Hvad er fattigdom i din verden?

De to politikere Özlem Cekic (SF) og Joachim B. Olsen (LS) diskuterer fattigdom.
(fra nyhederne.tv2.dk)

Fattigdommen er det ideal Frans af Assisi holder mest af. Fattigdommen er hans inderste væsen, hans holdepunkt i tilværelsen, hans tilflugtssted. Fattigdommen fylder hans hjerte med glæde og gør ham lykkelig. Han priser fattigdommen med et sprogbrug, som han han ellers kun bruger om Gud og Kristus selv. Man kommer aldrig til at forstå det mindste om Frans, hvis man ikke forstår hans forhold til fattigdommen.

Fattigdommen har for Frans af Assisi et fortrin i forhold til alle andre værdier i livet. Frans betragter fattigdommen som et privilegium - som noget man må søge efter og holde fast ved. Flere gange beskriver han fattigdommen som værende hellig. Frans bemærker bl.a., at de fattige i saligprisningerne nævnes først - himmeriget er deres. I Franses forståelse tilhørte Kristus de fattige, og derfor må Frans selv også tilhøre de fattige, for det er dem Gud åbne sit rige for.

I dag synes sådanne tanker nærmest at være vanvittige. Sådan var det nok også for mange mennesker i Franses samtid. Hvordan kan man elske fattigdommen? En stor del af verdens befolkning lider under fattigdommen. Fattigdommen forbinder vi med lidelse, armod og nød. Det giver da ingen mening at elske sådanne ting. Fattigdommen er et onde, som vi i mange år har arbejdet målrettet på at udrydde. Men det er slet ikke den slags fattigdom, Frans taler om. Frans ved godt, at selv ikke han med sit radikale fattigdomsideal kan blive rigtigt fattig, for Frans har selv valgt fattigdommen - og det har verdens millioner af fattige ikke. Der er stor forskel på den selvvalgte og den påtvungne fattigdom. Af give afkald på alt er ikke det samme som at stå i håbløs og endeløs fattigdom. For Frans har fattigdommen en mening - den fylder hans liv med glæde og lykke, mens fattigdommen for den afmægtige er fortvivlende og uden mening overhovedet. Selvom det er svært, må vi altså forsøge at forstå fattigdommen som et privilegium, en utrolig værdi og en kilde til stor lykke, hvis vi skal forstå Franses forhold til den selvvalgte fattigdom, som han elskede så højt.

Begivenheden foran biskoppen af Assisi, hvor Frans frasiger sig arven fra sin fars jordiske besiddelser, er afgørende for at forstå Frans og hans forhold til fattigdommen. Frans klæder sig nøgen foran biskoppen og de sammenstimlede folk, og giver sit tøj tilbage til sin jordiske fader. Han vil ikke længere været Pietro Bernardones søn, men Guds søn. Hans giver afkald på alt jordisk gods. Han vil intet eje - kun det som Faderen i Himlen giver ham. Gud vil sørge for ham og hans brødre. Frans kalder dette for den højeste fattigdoms privilegium og dette privilegium bliver senere stadfæstet af Paven, så ingen franciskanere kommer til at eje de klostre, som de bor i. Frans lever resten af sit liv i ubekymret tillid til, at Gud vil sørge for ham og hans brødre.

Fattigdommen er for Frans et kendetegn ved menneskets oprindelige situation i Paradisets Have. Adam og Eva ejede intet, og Gud tog sig godt af dem, så de aldrig manglede noget. Frans ønsker, at alle hans brødre skal vende tilbage til dette oprindelige stadie, hvor der intet står mellem Gud og mennesket. Jo mindre et menneske ejer, jo tættere er det på Gud. Man kunne sige, at ordet fattigdom for Frans er et synonym for det at være Guds skabning.

Mange kætterske bevægelser i Franses samtid benægter, at legemet er en del af Guds skaberværk. Mange mener, at kun sjælen er Guds, mens legemet med al sin syndighed er det ondes værk. Man kunne godt tro, at Frans også tænkte sådan. Frans piner sig selv med streng faste og laset tøj. Han er hård ved sig selv, men ikke fordi kroppen er syndig. Sent i livet indser han, at han har været for hård ved sig selv, og han angrer. Hans kræfter svigter ham, og han bliver langsomt svagere. Da han til sidst er helt blind og næste ikke kan bevæge sig, skriver han Solsangen - den berømte lovprisning af skaberværket. Også kroppen er del af Guds skaberværk.

Når Frans piner sig selv og næsten synes at være selvudslettende, så hænger det nøje sammen med hans forståelse af fattigdommen. Frans ønsker at være åndelig fattig. Frans vil give alt tilbage til Gud. Han ved, at livet kun er en gave, og han lægger sit liv helt og holdent i Faderens hænder. Mange gange formaner han brødre om at udslette egoets ophøjethed og ofre sig nøgen til Kristus. Mange har spekuleret i om Frans søgte martyriet, og det er nok ikke helt ved siden af. Men Frans ved også, at man skal passe på med at dyrke enkelte dyder for meget. I Franses forståelse har mennesket brug for alle sine evner, og derfor skal man ikke dyrke enkelte evner med særlig iver. I den åndelige fattigdom ligger også den forståelse, at alt godt skal tilfalde Gud. Man må aldrig forfalde til at tro, at man er noget uden Gud. Man må altid huske, at takke Gud for alt godt, der sker.

Frans ynder at citere fra Biblen. I begyndelsen af Reglen af 1221 citerer han fra Matt 16,24: "Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig."

Kilder: Anton Rotzetter: Frans af Assisi, Den Evangeliske Vei, Franciskanerne i Norge, 1981