Skærsilden og Frelsen

I Tivoli i København er Skærsilden en stor indendørs legeplads (fra tivoli.dk)

Fra tid til anden bliver man som katolik spurgt om skærsilden, himlen og helvede. Hvordan forholder kirken sig til disse "steder", og hvad tænker du selv om det? Det har jeg gjort mig nogle tanker om.

Frans taler godt nok ikke så meget om det, men han er gennem hele sit virke stærkt optaget af at gøre bod for alle sine synder. Frans betegner mange steder i kilderne sig selv, som den største synder af dem alle. Frans er ofte hårdt ved sig selv, og først sent i livet forstår han, at han også har været for hård ved sig selv. I forhold til din samtid er Frans dog uhyre moderne, synes jeg. Nok er mange af hans tanker "oversat" af andre franciskanere, men der synes hele vejen igennem at være en original og ægte Frans bag "oversættelserne".

For den hellige Frans er boden helt central. I hans samtid er der en lang række bodsbevægelser i det sydlige Europa, og Frans betegner i lighed med mange af disse sine brødre som bodsbrødrene. Han formaner i sin første regel af 1221 (RegNB) flere steder sine brødre til at leve et liv i bodsfærdighed. Boden skal hos Frans forstås på to planer: i bodsøvelserne og det bodsfærdige liv forsones mennesket med Gud (f.eks. gennem skriftemålet), men i boden ligger også en omvendelsesproces, der sigter mod den fuldkomne forening med Gud, og denne omvendelse er for Frans den eneste vej til frelsen. Han formaner sine brødre til at prædike denne omvendelse i sin første regel af 1221, hvor hele kapitel 21 handler herom. "Ve dem, der ikke dør i bod... de vil gå til "den evige ild" (RegNB kap 21,8)"

På Franses tid var skærsilden stadigvæk et fysiske sted, hvor mennesket blev klargjort til den fuldkomne forening med Gud. De lærde dengang debatterede ivrigt skærsildens formål. Nogle fremhævede skærsildens sonende og straffende karakter, mens andre fremhævede skærsilden som en proces præget af modning og åndelig vækst. Den hellige Augustin havde allerede på et tidligt tidspunkt betonet, at alle retfærdige (og ikke kun martyrerne) går direkte i himlen. Alligevel blev tiden efter Augustin præget at forestillingen om skærsilden som et dommens sted med megen udefrakommende lidelse.

I dag betegner vi ikke længere skærsilden som et fysisk sted, men som en anden slags væren end det jordiske livs væren. Skærsilden er stadigvæk forbundet med lidelse, men lidelsen er ikke nødvendigvis påført os udenfra. I dag tænker man mere skærsilden som en proces, hvor vi renses for vor resterende selviskhed, så vi kan blive et med den Gud, der giver sig selv fuldt ud for andre - den Gud, der skænker sig selv til os. Man kan sige, at skærsilden er en del af den proces, hvor vi kaldes fra intethed til liv, fra liv til personlig væren, fra personlig væren til ansvarsbevidst liv, fra ansvarsbevidst liv til kristent liv, fra kristent liv til fuldkommen forening med Gud. Skærsilden er altså den proces, hvor vi giver afkald på vores selviskhed for at finde det fuldkomne Gud-centrerede elskende jeg, der helt og holdent er forenet med Gud.

En legende fra et franciskanerkloster i England fortæller følgende lille historie, der på mange måder rammesætter den franciskanske forståelse af frelse. En munk, der ofte havde ekstatiske oplevelser, havde en dag grædt meget, mens han var i ekstase. Forstanderen for fraternitetet havde vækket munken, da han troede, at munken var syg eller besat. Munken kunne efterfølgende berette, hvorfor han havde grædt. Han havde i en vision set Kristus på en trone. Foran ham trådte forskellige mennesker frem for at blive dømt efter deres jordiske adfærd. Både lægfolk og ordensfolk blev dømt - og også nogle franciskanske mindrebrødre trådte frem for Kristus. En mindrebroder i en elegant klædning trådte frem for Kristus, der rådspurgte den hellige Frans, da mindrebroderen var fra hans orden. Frans afviste mindrebroder og denne blev straks kastet i helvede. En anden mindrebroder trådte frem. Han blev æret af mange lægfolk og var en hellig mand. Også ham afviste den hellige Frans. Mindrebrødre ladet sig ikke ære. Endnu en mindrebroder trådte frem. Denne var optaget af at bygge store smukke kirker, men også han blev afvist af den hellige Frans, og han blev straks kastet i helvede. Til sidst kom der også en mindrebroder. Da han blev spurgt, hvem han var, svarede han kun, at han var en stor synder, der var uværdig til noget godt og derfor kun kunne bede Kristus om nåde. Den hellige Frans rejste sig og omfavnede mindrebroderen og anbefalede ham til Paradiset med ordene: Se Herre, han er virkeligt en mindrebroder!" Forstanderen forstod nu, hvorfor munken havde grædt. Visionen havde påvirket munkens ekstase så indgående, at hele hans sjæl havde grædt - ikke af sorg, men af forløsning over at have set vejen til frelsen.   

Jeg synes, at jeg i Frans ser denne meget smukke lære om frelsen og formålet med vor eksistens - den fuldkomne forening med Gud. For enhver, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes." (Luk 18,14). Så enkelt - og utroligt vanskeligt er det!

Kilder:
Richard P. McBrien: Katolsk tro gennem to årtusinder. Niels Steensens Forlag, 1987
Marianne Powell m.fl._ Frans af Assisis skrifter. Forlaget Anis, 1999
Allan Liecht Madsen: Visioner af og om Frans af Assisi, Forlaget Queenswood, 1999