i sandhed til troende, at Gud på Franciscus' forbøn åbnede disse enfoldige mænds øjne til at se bjerget fuld af heste og ildvogne omkring Elias.
Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 4.kap. 4

onsdag den 23. november 2011

Et liv i billeder af Giotto - 07

Paven godkender Franses leveregel

Giottos syvende billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
"Kristi stedfortræder [pave Innocentius III] erklærede nu, at et syn, som han ved den tid havde fået fra himmelen, ved Helligåndens indflydelse skulle opfyldes i denne mand. Han fortalte nemlig, hvor han i en drøm havde set, at Laterankirken var ved at forfalde, da en fattig, beskeden og ringeagtet mand havde sat sin ryg under og støttet den, så den ikke styrtede sammen. "I sandhed", sagde han, "det er denne mand, der ved sit arbejde og ved sin lære skal understøtte kirken." Fuld af stor hengivenhed efterkom han Franciscus' ønsker i alt og bevarede altid en stor kærlighed til Kristi tjerner. Han bevilligede, hvad der blev bedt om og lovede at ville bevillige endnu mere. Han godkendet reglen, gav mandat til at prædike bodfærdighed og alle lægbrødre, som var kommet sammen med Guds tjener, gav han tonsuren, så de frit kunne prædike Guds ord.

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 3.kap. 10

tirsdag den 15. november 2011

Det lille skrift til Broder Leo 2

Lovprisning af den allerhøjeste Gud
Alle henvisningerne til Biblen kan findes under bønnen.

Du er hellig, Herre, den eneste Gud,
som gør underfulde ting
(jf. Sl 77,15; 72,18; 86,10)
Du er stærk,
Du er stor
(jf. Sl 86,10),
Du er den allerhøjeste,
Du er den almægtige konge,
Du, hellige Fader, himlens og jordens konge
(jf. Matt 11,25).
Du er tre og én,
Herre, Gud over alle guder
(jf. Sl 136,2).
Du er det gode, alt godt, det højeste gode,
Herre, levende og sande Gud
(jf. 1 Tes 1,9).
Du er kærlighed, barmhjertighed
(jf 1 Joh 4,8),
Du er visdom,
Du er ydmyghed
(jf. Mat 11,29)
Du er tålmodighed/håb,
Du er skønhed,
Du er sagmodighed
(jf. Matt 21,5),
Du er tryghed,
Du er ro,
Du er fryd og læde
(jf. Sl 51,19),
Du er vort håb,
Du er retfærdighed,
Du er mådehold,
Du er vor rigdom, og det er os nok
(jf. Joh 14,8).
Du er skønhed,
Du er sagmodighed
(jf. Mat 21,5)
Du er (vort) værn
(jf. Sl 31,5)
Du er vor vogter og forsvarer,
Du er styrke
(jf. Sl 43,2)
Du er svalhed.
Du er vort håb,
Du er vor tro,
Du er vor kærlighed,
Du er hele vor sødme,
Du er vort evige liv:
Store og vidunderlige Herre,
almægtige Gud, barnhjertige Frelser.


(Se Marianne Powell: Frans af Assisis Skrifter, Forlaget Anis, 1999, s. 179)



Sl 77,15: Du er den Gud, der gør undere, du viste folkene din styrke.
Sl 72,18: Lovet være Gud Herren, Israels Gud, han som alene gør undere.

Sl 86,10: For du er stor, du gør undere, du alene er Gud.

Matt 11,25: På den tid tog Jesus til orde og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige.

Sl 136,2: Tak gudernes Gud, hans trofasthed varer til evig tid.

1 Tes 1,9: Folk fortæller selv om, hvilken modtagelse vi fik hos jer, og om, hvordan I vendte om til Gud fra afguderne for at tjene den levende og sande Gud.

Joh 4,8: Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad.

Matt 11,29: Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle.

Matt 21,5: Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.

Sl 51,19: mit offer, Gud, er en sønderbrudt ånd, et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke, Gud.

Joh 14,8: Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.«

Sl 31,5: Befri mig fra det net, de har lagt ud for mig, du er jo mit værn.
Sl 43,2: For du, Gud, er mit værn, hvorfor har du forstødt mig? Hvorfor skal jeg gå sørgende omkring plaget af fjenden?

mandag den 14. november 2011

Det lille skrift til Broder Leo 1

Velsignelsen af Broder Leo med det røde tau-kors (fra 198.62.75.1/www1/ofm/fra/FRAwr01.html)

I Sacro Convento i Assisi er bevaret et lille stykke pergament, hvor Frans med egen hånd har skrevet to små tekster. Teksterne gav Frans til Broder Leo, der siden bar det på sig de sidste 47 år af sit liv. Pergamentet er temmeligt slidt og flere steder er teksten forsvundet. Med ultraviolet lys har man dog kunnet rekonstruere næsten det hele af de to små tekster. På den ene side af papiret har Frans skrevet en velsignelse til Broder leo og på den anden side har han skrevet en lovprisning af den allerhøjeste Gud. Broder leo har selv med rødt blæk skrevet om de omstændigheder, hvori teksten blev til.
Man regner med at teksten er skrevet i september 1224 - altså efter stigmatiseringen. Begge tekster er skrevet på latin med nogle italienske stavemåder ind i mellem. Frans mestrede ikke det latinske sprog fuldstændigt. Begge tekster har klare paralleller til tekster i det gamle testamente. Lovprisningen er bygget op af ord fra Salmernes Bog, mens velsignelsen er tage tfar Fjerde Mosebog (6, 24-26). På pergamentet har Frans også tegnet tau-korset, som senere er tegnet op med rødt blæk..
(Se Marianne Powell: Frans af Assisis Skrifter, Forlaget Anis, 1999, s. 174)


Broder leo skriver: "To år før sin død holdt den salige Franciscus på opholdsstedet La Verna en fyrredages faste til ære for Jonfru Maria, Guds Moder, og den salige ærkeengel Mikael fra festen for den hellige Jomfru Marias optagelse til festen for Sankt Mikael i september.; og Herrens hånd blev lagt på ham; efter en vision og efter at en seraf havde talt til ham, og Kristi sårmærker var præget på hans legeme, forfattede han disse lovprisninger, som står skrevet på den anden side af dette blad, og nedskrev dem med egen hånd, idet han takkede Gud for den velgerning, der var vist ham."


Herren velsigne dig og bevare dig.
Herre lade sit ansigt lys over dig og være dig nådig.
Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred
(jf. 4 MOS 6, 24-26).

Broder Leo skriver: "Den salige Franciscus har med egen hånd skrevet denne velsignelse til mig, Broder Leo."

Herren velsigne dig, broder Leo (jf. 4 MOS 6, 27b)

Broder Leo skriver: "Så lavede han også dette tegn Tau med hovedet med egen hånd."

torsdag den 10. november 2011

Tanker om fællesskabet i OFS

Fællesskabet er for mig en af de vigtigste dele i det ordensliv, der leves hos lægfransiskanerne. Lægfransiskanerne i de enkelte fraterniteteter vælger ikke hinanden, men er valgt af Gud til at leve et liv i overensstemmelse med lægfransiskanernes regel. I mange andre fællesskaber, som vi indgår i, vælger vi hinanden til og fra. Begrundelserne for at vælge nogen fra kan være mange. Man glider fra hinanden, bliver uenige eller finder måske andre fællesskaber, der umiddelbart er mere tilfredsstillende. I franternitetets fællesskab vælger vi ikke hinanden til eller fra. Der gives kun den ene mulighed at vælge hele fællesskabet med de personer, der indgår i det. Det er en meget befriende tanke for mig. Den aftvinger mig ydmyghed og holder fokus på den opgave, der står foran os.

Fællesskabet for lægfransiskanerne er et helt specielt fællesskab - både det nære fællesskab i fraternitetet og det store fællesskab i den store forgrenede fransiskanske ordensfamilie. Medlemskabet af ordenen er resultatet af et kald til at leve et liv i overenstemmelse med den leveregel, som Frans af Assisi selv skrev til os. Medlemmerne i fællesskabet stræber alle efter at leve et liv i fuldkommen næstekærlighed og til at efterleve Jesu Kristi evangelium med en spiritualitet, der hører en særlig åndelig familie til.

tirsdag den 8. november 2011

Bønnen foran korset i San Damiano

Højeste, ærerige Gud
oplys mit hjertes mørke
og giv mig en ret tro,
et fast håb og en fuldkommen kærlighed,
indsigt og erkendelse, herre,
så jeg kan fuldføre
din hellige og sande vilje.
Amen.

Den berømte bøn, som Frans bad foran korset i den forfaldne San Daniamokirke betragtes som  en autentisk bøn af Frans af Assisi. Begge de store tidlige legendeforfattere Thomas af Celano og Bonaventura nævner episoden, hvori bønnen indgår.


"En dag gik Franciscus ude i naturen for at meditere i nærheden af Sankt Damians kirke, som tryede med at styrte sammen på grund af ælde. Ført af ånden gik han ind for at bede. Han knælede foran krucifikset og hans ånd blev fyldt med stor trøst. Da han med tårer i øjnene så op mod den korsfæstede Herre, hørte han med sit legemlige øre en stemme der kom fra korset, som sagde tre gange: "Franciscus, gå og restaurer mit hus, som du kan se falder fuldstændig sammen." Franciscus var rystet, og fordi han var alene i kirken, var han forbavset over at høre denne vidunderlige stemme. Han fornemmede i sit de guddommelige ords kraft og faldt i ekstase. Da han kom til sig selvigen, gjorde han sig klar til at adlyde."

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 2.kap.1

Et liv i billeder af Giotto - 06

Paven drømmer, at Frans skal redde Laterankirken

Giottos sjette billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
"Kristi stedfortræder [pave Innocentius III] erklærede nu, at et syn, som han ved den tid havde fået fra himmelen, ved Helligåndens indflydelse skulle opfyldes i denne mand. Han fortalte nemlig, hvor han i en drøm havde set, at Laterankirken var ved at forfalde, da en fattig, beskeden og ringeagtet mand havde sat sin ryg under og støttet den, så den ikke styrtede sammen. "I sandhed", sagde han, "det er denne mand, der ved sit arbejde og ved sin lære skal understøtte kirken." Fuld af stor hengivenhed efterkom han Franciscus' ønsker i alt og bevarede altid en stor kærlighed til Kristi tjerner. Han bevilligede, hvad der blev bedt om og lovede at ville bevillige endnu mere. Han godkendet reglen, gav mandat til at prædike bodfærdighed og alle lægbrødre, som var kommet sammen med Guds tjener, gav han tonsuren, så de frit kunne prædike Guds ord.
Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 3.kap. 10

søndag den 6. november 2011

Tanker om kærlighed

Under en retræte i benediktinerklosteret i Nütschau i Nordtyskland, fortalte en munk mig følgende historie om hengivenhed og kærlighed:

"Min far fortalte os børn, at når han en dag døde, så ville han ikke komme i himlen med det samme. Han ville være nød til at vente på, at at moren i familien også en dag ville dø. Når moren derimod døde ville hun komme i himlen med det samme. Her ville hun henvende sig til Vorherre og bede om nåde, så også faren kunne komme i himlen. For kun gennem hendes kærlighed til ham og gennem Guds nåde, kunne han selv blive forløst."

Jeg synes historien er smuk, og vidner om kærlighedens og nådens betydning for mennesket. Ingen kan kende kærligheden alene. Ingen kan møde Gud alene. Vi må alle finde nogle af gå gennem livet sammen med. Jeg går sammen med min familie - og med Frans.

lørdag den 5. november 2011

Et liv i billeder af Giotto - 05

Frans bekender sig til udelukkende at tjene sin far i himlen

Giottos femte billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
"Derefter prøvede den kødelige far at føre nådens søn, som nu var totalt frataget alle sine penge, frem for byens biskop, for at Franciscus skulle overgive alle sin faders ejendomme, og alt hvad han ejede i biskoppens hænder. Som en sand elsker af fattigdommen erklærede Franciscus sig rede til det. Han gik uden at vente eller tøve hen til biskoppen. Han ventede ikke til noget blev sagt, sagde selv heller ikke noget, men tog omgående alt sit tøj af og gav det til sin fader. Da viste det sig, at denne Guds mand under sit fine tøj bar en bodsskjorte helt inde på kroppen. I en beundringsværdig iver nærmest i en åndsberuselse, tog han endda sine underbukser af og stod der fuldstændig nøgen i alles påsyn. Så sagde han til sin fader: "Indtil nu har jeg kaldet dig min fader her på jorden, men nu kan jeg trygt sige: "Fader Vor, du som er i himmelen." Hos ham har jeg deponeret hele min skat og på ham bygger alt mit håb." Da biskoppen så dette, rejste han sig fuld af beundring for Guds mands glødende iver, tog ham med tårer i sine arme, og den gode fromme mand han var, dækkede han ham med sin kåbe og sagde til sine tjenere, at de skulle hente noget tøj, så han kunne dække hans krop. Franciscus fik en fattig og værdiløs kåbe fra en bonde som tjente biskoppen. Han tog imod den med tak, fandt et stykke kridt og tegnede egenhændigt et kors på den, så den blev en klædning for en fattig, halvnøgen mand."
Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 2.kap. 4

torsdag den 3. november 2011

Et liv i billeder af Giotto - 04

Gud svarer Frans, da han ber ved korset i San Damianokirken

Giottos fjerde billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
"En dag gik Franciscus ude i naturen for at meditere i nærheden af Sankt Damians kirke, som tryede med at styrte sammen på grund af ælde. Ført af ånden gik han ind for at bede. Han knælede foran krucifikset og hans ånd blev fyldt med stor trøst. Da han med tårer i øjnene så op mod den korsfæstede Herre, hørte han med sit legemlige øre en stemme der kom fra korset, som sagde tre gange: "Franciscus, gå og restaurer mit hus, som du kan se falder fuldstændig sammen." Franciscus var rystet, og fordi han var alene i kirken, var han forbavset over at høre denne vidunderlige stemme. Han fornemmede i sit de guddommelige ords kraft og faldt i ekstase. Da han kom til sig selvigen, gjorde han sig klar til at adlyde."
Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 2.kap.1

onsdag den 2. november 2011

En lille bøn

"Herre, åben mine læber, så min mund kan forkynde din pris.
Salme 51,  17

Med denne lille bøn indleder benediktinerne dagens første tidebøn.

Et liv i billeder af Giotto - 03

Frans drømmer om et gyldent palads

Giottos tredje billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
"Næste nat, da han lå og sov, viste Gud ham i sin godhed et stort og pragtfuldt palads dekoreret med pragtfulde våben, tegnet med Kristi kors. Dermed viste Gud, at han med en uforlignelig stor løn ville lønne den barmhjertighedsgerning, som Franciscus, for sin kærlighed til den højeste Konge havde øvet overfor den fattige ridder (se billede 2). Da han vågne næste morgen troede han, at dette usædvanlige syn antydede, at han ville få stor rigdom, for hans ånd var endnu ikke øvet i at forstå de guddommelige mysterier og han kunne endnu ikke bevæge sig gennem de synlige ting for at skue den usynlige sandhed. Derfor besluttede han, endnu uvidende om Guds plan, at tage til Apulien og at slutte sig til en velhavende adelsmand, med det håb, i hans tjeneste at kunne opnå aadelens ære, som han mente synet havde vist ham.

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 1.kap.3

Et liv i billeder af Giotto - 02

Frans giver sin fornemme klædning til en fattig ridder

Giottos andet billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
"Herrens hånd kom over ham og Herrens højre hånd ændrede ham. Herren hjemsøgte hans legeme med sygdom for at gøre hans sjæl moden til Helligåndens salvelse. Da hans legeme havde genvundet kræfterne, og han som sædvanlig havde iført sig sin fornemme klædning, mødte han en ridder som var af adel, men fattig og dårligt klædt. Han fik medlidendhed med hans fattigdom, tog omgående sit tøj af og klædte ham på på stedet. han gjorde i én handling to gode gerninger ved at beskytte en adelig ridder mod skammen og at hjælpe en fattig mand i hans nød."

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 1.kap. 2