Bøn af Dom Helder Camara

Dom Helder Camara (fra forum-weltkirche.de)

Accepter overraskelserne,
som kuldkaster dine planer,
ødelægger dine drømme,
giver din dag et helt andet indhold
og måske endda dit liv.
Det er ikke tilfældigt.
Giv Herren frihed,
så han alene kan råde over dine dage...

Dom Helder Camara

Franciskanerne i Danmark

Franciskaner- og Klarisseklostre i Danmark indtil reformationen (fra holbmus.dk)

At der har været franciskanere i Danmark vidner mange navne i Danmarks større byer om. Navne som Gråbrødre Torv og Klaraboderne vidner herom. Fra kilderne ved vi, at franciskanerne kom hertil fra provinsen Sachsen allerede i 1232 – kun 25 år efter ordenen var blevet grundlagt i Assisi i Italien. Provinsen Dacia, der dækkede hele Norden blev oprettet i 1240, og som den første nationalminister valgte man munken Svend.

Ved århundredeskiftet 1300 var ordenen vokset betydeligt i størrelse. I Danmark var oprettet 26 klostre og i hele provinsen Dacia var der 50 klostre i alt. I Danmark var der blevet oprettet 4 kustodier i Ribe, Viborg, Roskilde og Lund. Under Ribe hørte klostrenes i Slesvig og mod nord indtil Kolding, og under Viborg hørte Nørrejylland, og det sydligste var Horsens. Under Odense hørte Fyn og øerne syd for Sjælland. Roskildes område var Sjælland, og under Lund hørte landskaberne øst for Øresund. Også Klarisserne havde klostre i mange danske byer i middelalderen. Franciskanerne og Klarisserne slog sig primært ned i byerne i Norden, og man undgik de byer, hvor den konkurrerende dominikanerorden allerede havde slået sig ned.

I 1537 blev provinsen Dacia opløst igen, og de sidste franciskanere forlod landet. I moderne tid fortæller kilderne, at de første franciskanere kom tilbage til Danmark i 1907. De kom fra Polen, og de skulle først og fremmest overtage sjælesorgen for de mange polakker på Lolland-Falster. Men franciskanerkonventualerne fra Polen var faktisk ikke de første franciskanere, der virkede i Danmark efter reformationen. Sekularfranciskanerne var her nemlig allerede.

I 1859 omtales den Franciskanske Tredjeorden i Danmark for første gang efter reformationen. Generalforstander for mindrebrødrene Border Bernardinus af Montefranco giver Redemptoristerne i Danmark lov til at optage medlemmer i tredjeordenen, modtage deres profes, og velsigne dem med den hellige Franses reb. Redemptorister bevarede denne tilladelse helt i 1980erne, hvor fraternitetet i København som det sidste fik en åndelig vejleder indenfor franciskanerordenen.

Vi ved desværre ikke de første tredjeordensfranciskanere i Danmark efter reformationen var. Den viden er gået tabt. Det første navn, vi støder på, er Johanna Georgina Schmidt, der indtrådte i ordenen i Stokholm på et ukendt tidspunkt. Hun kan være grundlæggeren, men det er altså uvist.

I 1874 har vi den første profesaflæggelse i Danmark i moderne tid, som kan bekræftes, og herefter følger de næste aflæggelser slag i slag. Der er ikke bevaret materiale fra møderne dengang, men alle mandlige medlemmer står optegnet med deres profession. Der var en saddelmager, en spillelærer, en direktør, en cigarmager, en sporvognskonduktør og en biskop. De kvindelige medlemmer står optegnet som enten jomfru, hustru eller enke.

Flere af de tidlige navne er velkendte. Hans biskoppelige højværdighed Johannes von Euch ledede  tredjeordenen de første mange år uden dog selv at være medlem. Maler og sølvsmed Mogens Ballin (profes 1891) var medlem. Han var en god ven af Johannes Jørgensen (profes 1904), der trods sin optagelse i orden i Assisi også var aktiv i ordenen i Danmark. Blandt de tidligste medlemmer finder man desuden en del adelige navne. F.eks. står baronesser af slægterne Rosenørn-Lehn, Ahlefeldt, Wedell og Stampe-Charisius optegnet som medlemmer.

Der var ikke kun tredjeordensfranciskanere i København. I 1891 oprettes et fraternitet i Maribo. Aktiviteten her ophører 1931. I Nakskov oprettes et fraternitet i 1914. Det nedlægges i 1950, men oprettes igen i 1962 for senere at blive nedlagt igen. I Odense oprettes et lille fraternitet i 1960erne. De er tilknyttet præsterne på Lolland-Falster. Også i Ålborg oprettes et fraternitet, hvor der har været aktivitet i hvert fald siden 1981. Også Roskilde, Svendborg, Århus og Randers kommer til. Hvor mange fraterniteter, der gennem moderne tid har været, er usikkert. Kun få kilder er desværre bevaret. En vigtig dato kendes dog. Den 23. til 25. august 1985 afholdt den franciskanske sekularorden sit første nationalkapitel siden reformationen. Fra disse datoer kan man tale om et egentlig dansk OFS med selvstændige statutter og en national styrelse.

I dag har sekularfranciskanerne fraterniteter i København, Århus, Ålborg og Svendborg.

Forbønner af Br. Hubert Hodzelmanns OFM 5

I forbindelse med Nationalkapitlet i 1994, havde Broder Hubert Hodzelmanns OFM som åndelig vejleder udarbejdet nogle forbønner specielt komponeret til lejligheden. De er meget smukke og fortjener at blive genudgivet en efter en.

Om barmhjertighed beder vi, Gud
i vor magtesløshed
overfor medmennesker  ,
som er forfaldne til alkohol, narkotika
eller andre ting,
at der bliver medmenneskelighed
i deres eksistens -
at vi ikke lukker øjnene
for hvor tids spedalske,
og at de gennem os erfarer din omsorg
og bekymring for dem.
Kyrie eleison

Forbønner af Br. Hubert Hodzelmanns OFM 4

I forbindelse med Nationalkapitlet i 1994, havde Broder Hubert Hodzelmanns OFM som åndelig vejleder udarbejdet nogle forbønner specielt komponeret til lejligheden. De er meget smukke og fortjener at blive genudgivet en efter en.



Om barmhjertighed beder vi, Gud
når vi står med tomme hænder
overfor mennesker, hvis forhold og venskab er gået i stykker,
eller som bevidst har afsluttet dem
for igen at kunne være menneske;
mennesker, som i deres sorg
håber at finde forstålse og medleven.

Om barmhjertighed beder vi, Gud
i vort forsøg på at forstå
medmennesker, som kæmper med deres homoseksualitet,
og som ved, at de ofte ikke bliver accepteret af deres familie,
af deres kirke, af dem selv,
at velment tolerance bliver til accept
for dem selv og for os;
at vi ikke begrænser vort fællesskab
ved at udelukke deres kærlighed,
at også Du, vor Herre, vil bevare deres kærlighed.
Kyrie eleison.

Forbønner af Br. Hubert Hodzelmanns OFM 3

I forbindelse med Nationalkapitlet i 1994, havde Broder Hubert Hodzelmanns OFM som åndelig vejleder udarbejdet nogle forbønner specielt komponeret til lejligheden. De er meget smukke og fortjener at blive genudgivet en efter en.


Til dig, al barmhjertighedens Fader
beder vi for menneskr,
som kæmper med deres tro
og ønskerr at tro på en anden måde,
og som tvivler på, om de har lov til det.
At de finder et holdepunkt i dit blivende Ord og i menneskers forståelse;
at vi skaber rum for de mange svar,
som er mulige fra din Ånd.
At du viser os vejen i vor tro.
Kyrie eleison.

Forbønner af Br. Hubert Hodzelmanns OFM 2

I forbindelse med Nationalkapitlet i 1994, havde Broder Hubert Hodzelmanns OFM som åndelig vejleder udarbejdet nogle forbønner specielt komponeret til lejligheden. De er meget smukke og fortjener at blive genudgivet en efter en.

Gavmilde velgører,
vi takker dig for Frans og Klara,
som ved deres liv viser og lærer os
vejen til dig.
Skænk os en gnist af den glød,
som besjælede dem.
Vi takker dig for vort kald;
lad os stadig forstå vort kald dybere.
Vi takker dig for vort fraternitet,
at det bliver et sted, hvor vi kan vokse
som mennesker, som troende,
som franciskanere,
at vi skaber rum for enhver,
at vi omgås hinanden med respekt,
at vi stimulerer og bygger hionanden op,
at vi deler vor skrøbelighed med hinanden.
Kom os ui møde i vor svaghed og tilgiv os vore fejl.
Kyrie eleison.

Forbønner af Br. Hubert Hodzelmanns OFM 1

I forbindelse med Nationalkapitlet i 1994, havde Broder Hubert Hodzelmanns OFM som åndelig vejleder udarbejdet nogle forbønner specielt komponeret til lejligheden. De er meget smukke og fortjener at blive genudgivet en efter en.

Allerhøjeste, gode Herre,
al livets og kærlighedens kilde,
med Klara siger vi:
"Vær priset, min Herre,
at du har skabt mig."
Vi takker dig for vort liv,
for alle de gode gaver,
som vi dagligt modtager,
for vor familie
og for menneskene omkring os,
for deres omsorg og deres venskab.
Vi takker dig for helbred,
mad og påklædning
og for alle de ting,
som synes så selvfølgelige.
Til trods for dine mange velgerninger
har vi ikke altid vist i ord,
holdning og gerninger vor taknemmelighed - derfor beder vi:
Kyrie eleison.

Er selvhad vejen til Gud?

Giottos femte billede fra Franses liv, hvor han klæder sig
nøgen foran biskoppen og giver sit tøj tilbage til sin
jordiske far (fra Wikipedia.com)

Når man læser tekster af Frans af Assisi, så kan man få det foruroligende indtryk, at Frans opfordrer os til selvhad, selvplage og selvudslettelse. Særligt i Formaningerne optræder dette tema flere gange, f.eks. i kapitel 14: Om at være fattig i ånden. Her kan man læse: "den, der virkelig er fattig i ånden, hader sig selv (Luk 14,26), og elsker dem, der slår ham på kinden (jf. Matt 5,39)

For Frans kommer alt det gode fra Gud selv. I skabelsesberetningen hører vi, at mennesket er skabt i Guds billede, og Frans forstår dette meget konkret således, at Guds bruger mennesket som redskab eller kanal for alt det gode, som Han ønsker at give til verden. For Frans er det gode fra Gud af en helt anden kvalitet end det gode fra mennesket. Derfor opfordre Frans os til at udslette den individuelle personlighed, der får os til at tro, at vi er noget i kraft af os selv. Denne menneskets hovmod og stolthed er for Frans en stor synd - det er at vende sig bort fra Gud selv.

Frans skelner mellem på den ene side det menneskelige sind som et uendeligt væld af enestående individuelle træk og på den anden side menneskesindet som et redskab til udførelse af det gode. Det gode kan tilvejebringes på uendelig mange forskellige måder, men godhed som sådan har kun en dimension for Frans - Guds egen natur. Dette kan dog ikke isoleret set forklare Franses formaninger om at hade sig selv. Vi må også se formaningerne i andre perspektiver.

Det er helt entydigt, at Frans ser det som en stor værdi at være ringere og mindre end andre. Frans er nok delvist præget af tiden generelle tendens til at betragte mennesket som et syndigt væsen, der fristes af materialismen og dyrets lyster. Menneskets drifter bliver i tiden forstået som modsætninger til Guds vilje. Frans er hård ved sig selv. Også for hård. Mod slutningen af sit liv indser han dette, og han angrer. Man kan nok heller ikke udelukke, at Frans har trang til selvnedvurdering. Hans forhold til sin egen baggrund er ikke uproblematisk. De få kilder om hans barn- og ungdom giver indtryk af en meget dominerende faderfigur, som Frans må tage offentligt afstand fra for at blive fri for ham. Sidst må det også nævnes, at Frans ofte går til yderlighederne i både ord og handling. Hans liv er fyldt med episoder, hvor han blindt lægger sit liv i Guds hænder og fornægter enhver almindelig menneskelig fornuft.

Frans understreger mange gange, at mennesket er elsket af Gud og er en kanal for Guds kærlighed. Menneskets egen hellighed består ganske enkelt i, at man stiller sig fuldt og helt til rådighed for Guds vilje. I Formaningernes kapitel 19: Om den ydmyge Guds tjener, kan man f.eks. læse: "For hvad mennekset er for Gud, så meget er han, og ikke mere." Så når Frans formaner os til at udslette os selv, så er det hovmodet, stoltheden og ophøjetheden, han mener. Frans formaner os til aldrig at sætte os selv højere end andre.

Slutteligt skal man huske, at Frans skrev sine formaninger til en stor broget flok af brødre. De kom fra alle samfundslag og mange trak deres dårligdomme fra tidligere med ind i deres nye liv. Frans er insisterende, når han formaner dem. Der er ingen smuthuller. I vores postmoderne verden kan teksterne lyde indsnævrende og negative. Jeg er sikker på, at pointen for Frans var lige præcis det modsatte. Frans ville sætte brødrene fri. Fri til at leve fuldt og helt på Guds nåde og efter Hans vilje. Og hvis man er i tvivl om dette er sandt, så kig på Franses eget liv. Det er det bedste vidnesbyrd af dem alle.

(efter John B. Powell: Formaningerne og det moderne menneske i Pax et Bonum, juni 1994)

At være sekularfranciskaner

Tilbage i 1980erne og 1990erne udgav sekularfranciskanerne i Danmark det lille blad "Pax et Bonum", der udkom 4 gange årligt. Bladets redaktør gennem mange år var Marianne Powell OFS, der i årevis ledte sekurlarfranciskanerne dygtigt og myndigt.

I juni-nummeret i 1994 havde Marianne Powell oversat en artikel om lederskab fra OFS's nationalstyrelse i Irland. OFS i Danmark skulle til at vælge styrelse og derfor indeholdt bladet en ganske god artikel om det at være leder i OFS. Midt i artiklen står følgende lille opfordring til overvejelse til alle OFSere:

Skyldig eller uskyldig
Hvis du blev ført for retten beskyldt for at være sekularfranciskaner, ville der være tilstrækkeligt med vidnesbyrd til at få dig dømt?


Et andet sted i samme blad fortælles en sjov lille anekdote om lederskab, som også skal med her. En italiensk sekularfranciskaner blev omkring 1906 mistænkt for modernisme. Han var under mistanke for at forsøge at knytte forbindelse mellem katolsk tro og moderne videnskab. I den katolske kirke var noget sådan ikke velset på dette tidspunkt. Den italienske sekularfranciskaner var også præst, og han underviste i kirkehistorie på præsteseminariet i Bergamo. I 1910 indførte kirken en anti-modernist ed, som alle skulle sværge. Samtidig forstærkede man den kommission, der skulle holde øje med de mistænke "modernister". Den italienske sekularfranciskaner klarede sig trods mistanken om modernisme ganske godt. Hans navn var Angelo Roncalli, men du kender ham sikkert bedre under det navn, som han valgte sig i 1958: Pave Johannes XXIII.

(efter Walbert Bühlmann: Zehn Gebote für die Zukunft der Welt, 1993)

Lyset fra en helgen

Wilhelm Hammershøi: Baggård i Strandgade 30 fra ca. 1905

Man kan undre sig over, hvad et maleri af den danske kunstner Wilhelm Hammershøi har med en helgen at gøre. Ikke meget - og dog alligevel illustrere maleriet en fin pointe, som jeg tolker ind i Hammershøis billede.

Kvinden i billedet er kun noget i kraft af det lys, der skinner på hende. Hvis lyset ikke skinnede på kvinden, ville hun være tabt i mørket, og vi ville vel knap bemærke hende. Lyset i billedet har den evne, at det får kvinden selv til at lyse. Vi ved godt, at hun ikke selv lyser, men alligevel fanger vores øjne straks hendes ansigt, når vi betragter billedet. Vi tænker ikke umiddelbart over, at det ikke er hende selv, der lyser - vi fanges bare ind af hendes lys. På præcis samme måde er det med helgener. De er kun i kraft af den gode Herre selv. Ingen helgen kan skabe sit eget lys, men højest spejle Guds lys, så vi andre kan bades i lysets refleksion. Vi skal dog altid huske på, at det lys, der skinner fra en helgen, kun er en refleksion af lyset fra Gud selv.

Skaberværket 2

Foto: Christian Rasmussen (fra kristeligt-dagblad.dk)

Det mindste græs jeg undrer på
i skove og i dale,
hvor skulle jeg den visdom få
om det kun ret at tale!

fra Jeremias Bog

 

Rembrandts maleri fra 1630 af profeten Jeremias
(fra wikipedea.org)

"Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb. Råber I til mig, og går I hen og beder til mig, vil jeg høre jer. Søger I mig, skal I finde mig. Når I søger mig af hele jeres hjerte, er jeg at finde, siger Herren. Jeg vender jeres skæbne og samler jer fra alle de folk og fra alle de steder, jeg fordrev jer til, siger Herren; jeg fører jer tilbage til dette sted, som jeg førte jer bort fra."
(Jer 29,11-14)

Hvad er fattigdom i din verden?

De to politikere Özlem Cekic (SF) og Joachim B. Olsen (LS) diskuterer fattigdom.
(fra nyhederne.tv2.dk)

Fattigdommen er det ideal Frans af Assisi holder mest af. Fattigdommen er hans inderste væsen, hans holdepunkt i tilværelsen, hans tilflugtssted. Fattigdommen fylder hans hjerte med glæde og gør ham lykkelig. Han priser fattigdommen med et sprogbrug, som han han ellers kun bruger om Gud og Kristus selv. Man kommer aldrig til at forstå det mindste om Frans, hvis man ikke forstår hans forhold til fattigdommen.

Fattigdommen har for Frans af Assisi et fortrin i forhold til alle andre værdier i livet. Frans betragter fattigdommen som et privilegium - som noget man må søge efter og holde fast ved. Flere gange beskriver han fattigdommen som værende hellig. Frans bemærker bl.a., at de fattige i saligprisningerne nævnes først - himmeriget er deres. I Franses forståelse tilhørte Kristus de fattige, og derfor må Frans selv også tilhøre de fattige, for det er dem Gud åbne sit rige for.

I dag synes sådanne tanker nærmest at være vanvittige. Sådan var det nok også for mange mennesker i Franses samtid. Hvordan kan man elske fattigdommen? En stor del af verdens befolkning lider under fattigdommen. Fattigdommen forbinder vi med lidelse, armod og nød. Det giver da ingen mening at elske sådanne ting. Fattigdommen er et onde, som vi i mange år har arbejdet målrettet på at udrydde. Men det er slet ikke den slags fattigdom, Frans taler om. Frans ved godt, at selv ikke han med sit radikale fattigdomsideal kan blive rigtigt fattig, for Frans har selv valgt fattigdommen - og det har verdens millioner af fattige ikke. Der er stor forskel på den selvvalgte og den påtvungne fattigdom. Af give afkald på alt er ikke det samme som at stå i håbløs og endeløs fattigdom. For Frans har fattigdommen en mening - den fylder hans liv med glæde og lykke, mens fattigdommen for den afmægtige er fortvivlende og uden mening overhovedet. Selvom det er svært, må vi altså forsøge at forstå fattigdommen som et privilegium, en utrolig værdi og en kilde til stor lykke, hvis vi skal forstå Franses forhold til den selvvalgte fattigdom, som han elskede så højt.

Begivenheden foran biskoppen af Assisi, hvor Frans frasiger sig arven fra sin fars jordiske besiddelser, er afgørende for at forstå Frans og hans forhold til fattigdommen. Frans klæder sig nøgen foran biskoppen og de sammenstimlede folk, og giver sit tøj tilbage til sin jordiske fader. Han vil ikke længere været Pietro Bernardones søn, men Guds søn. Hans giver afkald på alt jordisk gods. Han vil intet eje - kun det som Faderen i Himlen giver ham. Gud vil sørge for ham og hans brødre. Frans kalder dette for den højeste fattigdoms privilegium og dette privilegium bliver senere stadfæstet af Paven, så ingen franciskanere kommer til at eje de klostre, som de bor i. Frans lever resten af sit liv i ubekymret tillid til, at Gud vil sørge for ham og hans brødre.

Fattigdommen er for Frans et kendetegn ved menneskets oprindelige situation i Paradisets Have. Adam og Eva ejede intet, og Gud tog sig godt af dem, så de aldrig manglede noget. Frans ønsker, at alle hans brødre skal vende tilbage til dette oprindelige stadie, hvor der intet står mellem Gud og mennesket. Jo mindre et menneske ejer, jo tættere er det på Gud. Man kunne sige, at ordet fattigdom for Frans er et synonym for det at være Guds skabning.

Mange kætterske bevægelser i Franses samtid benægter, at legemet er en del af Guds skaberværk. Mange mener, at kun sjælen er Guds, mens legemet med al sin syndighed er det ondes værk. Man kunne godt tro, at Frans også tænkte sådan. Frans piner sig selv med streng faste og laset tøj. Han er hård ved sig selv, men ikke fordi kroppen er syndig. Sent i livet indser han, at han har været for hård ved sig selv, og han angrer. Hans kræfter svigter ham, og han bliver langsomt svagere. Da han til sidst er helt blind og næste ikke kan bevæge sig, skriver han Solsangen - den berømte lovprisning af skaberværket. Også kroppen er del af Guds skaberværk.

Når Frans piner sig selv og næsten synes at være selvudslettende, så hænger det nøje sammen med hans forståelse af fattigdommen. Frans ønsker at være åndelig fattig. Frans vil give alt tilbage til Gud. Han ved, at livet kun er en gave, og han lægger sit liv helt og holdent i Faderens hænder. Mange gange formaner han brødre om at udslette egoets ophøjethed og ofre sig nøgen til Kristus. Mange har spekuleret i om Frans søgte martyriet, og det er nok ikke helt ved siden af. Men Frans ved også, at man skal passe på med at dyrke enkelte dyder for meget. I Franses forståelse har mennesket brug for alle sine evner, og derfor skal man ikke dyrke enkelte evner med særlig iver. I den åndelige fattigdom ligger også den forståelse, at alt godt skal tilfalde Gud. Man må aldrig forfalde til at tro, at man er noget uden Gud. Man må altid huske, at takke Gud for alt godt, der sker.

Frans ynder at citere fra Biblen. I begyndelsen af Reglen af 1221 citerer han fra Matt 16,24: "Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig."

Kilder: Anton Rotzetter: Frans af Assisi, Den Evangeliske Vei, Franciskanerne i Norge, 1981

Omvendelse

Rene Magritte tænkte nok ikke på omvendelse, da han malede dette
billede, men jeg synes, at det meget smukt illustrerer en fin pointe
om omvendelse - eller mangel på samme. (fra edouardvuillard.org)

Når Frans af Assisi taler om omvendelse foregår det på flere planer. Han var vokset op i en familie, hvor penge og magt var vejen til lykke. Han havde levet et liv baseret på materiel vækst fremfor åndelig vækst. Et liv, hvor Gud og erkendelse næppe har været samtaleemnerne rundt om spisebordet. Franses omvendelse væk fra det overfladiske rigmandsliv foregik både langsomt og pludseligt. Et langt fængselsophold med sygdom må have været en frygtelig oplevelse for en ung rigmandssøn med hele livet foran sig. Mødet med den spedalske må have været en lignende skelsættende oplevelse, der formentlig har sat sig afgørende spor i den unge Frans. I begyndelsen forstår den unge Frans ikke, hvilke planer Gud har for ham, men mødet med Gud selv i San Damiano-kirken bliver skelsættende for hele hans virke.

Men for Frans er der også en anden omvendelse. Vejen til at forstå denne omvendelsen går gennem Evangeliet. Frans spejler sit eget liv i Evangeliet, og han forsøger hele tiden at lade Evangeliet være forståelsesrammen for hele hans eksistens. Men det er ikke nok for Frans kun at sætte sig grundigt ind i Evangeliet. Han forsøger på bedst mulig måde resten også at efterleve Evangeliet. At lade Evangeliet blive aktivt og levende. Så at sige at leve Evangeliet - at være Evangeliet. Denne omvendelse er for Frans større og stærkere end den første. Den er så stærk i ham, at han må vende sig bort fra sin jordiske familie og fuldkomment hengive sig selv og sit liv til Gud. Han lægger sit liv i Guds hænder og forsøger at leve Evangeliet efter bedste evne.

En lille fortælling illustrere meget godt, hvad Frans ønskede af sine brødre: Efter Frans var død kom han i en vision til en mindrebroder, der var særligt optaget af og brugte meget tid på at prædike. I visionen anmodede Frans mindrebroderen om at leve i enkelthed. Mindrebroderen følte i dagene derefter Franses ord gennemstrømme ham med sødme og varme, og han begyndte at lægge sit liv om. Franses klangfulde tale ringede i hans øre og hans hjerte varmedes. Hans følte en frigjort glæde ved nu at leve sit liv i enkelthed, som Frans havde anmodet ham om. For Frans ønskede, at hans brødre skulle leve et afbalanceret liv og ikke udvikle enkle sider på bekostning af andre. Alle menneskelige dyder var nødvendige, hvis man til fulde skulle forstå Guds vilje. "Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres" (Matt 5,3)

Skærsilden og Frelsen

I Tivoli i København er Skærsilden en stor indendørs legeplads (fra tivoli.dk)

Fra tid til anden bliver man som katolik spurgt om skærsilden, himlen og helvede. Hvordan forholder kirken sig til disse "steder", og hvad tænker du selv om det? Det har jeg gjort mig nogle tanker om.

Frans taler godt nok ikke så meget om det, men han er gennem hele sit virke stærkt optaget af at gøre bod for alle sine synder. Frans betegner mange steder i kilderne sig selv, som den største synder af dem alle. Frans er ofte hårdt ved sig selv, og først sent i livet forstår han, at han også har været for hård ved sig selv. I forhold til din samtid er Frans dog uhyre moderne, synes jeg. Nok er mange af hans tanker "oversat" af andre franciskanere, men der synes hele vejen igennem at være en original og ægte Frans bag "oversættelserne".

For den hellige Frans er boden helt central. I hans samtid er der en lang række bodsbevægelser i det sydlige Europa, og Frans betegner i lighed med mange af disse sine brødre som bodsbrødrene. Han formaner i sin første regel af 1221 (RegNB) flere steder sine brødre til at leve et liv i bodsfærdighed. Boden skal hos Frans forstås på to planer: i bodsøvelserne og det bodsfærdige liv forsones mennesket med Gud (f.eks. gennem skriftemålet), men i boden ligger også en omvendelsesproces, der sigter mod den fuldkomne forening med Gud, og denne omvendelse er for Frans den eneste vej til frelsen. Han formaner sine brødre til at prædike denne omvendelse i sin første regel af 1221, hvor hele kapitel 21 handler herom. "Ve dem, der ikke dør i bod... de vil gå til "den evige ild" (RegNB kap 21,8)"

På Franses tid var skærsilden stadigvæk et fysiske sted, hvor mennesket blev klargjort til den fuldkomne forening med Gud. De lærde dengang debatterede ivrigt skærsildens formål. Nogle fremhævede skærsildens sonende og straffende karakter, mens andre fremhævede skærsilden som en proces præget af modning og åndelig vækst. Den hellige Augustin havde allerede på et tidligt tidspunkt betonet, at alle retfærdige (og ikke kun martyrerne) går direkte i himlen. Alligevel blev tiden efter Augustin præget at forestillingen om skærsilden som et dommens sted med megen udefrakommende lidelse.

I dag betegner vi ikke længere skærsilden som et fysisk sted, men som en anden slags væren end det jordiske livs væren. Skærsilden er stadigvæk forbundet med lidelse, men lidelsen er ikke nødvendigvis påført os udenfra. I dag tænker man mere skærsilden som en proces, hvor vi renses for vor resterende selviskhed, så vi kan blive et med den Gud, der giver sig selv fuldt ud for andre - den Gud, der skænker sig selv til os. Man kan sige, at skærsilden er en del af den proces, hvor vi kaldes fra intethed til liv, fra liv til personlig væren, fra personlig væren til ansvarsbevidst liv, fra ansvarsbevidst liv til kristent liv, fra kristent liv til fuldkommen forening med Gud. Skærsilden er altså den proces, hvor vi giver afkald på vores selviskhed for at finde det fuldkomne Gud-centrerede elskende jeg, der helt og holdent er forenet med Gud.

En legende fra et franciskanerkloster i England fortæller følgende lille historie, der på mange måder rammesætter den franciskanske forståelse af frelse. En munk, der ofte havde ekstatiske oplevelser, havde en dag grædt meget, mens han var i ekstase. Forstanderen for fraternitetet havde vækket munken, da han troede, at munken var syg eller besat. Munken kunne efterfølgende berette, hvorfor han havde grædt. Han havde i en vision set Kristus på en trone. Foran ham trådte forskellige mennesker frem for at blive dømt efter deres jordiske adfærd. Både lægfolk og ordensfolk blev dømt - og også nogle franciskanske mindrebrødre trådte frem for Kristus. En mindrebroder i en elegant klædning trådte frem for Kristus, der rådspurgte den hellige Frans, da mindrebroderen var fra hans orden. Frans afviste mindrebroder og denne blev straks kastet i helvede. En anden mindrebroder trådte frem. Han blev æret af mange lægfolk og var en hellig mand. Også ham afviste den hellige Frans. Mindrebrødre ladet sig ikke ære. Endnu en mindrebroder trådte frem. Denne var optaget af at bygge store smukke kirker, men også han blev afvist af den hellige Frans, og han blev straks kastet i helvede. Til sidst kom der også en mindrebroder. Da han blev spurgt, hvem han var, svarede han kun, at han var en stor synder, der var uværdig til noget godt og derfor kun kunne bede Kristus om nåde. Den hellige Frans rejste sig og omfavnede mindrebroderen og anbefalede ham til Paradiset med ordene: Se Herre, han er virkeligt en mindrebroder!" Forstanderen forstod nu, hvorfor munken havde grædt. Visionen havde påvirket munkens ekstase så indgående, at hele hans sjæl havde grædt - ikke af sorg, men af forløsning over at have set vejen til frelsen.   

Jeg synes, at jeg i Frans ser denne meget smukke lære om frelsen og formålet med vor eksistens - den fuldkomne forening med Gud. For enhver, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes." (Luk 18,14). Så enkelt - og utroligt vanskeligt er det!

Kilder:
Richard P. McBrien: Katolsk tro gennem to årtusinder. Niels Steensens Forlag, 1987
Marianne Powell m.fl._ Frans af Assisis skrifter. Forlaget Anis, 1999
Allan Liecht Madsen: Visioner af og om Frans af Assisi, Forlaget Queenswood, 1999

Skaberværket 1

Erantis (fra politikken.dk)

Gik alle konger frem på rad
i deres magt og vælde,
de mægted ej det mindste blad
at sætte på en nælde.

H. A. Brorson