Noget om at finde sig selv

Helix Nebula, der populært kaldes Guds øje (fra nasa.gov)

Eksisterer Gud? Fra tid til anden støder man på den endeløse debat om Guds eksistens. Findes Gud? Kan man bevise Guds eksistens? Mange har gennem tiden forsøgt at bevise Guds eksistens eller bevise, at Guds ikke eksistere - de fleste med svigtende held og dygtighed. At skulle bevise Guds eksistens virker da også næsten lige så absurd, som forsøg på at skulle modbevise Guds eksistens. Flere bøger og hjemmesider er helliget formålet at bevise eller modbevise, at der findes en Gud. Englænderen Stephen D. Unwin, der er doktor i teoretisk fysik, har f.eks. regnet på sandsynlighedens for Guds eksistens. Han fandt ved brug af bayesiansk statistik frem til, at sandsynligheden for, at Gud eksisterer, er 67%. Tallet siger dog absolut ingenting, da Guds eksistens vel først og fremmest er et personligt anliggende. Et af de mere morsomme svar på spørgsmålet faldt ved en konference på Århus Universitet for et års tid siden. Her gav lektor i filosofi ved København Universitet Klemens Kappel følgende svar på spørgmålet om Guds eksistens: "Det er ikke et særligt vigtigt spørgsmål for moderne, ikke-troende mennesker” Det er da ærlig snak. Gud er ikke vigtig, hvis man ikke tror på ham.

Alt for ofte ligger der et helt forkert udgangspunkt som grundlag for diskussionen om Guds eksistens, nemlig det grundlag at religion og naturvidenskab er hinandens modsætninger - sikke en omgang ævl. Hvor mange gange har man ikke læst eller hørt: "Jeg tror ikke på Gud! Jeg tror på videnskaben og forskningen". Personligt tror jeg så absolut på begge dele, og når jeg bliver spurgt, svarer jeg, at tro og videnskab ikke er sammenlignelige størrelser, men indbyrdes afhængige størrelser. Den ene kan faktisk dårligt klare sig uden den anden, mener jeg. Både naturvidenskaben og religionen har alt for mange gange troet, at de hver især havde svaret på alt - med katastrofale følger.

Et andet tvivlsomt udgangspunkt er menneskets søgen efter mening. Når jeg skriver, at denne søgen er tvivlsom, så er det tvivlsomme ikke søgningen efter mening, men den måde denne søgning alt for ofte kommer til udtryk på. I mange år har det være moderne for unge at realisere sig selv - at finde sig selv som om, at man rent faktisk var blevet væk. Mange rejser ud i verden eller afprøver grænser i håbet om, at man i Thailand eller i elastikspringet kan finde sig selv (igen) eller blive klogere på, hvem man er. Jeg tvivler på, at disse rejser og halsbrækkende manøvre fører til grundlæggende større indsigt i meningen med livet eller egen eksistens, men det er sikkert både sjovt og givende på mange andre områder. Jeg tror, at man skal gøre præcis det modsatte at trenden - finde sig selv i sig selv. Mange mennesker oplever i ungdommen eller senere i voksenlivet denne søgen efter meningen med tilværelsen. I stedet for at søge ude i verden eller i adrenalinkicket, så rådgiver jeg ofte disse mennesker til at lede efter den person, der søger at finde svaret på meningen. Hvilken del af mig forsøger af finde svaret? På denne måde bliver søgningen målrettet og ikke diffus, for jeg tror på, at min egen søgning efter mening i højere grad kan findes i min længsel end i Thailand eller i elastikspringet. 

På samme vis mener jeg, at spørgsmålet om Guds eksistens bør være. I stedet for at spørge om Gud virkelig eksisterer, så bør man spørge, om der er en Gud, der betyder noget i det liv, som man lever. Guds eksistens er mest interessant, hvis han spiller en rolle i det enkelte menneskes liv. Mange mennesker tror på, at der mere mellem himmel og jord - nærmere kan de ofte ikke komme det. Måske leder de de forkerte steder, tænker jeg altid. Jeg får lyst til at spørge dem: "Hvis der er mere mellem himmel og jord, spiller det så en rolle i dit liv? Og hvilken rolle er det så?" Forholdet til Gud er baseret på dialog - så tal med ham - og lyt til hans svar. Det kræver øvelse og teknik at lære Gud og sig selv at kende. Gud er i os, men vi er ikke altid i os selv, for at bruge et augustinsk udtryk. Gud er indeni, men vi er alt for ofte udenpå. At finde sig selv i sig selv er øvelsen at komme derind, hvor længslen bor.