Om kald



Jan Victors maleri fra 1645, hvor Hannah overgiver den unge Samuel til Elis varetægt.


Onsdag den 11. januar 2012 var første læsning taget fra Første Samuelsbog. Her hørte vi om Gud, der kalder den unge Samuel, der tjener Eli i Templet.

Engang skete der dette: Eli lå og sov, hvor han plejede; hans øjne var begyndt at blive svage, så han ikke kunne se. Guds lampe var endnu ikke slukket, og Samuel sov i Herrens tempel, hvor Guds ark stod. Da kaldte Herren på Samuel, som svarede ja og løb hen til Eli og sagde: »Du kaldte på mig, her er jeg!« Men han svarede: »Jeg har ikke kaldt; læg dig til at sove igen.« Så gik han hen og lagde sig. Igen kaldte Herren: »Samuel!« Han stod op og gik hen til Eli og sagde: »Du kaldte på mig, her er jeg!« Men han svarede: »Jeg har ikke kaldt, min søn. Læg dig til at sove igen.« Samuel kendte nemlig endnu ikke Herren, og Herrens ord var endnu ikke blevet åbenbaret for ham. For tredje gang kaldte Herren: »Samuel!« Han stod op og gik hen til Eli og sagde: »Du kaldte på mig, her er jeg!« Da forstod Eli, at det var Herren, der kaldte på drengen, og han sagde til Samuel: »Gå hen og læg dig til at sove. Hvis der bliver kaldt på dig igen, skal du sige: Tal, Herre, din tjener hører!« Så gik Samuel tilbage og lagde sig til at sove. Da kom Herren og stillede sig foran ham, og han kaldte ligesom de andre gange: »Samuel, Samuel!« og han svarede: »Tal, din tjener hører!«
(1.Sam 3, 2-10 fra http://www.bibelselskabet.dk/)

Læsningen er vidunderlig. Vi er Samuel, og spørgsmålet, der melder sig, må være: ”Hører du også Gud kalde? – og hvad svarer du?”

Samuel svarer som Eli rådgiver ham at svare: ”Tal, din tjener hører!” Gud vil os og kalder på os til at tjene ham. Han kalder os til hellighed og til kærlighed til Gud og til vore medmennesker. Samuel hører nok kaldet, men søger i begyndelsen det forkerte sted, da Gud kalder på ham. Kaldet indeni Samuel kommer nemlig ikke dumpende af sig selv. Samuel må selv opsøge kaldet og må første søge vejledning hos sin mester, Eli. Historien fortæller os, at vi aktivt skal opsøge kaldet, tænker jeg.

Et mantra i den postmoderne verden, er at man som ung skal finde sig selv. Der er næsten som om, at man er blevet væk og skal søge nær og fjern for at finde sig selv (igen). For mange betyder denne søgen, at man skal eksperimentere sig frem og udfordre sine grænser for derved finde sig selv. Men man leder de forkerte steder, synes jeg.

”Alt for sent lærte jeg at elske dig, Gud”, sagde Augustin. ”Du var indeni, men jeg var udenpå.” Du var i mig, men jeg var ikke i mig.” Sådan reflekterer Augustin over sin egen søgen efter at finde sig selv. Han lærer at lede det rigtige sted, og finder sig selv. Han hører Gud kalde og finder sig selv hos Gud. Her har vi kaldets nerve. Gud kender os. Bedre end vi selv gør det. Det sværeste er at lytte og høre, hvor Gud gerne ser, at vi er. Det sværeste er at sige som Samuel: ”´Tal, din tjener hører!”