Hl. Clara af Assisi O.S.C.

Den hellige Clara malet på en fresken af Simone Martini i 1312-1320
i den øvre del af St. Francescobasilikaen i Assisi (fra wikipedia.com)

Født: omkring 1194 i Assisi i Umbrien

Død: 11. august 1253 i Assisi

Mindedag: 11. august

Kanoniseret: 15. august 1255 af pave Alexander IV i Anagni.

Clara blev født i Assisi omkring år 1194 i den fornemme Offreducia familie. Hun var datter af Greve Faverone af Sciffi, og hun blev opdraget af sin fromme mor Hortulana di Fiumi. Vi ved, at Clara havde mindst tre søskende, men ellers ved man ikke meget om hendes barneår og opvækst. Man kan dog gætte på, at hendes liv har været præget af de forventninger, der normalt blev tillagt børnene i fornemme familier. Vi ved, at Claras familie måtte drage i eksil i Perugia under borgerkrigen mellem Assisi og Perugia fra 1198 til 1203. Vi ved også, at Clara tilbage i Assisi afslog det første af minimum to ægteskabstilbud allerede som 12-årig. Livet har nok ikke været helt nemt for den unge Clara.

En fasteprædiken i San Giorgiokirken ændrer livet for den kun 18-årige Clara. Manden på prædikestolen er den omvendte Frans af Assisi, som formentlig ikke har været helt fremmed for Clara, da en af Franses første brødre Rufino, er Claras fætter. Efter messen går hun til Frans og siger ifølge legenderne til ham: ”Vis mig vejen til Faderen!”. Frans ønsker for hende, at hun går i kloster, og han fastsætter hendes optagelse til palmesøndag den 18. marts 1212. Claras far stritter dog imod og nægter sin datter at gå i kloster. Med biskop Guido af Assisis velsignelse stikker den unge Clara om natten af hjemmefra og tager til Portiungula udenfor Assisi, hvor Frans opholder sig sammen med sine brødre. Det fortælles, at brødre modtager Clara i den lille kirke Santa Maria degli Angeli med lys og palmegrene i hænderne. Legenden fortæller, at Frans med det samme modtager hendes klosterløfter og klipper håret af hende. Samme nat tager brødrene Clara med til benediktinerklostret San Paolo della Abbadesse i Bastia Umbra, hvor hun skal lære klosterlivet af kende. Familien forsøger at få Clara hjem igen både med magt og med overtalelse, men det mislykkedes for dem. Få uger senere flytter Frans hende til benediktinerindernes kloster Sant'Angelo di Panzo ved Mont Subasio.

Clara yngre søster, Katarina, slutter sig også til Clara i i klosteret Sant'Angelo di Panzo. Her får nu navnet klosternavnet Agnes, og det er med dette navn, at hun senere bliver helgenkåret som den Hellige Agnes af Assisi. Det fortælles i øvrigt, at pigernes far Greve Faverone af Sciffi sammen med sin broder Monaldo og tolv andre mænd med magt forsøger at hente Agnes ud af klosteret igen. Forsøget mislykkes, da Claras bønner gør Agnes så tung, at de 14 mænd ikke er i stand til at flytte hende. Senere bliver Claras mor Hortulana enke og sammen med den yngste søster Beatrix slutter hun sig til Clara og Agnes i klosteret.

I 1214 giver Frans de fire familiemedlemmer og tre medlemmer af den rike Ubaldinifamilie fra Firenze et lille hus, der ligger i tilknytning til San Damianokirken, som Frans selv har restaureret. Han giver også det lille kommunitet en klosterregel (Formulae Vitae). Med klosterreglen og kommunitetet ved San Damiano er grundstenen til et helt nyt klosterfællesskab lagt. Klara bliver den første abbedisse for de Fattige Kvinders Orden (Povere Dame di San Damiano) eller Damianitinere, som de i begyndelsen bliver kaldt. Først efter Klaras død kommer ordenen til at hedde det navn, som vi kender dem på i dag: Ordo Sanctae Clarae (OSC).

Giottos afbildning af Frans og Clara fra 1279 fra den øvre del
af St. Francescobasilikaen i Assisi (fra wikipedia.com)

I 1216 får Clara af Pave Innocent III lov til at leve udelukkende af almisser uden at eje nogen som helst. Efter Franses ønske frasiger Clara og hendes medsøstre sig al form for ejendom. De ønsker hverken som fællesskab eller personligt at eje noget. Kardinal Hugolinus, der er Frans venlig stemt, ser i Franses og Claras ordensfællesskab et forbillede for andre kvindeklostre, og ordenen spreder sig hurtigt. Kardinal Hugolinus skriver en ny regel til Damianitinerne. Reglen orienterer sig mod Benedikts regel og den indordner Damianitinerne i det traditionelle klostervæsen. Reglen bliver indført i 1218 i de fleste af de klsotre, der var opstået med San Damiano som forbillede. Kadinal Hugolinus vil også gerne gøre op det absolutte fattigdomsideal. Han forsøger at få Klara til at acceptere en beskeden indtægtskilde, men Klara afslår dette. Klara er nervøs for at opgive fattigdomme og for at miste tilknytningen til den hastigt voksende franciskanske orden. Resultatet bliver, at nogle få klostre holder fast ved den af Frans udarbejdede regel Formulae Vitae, mens fleste andre accepterer Kardinal Hugolinus klosterregel. Blandt de klostre, der bevarer Formulae Vitae er Klaras eget kloster ved San Damiano. I 1228 bliver Kardinal Hugolinus Pave Gregor IX, og han må nu som Pave officielt anerkende og bekræfte fattigdomsprivilegiet, som Klara har så kært. Det er dog ikke slutningen. Gennem hele livet må Clara fra tid til anden forsvare den absolutte fattigdom, når paver og kirkelige autoriteter forsøger at modernisere ordenen ved at tage dette privilegium fra dem.

Claras tunica fra museet i krypten under
kirken Santa Chiara i Assisi (fra wikipedia.com)

Klara og hendes medsøstre praktiserer den strengeste leveform i sin samtid. Ud over absolut fattigdom, bærer søstrene hverken sko, sandaler eller strømper. De gennemfører ofte streng faste på vand og brød og giver afkald på kød. De lever i tavshed og taler kun, når det er absolut nødvendigt. Klara er den strengeste af dem alle. Hun under sig intet og lever ligesom Frans et hårdt liv uden verdslige goder. Hun forlader aldrig klostret ved San Damiano, og hun blvier da også anerkendt som en af middelalderens mest fuldkomne kontemplative.

Frans og Clara ser ikke meget til hinanden, men han besøger klosteret i ny og næ. Besøgene har stor betydning for dem begge og for eftertiden. Frans skriver bl.a. sin berømte Solsang (Canticum Fratris Solis) i San Damianoklosterets have i 1224. Da Frans dør den 3. oktober 1226 og begravelsesfølget daget efter bærer liget af Frans fra Portiungula til Assisi stopper de ved San Daminao, så Clara og hendes medsøstre kan sige et sidste farvel til deres broder Frans.

Clara lever 27 år længere. I alt leder hun med stor dygtighed sit kommunitet i hele 41 år, selvom hun i sine sidste 29 år lider af tiltagende dårligt helbred. Hendes livsførelse er usund og hård ved kroppen. Hun formaner andre om ikke at overdrive askesen. Om natten går hun rundt og lægger sengetøjet om medsøstrene, så de ikke skal fryse, men sig selv sparer hun ikke.

Claras hengivenhed gælder ikke kun medsøstrene. Det fortælles, at Clara to gange gennem bøn og bod frelser byen Assisi for plyndringer. I september 1240 og i juni 1241 er byen i fare for at blive plyndret, men Clara forsvarer byen bevæbnet med en monstrans. Sådan fortæller legenderne i hvert fald.

I 1247 giver Pave Innocent IV søstrene en ny regel, som forener søstrene med franciskanerne og distancerer dem fra benediktinerne. Dette er helt i Claras ånd. Paven gier dig samtidig klostrene tilladelse til fælles ejendom. Clara er en stærk modstander af dette og paven må tre år senere trække dele af reglen tilbage igen. Klara er i mellemtiden begyndt at skrive sin egen regel. Den regel bliver den 9. august 1253 godkendt af pave Innocent IV, men den må udelukkende bruges i San Damianoklostret. Det er faktisk et stor begivenhed. Det er nemlig første gang en pave godkender en regel udformet af en kvinde.

Clara er meget syg på dette tidspunkt. Den 11. august 1253, kun to dage efter pavens godkendelse af hendes regel, dør hun i San Damianoklostret. Paven når selv at give hende det hellige sakramente, inden hun dør. Hun bliver begravet i San Giorgiokirken i Assisi, men allerede i 1265 bliver hun overført til den nybyggede kirke, der bærer hendes eget navn: Santa Chiara. Her bliver hun begravet i nærheden af sin mor Hortulana og sine søstre Agnes og Beatrix. Paven Alexander IV helgenkåret Clara allerede to år efter hendes død. Som kardinal har paven besøgt Clara, mens hun var meget syg. Dette besøg må have gjort stort indtryk på kardinalen. Stort indtryk ligesom Clara gjorde på de få mennesker, der havde det privilegium at lære hende at kende.

Claras legeme i glaskisten i krypten under Santa Chiara i Assisi (fra wikipedia.com)

Både Frans og Clara bliver begravet på hemmelige steder i deres respektive kirker. Man er nervøs for at deres levninger vil blive røvet og spredt for alle vinde som relikvier. Først den 30. august 1850 bliver Claras grav fundet og identificeret, og kort efter bliver den åbnet og hendes levninger taget op. I 1872 bliver hendes mumificerede legeme flyttet til et glasskrin i krypten under kirken. Her kan man stadigvæk se hende. En maske, der skulle vise hendes oprindelige ansigtstræk, dækker hendes ansigt.

Fra Clara er bevaret fem breve, en regelbog og hendes testamente. Desuden fremstår San Damianoklostret næsten urørt. På hendes plads i refektoriet står der hver dag friske blomster.

Clara ses ofte afbilledet med enten en monstrans, et kors, en lilje, en regelbog en abbedissestav eller en olielampe. Den hellige Clara er skytshelgen for Clarisserne, for byen Assisi, for glasmestre, glasmalere, vaskekoner, syersker, broderersker og forgyldere. Desuden er hun god mod feber og øjenlidelser, og som noget forholdsvis nyt er hun også skytshelgen for – fjernsynet. Clara udråbes nemlig i 1958 til fjernsynets skytshelgen af Pave Pius XII. Begrundelsen herfor stammer fra en tidlig historie om Clara. Clara kunne ikke deltage i julemessen i 1252, da hun var alt for syg til at kunne være med. Hun så dog hele messen for sit indre blik, og hun kunne efter messen fortælle om messen, som havde hun været der selv.

Claras første biografi blev skrevet af samme mand, der skrev den første biografi om Frans af Assisi: Thomas af Celano. Biografien, som man i mange år troede var tabt, er skrevet inden år 1261.

Ved Claras død er hendes orden allerede stor. Der er i Europa 111 klostre fordelt på de større europæiske lande. I slutningen af 1300-tallet er der over 400 clarisseklostre i Europa. Clarisserne kommer også til Danmark. Vi ved, at der har været clarisseklostre i både Roskilde og i Odense. I dag er der ca. 15.000 clarisser fordelt på 675 klostre. Desuden findes en del ordener og klostre, der er inspireret af den hellige Claras liv og regel.

Kilder:

http://www.katolsk.no/biografier/historisk/klara

http://www.katolsk.no/biografier/historisk/hortassi

http://www.katolsk.no/biografier/historisk/aassisi

http://www.italy.dk/turisme/umbrien/klara.htm

http://en.wikipedia.org/wiki/Clare_of_Assisi