Salme 23

I søndags fejrede vi den fjerde søndag efter påske. Denne dag læser man i Johannesevangeliet om den gode hyrde:

”Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.” (Joh 10,27-30)

Motivet med hyrden og fårene går igen mange steder i både det nye og det gamle testamente. De mange skriftsteder giver os et fint billede af hyrdens dagligdag. Det var først og fremmest hårdt arbejde. Tidligt om morgenen stod hyrden op og drev dyrene til de sparsomme steder, hvor de kunne græsse. Hyrden måtte også sørge for, at dyrene fik vand i løbet af dagen, ligesom han måtte beskytte dem dag og nat mod vilde dyr og dybe kløfter. Hyrden var ansvarlig for sin flok hele døgnet, og de gode hyrder blev værdsat, mens de dårlige hyrder blev fordømt. En hyrde måltes på hans evne til at vogte over sin flok og ikke miste et eneste får. I billedsproget om hyrden og fårene sammenstilles hyrden og kongen. Staven bliver kongens scepter, og hyrden bliver manden, der går i spidsen for sin flok. Gud er Israels konge.

En hyrde i vore dages Israel (fra unitasrejser.dk)

I salme 23 finder vi sammenstillingen af hyrden, kongen og Gud.

Samle 23

Salme af David.
Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.
Han giver mig kraft på ny,
han leder mig ad rette stier
for sit navns skyld.
Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst.

Du dækker bord for mig
for øjnene af mine fjender.
Du salver mit hoved med olie,
mit bæger er fyldt til overflod.

Godhed og troskab følger mig,
så længe jeg lever,
og jeg skal bo i Herrens hus
alle mine dage.

Vi er fåret, som den gode hyrde vogter over. Han fører os til de grønne enge så vi kan græsse, og han leder os til vandet, så vi kan drikke. Vi lider ingen nød. Han giver os kraft til at gå videre, og han leder os udenom farerne – også selvom vi vandre i en mørk og skummel dal med vilde dyr og dybe sprækker. Vi frygter intet ondt for den gode hyrde er hos os.

Fra ørkenens beduiner kender man det ubrydelige gæstevenskab. Den vært, der har modtaget en gæst, beværtet og salvet ham som var han en konge, han beskytter sin gæst mod alle farer. Præcis som hos beduinerne dækker Herren bord for os, så vi intet har at frygte.I ørkenen har beduinernes venskab været forskellen på liv og død. 

Vi har intet at frygte for godhed og troskab følger os, så længe vi lever. ”og jeg skal bo i Herrens hus alle mine dage.” I Templets tid kunne man søge tilflugt i Templet (jf. Herrens hus). Her kunne man ikke røres, da stedet var helligt. Vi har altså altid et sted at søge tilflugt, når vi er i nød.

Som så mange andre af salmerne, har salme 23 formentlig også været tilknyttet tempeltjenesten, og mon ikke evangelisten Johannes har haft salme 23 i øje, da han skrev sine vers om den gode hyrde. Han har måske også tænkt på Es. 40,11 eller Ez 34,11-30 eller Zak. 11,4. Slå selv efter...