At være sekularfranciskaner

Tilbage i 1980erne og 1990erne udgav sekularfranciskanerne i Danmark det lille blad "Pax et Bonum", der udkom 4 gange årligt. Bladets redaktør gennem mange år var Marianne Powell OFS, der i årevis ledte sekurlarfranciskanerne dygtigt og myndigt.

I juni-nummeret i 1994 havde Marianne Powell oversat en artikel om lederskab fra OFS's nationalstyrelse i Irland. OFS i Danmark skulle til at vælge styrelse og derfor indeholdt bladet en ganske god artikel om det at være leder i OFS. Midt i artiklen står følgende lille opfordring til overvejelse til alle OFSere:

Skyldig eller uskyldig
Hvis du blev ført for retten beskyldt for at være sekularfranciskaner, ville der være tilstrækkeligt med vidnesbyrd til at få dig dømt?


Et andet sted i samme blad fortælles en sjov lille anekdote om lederskab, som også skal med her. En italiensk sekularfranciskaner blev omkring 1906 mistænkt for modernisme. Han var under mistanke for at forsøge at knytte forbindelse mellem katolsk tro og moderne videnskab. I den katolske kirke var noget sådan ikke velset på dette tidspunkt. Den italienske sekularfranciskaner var også præst, og han underviste i kirkehistorie på præsteseminariet i Bergamo. I 1910 indførte kirken en anti-modernist ed, som alle skulle sværge. Samtidig forstærkede man den kommission, der skulle holde øje med de mistænke "modernister". Den italienske sekularfranciskaner klarede sig trods mistanken om modernisme ganske godt. Hans navn var Angelo Roncalli, men du kender ham sikkert bedre under det navn, som han valgte sig i 1958: Pave Johannes XXIII.

(efter Walbert Bühlmann: Zehn Gebote für die Zukunft der Welt, 1993)