Er selvhad vejen til Gud?

Giottos femte billede fra Franses liv, hvor han klæder sig
nøgen foran biskoppen og giver sit tøj tilbage til sin
jordiske far (fra Wikipedia.com)

Når man læser tekster af Frans af Assisi, så kan man få det foruroligende indtryk, at Frans opfordrer os til selvhad, selvplage og selvudslettelse. Særligt i Formaningerne optræder dette tema flere gange, f.eks. i kapitel 14: Om at være fattig i ånden. Her kan man læse: "den, der virkelig er fattig i ånden, hader sig selv (Luk 14,26), og elsker dem, der slår ham på kinden (jf. Matt 5,39)

For Frans kommer alt det gode fra Gud selv. I skabelsesberetningen hører vi, at mennesket er skabt i Guds billede, og Frans forstår dette meget konkret således, at Guds bruger mennesket som redskab eller kanal for alt det gode, som Han ønsker at give til verden. For Frans er det gode fra Gud af en helt anden kvalitet end det gode fra mennesket. Derfor opfordre Frans os til at udslette den individuelle personlighed, der får os til at tro, at vi er noget i kraft af os selv. Denne menneskets hovmod og stolthed er for Frans en stor synd - det er at vende sig bort fra Gud selv.

Frans skelner mellem på den ene side det menneskelige sind som et uendeligt væld af enestående individuelle træk og på den anden side menneskesindet som et redskab til udførelse af det gode. Det gode kan tilvejebringes på uendelig mange forskellige måder, men godhed som sådan har kun en dimension for Frans - Guds egen natur. Dette kan dog ikke isoleret set forklare Franses formaninger om at hade sig selv. Vi må også se formaningerne i andre perspektiver.

Det er helt entydigt, at Frans ser det som en stor værdi at være ringere og mindre end andre. Frans er nok delvist præget af tiden generelle tendens til at betragte mennesket som et syndigt væsen, der fristes af materialismen og dyrets lyster. Menneskets drifter bliver i tiden forstået som modsætninger til Guds vilje. Frans er hård ved sig selv. Også for hård. Mod slutningen af sit liv indser han dette, og han angrer. Man kan nok heller ikke udelukke, at Frans har trang til selvnedvurdering. Hans forhold til sin egen baggrund er ikke uproblematisk. De få kilder om hans barn- og ungdom giver indtryk af en meget dominerende faderfigur, som Frans må tage offentligt afstand fra for at blive fri for ham. Sidst må det også nævnes, at Frans ofte går til yderlighederne i både ord og handling. Hans liv er fyldt med episoder, hvor han blindt lægger sit liv i Guds hænder og fornægter enhver almindelig menneskelig fornuft.

Frans understreger mange gange, at mennesket er elsket af Gud og er en kanal for Guds kærlighed. Menneskets egen hellighed består ganske enkelt i, at man stiller sig fuldt og helt til rådighed for Guds vilje. I Formaningernes kapitel 19: Om den ydmyge Guds tjener, kan man f.eks. læse: "For hvad mennekset er for Gud, så meget er han, og ikke mere." Så når Frans formaner os til at udslette os selv, så er det hovmodet, stoltheden og ophøjetheden, han mener. Frans formaner os til aldrig at sætte os selv højere end andre.

Slutteligt skal man huske, at Frans skrev sine formaninger til en stor broget flok af brødre. De kom fra alle samfundslag og mange trak deres dårligdomme fra tidligere med ind i deres nye liv. Frans er insisterende, når han formaner dem. Der er ingen smuthuller. I vores postmoderne verden kan teksterne lyde indsnævrende og negative. Jeg er sikker på, at pointen for Frans var lige præcis det modsatte. Frans ville sætte brødrene fri. Fri til at leve fuldt og helt på Guds nåde og efter Hans vilje. Og hvis man er i tvivl om dette er sandt, så kig på Franses eget liv. Det er det bedste vidnesbyrd af dem alle.

(efter John B. Powell: Formaningerne og det moderne menneske i Pax et Bonum, juni 1994)