Hl. Antonius af Padua O.F.M.

Martini Simons billede af den hellige Antonius og den hellige Frans fra 1317

Født: ca. 1195 i Lisabon

Død: 13. juni 1231

Mindedag: 13. juni

Kanoniseret: 30. maj 1232 i Spoleto, Italy af Pope Gregory IX

Antonius hed egentlig Fernando Martins de Bulhões. Han blev født den 15. august 1195 i Lissabon i Portugal, hvor han også voksede op. Antonius var af en meget rig slægt i Lissabon. Hans forældre Vicente og Teresa var af adelsslægt, og de ville give deres søn Fernando den bedste uddannelse. Forældrene ønskede, at Fernando blev sendt til den lokale katedralskole, men mod deres vilje blev han i stedet sendt til augustinerkannikkerne i St. Vincent Kloster i udkanten af Lissabon. Herfra kom den unge Fernando til augustinerkannikkerne i Hellige Kors Kloster i Coimbra, der i den periode var hovedstaden i Portugal. Her fik den unge Fernando lov at læse og studere teologi og latin.

Fernando blev præsteviet i Coimbra og fik efterfølgende ansvaret for de gæster, der kom til klosteret. I den forbindelse kom han en dag i 1219 i kontakt med 5 franciskanere, der var på vej til Marokko for at fortælle om kristendommen til muslimmerne. Franciskanerordnenen havde kun eksisteret i 11 år og var stadigvæk ikke så kendt, men Fernando blev betaget og begejstret for franciskanernes enkle evangeliske livsstil. I februar 1220 hørte Fernando, at de 5, som de første franciskanere, var døde som martyrer i Marokko. Inspireret af deres eksempel og i længsel efter martyriet, søgte Fernando tilladelse til at forlade augustinerne for at søge optagelse i den nye franciskanske orden. Denne tilladelse blev ham givet og han kom til et lille fællesskab i Olivais, hvor han antog navnet Antonius efter et lille kapel, der var viet til Antonius den Store.
Franciskaneren Antonius blev kort efter sendt til Morokko, som han ønskede. Sygdom vanskeliggjorde dog rejsen dertil, og han besluttede i stedet for at søge til ordenens udgangspunkt i Italien. Undervejs kom hans skib ind i en frygtelig storm, der drev skibet i land ved Messina på Sicilien. Herfra rejste Antonius videre til Toscana, hvor han trådte ind i et fællesskab. Hans svagelige helbred gjorde opholdet her svært, og Antonius blev derfor sendt til hospitalet San Paolo ved Forli. Her levede Antonius nærmest som en eneboer. Dagene fyldtes med privat bøn, studier og en smule arbejde i køkkenet.

En dag kom en hel del dominikanere på besøg, og der opstod nogle diskussioner omkring, hvem der skulle prædike. Franciskanerne mente, at det selvfølgelig måtte være dominikanerne, der prædikede, da disse jo var berømte for netop deres prædiker, men de uforberedte dominikanere mente, at det måtte være de derboende franciskanerne, der måtte prædike. Klosterets abbed hidkaldte Antonius, da han ikke blandt sine egne brødre kunne finde en præst, der kunne løfte opgaven. Antonius måtte prædike, hvad Helligånden bød ham at sige. Antonius forsøgte at undslå sig, men måtte i lydighed føje sig og gav efterfølgende en fantastisk prædiken. Ikke kun hans rige stemme og fængslende facon, men hele temaet og indholdet af hans diskurs og hans veltalenhed, holdt opmærksomhed fast hos tilhørerne. Begivenheden blev et vendepunkt for Antonius. Kort efter blev han af provinsministeren Broder Gratian sendt til Lombardiet for her at prædike.

Antonius evner og navn kom snart ordenens stifter Frans af Assisi for øre. Frans var ikke meget begejstret for alt for mange teologiske studier blandt brødre. Han frygtede, at studierne ville distancere brødrene fra et liv i fattigdom. I Antonius fandt Frans dog en mand, der i sjælden grad delte den samme vision, som han selv. Antonius blev derfor sat til at undervise unge brødre og postulanter, der søgte optagelse i ordenen. Efterfølgende fik Antonius ansvaret for uddannelse og studier i hele den franciskanske orden, og hans betydning for kirkens teologiske udvikling i den periode blev betydelig. Undertiden underviste han på universiteterne i Montpelier og Toulouse i det sydlige Frankrig.

I 1226 deltog Antonius i ordenens generalkapitel, der blev afholdt i Arles i Frankrig. Her prædikede Antonius også, hvorefter han som generalkapitlets sendebud vendte tilbage til Italien for at søge foretræde for Pave Gregor den IX. Også i pavens hof vandt Antonius prædikener stor beundring og han blev efterfølgende sat til at producere en række prædikener til særlige festdage.

Antonius blev ramt af store væskeansamlinger i kroppen i 1231 og kom sammen med to brødre til Camposampiero for at komme sig. Her levede Antonius i en celle under grene fra et valnødtræ. På vej tilbage til Padua døde Antonius i et clarissekloster ved Arcella nær Padua. Han blev kun 36 år gammel.
Forskellige legender fortæller om Antonius død. Nogle hævder, at da han døde, græd børnene i gaderne og alle klokker af kirkerne ringede af sig selv. En anden legende angår hans tunge. Anthony er begravet i et kapel i den store basilika bygget for at ære ham, hvor hans tunge er vist for veneration i et stort relikvieskrin. For, da hans krop blev gravet op 30 år efter hans død, blev det hævdet, at tungen skinnede, og så ud som om det var stadig i live og fugtig, tilsyneladende et tegn på hans fantastiske prædikegave.
 

Antonius døde den 13. juni 1231. Allerede året efter den 30. maj 1232 blev han i Spoleto ophøjet til helgen af Pave Gregor den IX. Hans mindedag er den 13. juni. Den 16. januar 1946 blev han ophøjet til kirkelærer.

Antonius er værnehelgen for mange og meget. Han er bl.a. værnehelgen for amerikanske indianere, dyr, Brasilien, Portugal, ældre, fiskere, høst, heste, post, undertrykte, fattige, gravide, skibbrudne, sult, sterilitet, svinehyrder, rejsende og meget andet. Mest kendt er han nok for at være værnehelgen for tabte eller mistede ting. Man kan bede Antonius gå i forbøn for en, hvis man har mistet noget, man ikke kan finde igen. Finder man sin mistede genstand, skal man dog huske at lægge et passende beløb i antoniusbøssen eller fattigbøssen, næste gang man kommer i kirke.

Antonius ses afbilledet med så forskellige ting som en bog, et brød, et lille Jesusbarn, en lilje, et knælende æsel, en fisk og et flammende hjerte. Mest almindeligt er Jesusbarnet og liljen.

Raphaels fremstilling af Antonius fra 1505 (fra arthistory.about.com)

Blandt mange vise ord sagde Antonius bl.a.:

"Sønnen kom fra Faderen for at hjælpe os, når vi skal væk fra denne verden. Han kom ned til os, så vi kan stige op til ham."

Kilder
http://www.catholic.org/saints/saint.php?saint_id=24
http://www.sanktnikolaj.dk/index.php?id=38
http://www.katolsk.no/biografier/historisk/antonius

Et liv i billeder af Giotto - 12

Under bøn løftes Frans op omgivet af en lysende sky

Giottos tolvte billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
Når Den Guds Mand forblev i ensomhed og fandt fred, opfyldte han skoven med sine sukke, vædede jorden med sine tårer, slog sig med næven på brystet, småtalte med sin Herre, som om han befandt sig i hans lønkammer. Dér svarede han sin dommer, dér bønfaldt han sin fader, dér underholdt han sig med sin ven, dér hørte hans brødre, der somme tider kærligt iagttog ham, den hellige med høje sukke gå i forbøn for synderne hos den barmhjertige Gud og højlydt begræde Herrens lidelse, som om han så den med egne øjne. Dér så man ham bede om natten, med hænderne udstrakt som et kors, med hele legemet løftet op fra jorden, omgivet med en lysende sky, således at den strålende glans, der omgav hans legeme, vidnede om det underfulde lys, der oplyste hans sjæl.

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 10.kap. 4

Et liv i billeder af Giotto - 11

Frans vil gå gennem ilden med Sultanens præster

Giottos ellevte billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
Da denne fyrste (saracenernes sultan) spurgte dem af hvem og hvorfor og hvordan, de var blevet sendt, og hvordan de var kommet, svarede Kristi tjener Franciscus uforfærdet, at han ikke var sendt af noget menneske, men af Gud den allerhøjeste sandhed, for at vise ham og hans folk frelsens vej og forkynde evangeliets sandhed. Han prædikede den Ene, Treenige Gud og Jesus krsitus, alle menneskers frelser for sultanen, med en sådan glød i ånden, at det skriftord: "Jeg vil give jer mund og mæle og en visdom, som ingen af jeres modstandere vil kunne modstå og modsige."(Luk 21,15) klart og sandt blev opfyldt i ham. Sultanen, som så den beundringsværdige åndens glød og styrke i Den Guds Mand, lyttede gerne til ham og indbød ham indtrængende til at blive nogen tid. Oplyst ved Guds lys, svarede kristi tjener: "Hvis du og dit folk vil omvende jer til Kristus, vil jeg af kærlighed til ham gerne blive hos jer. Hvis du er betænkelig ved at forkaste Muhammeds lov for troen på Kristus, lad så et mægtig stort bål antænde, som jeg og dine præster vil vandre igennem, for at du på denne måde kan se, hvilken tro fortjener at anses for den mest sikre og mest hellige. Sultanen svarede: "Jeg tror ikke, at nogen af mine præster vil forsvare sin tro ved at udsætte sig for ilden, eller undgå nogen anden slags tortur." For han havde set, at en af hans præster, en ældre og højtagtet mand, gik sin vej, da han hørte Franciscus' ord. Den hellige mand sagde til sultanen: "Hvis du vil love mig, at du og dit folk vil antage troen på Kristus, hvis jeg uskadt kommer ud af ilden, vil jeg gå alene gennem den. Hvis jeg brænder op skyldes det mine synder, men beskytter Guds kraft mig, må du anerkende, at kristus, Guds visdom og kraft, sand Gud og Herre, er alles frelser." Sultanen svarede, at han ikke turde gøre det valg, fordi han frygtede et oprør. Han tilbød dog mange kostbare gaver, som Den Guds Mand afviste medforagt, for han begærede ikke de jordiske ting, men sjælens frelse. Sultanen undrede sig højt, da han så, at den hellige mand så totalt foragtede jordisk gods og fik endnu større beundring for ham. Og skønt han ikke ville gå over til den kristne tro, eller måske ikke turde, bad han dog for sin egen sjæls frelse indtrængende Kristi tjener at tage imod de nævnte gaver til gavn for fattige kristne eller for kirkerne. Franciscus ville dog på ingen måde tage imod dem, fordi han flygtede fra pengene som en byrde, og fordi han ikke så, at den sande fromhed havde slået rod i sultanens hjerte.

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 9.kap. 8

Et liv i billeder af Giotto - 10

Frans uddriver en djævel fra byen Arezzo

Giottos tiende billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
Det skete engang, at han kom til Arezzo, mens en borgerkrig truede med at udslette hele byen. Han opholdt sig i byens udkant, da han så jublende djævle over byen, der opildnede de oprørte borgere til at dræbe hinanden. For at forjage de oprørske himmelmagter sendte han broder Sylvester, en mand enfoldig som en due, forud som sin herold og sagde: "Stil dig foran byporten og befal disse djævle, på Gud den Almægtiges vegne og i kraft af lydigheden, at forsvinde omgående." Broderen skyndte sig med ægte lydighed at udføre faderens befaling, trådte med lovsang frem for Herrens åsyn og begyndte foran byporten at råbe højt: "I den almægtige Guds navn og på hans tjerner Franciscus' befaling, forsvind her fra, alle I djævle." Der blev omgående fred i byen og byens borgere reformerede yderst fredeligt deres forfatning. Freden vendte tilbage og byen blev frelst, fordi djævelens rasende hovmod, der havde omringet byen som med en belejring, var blevet fordrevet, da den fattige mands visdom, nemlig Franciscus ydmyghed, kom ind i byen. Ved sin ydmyge lydighed havde han fået en så stor kraft over disse oprørske og uforskammede ånder, at han kunne slå deres krigerriske oprør tilbage og uddrive deres hensynsløse frækhed.

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 6.kap. 9

S'hma Israel, Adonia eloheinu, Adonai echad

("Hør Israel, Herren er vor Gud, Herren er én")

Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én. Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke. Disse ord, som jeg i dag befaler dig, skal ligge dig på sinde, og du skal gentage dem for dine sønner; du skal fremsige dem, både når du er hjemme, og når du er ude, når du går i seng, og når du står op. Du skal binde dem om din hånd som et tegn, de skal sidde på din pande som et mærke, og du skal skrive dem på dørstolperne i dit hjem og i dine porte.

(5.MOS  6, 4-9)

En morgenbøn

Himmelske Fader!

Tak for den søvn og hvile, som blev tilmålt og givet hver af os i nat. Vi ved, at vi ikke har krav på noget, og alligevel overvælder du os dag efter dag med din godhed. Giv os, at vi ved sin ånds hjælp, må se din godhed, og lad ikke selvglæde og egenkærlighed gøre os døve og blinde og ufølsomme.

Giv os, at vi må tage denne dag af din hånd og at vi må forstå i vort hjerte, at den er din gave til os. Vi takker dig, at du ikke giver os, efter hvad vi har fortjent, men efter din kærlighed.

Herre, giv os visdom, at vi må se og skønne på de undere, du gør omkring os, at noget af det, du gør med os og i os, må sætte spor og give genskin i vore gerninger og ord.

Vi takker dig, at du er nær hos dem, hvis kræfter i dag er små, - med dem, som måske ikke engang formår at bede, og med dem, som slet ikke ønsker at bede. Vær nær hos den, hvis sind er fuldt af oprør og protest mod det, han eller hun ikke forstår og ikke kan ændre.

Herre, vor Gud, giv os frem for alle ting i Jesu navn troen på syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.

Nu giver vi dagen i vold i tro på dig. Herre, lad glæden og takken få overhånd.

Amen.

(fra Gerhard Rasmussen: ”Morgen og aften”, Unitas Forlag, 5. oplag, København 1978.)

Et liv i billeder af Giotto - 09

En broder ser en himmelsk trone reserveret til Frans

Giottos niende billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
Han (Frans) foretrak ydmydhed frem for enhver æresbevisning, både for sig selv og i sine undergivne. Derfor regnede Gud, som elsker de ydmyge, ham en højere ære værdig. Det viste han i et himmelsk syn en af brødrene, en mand af særlig dyd og fromhed. For da han var i Den Guds Mands selskab og sammen med ham i en forladt kirke bad med stor inderlighed, kom han i ekstase og så mellem de mange troner i himmelen en, som var af større værdighed end alle de andre, smykket med ædelsten og udstrålende ærens fylde. Han beundrede den æresfulde trones glans og begyndte bekymret at undre sig over, hvem der skulle ophøjes på den. Mens hans tænkte over det, hørte han en stemme, der sagde til ham: "På denne trone sad en af de faldne engle og nu er den bestemt for den ydmyge Franciscus." Da broderen kom til sig selv igen efter henrykkelsen, fulgte han som sædvanlig med den hellige mand, der gik ud af kirken. Mens de var på vej og talte sammen om Gud, spurgte broderen, som havde synet i frisk erindring, behændigt Franciscus, hvad han tænkte om sig selv.Kristi tjener svarede ham ydmygt: "Jeg anser mig selv for at være den største synder." Broderen gik ham imod og sagde, at sådan kunen han ikke sige eller føle med god samvittighed. Men Franciscus fortsatte: "Hvis Kristus havde forfulgt den største forbryder med så stor barmhjertighed, er jeg sikker på, at han havde været Gud meget mere taknemmelig end jeg." Ved at høre dette vidnesbyrd om hans så beundringsværdige ydmyghed, blev broderen overbevist om sandheden i den vision, han havdeset, fordi han kendte evangeliets ord som siger, at dm i sandhed ydmyge skal ophøjes til den højeste ære, mens den hovmodige skal kastes ud (Luk 14, 11).

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 6.kap. 6

Et liv i billeder af Giotto - 08

Brødrene ser Frans i en strålende ildvogn

Giottos ottende billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
Brødrene boede stadigvæk på det førnævnte sted (en forladt hytte nær Assisi), da den hellige mand en lørdag kom til Assisi. Hvor han, som sædvanlig, søndag morgen skulle prædike I domkirken. Den gudhengivne mand brugte som sædvanlig natten til bøn I et skur I kannikkernes have I fysisk afstand fra brødrene. Ved midnatstid, mens nogle brødre lå og hvilede og andre endnu holdt ud I bøn, kom en ildvogn med en underfuld glans ind gennem husets dør og ind I huset og kørte tre gange frem og tilbage gennem huset. På vognen var der en lysende globus, der så ud som solen og oplyste natten. De, som var vågne, var dybt forbavset, mens de sovende vågnede skrækslagne. De følte deres hjerter endnu mere oplyst end deres legeme, da den enkeltes samvittighed i kraft af det underfulde lys lå åben for alle de andre. For, mens de så ind i hinandens hjerter, forstod de samtidigt, at den hellige fader, fraværende ved legemet, men nærværende i ånden, var forandret til denne skikkelse. Og de så, at Herren ved en overnaturlig kraft viste ham for dem i denne glødende ildvogn, strålende med himmelsk glans, opflammet af en brændende lue, for at de gode israelitter skulle følge efter ham, som af Gud var gjort til en anden Elias, til vogn og vognfører for åndelige mænd. Det står i sandhed til troende, at Gud på Franciscus' forbøn åbnede disse enfoldige mænds øjne til at se bjerget fuld af heste og ildvogne omkring Elias.

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 4.kap. 4

Et liv i billeder af Giotto - 07

Paven godkender Franses leveregel

Giottos syvende billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
"Kristi stedfortræder [pave Innocentius III] erklærede nu, at et syn, som han ved den tid havde fået fra himmelen, ved Helligåndens indflydelse skulle opfyldes i denne mand. Han fortalte nemlig, hvor han i en drøm havde set, at Laterankirken var ved at forfalde, da en fattig, beskeden og ringeagtet mand havde sat sin ryg under og støttet den, så den ikke styrtede sammen. "I sandhed", sagde han, "det er denne mand, der ved sit arbejde og ved sin lære skal understøtte kirken." Fuld af stor hengivenhed efterkom han Franciscus' ønsker i alt og bevarede altid en stor kærlighed til Kristi tjerner. Han bevilligede, hvad der blev bedt om og lovede at ville bevillige endnu mere. Han godkendet reglen, gav mandat til at prædike bodfærdighed og alle lægbrødre, som var kommet sammen med Guds tjener, gav han tonsuren, så de frit kunne prædike Guds ord.

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 3.kap. 10

Det lille skrift til Broder Leo 2

Lovprisning af den allerhøjeste Gud
Alle henvisningerne til Biblen kan findes under bønnen.

Du er hellig, Herre, den eneste Gud,
som gør underfulde ting (jf. Sl 77,15; 72,18; 86,10)
Du er stærk,
Du er stor (jf. Sl 86,10),
Du er den allerhøjeste,
Du er den almægtige konge,
Du, hellige Fader, himlens og jordens konge (jf. Matt 11,25).
Du er tre og én,
Herre, Gud over alle guder (jf. Sl 136,2).
Du er det gode, alt godt, det højeste gode,
Herre, levende og sande Gud (jf. 1 Tes 1,9).
Du er kærlighed, barmhjertighed (jf 1 Joh 4,8),
Du er visdom,
Du er ydmyghed (jf. Mat 11,29)
Du er tålmodighed/håb,
Du er skønhed,
Du er sagmodighed (jf. Matt 21,5),
Du er tryghed,
Du er ro,
Du er fryd og læde (jf. Sl 51,19),
Du er vort håb,
Du er retfærdighed,
Du er mådehold,
Du er vor rigdom, og det er os nok (jf. Joh 14,8).
Du er skønhed,
Du er sagmodighed (jf. Mat 21,5)
Du er (vort) værn (jf. Sl 31,5)
Du er vor vogter og forsvarer,
Du er styrke (jf. Sl 43,2)
Du er svalhed.
Du er vort håb,
Du er vor tro,
Du er vor kærlighed,
Du er hele vor sødme,
Du er vort evige liv:
Store og vidunderlige Herre,
almægtige Gud, barnhjertige Frelser.

(Se Marianne Powell: Frans af Assisis Skrifter, Forlaget Anis, 1999, s. 179)

Sl 77,15: Du er den Gud, der gør undere, du viste folkene din styrke.
Sl 72,18: Lovet være Gud Herren, Israels Gud, han som alene gør undere.

Sl 86,10: For du er stor, du gør undere, du alene er Gud.

Matt 11,25: På den tid tog Jesus til orde og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige.

Sl 136,2: Tak gudernes Gud, hans trofasthed varer til evig tid.

1 Tes 1,9: Folk fortæller selv om, hvilken modtagelse vi fik hos jer, og om, hvordan I vendte om til Gud fra afguderne for at tjene den levende og sande Gud.

Joh 4,8: Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad.

Matt 11,29: Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle.

Matt 21,5: Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.

Sl 51,19: mit offer, Gud, er en sønderbrudt ånd, et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke, Gud.

Joh 14,8: Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.«

Sl 31,5: Befri mig fra det net, de har lagt ud for mig, du er jo mit værn.
Sl 43,2: For du, Gud, er mit værn, hvorfor har du forstødt mig? Hvorfor skal jeg gå sørgende omkring plaget af fjenden?