Pave Frans - en biografi

Pave Frans fotograferet den 20. marts 2013 (fra wikipedia.org)

Hvem er han så vores nye pave? Her følger en lille biografi om Jorge Mario Bergoglio, der blev kirkens pave nr 266.

Jorge Mario Bergoglio blev født den 17. december 1936 i Buenos Aires i Argentina. Han var et af fem børn som Mario José Bergoglio og hans hustru Regina María Sívori fik. Faderen Mario José blev født i Portacomaro i provinsen Asti i regionen Piemonte i Nord-Italia, mens moderen Regina Maria blev født i Buenos Aires i en familie, der oprindeligt stammende fra Piemonte og Liguria i Nord-Italia. Faderen var jernbanearbejder og moderen var hjemmegående husmor.

Jorge Mario Bergoglio (nr. tre fra venstre) med sin
familie i Buenos Aires. (fra world.time.com)

Den unge Jorge blev helt fra barndommen tilhænger af fodboldklubben San Lorenzo de Almagro. Som tiårig fik han en infektion som gjorde, at han fik fjernet den ene lunge. Dette forhindrede, at han nogensinde selv kom til at blive aktiv i idrætslivet.

Oprindeligt blev han uddannet som kemiteknikker, hvor han fik sit diplom fra industrihøjskolen E.N.E.T Nº 27 Hipólito Yrigoyen, men da han bestemte sig for at blive præst, begyndte han på seminaret Villa Devoto i Buenos Aires. Den 11. marts 1958 blev han optaget i jesuiterordenen (Societas Iesu – SJ), kun 21 år gammel.

Uddannelsestiden for en jesuit varer normalt mellem 10 og 12 år. Jorge Mario gennemførte sit toårige noviciat og studerede humaniora ved jesuitternes seminar i retrætehuset San Alberto Hurtado i Santiago de Chile, hvor han udvidede sine studier til også at omfattede historie, litteratur, latin og græsk, før han endelig aflagde sine første løfter om fattigdom, kyskhed og lydighed. Da han i 1960 vender tilbage til Buenos Aires, tog han licentiatgrad i filosofi ved Colegio Máximo de San José i San Miguel. I årene 1964-1965 virkede han som professor i litteratur og psykologi ved Colegio de la Inmaculada i Santa Fe, og i 1966 underviste han i de samme fag ved Colegio del Salvador i Buenos Aires. Fra 1967 til 1970 studerede han teologi ved Colegio Máximo de San José i San Miguel, hvor han tog en licentiatgrad. Ved siden af sit modersmål spansk talte han også forældrenes sprog italiensk samt noget tysk.

Jorge Mario Bergoglio blev præsteviet den 13. december 1969 kun 4 dage før sin 33 års fødselsdag af Ramón José Castellano (1903-79), ærkebiskop emeritus af Córdoba (1958-65) og titularærkebiskop af Iomnium (1965-70). Derefter tilbragte han 1 år i et såkaldt profeshus og studerede videre fra 1969 til 1971. I 1971 gennemførte han sit tertiarat (tercera probación), som er jesuiternoviciatets tredje år, i Alcalá de Henares i Spanien, og den 22. april 1973 aflagde han sine evige løfter. De tre evige løfter viser, at vedkommende agter at holde ud i ordenen indtil døden. Bare nogle få jesuitter, de som har udmærket sig ved fromhed og lærdom, kan aflægge et fjerde løfte om «lydighed mod paven», det vil sige, at de agter altid og i alle ting at adlyde paven, hvor som helst han vil bruge dem i Kirkens tjeneste.

Jorge Mario Bergoglio blev tidligt betragtet på som en kommende stjerne i ordenen. Han var novicemester i residensen Villa Barilari i San Miguel (1972-73) og professor ved det teologiske fakultet, konsulent for jesuitterprovinsen og rektor for sit gamle seminar Colegio Máximo. Den 31. juli 1973 blev han valgt til provincial for den argentinske jesuiterprovins, et hverv han havde til 1979, og han deltog i generalkongregation 32 (1974-75) og 33 (1983). I 1985 var han på et studieophold i Tyskland, hvor han tilbragte nogle måneder ved jesuitternes filosofisk-teologiske højskole i St. Georgen ved Frankfurt for at planlægge en doktorafhandling, men afhandlingen blev aldrig fuldført. Faktisk planlagde han at tage afhandlingen op igen, når han blev pensionist…

Da han vendte tilbage til hjemlandet, blev han af sine overordnede sendt til Colegio del Salvador, hvor han også var åndelig vejleder og skriftefar ved jesuitternes kirke i byen Córdoba. Mellem 1980 og 1986 var han direktør for Colegio Máximo de San Miguel og fakulteterne for filosofi og teologi samme sted.

På denne tiden tog en militærjunta magten i Argentina (1976-83), og mange præster, inklusiv ledende jesuitter, blev tiltrukket af den progressive befrielsesteologiske bevægelse. Som jesuitternes provincial insisterede Bergoglio på en mere traditionel tolkning af ignatiansk spiritualitet, og han bestemte at jesuitter skulle fortsætte med at drive sogne og tjene som kapelaner hellere end at flytte ind i «basiskommuniteter» og bedrive politisk aktivisme. Jorge Mario Bergoglio blev aldrig tilhænger af befrielsesteologien.

Selvom jesuitter generelt ikke opmuntres til at modtage kirkelig hæder og forfremmelser – specielt udenfor missionslande, så blev Bergoglio den 20. maj 1992 udnævnt af salige pave Johannes Paul II til titularbiskop af Auca og en af fire hjælpebiskopper i Buenos Aires. Han blev bispeviet den 27. juni 1992 i Buenos Aires af kardinal Antonio Quarracino (1923-98), ærkebiskop af Buenos Aires (1990-98), assisteret af Emilio Ogñénovich, biskop af Mercedes-Luján, og Ubaldo Calabresi, titularærkebiskop af Fondi og apostolisk nuntius i Argentina. Han valgte som bispemottoet Miserando atque eligendo («Ynkelig, men alligevel udvalgt»).

Han blev den 6. juli 1992 udnævnt til biskoppelig vikar af Zona Flores og den 21. december 1993 til generalvikar for ærkebispedømmet Buenos Aires. Han deltog i den niende bispesynode i Vatikanet i oktober 1994.

Jorge Maio Bergoglio blev den 3. juni 1997 utnævnt til koadjutor-ærkebiskop med efterfølgelsesret af Buenos Aires for at assistere den syge kardinal Quarracino. Han deltog på specialsynoden for Amerika i Vatikanet i efteråret 1997. Han overtog den 28. februar 1998 som den ellevte ærkebiskop af Buenos Aires da Kardinal Quarracino døde. Ærkebiskoppen af Buenos Aires er argentinsk primas, og han blev den første jesuit i denne stilling. Den 30. november 1998 blev han også ordinarius for troende af orientalske riter bosat i Argentina uden egen ordinarius. Han blev udnævnt til medlem af Kleruskongregationen og af Liturgikongregationen, storkansler for det katolske universitet i Argentina, anden vicepræsident for den argentinske bispekonference, præsident for bispekommissionen for det katolske universitetet i Argentina og medlem af bispekommissionen for katolsk uddannelse.

Bergoglio kreeres til kardinal af den salige pave Johannes Paul II
(fra world.time.com)

Jorge Mario Bergoglio blev den 21. februar 2001 kreeret til kardinalpræst af San Roberto Bellarmino af salige pave Johannes Paul II. Han var den første jesuitiske kardinal fra Argentina og den yngste af de syv jesuitter, som på det tidspunkt var kardinaler. Han blev den 15. maj 2001 udnævnt af paven til medlem af Kleruskongregationen, Liturgikongregationen og Ordenskongregationen. Han blev den 18. maj 2001 udnævnt af paven til medlem af Præsidentkomiteen i Det pavelige råd for familien. Han deltog i den tiende ordinære bispesynoden i Vatikanet i efteråret 2001.

Hans ledende rolle under den argentinske økonomiske krise blankpolerede hans ry som en samvittighedens stemme og gjorde ham til et potent symbol på de omkostninger som globaliseringen kan påføre verdens fattige. Bergoglios ry for personlig enkelhed havde også en stærk appel – en kirkefyrste som valgte at bo i en enkel lejlighed i stedet for i ærkebispepaladset, som gav afkald på sin limousine til fordel for å tage bussen på arbejde, og som tilberedte sine egne måltider. Han regnes som en god kok, elsker opera, de græske klassikere, Shakespeare og Dostojevski, og desuden er han en god svømmer.

Kardinal Bergioglio på vej på arbejde i et offentligt
transportmiddel i Buenos Aires. (fra wikipedia.org)

Gennem årene blev Bergoglio tættere knyttet til bevægelsen Comunione e Liberazione som var grundlagt af den italienske p. Luigi Giussani, og han talte nogle gange på deres massive årlige samling i Rimini i Italia. Dette skabte til tider bestyrtelse internt i jesuiterordenen, da bevægelsen var i opposition til Bergoglios medjesuit i Milano, kardinal Carlo Maria Martini (1927-2012).

Jorge Mario Bergoglio deltog i konklavet den 18. og 19. april 2005, som valgte pave Benedikt XVI (2005-13). Selv om det er strengt forbudt at komme med oplysninger fra konklavet, blev det efterfølgende offentligt kendt, at Bergoglio var den kandidat, der fik næstflest stemmer, og at han opnåede hele 40 stemmer i tredje valgomgang, hvorefter han trak sit kandidatur til fordel for kardinal Ratzinger, som dermed fik det nødvendige 2/3 flertal. Hvorvidt dette er sandt er ikke til at vide.

Et tegn på hvor seriøst Bergoglios kandidatur blev taget i 2005, var den negative kampagne, som blev ført imod ham. Det begyndte med en e-mailkampagne, som hævdede at have sin oprindelse blandt medjesuitter som kendte Bergoglio, da han var provincial i Argentina, og som hævdede at «han aldrig smilte». Tre dage inden konklavet skulle begynde indleverede en menneskerettighedsadvokat i Argentina en anklage som anklagede Bergoglio for medvirkning til kidnapningen i 1976 af to liberale jesuiterpræster under militærregimet, en anklage som Bergoglio blankt afviste, og som den ene kidnappede præst fra sit hjem i Tyskland også afviste. Den anden præst var i mellemtiden afgået ved død.

Som jesuitternes provintial fratog Bergoglio af doktrinære årsager den kirkelige licens fra de to præster Orlando Yorio og Francisco Jalics, som arbejdede i slummen i Buenos Aires. I maj 1976 blev de to tidligere jesuiterpræster bortført af militæret, fængslet og tortureret. Bergoglio blev 30 år senere beskyldt for at have ladet dem i stikken uden tilstrækkelig rygdækning overfor regimet og dermed indirekte at have udleveret dem til militæret. Præstene blev fundet i live fem måneder senere i meget dårlig forfatning. Kidnapningen af præstene Yorio og Jalics blev undersøgt som en del af retssagerne for forbrydelser mod menneskeheden, og kardinalen ble indkaldt som vidne i 2010. I retten forklarede han, at han under diktaturet havde grebet ind til fordel for flere truede seminarister og præster, og i den forbindelse havde han også snakket med juntalederne general Jorge Videla og Emilio Massera. Bergoglio blev aldrig formelt sigtet i sagen. Den argentinske menneskerettighedsforkæmper under militærdiktaturet og vinder af Nobels Fredspris, Adolfo Pérez Esquivel, har forsikret, at Bergoglio ikke havde nogen tilknytning til diktaturet.

Bergoglio deltog i den ellevte bispesynode i Vatikanet i oktober 2005 og blev valgt til medlem af det post-synodale råd. Den 9. november 2005 blev han valgt til præsident for den argentinske bispekonference for perioden 2005-08, og han blev genvalgt den 11. november 2008 for perioden 2008-11. Han deltog o den femte generalkonference for de latinamerikanske biskopper (CELAM) i maj 2007 i Aparecida i Brasil. Efter to perioder som præsident for den argentinske bispekonference kunne han ikke vælges for en tredje periode, og han blev derfor i november 2011 efterfulgt som præsident af ærkebiskop José María Arancedo (71) af Santa Fe de la Vera Cruz, fætter til den afdøde argentinske præsident Raúl Alfonsín (1983-90) og indtil da anden vicepræsident for bispekonferencen. I 2010 gennemgik kardinalen en alvorlig influenza, som han imidlertid kom sig over.

Bergoglio regnes som teologisk konservativ, men kirkepolitisk moderat og dialogorienteret og ingen forsvarer af klerikale privilegier. Han er heller ikke ufølsom overfor de pastorale realiteter. Han har støttet den latinamerikanske katolicismes holdning til social retfærdighed, der også inkludere et stærkt forsvar for de fattige. Under de latinamerikanske biskoppers møde i 2007 sagde Bergoglio: «Den uretfærdige fordelingen af goder fortsætter. Det skaber en situation af social synd som råber op til Himmelen og begrænser mulighederne for et rigere liv for så mange af vore brødre».

Tidligere forsøgte Bergoglio at holde størst mulig afstand til politik, men da konflikterne med den daværende argentinske præsidenten Nestor Kirchner (2003-07) eskalerede, begyndte kardinalen offentligt at kritisere præsidenten for manglende respekt for de demokratiske institutioner og for at handle konfronterende og autoritært. For eksempel afsatte Kirchner mod Vatikanets ønske en argentinsk militærbiskop som havde ytret sig kritisk om landets abortpolitik. Efter Kirchners død i 2010 hersker der stort set kun en venskabelig tone mellem kardinalen og Kirchners enke Cristina Fernández de Kirchner, der nu er argentinsk præsident.

Ærkebiskop Bergiglio og den argentinske
præsident Cristina Fernández de Kirchner

Men kardinalen var en stærk modstander af den lovgivningen som regeringen indførte i 2010 for at tillade ægteskab mellem mennesker af samme køn og kaldte loven et «reelt og frygteligt antropologisk tilbageslag». Han har også insisteret på, at adoption til homofile par er en form for diskriminering mod børn. Dette syn førte til en irettesættelse fra præsident Cristina Fernández de Kirchner, som sagde at Kirkens tone mindede hende om «middelalderens tid og Inkvisitionen».

Den 17. december 2011 fyldte Bergoglio 75 år, og i henhold til kirkeretten indleverede han sin afskedsansøgning til paven. Det er sædvane at kardinalærkebiskopper af større ærkebispedømmer bliver bedt om at fortsætte, og det skete også med Bergoglio. Han blev den 23. februar 2013 udnævnt til medlem af Den pavelige kommissionen for Latin-Amerika af pave Benedikt XVI, fem dage før han gik af. Bergoglio beskrives som en «konservativ med stor medfølelse». I september 2012 afleverede han et glødende angreb på præster som nægter at døbe børn født udenfor ægteskabet og kaldte det en form for «hyklerisk neo-klerikalisme».

Inden konklavet den 12. og 13. marts 2013 blev Bergoglio ikke regnet blandt de største favoritter, selv om en del kommentatorer havde ham med på en udvidet liste. I diskussionen om en europæisk pave eller en fra et udviklingsland var Bergoglio en kandidat som kunne binde den første og den tredje verden samme i sin egen person: Han er en latinamerikaner med italienske rødder (både argentinsk og italiensk statsborger) som studerede i Tyskland. Han blev respekteret af både konservative og moderate for sin stærke pastorale sans, sin intelligens og sin personlige ydmyghed. Han anses også som en meget åndelig mand. Den almindelige opfattelse inden konklavet var imidlertid, at han havde haft sin chance i 2005 og nu var blevet for gammel med sine 76 år.

Men om aftenen den 13. marts blev han valgt til pave i femte valgomgang og tog navnet Frans. Dette navn er ikke blevet brugt før, og de fleste medier begyndte at kalde ham Frans I. Tidligere var det ikke sædvane, at paven fik ordenstallet I før han fik det posthumt, når der kom en ny pave med samme navn, men da pave Johannes Paul I blev valgt i 1978, tog han udtrykkeligt ordenstallet I som den første i pavehistorien. Den 14. marts gjorde Vatikanets talsmand, p. Federico Lombardi SJ, det klart, at den nye paven ikke skal kaldes Frans I, men kun Frans. Som jesuit kunne kardinal Bergoglio også have valgt navnet Ignatius, men Lombardi, sagde at han havde afstået fra dette for at vise sin intention om at «stå i tjeneste for hele Kirken». På spørgsmål fra pressen oplyste Lombardi at den nye pave i tillæg til modersmålet spansk også behersker italiensk, tysk, engelsk og fransk, og at han formodentlig også kan læse og forstå portugisisk.

Bergoglio er første amerikaner på Peters stol og den første ikke-europæer siden den hellige syrer Gregor III (731-41). Han er også den første jesuit, første ordensmand siden Gregor XVI OSB Cam (1831-46), den første pave med spansk som modersmål siden den berygtede pave Alexander VI (1492-1503), den første til at vælge et ubenyttet pavenavn siden pave Lando (913-14) og som sagt den første Frans. Mange kommentatorer tænkte straks på Jesu ord til Frans af Assisi i Kirken San Damiano: «Frans, sæt mit hus i stand, som du ser så forfalder det».

Kilder: katolsk.no (oversat fra norsk)