En bøn af Ignatius af Loyola

Ignatius af Loyola (fra wikipedia.org)

Jeg har skrevet en hel del om Pave Frans i den seneste måneds tid - så meget at man måske kunne komme til den konklusion, at han var franciskaner, inden han blev pave. Det var han som bekendt ikke. Han var jesuit. Jeg er vokset op med jesuitterne og sankt-josephsøstrene, der vel kan kaldes jesuitternes kvindelige gren. Jeg holder meget af begge ordner og har gode venner begge steder. Derfor skal denne lille bøn af Jesuitternes grundlægger den hellige Ignatius af Loyola med.

Gud, min Gud
Da din kærlighed boblede over i skabelsen
Da tænkte du på mig.
Jeg er, fra kærlighed, af kærlighed, for kærlighed.
Gud, lad mit hjerte altid genkende, værne om og glædes ved din godhed i alt det skabte.
Led alt, hvad der er mig, mod din lovprisning.
Lær mig ærefrygt for enhver person, ja alle ting.
Fyld mig med energi i din tjeneste.
Min Gud måtte intet nogensinde skille mig fra din kærlighed.
Hverken sundhed eller sygdom, rigdom eller armod, ære eller foragt, et langt liv eller et kort liv.
Måtte jeg aldrig søge eller vælge at være andet end det Du har i sinde og ønsker for mig.

Amen

Dokumentarfilm om Frans af Assisi

På youtube.com kan man finde en udmærket dokumentarfilm om Frans af Assisi. Filmen varer 55 min og er på engelsk.

Se filmen via dette link:

www.youtube.com/watch?v=qq6CKyOxGKQ

Et lille citat at tygge på

Nikolai Berdyaev (fra wikipedia.org)

Jeg fandt forleden ved en tilfældighed følgende lille citat af den religiøse russiske filosof Nikolai Berdyaev (1878-1948):

Spørgsmålet om mit eget "daglige brød" er et verdsligt spørgsmål; men spørgsmålet om min næstes "daglige brød" er et åndeligt spørgsmål.

Jeg skulle lige tygge på den i nogle dage, men den er ganske sand, synes jeg.

Salme 23

I søndags fejrede vi den fjerde søndag efter påske. Denne dag læser man i Johannesevangeliet om den gode hyrde:

”Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.” (Joh 10,27-30)

Motivet med hyrden og fårene går igen mange steder i både det nye og det gamle testamente. De mange skriftsteder giver os et fint billede af hyrdens dagligdag. Det var først og fremmest hårdt arbejde. Tidligt om morgenen stod hyrden op og drev dyrene til de sparsomme steder, hvor de kunne græsse. Hyrden måtte også sørge for, at dyrene fik vand i løbet af dagen, ligesom han måtte beskytte dem dag og nat mod vilde dyr og dybe kløfter. Hyrden var ansvarlig for sin flok hele døgnet, og de gode hyrder blev værdsat, mens de dårlige hyrder blev fordømt. En hyrde måltes på hans evne til at vogte over sin flok og ikke miste et eneste får. I billedsproget om hyrden og fårene sammenstilles hyrden og kongen. Staven bliver kongens scepter, og hyrden bliver manden, der går i spidsen for sin flok. Gud er Israels konge.

En hyrde i vore dages Israel (fra unitasrejser.dk)

I salme 23 finder vi sammenstillingen af hyrden, kongen og Gud.

Samle 23

Salme af David.
Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.
Han giver mig kraft på ny,
han leder mig ad rette stier
for sit navns skyld.
Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst.

Du dækker bord for mig
for øjnene af mine fjender.
Du salver mit hoved med olie,
mit bæger er fyldt til overflod.

Godhed og troskab følger mig,
så længe jeg lever,
og jeg skal bo i Herrens hus
alle mine dage.

Vi er fåret, som den gode hyrde vogter over. Han fører os til de grønne enge så vi kan græsse, og han leder os til vandet, så vi kan drikke. Vi lider ingen nød. Han giver os kraft til at gå videre, og han leder os udenom farerne – også selvom vi vandre i en mørk og skummel dal med vilde dyr og dybe sprækker. Vi frygter intet ondt for den gode hyrde er hos os.

Fra ørkenens beduiner kender man det ubrydelige gæstevenskab. Den vært, der har modtaget en gæst, beværtet og salvet ham som var han en konge, han beskytter sin gæst mod alle farer. Præcis som hos beduinerne dækker Herren bord for os, så vi intet har at frygte.I ørkenen har beduinernes venskab været forskellen på liv og død. 

Vi har intet at frygte for godhed og troskab følger os, så længe vi lever. ”og jeg skal bo i Herrens hus alle mine dage.” I Templets tid kunne man søge tilflugt i Templet (jf. Herrens hus). Her kunne man ikke røres, da stedet var helligt. Vi har altså altid et sted at søge tilflugt, når vi er i nød.

Som så mange andre af salmerne, har salme 23 formentlig også været tilknyttet tempeltjenesten, og mon ikke evangelisten Johannes har haft salme 23 i øje, da han skrev sine vers om den gode hyrde. Han har måske også tænkt på Es. 40,11 eller Ez 34,11-30 eller Zak. 11,4. Slå selv efter...

Noget om at finde sig selv

Helix Nebula, der populært kaldes Guds øje (fra nasa.gov)

Eksisterer Gud? Fra tid til anden støder man på den endeløse debat om Guds eksistens. Findes Gud? Kan man bevise Guds eksistens? Mange har gennem tiden forsøgt at bevise Guds eksistens eller bevise, at Guds ikke eksistere - de fleste med svigtende held og dygtighed. At skulle bevise Guds eksistens virker da også næsten lige så absurd, som forsøg på at skulle modbevise Guds eksistens. Flere bøger og hjemmesider er helliget formålet at bevise eller modbevise, at der findes en Gud. Englænderen Stephen D. Unwin, der er doktor i teoretisk fysik, har f.eks. regnet på sandsynlighedens for Guds eksistens. Han fandt ved brug af bayesiansk statistik frem til, at sandsynligheden for, at Gud eksisterer, er 67%. Tallet siger dog absolut ingenting, da Guds eksistens vel først og fremmest er et personligt anliggende. Et af de mere morsomme svar på spørgsmålet faldt ved en konference på Århus Universitet for et års tid siden. Her gav lektor i filosofi ved København Universitet Klemens Kappel følgende svar på spørgmålet om Guds eksistens: "Det er ikke et særligt vigtigt spørgsmål for moderne, ikke-troende mennesker” Det er da ærlig snak. Gud er ikke vigtig, hvis man ikke tror på ham.

Alt for ofte ligger der et helt forkert udgangspunkt som grundlag for diskussionen om Guds eksistens, nemlig det grundlag at religion og naturvidenskab er hinandens modsætninger - sikke en omgang ævl. Hvor mange gange har man ikke læst eller hørt: "Jeg tror ikke på Gud! Jeg tror på videnskaben og forskningen". Personligt tror jeg så absolut på begge dele, og når jeg bliver spurgt, svarer jeg, at tro og videnskab ikke er sammenlignelige størrelser, men indbyrdes afhængige størrelser. Den ene kan faktisk dårligt klare sig uden den anden, mener jeg. Både naturvidenskaben og religionen har alt for mange gange troet, at de hver især havde svaret på alt - med katastrofale følger.

Et andet tvivlsomt udgangspunkt er menneskets søgen efter mening. Når jeg skriver, at denne søgen er tvivlsom, så er det tvivlsomme ikke søgningen efter mening, men den måde denne søgning alt for ofte kommer til udtryk på. I mange år har det være moderne for unge at realisere sig selv - at finde sig selv som om, at man rent faktisk var blevet væk. Mange rejser ud i verden eller afprøver grænser i håbet om, at man i Thailand eller i elastikspringet kan finde sig selv (igen) eller blive klogere på, hvem man er. Jeg tvivler på, at disse rejser og halsbrækkende manøvre fører til grundlæggende større indsigt i meningen med livet eller egen eksistens, men det er sikkert både sjovt og givende på mange andre områder. Jeg tror, at man skal gøre præcis det modsatte at trenden - finde sig selv i sig selv. Mange mennesker oplever i ungdommen eller senere i voksenlivet denne søgen efter meningen med tilværelsen. I stedet for at søge ude i verden eller i adrenalinkicket, så rådgiver jeg ofte disse mennesker til at lede efter den person, der søger at finde svaret på meningen. Hvilken del af mig forsøger af finde svaret? På denne måde bliver søgningen målrettet og ikke diffus, for jeg tror på, at min egen søgning efter mening i højere grad kan findes i min længsel end i Thailand eller i elastikspringet. 

På samme vis mener jeg, at spørgsmålet om Guds eksistens bør være. I stedet for at spørge om Gud virkelig eksisterer, så bør man spørge, om der er en Gud, der betyder noget i det liv, som man lever. Guds eksistens er mest interessant, hvis han spiller en rolle i det enkelte menneskes liv. Mange mennesker tror på, at der mere mellem himmel og jord - nærmere kan de ofte ikke komme det. Måske leder de de forkerte steder, tænker jeg altid. Jeg får lyst til at spørge dem: "Hvis der er mere mellem himmel og jord, spiller det så en rolle i dit liv? Og hvilken rolle er det så?" Forholdet til Gud er baseret på dialog - så tal med ham - og lyt til hans svar. Det kræver øvelse og teknik at lære Gud og sig selv at kende. Gud er i os, men vi er ikke altid i os selv, for at bruge et augustinsk udtryk. Gud er indeni, men vi er alt for ofte udenpå. At finde sig selv i sig selv er øvelsen at komme derind, hvor længslen bor.

Bøn i tider med stor lidelse og nød

I føromtalte lille bog med Dietrich Bonhoeffers sidste breve og bønner, finder man denne lille bøn, som Bonhoeffer bad i tider med stor nød. Bonhoeffer, der var bandlyst i Nazityskland, boede i 1930erne i USA, men vente frivilligt tilbage til Tyskland for at bekæmpe Hitlers styre. Han blev arresteret i 1943 og henrettet kort før kapitulationen i foråret 1945.


Herre, min Gud
Stor er den elendighed, der er overgået mig
Mine bekymringer overvælder mig,
og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.
Min Gud, vær nådig mod mig  og hjælp mig.
Giv mig styrke til at bære de byrder, der tilkommer mig
og lad ikke frygten overvinde mig.
Du er en kærlig far, vogt over mine kære.

Barmhjertige Gud, tilgiv alle de synder
jeg har begået mod dig og mod mine medmennesker.
Din nåde er mit håb,
og jeg lægger mit liv i dine hænder,
Gør med mig det, som er bedst for dig og for mig.
Om det så er at leve eller at dø, så er jeg hos dig,
og du er hos mig, Gud.
Herre, jeg venter på din frelse
og på livet i dit rige.

Amen.

Pavens 8 rådgivere

Kardinalerne Francisco Javier Errazuriz Ossa, Sean Patrick O’Malley, Laurent Monswengo Pasinya
Oscar Andrés Maradiaga Rodríguez, Reinhard Marx
George Pell, Giuseppe Bertello og Oswald Gracias

Den 13. april 2013 havde Pave Frans været pave i en måned. Han benyttede dagen til at udsende en pressemeddelelse, hvoraf det fremgik, at han havde sammensat en gruppe af betroede kardinaler og stillet dem to opgave: Først og fremmest skal gruppen hjælpe paven med at lede den katolske kirke. Som sådan er det ikke noget nyt, at paven har betroede rådgivere, men signalværdien i at offentliggøre deres navne og officielt at sætte  dem sammen i en gruppe er skelsættende. Gruppens anden opgave er mere specifik: De skal hjælpe paven med en meget tiltrængt reform af kurien.

Gruppen består af 8 kardinaler, der alle er eller har været ledende figurer i deres kontinentale bispekonferencer.

Kardinal Oscar Andres Rodriguez Maradiaga, S.D.B. på 70 år, der er ærkebiskop i Tegucigapla i Honduras er gruppens koordinator. Han besøgte kirkedagene i Danmark for nogle år siden og nogle vil måske huske ham derfra. Han har flere gange blandet sig i politik i sit hjemland, men er ellers kendt som en stærk patoral biskop med en god portion humor.
Kardinal Laurent Monswengo Pasinya på 73 år er ærkebiskop af Kinshasha i Den Demokratiske Republik Congo. Han repræsenterer de afrikanske bispedømmer i gruppen.
Kardinal Oswald Gracias på 68 år er ærkebiskop af Bombay i Indien. Han er præsident for den asiatiske bispekonference og han repræsenterer de asiatiske bispedømmer i gruppen.
Kardinal Reinhard Marx på 69 år er ærkebiskop af München und Freising i Tyskland. Han repræsenterer de europæiske bespedømmer i gruppen.
Kardinal Francisco Javier Errazuriz Ossa på 79 år er ærkebiskop emeritus af Santiago de Chile i Chile. Han repræsenterer de latinamerikanske bispedønmmer i gruppen.
Kardinal Sean Patrick O'Malley OFM.Cap. på 66 år er ærkebiskop af Boston. Han repræsenterer de nordmarikanske bispedømmer i gruppen.
Kardinal George Pell på 71 år er ærkebiskop af Sydney i Australien. Han repræsenterer de oceaniske bispedømmer.
Kardinal Guiseppe Bertello på 70 år er en italiensk født diplomat, der har gjort karriere i kurien. Han er blandt kandidaterne til at blive ny statssekretær, når den nyværende på et tidspunkt skal udskiftes. 
Som sekretær for gruppen har paven valgt biskop Marcello Semeraco fra bispedømmet Albano i Italien. 

Gruppen mødes for første gang i begyndelsen af oktober, og det er endnu for tidligt at spå om, hvor stor deres indflydelse bliver. Der kan dog næppe herske nogen tvivl om, at udnævnelsen af gruppen markerer et opgør med de traditionelle arbejdsgange i Vatikanet. Paven vil ikke længere kun lade sig rådgive af kardinaler med erfaring fra diplomatiet, men også af kardinaler med stor pastoral erfaring.

Fra pavens tid som ærkebiskop af Buenos Aires ved vi, at han holder af at omgive sig med rådgivere, der siger deres mening. Han bryder sig ikke om rådgivere, der fortæller ham, hvad han ønsker at høre - han vil derimod gerne hører så mange synspunkter i en given dag som muligt. Han synes nu at have valgt sig en gruppe af rådgivere, der har gode muligheder for at leve op til dette.

En lille ordleg

I denne weekend har jeg været så heldig at få lov til at deltage i en firmelsesfest. Firmanden har jeg kendt fra han var helt spæd, og nu er han blevet så stor - fantastisk. Firmandens morfar holdt en kort, men meget sigende tale. Alle fik udleveret en lille seddel, hvorpå ovenstående ord stod - GODISNOWHERE.

Hvordan læser du ordenen? Selv læste jeg GOD IS NOWHERE, og tænkte, at det da var en udfordrende replik til en firmelse. Gud er ingen steder! Men der kan også stå noget andet. Man kan også læse det som: GOD IS NOW HERE - Gud er nu, her! På denne måde bliver firmelsen, påsken og troen så smukt rammet ind. Hvad læser du?

Portræt af den hellige Frans

St. Frans af Assisi
(fra wikipedia.org)

På Louvre i Paris kan man finde denne smukke ikon af den hellige Frans af Assisi. Ikonen er malet i perioden 1235-1240 i regionen Lazio i Italien. Kunstneren er ukendt. Nogle kunsthistorikere mener, at ikonen er malet til krypten under katedralen i Anagni, der netop blev udsmykket i disse år. Om kunstneren nogensinde mødte Frans i live, vides ikke, men han ligner meget godt de andre tidlige afbildninger af Frans.

På ikonen ser man tydeligt Franses stigmata i hænder, fødder og i siden.

Aftenbøn af Dietrich Bonhoeffer

I den føromtalte lille bog om Dietrich Bonhoeffer finder man følgende lille aftenbøn. Den er også skrevet under fængselsopholdet:

Herre, min Gud
Jeg takker dig for,
at du har bragt denne dag til ophør.
Jeg takker dig for,
at du har skænket mig fred i krop og sjæl.
Din hånd hviler over mig,
den beskytter og skærmer mig.
Tilgiv min ringe tro,
og alt det dårlige, som jeg denne dag har gjort.
og hjælp mig til at tilgive dem,
der gjorde mig ondt.

Skænk mig en stille nats søvn i din beskyttende varetægt,
og forsvar mig mod alle mørkets fristelser.
I dine hænder lægger jeg mine kære,
og alle, der nu hviler i dette hus.
Herre, min Gud,
dit hellige navn være priset.

Amen.

Morgenbøn af Dietrich Bonhoeffer

Mindepladen i muren i Flossenburg, hvor Bonhoeffer blev
hængt den 9. april 1945 (fra dietrichbonhoeffer.org)

 
På en hylde i min jordiske fars bibliotek fandt jeg en lille engelsk bog om Dietrich Bonhoeffer: "Letters & papers from prison" fra Fontana books - udgivet i 1953. Bagerst er samlet en række bønner, som han bad sammen med sine medfanger i tyske arresthuse under sin fængsling i Nazityskland i 1940erne. Han blev henrettet i dag for 68 år siden - den 9.april 1945. En morgenbøn lyder:

Himmelske Fader,
Jeg priser dig og takker dig
for nattens fred.
Jeg priser dig og takker dig
for denne nye dag.
Jeg priser dig og takker dig
for alt det gode, Du gør
og for din trofasthed gennem hele livet.
Du har velsignet mig med meget:
Lad mig acceptere de prøvelser,
som du giver mig i dag.

Dietrich Bonhoeffer er en af mine store helte. Bønnen her er i sig selv meget smuk, men taget i betragtning, at den er formuleret i en kold fængselscelle ved juletid 1943, giver den kant. Her er ingen forbitrelse eller fortvivlelse - kun taknemmelig over at være så heldig at kunne imødese endnu en dag - hvad den så en måtte bringe...

Fodtvætningen skærtorsdag

Pave vasker en ung kriminel muslimsk piges fødder skærtorsdag

En bloglæser har sendt mig dette helt vidunderlige foto af paven, der skærtorsdag besøgte ungdomsfængslet Casal del Marmo udenfor Rom. Her fejrede han skærtorsdagsmesse med fodtvætningen sammen med de indsatte. Blandt dem var en muslimsk pige, der også blev fodtvættet. Paven havde som ærkebiskop af Buenos Aires for vane at fejre skærtorsdagsmessen med socialt udsatte i sit ærkebispedømme. Han har tidligere fejret messen med bl.a. narkomaner, fattige enlige mødre og hjemløse.

Fiskerens ring

Pavens værdighedssymbol - fiskerens ring (fra ctvnews.ca)

Vatican Information Service kunne allerede den 19. marts fortælle følgende lille historie om den ring, som Pave Frans har valgt som sin pavering - eller fiskerens ring, som den hedder i folkemunde. Ringen bæres efter gammel tradition på højre hånds ringfinger. Ringen har en ret spændende historie, der symbolsk trækker tråde tilbage i tiden.

Ringen kan spores tilbage til ærkebiskop Pascuale Macchi, der var Pave Paul VI's privatsekretær. Da Paul VI blev udvalgt til Roms biskop og hele kirken overhoved, fik han den italienske kunstner Enrico Manfrini til at lave et udkast til en pavelig ring. Kunsteren lavede straks en voksform med sit forslag til en ring, der forestillede St. Peter, der holder de to nøgler. Inden han fik fremlagt sit udkast havde Pave Paul VI dog truffet beslutning om at benytte en allerede eksisterende ring - nenmlig den ring, der blev fremstillet i forbindelse med afholdelsen af koncilet. Pave Paul ville benytte valget af ring til at sende et tydeligt signal til verden om, at han havde tænkt sig at fortsætte koncilet, som var begyndt under Pave Johannes XXIII. Pave paul VI var dog meget glad for kunstnerens arbejde og denne blev efterfølgende af paven bedt om, at lave en række medaljer og lignende kunstneriske arbejder. Støbeformen til ringen gik i glemmebogen, og den blev aldrig brugt til at fremstille en ring i metal.

Da ærkebiskoppen døde i 2006, testamenterede han en række effekter til Monsignor Ettore Malnati, som han havde arbejdet tæt sammen med i mange år. Monsignor Malnati fandt blandt effekterne støbeformen og fik fremstillet en guldbelagt sølvring. Denne ring var en af de ringe, som Pave Frans fik fremvist, da han skulle udvælge sig sin fiskerring.

Måske valgte paven ikke kun ringen, fordi den er smuk. Måske også for at fortælle, at det arbejde, som paverne Johannes XXIII og Paul VI begyndte, ikke skal glemmes...

Pave Frans - en biografi

Pave Frans fotograferet den 20. marts 2013 (fra wikipedia.org)

Hvem er han så vores nye pave? Her følger en lille biografi om Jorge Mario Bergoglio, der blev kirkens pave nr 266.

Jorge Mario Bergoglio blev født den 17. december 1936 i Buenos Aires i Argentina. Han var et af fem børn som Mario José Bergoglio og hans hustru Regina María Sívori fik. Faderen Mario José blev født i Portacomaro i provinsen Asti i regionen Piemonte i Nord-Italia, mens moderen Regina Maria blev født i Buenos Aires i en familie, der oprindeligt stammende fra Piemonte og Liguria i Nord-Italia. Faderen var jernbanearbejder og moderen var hjemmegående husmor.

Jorge Mario Bergoglio (nr. tre fra venstre) med sin
familie i Buenos Aires. (fra world.time.com)

Den unge Jorge blev helt fra barndommen tilhænger af fodboldklubben San Lorenzo de Almagro. Som tiårig fik han en infektion som gjorde, at han fik fjernet den ene lunge. Dette forhindrede, at han nogensinde selv kom til at blive aktiv i idrætslivet.

Oprindeligt blev han uddannet som kemiteknikker, hvor han fik sit diplom fra industrihøjskolen E.N.E.T Nº 27 Hipólito Yrigoyen, men da han bestemte sig for at blive præst, begyndte han på seminaret Villa Devoto i Buenos Aires. Den 11. marts 1958 blev han optaget i jesuiterordenen (Societas Iesu – SJ), kun 21 år gammel.

Uddannelsestiden for en jesuit varer normalt mellem 10 og 12 år. Jorge Mario gennemførte sit toårige noviciat og studerede humaniora ved jesuitternes seminar i retrætehuset San Alberto Hurtado i Santiago de Chile, hvor han udvidede sine studier til også at omfattede historie, litteratur, latin og græsk, før han endelig aflagde sine første løfter om fattigdom, kyskhed og lydighed. Da han i 1960 vender tilbage til Buenos Aires, tog han licentiatgrad i filosofi ved Colegio Máximo de San José i San Miguel. I årene 1964-1965 virkede han som professor i litteratur og psykologi ved Colegio de la Inmaculada i Santa Fe, og i 1966 underviste han i de samme fag ved Colegio del Salvador i Buenos Aires. Fra 1967 til 1970 studerede han teologi ved Colegio Máximo de San José i San Miguel, hvor han tog en licentiatgrad. Ved siden af sit modersmål spansk talte han også forældrenes sprog italiensk samt noget tysk.

Jorge Mario Bergoglio blev præsteviet den 13. december 1969 kun 4 dage før sin 33 års fødselsdag af Ramón José Castellano (1903-79), ærkebiskop emeritus af Córdoba (1958-65) og titularærkebiskop af Iomnium (1965-70). Derefter tilbragte han 1 år i et såkaldt profeshus og studerede videre fra 1969 til 1971. I 1971 gennemførte han sit tertiarat (tercera probación), som er jesuiternoviciatets tredje år, i Alcalá de Henares i Spanien, og den 22. april 1973 aflagde han sine evige løfter. De tre evige løfter viser, at vedkommende agter at holde ud i ordenen indtil døden. Bare nogle få jesuitter, de som har udmærket sig ved fromhed og lærdom, kan aflægge et fjerde løfte om «lydighed mod paven», det vil sige, at de agter altid og i alle ting at adlyde paven, hvor som helst han vil bruge dem i Kirkens tjeneste.

Jorge Mario Bergoglio blev tidligt betragtet på som en kommende stjerne i ordenen. Han var novicemester i residensen Villa Barilari i San Miguel (1972-73) og professor ved det teologiske fakultet, konsulent for jesuitterprovinsen og rektor for sit gamle seminar Colegio Máximo. Den 31. juli 1973 blev han valgt til provincial for den argentinske jesuiterprovins, et hverv han havde til 1979, og han deltog i generalkongregation 32 (1974-75) og 33 (1983). I 1985 var han på et studieophold i Tyskland, hvor han tilbragte nogle måneder ved jesuitternes filosofisk-teologiske højskole i St. Georgen ved Frankfurt for at planlægge en doktorafhandling, men afhandlingen blev aldrig fuldført. Faktisk planlagde han at tage afhandlingen op igen, når han blev pensionist…

Da han vendte tilbage til hjemlandet, blev han af sine overordnede sendt til Colegio del Salvador, hvor han også var åndelig vejleder og skriftefar ved jesuitternes kirke i byen Córdoba. Mellem 1980 og 1986 var han direktør for Colegio Máximo de San Miguel og fakulteterne for filosofi og teologi samme sted.

På denne tiden tog en militærjunta magten i Argentina (1976-83), og mange præster, inklusiv ledende jesuitter, blev tiltrukket af den progressive befrielsesteologiske bevægelse. Som jesuitternes provincial insisterede Bergoglio på en mere traditionel tolkning af ignatiansk spiritualitet, og han bestemte at jesuitter skulle fortsætte med at drive sogne og tjene som kapelaner hellere end at flytte ind i «basiskommuniteter» og bedrive politisk aktivisme. Jorge Mario Bergoglio blev aldrig tilhænger af befrielsesteologien.

Selvom jesuitter generelt ikke opmuntres til at modtage kirkelig hæder og forfremmelser – specielt udenfor missionslande, så blev Bergoglio den 20. maj 1992 udnævnt af salige pave Johannes Paul II til titularbiskop af Auca og en af fire hjælpebiskopper i Buenos Aires. Han blev bispeviet den 27. juni 1992 i Buenos Aires af kardinal Antonio Quarracino (1923-98), ærkebiskop af Buenos Aires (1990-98), assisteret af Emilio Ogñénovich, biskop af Mercedes-Luján, og Ubaldo Calabresi, titularærkebiskop af Fondi og apostolisk nuntius i Argentina. Han valgte som bispemottoet Miserando atque eligendo («Ynkelig, men alligevel udvalgt»).

Han blev den 6. juli 1992 udnævnt til biskoppelig vikar af Zona Flores og den 21. december 1993 til generalvikar for ærkebispedømmet Buenos Aires. Han deltog i den niende bispesynode i Vatikanet i oktober 1994.

Jorge Maio Bergoglio blev den 3. juni 1997 utnævnt til koadjutor-ærkebiskop med efterfølgelsesret af Buenos Aires for at assistere den syge kardinal Quarracino. Han deltog på specialsynoden for Amerika i Vatikanet i efteråret 1997. Han overtog den 28. februar 1998 som den ellevte ærkebiskop af Buenos Aires da Kardinal Quarracino døde. Ærkebiskoppen af Buenos Aires er argentinsk primas, og han blev den første jesuit i denne stilling. Den 30. november 1998 blev han også ordinarius for troende af orientalske riter bosat i Argentina uden egen ordinarius. Han blev udnævnt til medlem af Kleruskongregationen og af Liturgikongregationen, storkansler for det katolske universitet i Argentina, anden vicepræsident for den argentinske bispekonference, præsident for bispekommissionen for det katolske universitetet i Argentina og medlem af bispekommissionen for katolsk uddannelse.

Bergoglio kreeres til kardinal af den salige pave Johannes Paul II
(fra world.time.com)

Jorge Mario Bergoglio blev den 21. februar 2001 kreeret til kardinalpræst af San Roberto Bellarmino af salige pave Johannes Paul II. Han var den første jesuitiske kardinal fra Argentina og den yngste af de syv jesuitter, som på det tidspunkt var kardinaler. Han blev den 15. maj 2001 udnævnt af paven til medlem af Kleruskongregationen, Liturgikongregationen og Ordenskongregationen. Han blev den 18. maj 2001 udnævnt af paven til medlem af Præsidentkomiteen i Det pavelige råd for familien. Han deltog i den tiende ordinære bispesynoden i Vatikanet i efteråret 2001.

Hans ledende rolle under den argentinske økonomiske krise blankpolerede hans ry som en samvittighedens stemme og gjorde ham til et potent symbol på de omkostninger som globaliseringen kan påføre verdens fattige. Bergoglios ry for personlig enkelhed havde også en stærk appel – en kirkefyrste som valgte at bo i en enkel lejlighed i stedet for i ærkebispepaladset, som gav afkald på sin limousine til fordel for å tage bussen på arbejde, og som tilberedte sine egne måltider. Han regnes som en god kok, elsker opera, de græske klassikere, Shakespeare og Dostojevski, og desuden er han en god svømmer.

Kardinal Bergioglio på vej på arbejde i et offentligt
transportmiddel i Buenos Aires. (fra wikipedia.org)

Gennem årene blev Bergoglio tættere knyttet til bevægelsen Comunione e Liberazione som var grundlagt af den italienske p. Luigi Giussani, og han talte nogle gange på deres massive årlige samling i Rimini i Italia. Dette skabte til tider bestyrtelse internt i jesuiterordenen, da bevægelsen var i opposition til Bergoglios medjesuit i Milano, kardinal Carlo Maria Martini (1927-2012).

Jorge Mario Bergoglio deltog i konklavet den 18. og 19. april 2005, som valgte pave Benedikt XVI (2005-13). Selv om det er strengt forbudt at komme med oplysninger fra konklavet, blev det efterfølgende offentligt kendt, at Bergoglio var den kandidat, der fik næstflest stemmer, og at han opnåede hele 40 stemmer i tredje valgomgang, hvorefter han trak sit kandidatur til fordel for kardinal Ratzinger, som dermed fik det nødvendige 2/3 flertal. Hvorvidt dette er sandt er ikke til at vide.

Et tegn på hvor seriøst Bergoglios kandidatur blev taget i 2005, var den negative kampagne, som blev ført imod ham. Det begyndte med en e-mailkampagne, som hævdede at have sin oprindelse blandt medjesuitter som kendte Bergoglio, da han var provincial i Argentina, og som hævdede at «han aldrig smilte». Tre dage inden konklavet skulle begynde indleverede en menneskerettighedsadvokat i Argentina en anklage som anklagede Bergoglio for medvirkning til kidnapningen i 1976 af to liberale jesuiterpræster under militærregimet, en anklage som Bergoglio blankt afviste, og som den ene kidnappede præst fra sit hjem i Tyskland også afviste. Den anden præst var i mellemtiden afgået ved død.

Som jesuitternes provintial fratog Bergoglio af doktrinære årsager den kirkelige licens fra de to præster Orlando Yorio og Francisco Jalics, som arbejdede i slummen i Buenos Aires. I maj 1976 blev de to tidligere jesuiterpræster bortført af militæret, fængslet og tortureret. Bergoglio blev 30 år senere beskyldt for at have ladet dem i stikken uden tilstrækkelig rygdækning overfor regimet og dermed indirekte at have udleveret dem til militæret. Præstene blev fundet i live fem måneder senere i meget dårlig forfatning. Kidnapningen af præstene Yorio og Jalics blev undersøgt som en del af retssagerne for forbrydelser mod menneskeheden, og kardinalen ble indkaldt som vidne i 2010. I retten forklarede han, at han under diktaturet havde grebet ind til fordel for flere truede seminarister og præster, og i den forbindelse havde han også snakket med juntalederne general Jorge Videla og Emilio Massera. Bergoglio blev aldrig formelt sigtet i sagen. Den argentinske menneskerettighedsforkæmper under militærdiktaturet og vinder af Nobels Fredspris, Adolfo Pérez Esquivel, har forsikret, at Bergoglio ikke havde nogen tilknytning til diktaturet.

Bergoglio deltog i den ellevte bispesynode i Vatikanet i oktober 2005 og blev valgt til medlem af det post-synodale råd. Den 9. november 2005 blev han valgt til præsident for den argentinske bispekonference for perioden 2005-08, og han blev genvalgt den 11. november 2008 for perioden 2008-11. Han deltog o den femte generalkonference for de latinamerikanske biskopper (CELAM) i maj 2007 i Aparecida i Brasil. Efter to perioder som præsident for den argentinske bispekonference kunne han ikke vælges for en tredje periode, og han blev derfor i november 2011 efterfulgt som præsident af ærkebiskop José María Arancedo (71) af Santa Fe de la Vera Cruz, fætter til den afdøde argentinske præsident Raúl Alfonsín (1983-90) og indtil da anden vicepræsident for bispekonferencen. I 2010 gennemgik kardinalen en alvorlig influenza, som han imidlertid kom sig over.

Bergoglio regnes som teologisk konservativ, men kirkepolitisk moderat og dialogorienteret og ingen forsvarer af klerikale privilegier. Han er heller ikke ufølsom overfor de pastorale realiteter. Han har støttet den latinamerikanske katolicismes holdning til social retfærdighed, der også inkludere et stærkt forsvar for de fattige. Under de latinamerikanske biskoppers møde i 2007 sagde Bergoglio: «Den uretfærdige fordelingen af goder fortsætter. Det skaber en situation af social synd som råber op til Himmelen og begrænser mulighederne for et rigere liv for så mange af vore brødre».

Tidligere forsøgte Bergoglio at holde størst mulig afstand til politik, men da konflikterne med den daværende argentinske præsidenten Nestor Kirchner (2003-07) eskalerede, begyndte kardinalen offentligt at kritisere præsidenten for manglende respekt for de demokratiske institutioner og for at handle konfronterende og autoritært. For eksempel afsatte Kirchner mod Vatikanets ønske en argentinsk militærbiskop som havde ytret sig kritisk om landets abortpolitik. Efter Kirchners død i 2010 hersker der stort set kun en venskabelig tone mellem kardinalen og Kirchners enke Cristina Fernández de Kirchner, der nu er argentinsk præsident.

Ærkebiskop Bergiglio og den argentinske
præsident Cristina Fernández de Kirchner

Men kardinalen var en stærk modstander af den lovgivningen som regeringen indførte i 2010 for at tillade ægteskab mellem mennesker af samme køn og kaldte loven et «reelt og frygteligt antropologisk tilbageslag». Han har også insisteret på, at adoption til homofile par er en form for diskriminering mod børn. Dette syn førte til en irettesættelse fra præsident Cristina Fernández de Kirchner, som sagde at Kirkens tone mindede hende om «middelalderens tid og Inkvisitionen».

Den 17. december 2011 fyldte Bergoglio 75 år, og i henhold til kirkeretten indleverede han sin afskedsansøgning til paven. Det er sædvane at kardinalærkebiskopper af større ærkebispedømmer bliver bedt om at fortsætte, og det skete også med Bergoglio. Han blev den 23. februar 2013 udnævnt til medlem af Den pavelige kommissionen for Latin-Amerika af pave Benedikt XVI, fem dage før han gik af. Bergoglio beskrives som en «konservativ med stor medfølelse». I september 2012 afleverede han et glødende angreb på præster som nægter at døbe børn født udenfor ægteskabet og kaldte det en form for «hyklerisk neo-klerikalisme».

Inden konklavet den 12. og 13. marts 2013 blev Bergoglio ikke regnet blandt de største favoritter, selv om en del kommentatorer havde ham med på en udvidet liste. I diskussionen om en europæisk pave eller en fra et udviklingsland var Bergoglio en kandidat som kunne binde den første og den tredje verden samme i sin egen person: Han er en latinamerikaner med italienske rødder (både argentinsk og italiensk statsborger) som studerede i Tyskland. Han blev respekteret af både konservative og moderate for sin stærke pastorale sans, sin intelligens og sin personlige ydmyghed. Han anses også som en meget åndelig mand. Den almindelige opfattelse inden konklavet var imidlertid, at han havde haft sin chance i 2005 og nu var blevet for gammel med sine 76 år.

Men om aftenen den 13. marts blev han valgt til pave i femte valgomgang og tog navnet Frans. Dette navn er ikke blevet brugt før, og de fleste medier begyndte at kalde ham Frans I. Tidligere var det ikke sædvane, at paven fik ordenstallet I før han fik det posthumt, når der kom en ny pave med samme navn, men da pave Johannes Paul I blev valgt i 1978, tog han udtrykkeligt ordenstallet I som den første i pavehistorien. Den 14. marts gjorde Vatikanets talsmand, p. Federico Lombardi SJ, det klart, at den nye paven ikke skal kaldes Frans I, men kun Frans. Som jesuit kunne kardinal Bergoglio også have valgt navnet Ignatius, men Lombardi, sagde at han havde afstået fra dette for at vise sin intention om at «stå i tjeneste for hele Kirken». På spørgsmål fra pressen oplyste Lombardi at den nye pave i tillæg til modersmålet spansk også behersker italiensk, tysk, engelsk og fransk, og at han formodentlig også kan læse og forstå portugisisk.

Bergoglio er første amerikaner på Peters stol og den første ikke-europæer siden den hellige syrer Gregor III (731-41). Han er også den første jesuit, første ordensmand siden Gregor XVI OSB Cam (1831-46), den første pave med spansk som modersmål siden den berygtede pave Alexander VI (1492-1503), den første til at vælge et ubenyttet pavenavn siden pave Lando (913-14) og som sagt den første Frans. Mange kommentatorer tænkte straks på Jesu ord til Frans af Assisi i Kirken San Damiano: «Frans, sæt mit hus i stand, som du ser så forfalder det».

Kilder: katolsk.no (oversat fra norsk)

Hvem er mon den jøde, der får så hjerteligt et kram?

Billedet fra facebook, som jeg tidligere postede her på bloggen.
Manden til venstre er Julio Schlosser (fra facebook.com - Vatican Radio)

 
Ved en tilfældighed snublede jeg over nedenstående artikel fra det jødiske nyhedssite The Times of Israel. Jeg havde sat mig for at finde ud af, hvem jøden på ovenstående billede var, og denne søgning bragte mig af omveje til benævnte artikel. Artiklen er skrevet den 18. marts, hvor den nye pave stadigvæk var helt ny. 

Vores juleaftensmiddage med paven 

Argentimas jødiske ledere beskriver deres ekstraordinære forhold til Pave Frans, som kommer i synagogen til "Selichot" og udlåner sin katedral til et Shoah arrangement. 

af Gavriel Fiske den 18 Marts 2013, 17:15

"Kardinal Jorge Mario Bergoglio af Argentina skrev historie i sidste uge ved at blive den første pave fra Latinamerika og den første pave fra jesuiterorden. I denne uge, hvor argentinske jødiske ledere deltager i et World Jewish Congress møde i Grækenland, forudsagde disse ledere en ny begyndelse for den katolsk-jødiske dialog, og de beskrev den nye pave som en mand, der er meget tæt på det jødiske samfund, og som en mand, der jævnligt besøger synagoger og tidligere har inviteret jødiske venner med hjem til julemiddagen.

"Jeg tror, at ​​det er første gang, at man har valgt en pave, som det jødiske samfund kender fra tidligere, og som de har en lang historie med," siger Claudio Epelman, direktør for Latin American Jewish Congress, da han taler med The Times of Israel på sidelinjen af ​​weekenden møde i den nordlige havneby Thessaloniki i forbindelse med de offentlige arrangementer, hvor man ihukommer den næsten totale udslettelse af det gamle sefardiske samfund under nazisternes besættelse af det nordlige Grækenland under Anden Verdenskrig.

Epelman sagde søndag, at han var "meget, meget optimistisk" med hensyn til de katolsk-jødiske relationer med den nye pave, der tog navnet Frans, og som har indledt det, der allerede er blevet beskrevet som et ydmygt, hands-on pavedømme med udeladelse af pave-mobilen til fordel for at hilse på de troende og møde børnene på hans første arbejdssøndag midt blandt de enorme skarer på Peterspladsen.

"Hvis du skulle vælge en pave med jødiske interesser, skulle du vælge Bergoglio," sagde Epelman.

"Han er en rigtig ven af ​​det jødiske samfund," fortsatte han, der beskriver Frans som "fuldstændig forpligtet til tværreligiøse aktiviteter." Han "udlånte" katedralen i Buenos Aires til det jødiske samfund, da man ville mindes og ære ofrene for Krystalnatten og Holocaust, mindes Epelman.

"Jeg har været sammen med ham mange gange," sagde Epelman, "ikke kun for at organisere møder og aktiviteter, men også bare for at diskutere og lære af hinanden. Jeg har aldrig talt om det, men i de sidste seks år har jeg haft julemiddag med ham, kun mig selv og et par andre. Det er meget privat, meget intimt ... Julefesten er en stor højtid at dele med en jøde, og han er meget flink til at holde disse middage. "

Claudio Epelman og Julio Schlosser (fra www.timesofisrael.com)

Julio Schlosser, den anden argentinske delegerede i Grækenland, er præsident for en synagoge i Buenos Aires. Han kaldte Frans "min ven og en ven af ​​rabbinerne" - en, der er "meget tæt på det jødiske samfund."

Schlosser beskrev, hvordan kardinal Bergoglio "i mange år" kom til hans synagoge for at bede selichot (en række ​​angrende aftenbønner afholdt før Rosh Hashana), hvor han også gerne ville tale mere formelt til de forsamlede troende.

"Det er meget vigtigt for hele det jødiske samfund at have en som ham, fordi han er meget åben," tilføjede Schlosser. "Han arbejder for forholdet mellem kirken og andre, ikke kun jøderne, men også forholdet til muslimerne og andre trossamfund."

Schlosser, som også har spist julemiddag med paven, bekræftede, at Frans ofte foretrækker offentlig transport frem for sin tjenestebil. Efter et besøg i det jødiske samfunds AMIA-kontorbygning (som blev bombet for 19 år siden af ​​påståede iranske og iransk-støttede agenter med tab af 85 menneskeliv), udlånte Bergoglio sit officielle køretøj til fordel for metroen, sagde han.

Samlet set "er alt fint" for jøderne i Argentina, sagde han, bortset fra at "Argentina, Venezuela, Ecuador, Nicaragua ... er venstreorienteret-ledede lande, som i forlængelse heraf har tætte forbindelser med Iran." Og på trods af den for nyligt annoncerede argentinsk-iranske undersøgelse af AMIA-bombningen, sagde han: "så vil Iran aldrig acceptere ansvaret for det."

Schlosser vil få en mulighed for at drøfte disse og andre spørgsmål med sin ven paven i egen person, da han og Epelman forlod Grækenland mandag for at tage til Rom som pavens personlige gæster til hans tiltrædelsesmesse tirsdag."