Kære læsere
Dette indlæg bliver det sidste. Jeg har ikke kræfter til at holde bloggen kørende. Tak fordi I læste med...
Daniel
tirsdag den 20. august 2013
onsdag den 14. august 2013
Den hl. Maximilian Maria Kolbe OFM.conv
I dag fejrer kirken en af den moderne
verdens helt store helgener – den hellige Maximilian Maria Kolbe,
der var franciskaner.
 |
| Maximilian Kolbe i sin ordensdragt. |
Den
hellige Maximilian Maria Kolbe blev født Raymond Kolbe den 7. januar
1894 i den lille landsby Zdunska Wola i Lódz i den russisk-besatte
del af Polen. Han blev døbt samme dag. Hans forfædre kom fra
Bøhmen, og navnet Kolbe synes at indikere germansk snarere end
slavisk oprindelse. Han var den anden af tre sønner af forældrene
Julius Kolbe og Maria Dabrowska. Hans ældre bror hed Francis og hans
yngre bror hed Joseph. Hans far arbejdede i begyndelsen hjemme som
væver, men under det russiske styre fik han økonomiske problemer,
og familien måtte flytte til Lodz og derefter i 1897 til Pabianice,
hvor faren blev fabriksarbejder, og familien måtte kæmpe for at få
mad og tøj til alle. Raymonds forældre var dybt fromme og dybt
patriotisk og brødrene fik en streng opdragelse.
I en alder af kun ti år havde Raymond en mystisk drøm, der syntes at ændre den noget egenrådige drengs karakter. Den hellige Jomfru Maria tilbød ham to kroner, en hvid og en rød, renhedens og martyriets symboler. Han valgte dem begge og Maria smilede og forsvandt. Derefter helligede han sig til et liv discipel af Kristus. Kernen i hans spiritualitet var dogmet fra 1854 om den ubesmittede undfangelse.
For at supplere familiens indkomst åbnede moren en lille købmandsbutik, og i den forbindelse sendte hun lille Raymond til farmaceuten Kotowski for at hente medicin til butikken. Denne blev så forbavset over Raymonds evne til at huske latinske navne, at han gratis gav Raymonds latinundervisning, så han kunne gå til eksamen sammen med sin storebror, der gik i latinskole. Raymond klarede sig så godt, at han fik lov til at fortsætte sin uddannelse og gå i skolen.
I en alder af kun ti år havde Raymond en mystisk drøm, der syntes at ændre den noget egenrådige drengs karakter. Den hellige Jomfru Maria tilbød ham to kroner, en hvid og en rød, renhedens og martyriets symboler. Han valgte dem begge og Maria smilede og forsvandt. Derefter helligede han sig til et liv discipel af Kristus. Kernen i hans spiritualitet var dogmet fra 1854 om den ubesmittede undfangelse.
For at supplere familiens indkomst åbnede moren en lille købmandsbutik, og i den forbindelse sendte hun lille Raymond til farmaceuten Kotowski for at hente medicin til butikken. Denne blev så forbavset over Raymonds evne til at huske latinske navne, at han gratis gav Raymonds latinundervisning, så han kunne gå til eksamen sammen med sin storebror, der gik i latinskole. Raymond klarede sig så godt, at han fik lov til at fortsætte sin uddannelse og gå i skolen.
I 1907 søgte
Raymond optagelse på franciskanerkonventualernes seminar i Lvov
(nuværende Lviv). Han var særligt god til matematik og fysik, og
han var dybt fascineret af astronomi og drømmen om at rejse i
rummet. En overgang troede han, at han skulle være soldat, og som
16-årig konkluderede han, at han ikke havde noget kald.
Den 4. September
1910 begyndte Raimund sit ordensliv hos fransiskanerkonventualerne
(OFMConv) sammen med sin ældre bror Francis. Den mindste bror Joseph
var også begyndt på seminariet, og begge forældre var også
indtrådt i en orden. Moren blev benediktiner, mens faren bliv
franciskaner. Raymonds første periode er plaget af tvivl, men den
11. september 1911 aflagde han alligevel de første løfter og tog
ordensnavnet Maximilian. På grund af hans store hengivenhed til Guds
Moder, kaldte han sig også Maria. Den 1. november 1914 aflagde han
sine evige løfter.
I 1914, ikke længe
efter udbruddet af Første Verdenskrig sluttede Maximilians far sig
til den polske Legion under marskal Pilsudski for at kæmpe sammen
med aksemagterne (Tyskland, Østrig og Tyrkiet) mod russerne med det
ultimative mål at befri Polen. Kolbe blev såret i kamp mod
russerne, og han blev derefter hængt som en forræder i en alder af
kun 43 år.
Maximilian blev bemærket for sin konstante bøn i kollegiets kapel, men han var også en flittig elev. Han tog de første doktorgrader i filosofi og teologi, men i 1919 blev han også ramt af livslang lungetuberkulose. Han blev ordineret præst den 28. april 1918 af kardinal Basil Pompilii i kirken Sant'Andrea della Valle i Rom og fejrede sin første messe på Marias alter i kirken Sant'Andrea delle Fratte på samme alteret, hvor Guds Moder havde vist sig for den jødiske agnostikere Alfons Maria Ratisbonne i i 1842.
Den 29. juli 1919 vendte Maximilian tilbage til Polen, som var blevet en selvstændig nation igen i 1918. Hans vigtigste arbejde var først som lærer i filosofi og kirkehistorie ved det franciskan ske seminarie i Krakow. Den 10. august 1920 blev han sendt til et sanatorium i Tatra-bjergene, hvor han organiserede forelæsninger, uddelte medaljer og optog en række konvertitter blandt de desperate eller religiøst ligeglade syge. Han mistede en lunge, men kunne alligevel vende tilbage til Krakow.
Det 20. oktober 1922 overførtes han sammen med nogle temmelig uentusiastiske brødre til et halv ødelagt kloster i Grodno i det nordvestlige Polen. Her ramtes han igen af tuberkulose. Denne gang tilbragte han perioden fra 19. september 1926 til 13. april 1927 i Zakopane. Han tilskrev sin endelige raskmelding til Jomfru Maria: "Hun forsøger at bruge en gammel slidt pensel til at male et mesterværk. Jeg er børsten, Vor Frue er maleren! "
Maximilian blev bemærket for sin konstante bøn i kollegiets kapel, men han var også en flittig elev. Han tog de første doktorgrader i filosofi og teologi, men i 1919 blev han også ramt af livslang lungetuberkulose. Han blev ordineret præst den 28. april 1918 af kardinal Basil Pompilii i kirken Sant'Andrea della Valle i Rom og fejrede sin første messe på Marias alter i kirken Sant'Andrea delle Fratte på samme alteret, hvor Guds Moder havde vist sig for den jødiske agnostikere Alfons Maria Ratisbonne i i 1842.
Den 29. juli 1919 vendte Maximilian tilbage til Polen, som var blevet en selvstændig nation igen i 1918. Hans vigtigste arbejde var først som lærer i filosofi og kirkehistorie ved det franciskan ske seminarie i Krakow. Den 10. august 1920 blev han sendt til et sanatorium i Tatra-bjergene, hvor han organiserede forelæsninger, uddelte medaljer og optog en række konvertitter blandt de desperate eller religiøst ligeglade syge. Han mistede en lunge, men kunne alligevel vende tilbage til Krakow.
Det 20. oktober 1922 overførtes han sammen med nogle temmelig uentusiastiske brødre til et halv ødelagt kloster i Grodno i det nordvestlige Polen. Her ramtes han igen af tuberkulose. Denne gang tilbragte han perioden fra 19. september 1926 til 13. april 1927 i Zakopane. Han tilskrev sin endelige raskmelding til Jomfru Maria: "Hun forsøger at bruge en gammel slidt pensel til at male et mesterværk. Jeg er børsten, Vor Frue er maleren! "
I Teresin fik
brødrene nærmest mirakuløst overdraget et stort stykke jord, hvor
de kunne bygge et nyt kloster. Trods lægerne advarsler sluttede
Maximilan sig til dem og arbejdede hårdt med at bygge et nyt
kloster. Hans brødre forlod Grodno den 27. november 1927 og og
klosteret blev indviet den 8. december 1927.
Klosteret, der blev et af de største i verden, blev bygget af ham selv og hans munke, deriblandt mænd i alle erhverv: Læger og tandlæger, landmænd og mekanikere, skræddere, bygherrer, bogtrykker, skomagere, gartnere og kokke, og de var helt selvforsynende . I 1939 havde klosteret 762 indbyggere i alt: 13 præster, 18 novicer, 527 Lægbrødre, 122 drenge i det mindre seminarium og 82 præstestuderende. Senere blev stedet udvidet med et brandvæsenet (med nogle munke brandmænd), seminarer og mission, print og radio station. Maximilian var en eminent administrator med en meget moderne fornemmelse af brugen af massemedierne. Han udgav et bl.a. et meget rost og anerkendt tidsskrift. Bygningerne var meget enkle. Maximilian afskyede enhver form for praleri, især i klostre og kirker, men han troede på teknologiske fremskridt i en grad, der i dag synes både forudseende og naive.
En dag mødte Maximilian nogle japanske studerende, og han besluttede sig for at rejse til Japan på vegne af pave Pius XI (1922-1939) for at grundlægge et nyt tidskrift. Han vidste intet om Japan. Den 26. februar 1930 drog han afsted sammen med fire brødre, og efter en rejse gennem Port Said, kom de gennem Saigon og Shanghai til Nagasaki den 24. april. Ærkebiskoppen af Nagasaki, der hørte, at Maximilian havde to doktorgrader, tilbød ham en position i et ledigt professorat i filosofi som en betingelse for at lade han starte sit tidsskrift.
I juni og juli 1920 rejste Maximilian tilbage til Polen gennem Sibirien for at deltage i det provinsielle kapitel. Den 24. juli blev han genvalgt i den japanske mission.
Efter fem år i Japan blev Maximilian igen ramt af alvorlig sygdom, og i 1936 tog han derfor tilbage til Polen. Tilbage i Polen helligede han sig helt til sit klosters fællesskab og deres publikationer. Han startede flere nye magasiner og aviser, og den 8. december 1938 begyndte klosterets regelmæssige radioudsendelser. Stationen brugte en Lourdes salme-lignende temasang, spillet af klosterets eget orkester. Men Maximilian var svækket af tuberkulose, konstant plaget af migræne og havde en hudsygdom.
Den 1. September 1939 Anden Verdenskrig brød ud, og efter kun tyve år som en selvstændig nation blev Polen invaderet af tyskerne og russerne, som delte landet mellem sig. Maximilians kloster blev besat af tyskerne den 13. September og forblev i den tyske del af landet, kaldet "Generalguvernementet." I det nye Stortyskland var polakkerne reduceret til næsten ingenting, og polsk kultur blev de-facto forbudt. Maximilian praktiserede ikke-voldelig modstand, og han gav sine ledsagere det råd at forlade stedet og gå hjem for at deltage som hjælpere i Røde Kors arbejde, og ikke at deltage i væbnet modstand eller i den underjordiske modstandsbevægelse. Selv blev han på sin post, og han beholdt kun de 48 dristigste franciskanere sammen med ham efter at de havde insisteret derpå. Den 19. september 1939 blev han arresteret sammen med 35 brødre, en anden præst og koreansk seminarist og deporteret til lejren Lamsdorf i Tyskland. Den 24. september blev Maximilian og 24 brødre overført til telte i lejren Amtitz, hvilket var hårdt, men til at holde ud, og Maximilian var i stand til at prædike for andre, og opfordrede dem til at være modig og villig til at acceptere lidelse. Efter 2½ måned blev de atter flyttet, denne gang til Ostrezeszow. Maximilian forblev rolig, håbefulde og helt frygtløs.
Mod alle forventninger frigav det tyske militær dem den 8. december (Festen for den ubesmittede undfangelse), og den næste dag kunne vende tilbage plyndrede kloster. De gik straks i gang, for der kom samme dag 3.000 polske flygtninge, som var blevet fordrevet af tyskerne fra Poznan, der nu skulle være en rent tysk by. Omkring 1.500 jøder var også ankommet. Maximilian hilste dem med den samme medfølelse, som han havde vist de andre polakker. De fik husly i bygningerne, som brødrene havde forsøgt at genoprette. "Vi må gøre alt for at hjælpe dem, der er fordrevet fra deres hjem," sagde Maximilian.
Et par dage efter den tyske invasion startede det nazistiske regime en hensynsløs kampagne mod polakkerne, især jøderne. Ved slutningen af krigen havde de dræbt seks millioner polakker og tre millioner jøder. Tyskerne var klar over den katolske kirkes kulturelle og patriotiske rolle, og de besluttede at ødelægge det som en national enhed.
Klosteret, der blev et af de største i verden, blev bygget af ham selv og hans munke, deriblandt mænd i alle erhverv: Læger og tandlæger, landmænd og mekanikere, skræddere, bygherrer, bogtrykker, skomagere, gartnere og kokke, og de var helt selvforsynende . I 1939 havde klosteret 762 indbyggere i alt: 13 præster, 18 novicer, 527 Lægbrødre, 122 drenge i det mindre seminarium og 82 præstestuderende. Senere blev stedet udvidet med et brandvæsenet (med nogle munke brandmænd), seminarer og mission, print og radio station. Maximilian var en eminent administrator med en meget moderne fornemmelse af brugen af massemedierne. Han udgav et bl.a. et meget rost og anerkendt tidsskrift. Bygningerne var meget enkle. Maximilian afskyede enhver form for praleri, især i klostre og kirker, men han troede på teknologiske fremskridt i en grad, der i dag synes både forudseende og naive.
En dag mødte Maximilian nogle japanske studerende, og han besluttede sig for at rejse til Japan på vegne af pave Pius XI (1922-1939) for at grundlægge et nyt tidskrift. Han vidste intet om Japan. Den 26. februar 1930 drog han afsted sammen med fire brødre, og efter en rejse gennem Port Said, kom de gennem Saigon og Shanghai til Nagasaki den 24. april. Ærkebiskoppen af Nagasaki, der hørte, at Maximilian havde to doktorgrader, tilbød ham en position i et ledigt professorat i filosofi som en betingelse for at lade han starte sit tidsskrift.
I juni og juli 1920 rejste Maximilian tilbage til Polen gennem Sibirien for at deltage i det provinsielle kapitel. Den 24. juli blev han genvalgt i den japanske mission.
Efter fem år i Japan blev Maximilian igen ramt af alvorlig sygdom, og i 1936 tog han derfor tilbage til Polen. Tilbage i Polen helligede han sig helt til sit klosters fællesskab og deres publikationer. Han startede flere nye magasiner og aviser, og den 8. december 1938 begyndte klosterets regelmæssige radioudsendelser. Stationen brugte en Lourdes salme-lignende temasang, spillet af klosterets eget orkester. Men Maximilian var svækket af tuberkulose, konstant plaget af migræne og havde en hudsygdom.
Den 1. September 1939 Anden Verdenskrig brød ud, og efter kun tyve år som en selvstændig nation blev Polen invaderet af tyskerne og russerne, som delte landet mellem sig. Maximilians kloster blev besat af tyskerne den 13. September og forblev i den tyske del af landet, kaldet "Generalguvernementet." I det nye Stortyskland var polakkerne reduceret til næsten ingenting, og polsk kultur blev de-facto forbudt. Maximilian praktiserede ikke-voldelig modstand, og han gav sine ledsagere det råd at forlade stedet og gå hjem for at deltage som hjælpere i Røde Kors arbejde, og ikke at deltage i væbnet modstand eller i den underjordiske modstandsbevægelse. Selv blev han på sin post, og han beholdt kun de 48 dristigste franciskanere sammen med ham efter at de havde insisteret derpå. Den 19. september 1939 blev han arresteret sammen med 35 brødre, en anden præst og koreansk seminarist og deporteret til lejren Lamsdorf i Tyskland. Den 24. september blev Maximilian og 24 brødre overført til telte i lejren Amtitz, hvilket var hårdt, men til at holde ud, og Maximilian var i stand til at prædike for andre, og opfordrede dem til at være modig og villig til at acceptere lidelse. Efter 2½ måned blev de atter flyttet, denne gang til Ostrezeszow. Maximilian forblev rolig, håbefulde og helt frygtløs.
Mod alle forventninger frigav det tyske militær dem den 8. december (Festen for den ubesmittede undfangelse), og den næste dag kunne vende tilbage plyndrede kloster. De gik straks i gang, for der kom samme dag 3.000 polske flygtninge, som var blevet fordrevet af tyskerne fra Poznan, der nu skulle være en rent tysk by. Omkring 1.500 jøder var også ankommet. Maximilian hilste dem med den samme medfølelse, som han havde vist de andre polakker. De fik husly i bygningerne, som brødrene havde forsøgt at genoprette. "Vi må gøre alt for at hjælpe dem, der er fordrevet fra deres hjem," sagde Maximilian.
Et par dage efter den tyske invasion startede det nazistiske regime en hensynsløs kampagne mod polakkerne, især jøderne. Ved slutningen af krigen havde de dræbt seks millioner polakker og tre millioner jøder. Tyskerne var klar over den katolske kirkes kulturelle og patriotiske rolle, og de besluttede at ødelægge det som en national enhed.
 |
| En kunstneres gengivelse af det øjeblik, da Kolbe træder frem for at tage sin næstes plads. |
Den 17. september 1940 blev Maximilian arresteret af SS-mænd sammen med fire andre præster og anbragt i koncentrationslejren i Oranienburg, men han blev kort efter frigivet igen. Den 17. februar 1941 blev han arresteret igen og sendt til det berygtede fængsel Pawiak i Warszawa. Maximilian blev brutalt slået og ydmyget, og hans lungebetændelse betød, at han blev henvist til sygeafdelingen. Men den 28. maj 1941, uden rettergang eller dom, blev han deporteret til koncentrationslejren Auschwitz (Oswiecim), som blev placeret i ærkebispedømmet Kraków. Der er han tatoveret fange nummer 16670 og blev placeret i barakken 17. Senere blev han overført til barak 14.
Auschwitz var et sted for hidtil uhørt lidelse og grusomhed. Fra 1941 til 1945 foregik her et massemord i industriel målestok, hovedsageligt jøder fra hele det tyskbesatte Europa, men også sigøjnere, polakker og andre "racemæssigt underlegne" grupper. Maximilian arbejdede hårdt, og han blev hurtigt stærkt svækket af sygdom og af de hårde levevilkår.
En dag i
slutningen af juli mente vagter, at en fange i barakken 14 var
undsluppet, og kommandanten beordrede i overensstemmelse med
reglerne, at ti mænd fra samme barak skulle dø som hævn. De skulle
sultes ihjel i den berygtede underjordiske mørk kælder. Senere
viste det sig, at der ikke havde været nogen flugt, da fangen blev
fundet druknet i latrinet. Fangerne stod på appellpladsen i den
brændende sol, og ti mænd blev tilfældigt udvalgt. En af dem,
sergent Franciszek Gajowniczek, råbte i desperation: "Min kone
og mine børn, jeg vil aldrig se dem igen," og til generelle
bestyrtelse gik Kolbe frem fra egne rækker og tilbød at tage hans
plads. "Hvem er du?", spurgte lejrkommandant, SS oberst
Fritsch, som blev kaldt "slagteren". "Jeg er en gammel
katolsk præst," sagde Kolbe. SS-manden var ligeglade med hvem,
der gik i døden, og de to byttede plads. Dette var første og eneste
gang i Auschwitz's historie, at nogen frivilligt gik til sin død i
en andens sted.
Maximilian ønskede, at hans medfange ville komme hjem og tage sig af din kone og børn. Som en katolsk præst, ville han blot tage sig af de indsatte og hjælpe dem til en god død. Det gjorde Kolbe. Sultebarakkens helvede, hvor de nøgne mænd blev gradvist udsultet, blev omdannet til et lille ”kapel” med bøn og sang, omsorg og tillid. De indsatte i nabobarakkerne, hvis skrig havde lydt ud til dem, begyndte at lytte.
De bad om brød og vand, men hvis nogen af dem nærmede sig celledøren, når SS-mændene åbnede den, blev de sparket i maven eller skudt ned. Kolbe udholdt bedre end de fleste, og han tiggede ikke, og han beklagesw sig ikke. Han holdt de andre op så langt, som han kunne. Til sidst blev de så svage, at bønnerne kun blev hvisket. De fleste kunne ikke rejse sig og blev liggende på gulvet, men Kolbe stod eller knælede i midten af rummet. To uger gik på denne måde, mens den ene efter den anden døde, indtil kun fire tilbage. Kun Maximilian var ved bevidsthed.
Snart skulle cellen bruges tilo nye fanger, og en tysk kriminel fange ved navn Bock, blev sendt ind for at give de overlevende en sprøjte carbolsyre (phenol) i håndleddet. Maximilian var den sidste tilbage. Han bad en bøn og og blev så henrettet. Dødsattesten angiver med tysk grundighed dødsøjeblikket til 12.30. Det var dagen før Marias optagelse i himlen, da hans krop blev kremeret sammen med 80 andre fangers.
Maximilian Kolbe heltemod var kendt både i Auschwitz og andre steder, og efter krigen bragte nogen avisartikler om denne "moderne helgen." Syge blev helbredt på hans forbøn, og snart forlangte man, at han blev saligkåret. De nødvendige forberedelser begyndte den 12. august 1947. Blandt de mirakler, der førte til saligkåringen var helbredelsen af Angela Testoni, der led af tuberkulose i tarmene, i juli 1948 og healing af Francis Ranier for arterieforkalkning i august 1950.
Maximilian ønskede, at hans medfange ville komme hjem og tage sig af din kone og børn. Som en katolsk præst, ville han blot tage sig af de indsatte og hjælpe dem til en god død. Det gjorde Kolbe. Sultebarakkens helvede, hvor de nøgne mænd blev gradvist udsultet, blev omdannet til et lille ”kapel” med bøn og sang, omsorg og tillid. De indsatte i nabobarakkerne, hvis skrig havde lydt ud til dem, begyndte at lytte.
De bad om brød og vand, men hvis nogen af dem nærmede sig celledøren, når SS-mændene åbnede den, blev de sparket i maven eller skudt ned. Kolbe udholdt bedre end de fleste, og han tiggede ikke, og han beklagesw sig ikke. Han holdt de andre op så langt, som han kunne. Til sidst blev de så svage, at bønnerne kun blev hvisket. De fleste kunne ikke rejse sig og blev liggende på gulvet, men Kolbe stod eller knælede i midten af rummet. To uger gik på denne måde, mens den ene efter den anden døde, indtil kun fire tilbage. Kun Maximilian var ved bevidsthed.
Snart skulle cellen bruges tilo nye fanger, og en tysk kriminel fange ved navn Bock, blev sendt ind for at give de overlevende en sprøjte carbolsyre (phenol) i håndleddet. Maximilian var den sidste tilbage. Han bad en bøn og og blev så henrettet. Dødsattesten angiver med tysk grundighed dødsøjeblikket til 12.30. Det var dagen før Marias optagelse i himlen, da hans krop blev kremeret sammen med 80 andre fangers.
Maximilian Kolbe heltemod var kendt både i Auschwitz og andre steder, og efter krigen bragte nogen avisartikler om denne "moderne helgen." Syge blev helbredt på hans forbøn, og snart forlangte man, at han blev saligkåret. De nødvendige forberedelser begyndte den 12. august 1947. Blandt de mirakler, der førte til saligkåringen var helbredelsen af Angela Testoni, der led af tuberkulose i tarmene, i juli 1948 og healing af Francis Ranier for arterieforkalkning i august 1950.
Maximilians saligkåringsproces blev formelt indledt den 16. marts 1960. Det 20. januar 1969 var hans heroiske dyder anerkendt og han modtog titlen "ærværdige". Den 14. juni 1971, blev endnu to mirakler gennem hans forbøn anerkendt.
.jpg) |
| Franciszek Gajowniczek og Pave johannes Paul II under Kolbes helgenkåring. |
Han
blev saligkåret den 17. oktober 1971 af pave Paul VI (1963-1978) i
Peterskirken i Rom. Ærkebiskop Karol Wojtyla i Krakow (som Auschwitz
hører under) deltog i begivenheden. Maximilian blev kanoniseret den
10. oktober 1982 på Peterspladsen i Rom af selv samme Wojtyla, som
var blevet pave Johannes Paul II. Det var hans anden kanonisering.
Franciszek Gajowniczek, manden hvis liv Maximilian reddede, var til
stede på Peterpladsen denne dag. Maximilian blev kanoniseret som en
martyr, og han afbilledes ofte i enten sin franciskanske dragt eller
i sin stribede fangedragt. Han er de politiske fangers værnehelgen.
Kilde: katolsk.no
søndag den 11. august 2013
Den hellige Clara - om kærlighed og fattigdom
 |
| Giottos fresken af den hellige Clara (fra kristendom.dk) |
Den hellige Clara står i dag i nogen grad i skyggen af den hellige Frans, selvom de levede meget forskellige liv og ikke altid var helt enige. Claras liv blev på mange måder begrænset af det faktum, at hun var kvinde. Dengang kunne mænd rejse og prædike, men det kunne kvinder bestemt ikke. Hvor Frans levede et liv på landevejen, måtte Clara leve et liv lukket inde i et kloster sammen med sine medsøstre. Hvorvidt Clara gerne ville have levet et liv som Franses må stå hen i det uvisse. Det må hendes bidrag til eftertiden til gengæld ikke.
Man har først i den moderne tid fået øjnene op for Claras egne skrifter. Nogle af dem, troede man, var gået tabt, men en blanding af held og solid forskning har gjort, at vi nu igen kan læses tekster fra Claras egen hånd. Clara står bestemt ikke i skyggen af den hellige Frans. Hun har en forfinet og enkel forståelse af sammenhængen mellem fattigdommen og kærlighed, som jeg synes er meget smuk.
På Claras og Franses tid var prædiken og ordet meget vigtigt. Med dominikanerne og franciskanerne kom Guds ord ud af klosteret og kirken og ud i det samfund, hvor almindelige mennesker levede og boede. Men som i Lukasevangeliets kapitel 10, hvor Jesus er på besøg hos Martha og Maria, så er Clara den Maria, der vælger at sætte sig ved Jesu fødder og lytte. For at kunne lytte gjorde Clara sig fattig, således at hun kunne fyldes af Guds rigdom. For jo mere hjertet er fattigt og uden begær, jo rigere bliver vi i relationen og kærligheden til den levende Gud - og jo rigere vi bliver i ånden, des fattigere er vi!
I det postmoderne samfund er dette måske mere sandt end nogensinde før. Materiel rigdom sløver vores forhold til den levende Gud og blokker for den Jesus, som er vejen, sandheden og livet. Jeg tror, at Clara i dag ville sige til os, at vi i højere grad skulle sætte os ved Jesu fødder og lytte.
søndag den 4. august 2013
Bøn af den salige Rupert Mayer SJ
 |
| Rupert Mayers "mugshot" |
Nedenstående bøn tilskrives Rupert Mayer:
Herre, som du vil det, skal det ske for mig
og som du vil det, vil jeg vandre;
hjælp mig til at forstå din vilje!
Herre, når du vil, så er det tid;
og når du vil, er jeg parat,
nu og i al evighed.
Herre, hvad du vil, det accepterer jeg;
og hvad du vil, vinder jeg ved;
bare jeg tilhører dig.
Herre, fordi du vil det, er det godt;
og fordi du vil det, har jeg mod til det.
Mit hjerte hviler i dine hænder.
mandag den 15. juli 2013
Hl. Bonaventura O.F.M.
(Dette indlæg blev publiceret første gang den 13. juli 2012)
Født: ca. 1221 i Bagnorea i Lazio, Italien
Død: 15. juli 1274
Mindedag: 15. juli
Kanoniseret: 14. april 1482 af pave Sixtus IV
Den hellige Bonaventura blev født som Giovanni di Fidanza omkring år 1221 i Bagnorea ved Viterbo i Lazio i Italia. Hans forældre var Giovanni di Fidanza, der var læge af adelig afstamning, og hans hustru Maria la Ritella.
Bonaventura fortæller selv, at han blev dødssyg som barn, men at han blev reddet gennem den hellige Frans af Assisis forbøn. Legenden fortæller, at hans mor bar det syge barn til Frans, og på hans forbøn blev den unge Bonaventura snart frisk igen. Da Frans lå for døden i 1226, bragte moren ham endnu en gang drengen, som han var blevet så glad for. Da råbte den hellige Frans: «O buono ventura», og siden hed drengen Bonaventura («god fremtid»). Den fromme mor bestemte, at hendes dreng skulle blive medlem af franciskanerordenen, og hun gav ham en passende opdragelse, for hans intellektuelle evner var snart lovende.
I 1236 forlod Bonaventura Italien og blev indskrevet som student ved universitetet i Paris. Der skulle han studere middelalderens syv frie kunster (Artes liberales: grammatik, retorik, dialektik, aritmetik, geometri, musik og astronomi), selv om størst vægt blev lagt på trivium (grammatik, retorik og dialektik) og mindre på quadrivium. En av hans lærere på universitetet var den engelske franciskaneren Alexander av Hales. Bonaventura studerede i Paris til 1242, og året efter fik han tildelt graden Magister. Ordet «magister» var synonymt med «doctor».
I 1243 fulgte han sin lærer og gik ind i franciskanerordenen, 22 år gammel. Bonaventura blev hurtigt en af franciskanerordenens mest lovende novicer. Til trods for sin høje uddannelse var han altid beredt til at adlyde sine mindre uddannede overordnede, og han blev dermed et forbillede i ydmyghed. I 1248 ble han præsteviet og fik sin tilladelse til at undervise offentlig som Magister regens, og i 1253 ble han leder for franciskanernes skole i Paris. I 1253 blev han og den hellige Thomas Aquinas professorer i teologi ved «Det parisiske institut for fattige teologistudenter», som senere udviklede sig til det berømte universitetet Sorbonne. Bonaventura underviste til 1257 og koncentrerede sig om at opklare nogle af de spørgsmål som i særlig grad optog mennesket på den tid.
Hans tid som lærer blev imidlertid forstyrret af angrebene på de nylig
ankomne tiggerordener (dominikanere og franciskanere) fra de andre
professorer på universitetet. De var delvis misundelige på brødrenes
pastorale og akademiske succes og deres stadige misbilligelse af
verdslighed og et behagelig liv, og de arbejdede for at få dem
ekskluderet fra universiteterne. Lederen for de professorene som
tilhørte sekulargejstligheden, var Vilhelm af Saint-Amour, som kom med
et hadsk angreb på tiggermunkene i bogen De novissimorum temporum
periculis, «Om de sidste dages farer», og andre skrifter. Bonaventura,
som måtte stoppe med at undervise en tid i 1256, svarede igen i en
afhandling om evangelisk fattigdom, De paupertate Christi («Om Kristi
fattigdom»). Thomas Aquinas skrev også et åndfuldt forsvar for
tiggermunkene.
Pave Alexander IV (1254-61) udnævnte en kardinalkommission til at undersøgen dagen i Anagni, og bl.a. takket være Bonaventuras afhandling bestemte de i 1256, at Saint-Amours bog skulle brændes. De frikendte og genindsatte tiggermunkene og beordrede modstanderne til at trække deres angreb tilbage. Derefter fik både Bonaventura og Thomas Aquinas tildelt doktorgrader i teologi den 15. august 1257. De to var blandt de største skolastikkere, og deres betydning for kirken blev på hver sin måde enorm.
Den intellektuelle Bonaventura understregede at en tåbes kærlighed og kundskab om Gud kunne være langt større end menneskelig visdom. Som teolog var han mere augustinsk end aristotelisk som Thomas. Bonaventura understregede vigtigheden af en følelsesmæssig mere end end rent rationel tilnærmelse til de guddommelige mysterier. Hovedtrækkene i Bonaventuras teologiske tænkning findes i hans kommentar til Peter Lombards «Sentenser» (Sententiae in IV Libris Distinctae) (Commentaria in Quatuor libros sententiarum Magistri Petri Lombardi) (1250-54), som dækker hele feltet af skolastisk teologi.
Mens han ofte var enig med Thomas i mange konklusioner, var der også områder, hvor de var uenige. Da Thomas en gang besøgte Bonaventura og bad om at få det biblioteket at se, hvorfra han havde sine store kundskaber, trak Bonaventura et forhæng til side og pegede på krucifikset: «Jeg studerer kun den korsfæstede, Jesus Kristus». Det er ofte hævdet, at Bonaventura primært var mystiker og ikke en dogmatisk teolog. Han understregede selv, at sandheden om Gud betyder at forstå, at Gud er kærlighed. Han efterlod sig mange vigtige arbejder om filosofi og teologi, og andre værker af betydning.
På franciskanernes generalkapitel i Roma den 2. februar 1257 blev den 35-årige Bonaventura valgt til franciskanernes ottende generalminister. De syv første var Frans af Assisi (1209-26), Johannes Parenti (1226-32), Elias af Cortona (1232-39), Albert af Pisa (1239-40), Haymo af Faversham (1240-44), Crescentius af Jesi (1245-47) og Johannes af Parma (1247-57). Johannes af Parma havde selv valgt ikke at genopstille og anbefalede generalkapitlet at vælge Bonaventura som hans efterfølger. Bonaventura havde dette embede helt frem til 1274.
Han ledede ordenen fra Paris, hvor han boede og underviste, og han mestrede hvervet så fremragende, at han i dag regnes for den største franciskaner efter Frans selv, og i en vis forstand ordenens anden grunnlægger. Han blev generalminister på et kritisk tidspunkt, bare tredive år efter grundlæggerens død, for mange faktorer havde gjort ordenen udsat for kritik: Den enorme øgning i antallet af brødre (de var ca. 35.000), Franses manglende organisering, rivaliseringen mellom forskellige fraktioner i ordenen, som alle hævdede at være de rette arvinger af grundlæggerens tanker.
Bonaventura færdiggjorde ordenens forfatningen i 1260 og udbyggede organisationen, og han skrev en kommentar til ordensregelen. Generalkapitlet i Narbonne i 1260, det første han præsiderede over, gav ham til opgave at skrive en biografi om Frans af Assisi, og hans Legenda Sancti Francisci eller Legenda maior (1261) har haft stor indflydelse, selv om han overhovede ikke nævner Franses «testamente». Biografien blev erklæret som officiel biografi på generalkapitlet i Pisa i 1263, og ordenens generalkapitel i Paris i 1266 befalede, at alle andre biografier og legender om Frans skulle ødelægges, som en del af kampagnen mod Spiritualene og andre som hævdede, at grundlæggerens liv støttede deres tolkning af den franciskanske ånd. Ikke alle er enige om, at Bonaventura havde ret i sin tolkning af Franses ånd, og nogle mener, at han til tider modsagde Franses udtrykkelige påbud.
I modsætning til Frans insisterede Bonaventura på det store behov for studier og dermed behovet for at eje bøger og bygninger. Han bekræftede den eksisterende praksis med at brødrene studerede og underviste ved universiteterne. Han mente at deres rolle i Kirken som helhed var at udfylde arbejdet til gejstligheden ved prædikener og åndelig vejledning, områder hvor de andre gejstliges aktiviteter ofte var mangelfulde på grund af dårlig uddannelse. Ringningen af Angelusklokken om aftenen voksede frem af en beslutning på Franciskanernes generalkapitel i Assisi i 1269. Bonaventura havde også en stor kærlighet til Maria og satte franciskanerordenen under hendes specielle beskyttelse. Til hendes ære stiftet han et broderskab og påbød, at der i alle franciskanerklostre klokken seks om morgenen skulle bedes Ave Maria til Guds Mors ære.
Indenfor ordenen var Bonaventura de moderates leder, og han stod for en middelvej, via media, mellem de milde (Fratres de communitate) og de strenge (Zelatores eller Spirituales). Han afviste Spiritualenes ekstreme synspunkter, som gav tiggermunkenes modstandere ved universitetet gratis argumenter – de satte fattigdom højere end lærdom og over alt andet, og hævdede at repræsentere Franses sande lære. Han pensionerede sin forgænger Johannes av Parma i stedet for at fængsle ham, mistænkt, som han var, for kætteri.
Den gamle garden i franciskanerordenen, som havde levet sammen med Frans i den første heroiske tiden, blev en urolige over, at der nu skulle lægges så stor vægt på lærdom. Ville ydmygheden og fattigdommen ikke blive udvandet? Den gamle salige border Egidius ville stille ordensgeneralen og kardinalen Bonaventura på prøve, og spurte: «Kan en stakkels udannet munk som mig nogensinde elske Gud så meget som en lærd professor og kardinal?» Bonaventura svarte: «Hvilken som helst gammel hustru kan det. Det er tværtimod: En teolog må anstrenge sig meget mere mer for at have Gud i hjertet og ikke bare i hovedet».
Bonaventuras egne idealer omfattede enkelhed, sparsommelig fattigdom, flid og frigørelse fra de rige så vel som fra rigdom, og de blev gennemført i hans eget liv. Samtidige beskriver hans venlige høflighed, medfølelse og omgængelighed. Som ordensgeneral besøgte han Italien, Frankrig, Tyskland og England. Den 23. november 1265 udnævnte pave Klemens IV (1265-68) ham til ærkebiskop af York efter Geoffrey af Ludham, men han afslog og fik paven til at acceptere afslaget.
I 1271 bidrog Bonaventura til at den salige Gregor X (1271-76) blev valgt til pave. I 1272 ledede Bonaventura et nyt generalkapitel i Pisa. Den 28. maj 1273 udnævnte pave Gregor ham til kardinalbiskop af Albano ved Roma, og han passede på at inkludere en ordre om, at han ikke kunne afslå. Men da de pavelige legater brakte den nye kirkefyrsten kardinalhatten til klosteret Mugello ved Firenze, bad han dem om at hænge den på et tre i nærheden, fordi han stod og vaskede op, og hans hænder var både våde og fedtede.
Bonaventura blev kardinal for at forberede og gennemføre det Andet Lyonkoncil fra maj til juli 1274. Han ankom til Lyon sammen med paven et par måneder før koncilet begyndte. Næsten 300 biskoper, 60 abbeder og ledende teologer var til stede i seks sessioner mellom 7. maj og 17. juli 1274. Alle tidens ledende og bedste teologer var kaldt til Lyon, men Thomas Aquinas døde på vej til koncilet. Blant de deltagende var de hellige Albert den Store, Filip Benizi og den fremtidige salige pave Innocent V (1276-76).
Mellom koncilets andn og tredje session holdt Bonaventura i Lyon det sidste af fem generalkapitler han ledede i franciskanerordenen, hvor han den 20. maj 1274 nedlagde sit embede som ordensgeneral og blev efterfulgt af Hieronymus af Ascoli, den senere pave Nikolas IV (1288-92).
Få uger senere, lige før afslutningen af koncilet, døde han natten mellom den 14. og 15. juli 1274, efter at have modtaget den sidste olie af pave Gregor X. I begravelsen dagen efter deltog paven, kongen af Aragón og synodefædrene, og der var «mange tårer og megen gråd». Begravelsen blev ledet af dominikanerkardinalen Peter af Tarentaise, den senere pave Innocent V. Han holdt også prædikenen over temaet «Bittert sørger jeg over dig, Jonatan, min bror!» (2 Sam 1,26). Bonaventura blev gravlagt i franciskanerkirken i Lyon, som senere fik navnet Saint-Bonaventure efter ham.
I 1434 blev Bonaventuras rester overført til en ny kirke i Lyon, som var bygget til ære for Frans af Assisi. Da blev hans hoved fundet fuldstændig bevaret, og tungen var ligeså rød, som da han levede. Dette miraklet fik folket i Lyon til at vælge ham til sin specielle skytshelgen og bidrog også stærkt til hans helligkåring.
Den 14. april 1482 blev Bonaventura helligkåret med bullen Superna coelestis patria af pave Sixtus IV (1471-84), som tilhørte franciskanerkonventualerne. En anden pave fra fransiskanerkonventualerne, Sixtus V (1585-90), ophøjede ham den 14. marts 1588 til kirkelærer med tilnavnet Doctor seraphicus, «den serafiske lærer». Gennem dette navnet udtryktes hans tilhørighed til Frans af Assisi, som fik sine sårmærker gennem en seraf.
Den 14. marts 1490 blev hans legeme skrinlagt, og i den forbindelse blev den helliges højre arm fjernet og lagt i et sølvrelikviekar formet som en arm. Året efter blev denne arm-relikvie af Bonaventura ført tilbage til byen Bagnoregio af franciskanernes ordensgeneral Francesco Sansone, som en gave fra kong Karl VIII av Frankrig (1483-98), og der bliver den opbevaret i katedralen den dag i dag. I 1562 blev Bonaventuras skrin plyndret af hugenotterne, og urnen som indeholdt hans rester, blev brændt på torvet. Hans hovede blev reddet af superioren i kirken, men det forsvandt sporløst under Den franske revolution i 1807 og er aldrig blevet fundet igen.
I 1643 proklamerede byen Bagnoregio Bonaventura som sin vigtigste skytshelgen ved siden af Hildebrand af Sovana (den hellige pave Gregor VII). I 1986 blev han erklæret med-skytshelgen for det restrukturerede bispedømmet Viterbo.
Bonaventura bliver anset som en af de største mystiske teologer. Som en vejleder i det Kristus-orienterede kontemplative liv fik Bonaventura stor betydning i århundrederne som fulgte, særlig i Tyskland og Holland. Pave Leo XIII (1878-1903) kaldte ham «Fyrsten blandt mystikerne».
Hans mindedag var tidligere 14. juli, men den er i dag dødsdagen 15. juli. I Bagnoregio har han også en fest den 14. mars. Hans navn står i Martyrologium Romanum. I kunsten er hans attribut en kardinalhat.
Kilde: www.katolsk.no
Født: ca. 1221 i Bagnorea i Lazio, Italien
Død: 15. juli 1274
Mindedag: 15. juli
Kanoniseret: 14. april 1482 af pave Sixtus IV
Den hellige Bonaventura blev født som Giovanni di Fidanza omkring år 1221 i Bagnorea ved Viterbo i Lazio i Italia. Hans forældre var Giovanni di Fidanza, der var læge af adelig afstamning, og hans hustru Maria la Ritella.
Bonaventura fortæller selv, at han blev dødssyg som barn, men at han blev reddet gennem den hellige Frans af Assisis forbøn. Legenden fortæller, at hans mor bar det syge barn til Frans, og på hans forbøn blev den unge Bonaventura snart frisk igen. Da Frans lå for døden i 1226, bragte moren ham endnu en gang drengen, som han var blevet så glad for. Da råbte den hellige Frans: «O buono ventura», og siden hed drengen Bonaventura («god fremtid»). Den fromme mor bestemte, at hendes dreng skulle blive medlem af franciskanerordenen, og hun gav ham en passende opdragelse, for hans intellektuelle evner var snart lovende.
I 1236 forlod Bonaventura Italien og blev indskrevet som student ved universitetet i Paris. Der skulle han studere middelalderens syv frie kunster (Artes liberales: grammatik, retorik, dialektik, aritmetik, geometri, musik og astronomi), selv om størst vægt blev lagt på trivium (grammatik, retorik og dialektik) og mindre på quadrivium. En av hans lærere på universitetet var den engelske franciskaneren Alexander av Hales. Bonaventura studerede i Paris til 1242, og året efter fik han tildelt graden Magister. Ordet «magister» var synonymt med «doctor».
I 1243 fulgte han sin lærer og gik ind i franciskanerordenen, 22 år gammel. Bonaventura blev hurtigt en af franciskanerordenens mest lovende novicer. Til trods for sin høje uddannelse var han altid beredt til at adlyde sine mindre uddannede overordnede, og han blev dermed et forbillede i ydmyghed. I 1248 ble han præsteviet og fik sin tilladelse til at undervise offentlig som Magister regens, og i 1253 ble han leder for franciskanernes skole i Paris. I 1253 blev han og den hellige Thomas Aquinas professorer i teologi ved «Det parisiske institut for fattige teologistudenter», som senere udviklede sig til det berømte universitetet Sorbonne. Bonaventura underviste til 1257 og koncentrerede sig om at opklare nogle af de spørgsmål som i særlig grad optog mennesket på den tid.
 |
| Bonaventura malet af Francisco de Herrera den Ældre i 1628 (fra wikipedia.com) |
Pave Alexander IV (1254-61) udnævnte en kardinalkommission til at undersøgen dagen i Anagni, og bl.a. takket være Bonaventuras afhandling bestemte de i 1256, at Saint-Amours bog skulle brændes. De frikendte og genindsatte tiggermunkene og beordrede modstanderne til at trække deres angreb tilbage. Derefter fik både Bonaventura og Thomas Aquinas tildelt doktorgrader i teologi den 15. august 1257. De to var blandt de største skolastikkere, og deres betydning for kirken blev på hver sin måde enorm.
Den intellektuelle Bonaventura understregede at en tåbes kærlighed og kundskab om Gud kunne være langt større end menneskelig visdom. Som teolog var han mere augustinsk end aristotelisk som Thomas. Bonaventura understregede vigtigheden af en følelsesmæssig mere end end rent rationel tilnærmelse til de guddommelige mysterier. Hovedtrækkene i Bonaventuras teologiske tænkning findes i hans kommentar til Peter Lombards «Sentenser» (Sententiae in IV Libris Distinctae) (Commentaria in Quatuor libros sententiarum Magistri Petri Lombardi) (1250-54), som dækker hele feltet af skolastisk teologi.
Mens han ofte var enig med Thomas i mange konklusioner, var der også områder, hvor de var uenige. Da Thomas en gang besøgte Bonaventura og bad om at få det biblioteket at se, hvorfra han havde sine store kundskaber, trak Bonaventura et forhæng til side og pegede på krucifikset: «Jeg studerer kun den korsfæstede, Jesus Kristus». Det er ofte hævdet, at Bonaventura primært var mystiker og ikke en dogmatisk teolog. Han understregede selv, at sandheden om Gud betyder at forstå, at Gud er kærlighed. Han efterlod sig mange vigtige arbejder om filosofi og teologi, og andre værker af betydning.
På franciskanernes generalkapitel i Roma den 2. februar 1257 blev den 35-årige Bonaventura valgt til franciskanernes ottende generalminister. De syv første var Frans af Assisi (1209-26), Johannes Parenti (1226-32), Elias af Cortona (1232-39), Albert af Pisa (1239-40), Haymo af Faversham (1240-44), Crescentius af Jesi (1245-47) og Johannes af Parma (1247-57). Johannes af Parma havde selv valgt ikke at genopstille og anbefalede generalkapitlet at vælge Bonaventura som hans efterfølger. Bonaventura havde dette embede helt frem til 1274.
Han ledede ordenen fra Paris, hvor han boede og underviste, og han mestrede hvervet så fremragende, at han i dag regnes for den største franciskaner efter Frans selv, og i en vis forstand ordenens anden grunnlægger. Han blev generalminister på et kritisk tidspunkt, bare tredive år efter grundlæggerens død, for mange faktorer havde gjort ordenen udsat for kritik: Den enorme øgning i antallet af brødre (de var ca. 35.000), Franses manglende organisering, rivaliseringen mellom forskellige fraktioner i ordenen, som alle hævdede at være de rette arvinger af grundlæggerens tanker.
Bonaventura færdiggjorde ordenens forfatningen i 1260 og udbyggede organisationen, og han skrev en kommentar til ordensregelen. Generalkapitlet i Narbonne i 1260, det første han præsiderede over, gav ham til opgave at skrive en biografi om Frans af Assisi, og hans Legenda Sancti Francisci eller Legenda maior (1261) har haft stor indflydelse, selv om han overhovede ikke nævner Franses «testamente». Biografien blev erklæret som officiel biografi på generalkapitlet i Pisa i 1263, og ordenens generalkapitel i Paris i 1266 befalede, at alle andre biografier og legender om Frans skulle ødelægges, som en del af kampagnen mod Spiritualene og andre som hævdede, at grundlæggerens liv støttede deres tolkning af den franciskanske ånd. Ikke alle er enige om, at Bonaventura havde ret i sin tolkning af Franses ånd, og nogle mener, at han til tider modsagde Franses udtrykkelige påbud.
I modsætning til Frans insisterede Bonaventura på det store behov for studier og dermed behovet for at eje bøger og bygninger. Han bekræftede den eksisterende praksis med at brødrene studerede og underviste ved universiteterne. Han mente at deres rolle i Kirken som helhed var at udfylde arbejdet til gejstligheden ved prædikener og åndelig vejledning, områder hvor de andre gejstliges aktiviteter ofte var mangelfulde på grund af dårlig uddannelse. Ringningen af Angelusklokken om aftenen voksede frem af en beslutning på Franciskanernes generalkapitel i Assisi i 1269. Bonaventura havde også en stor kærlighet til Maria og satte franciskanerordenen under hendes specielle beskyttelse. Til hendes ære stiftet han et broderskab og påbød, at der i alle franciskanerklostre klokken seks om morgenen skulle bedes Ave Maria til Guds Mors ære.
Indenfor ordenen var Bonaventura de moderates leder, og han stod for en middelvej, via media, mellem de milde (Fratres de communitate) og de strenge (Zelatores eller Spirituales). Han afviste Spiritualenes ekstreme synspunkter, som gav tiggermunkenes modstandere ved universitetet gratis argumenter – de satte fattigdom højere end lærdom og over alt andet, og hævdede at repræsentere Franses sande lære. Han pensionerede sin forgænger Johannes av Parma i stedet for at fængsle ham, mistænkt, som han var, for kætteri.
Den gamle garden i franciskanerordenen, som havde levet sammen med Frans i den første heroiske tiden, blev en urolige over, at der nu skulle lægges så stor vægt på lærdom. Ville ydmygheden og fattigdommen ikke blive udvandet? Den gamle salige border Egidius ville stille ordensgeneralen og kardinalen Bonaventura på prøve, og spurte: «Kan en stakkels udannet munk som mig nogensinde elske Gud så meget som en lærd professor og kardinal?» Bonaventura svarte: «Hvilken som helst gammel hustru kan det. Det er tværtimod: En teolog må anstrenge sig meget mere mer for at have Gud i hjertet og ikke bare i hovedet».
Bonaventuras egne idealer omfattede enkelhed, sparsommelig fattigdom, flid og frigørelse fra de rige så vel som fra rigdom, og de blev gennemført i hans eget liv. Samtidige beskriver hans venlige høflighed, medfølelse og omgængelighed. Som ordensgeneral besøgte han Italien, Frankrig, Tyskland og England. Den 23. november 1265 udnævnte pave Klemens IV (1265-68) ham til ærkebiskop af York efter Geoffrey af Ludham, men han afslog og fik paven til at acceptere afslaget.
I 1271 bidrog Bonaventura til at den salige Gregor X (1271-76) blev valgt til pave. I 1272 ledede Bonaventura et nyt generalkapitel i Pisa. Den 28. maj 1273 udnævnte pave Gregor ham til kardinalbiskop af Albano ved Roma, og han passede på at inkludere en ordre om, at han ikke kunne afslå. Men da de pavelige legater brakte den nye kirkefyrsten kardinalhatten til klosteret Mugello ved Firenze, bad han dem om at hænge den på et tre i nærheden, fordi han stod og vaskede op, og hans hænder var både våde og fedtede.
 |
| Bonaventura under Det Andet Lyonkoncil malet af Francisco de Zurbarán i ca. 1650 (fra wikipedia.com) |
Bonaventura blev kardinal for at forberede og gennemføre det Andet Lyonkoncil fra maj til juli 1274. Han ankom til Lyon sammen med paven et par måneder før koncilet begyndte. Næsten 300 biskoper, 60 abbeder og ledende teologer var til stede i seks sessioner mellom 7. maj og 17. juli 1274. Alle tidens ledende og bedste teologer var kaldt til Lyon, men Thomas Aquinas døde på vej til koncilet. Blant de deltagende var de hellige Albert den Store, Filip Benizi og den fremtidige salige pave Innocent V (1276-76).
Mellom koncilets andn og tredje session holdt Bonaventura i Lyon det sidste af fem generalkapitler han ledede i franciskanerordenen, hvor han den 20. maj 1274 nedlagde sit embede som ordensgeneral og blev efterfulgt af Hieronymus af Ascoli, den senere pave Nikolas IV (1288-92).
Få uger senere, lige før afslutningen af koncilet, døde han natten mellom den 14. og 15. juli 1274, efter at have modtaget den sidste olie af pave Gregor X. I begravelsen dagen efter deltog paven, kongen af Aragón og synodefædrene, og der var «mange tårer og megen gråd». Begravelsen blev ledet af dominikanerkardinalen Peter af Tarentaise, den senere pave Innocent V. Han holdt også prædikenen over temaet «Bittert sørger jeg over dig, Jonatan, min bror!» (2 Sam 1,26). Bonaventura blev gravlagt i franciskanerkirken i Lyon, som senere fik navnet Saint-Bonaventure efter ham.
I 1434 blev Bonaventuras rester overført til en ny kirke i Lyon, som var bygget til ære for Frans af Assisi. Da blev hans hoved fundet fuldstændig bevaret, og tungen var ligeså rød, som da han levede. Dette miraklet fik folket i Lyon til at vælge ham til sin specielle skytshelgen og bidrog også stærkt til hans helligkåring.
Den 14. april 1482 blev Bonaventura helligkåret med bullen Superna coelestis patria af pave Sixtus IV (1471-84), som tilhørte franciskanerkonventualerne. En anden pave fra fransiskanerkonventualerne, Sixtus V (1585-90), ophøjede ham den 14. marts 1588 til kirkelærer med tilnavnet Doctor seraphicus, «den serafiske lærer». Gennem dette navnet udtryktes hans tilhørighed til Frans af Assisi, som fik sine sårmærker gennem en seraf.
Den 14. marts 1490 blev hans legeme skrinlagt, og i den forbindelse blev den helliges højre arm fjernet og lagt i et sølvrelikviekar formet som en arm. Året efter blev denne arm-relikvie af Bonaventura ført tilbage til byen Bagnoregio af franciskanernes ordensgeneral Francesco Sansone, som en gave fra kong Karl VIII av Frankrig (1483-98), og der bliver den opbevaret i katedralen den dag i dag. I 1562 blev Bonaventuras skrin plyndret af hugenotterne, og urnen som indeholdt hans rester, blev brændt på torvet. Hans hovede blev reddet af superioren i kirken, men det forsvandt sporløst under Den franske revolution i 1807 og er aldrig blevet fundet igen.
I 1643 proklamerede byen Bagnoregio Bonaventura som sin vigtigste skytshelgen ved siden af Hildebrand af Sovana (den hellige pave Gregor VII). I 1986 blev han erklæret med-skytshelgen for det restrukturerede bispedømmet Viterbo.
Bonaventura bliver anset som en af de største mystiske teologer. Som en vejleder i det Kristus-orienterede kontemplative liv fik Bonaventura stor betydning i århundrederne som fulgte, særlig i Tyskland og Holland. Pave Leo XIII (1878-1903) kaldte ham «Fyrsten blandt mystikerne».
Hans mindedag var tidligere 14. juli, men den er i dag dødsdagen 15. juli. I Bagnoregio har han også en fest den 14. mars. Hans navn står i Martyrologium Romanum. I kunsten er hans attribut en kardinalhat.
Kilde: www.katolsk.no
lørdag den 13. juli 2013
Pavens besøg på øen Lampedusa
 |
| Kort over Italien (fra lewebpedagogique.com) |
Mandag den 8. juli 2013 besøgte pave Frans den lille italienske ø Lampedusa, der ligger tæt på Tunesien og Libyen i Afrika. Øen er de seneste år blevet bestormet med flygtninge, der søger en ny og bedre fremtid i Europa. Rejsen til øen er dog lang og farefuld og alt for ofte sker der ulykker, hvor menneskeliv går tabt. Efter endnu et alvorligt skibsforlis, besøgte paven øen for at gøre opmærksom på problemet, og for at takke de mange frivillige, der forsøger at gøre ventetiden for flygtningene på Lampedusa tålelig.
Pavens prædiken ved messen denne mandag er rigtig god. Hele teksten på engelsk kan læses på vatikanets hjemmeside her. I prædiken sender paven bl.a. hilsner til de mange muslimske flygtninge, der nu tager hul på fastemåneden Ramadan. Han lover disse, at kirken er med dem i deres søgen efter et bedre liv for dem selv og deres familier.
Efter de indledende hilsner tager paven fat på dagens prædiken:
"Adam, hvor er du?" Det er det første spørgsmål, som Gud stiller mennesket efter syndefaldet. "Adam, hvor er du?" Adam mistede sin retning, sin plads i skabelsen, fordi han troede, at han kunne være kraftfuld, være i stand til at kontrollere alt, til at være Gud. Harmonien gik tabt, mennesket begik en fejl, og denne fejl opstår igen og igen i relationen med andre mennesker. "Den anden" er ikke længere en bror eller søster til at blive elsket, men blot en person, der forstyrrer mit liv og min komfort. Gud stiller et andet spørgsmål: "Kain, hvor er din bror?" Den illusion af at være stærk, af at være så stor som Gud, af at være Gud selv, fører til en hel serie af fejl, en kæde af død, selv til spild af en brors blod!Guds to spørgsmåls ekko hører vi i dag så kraftigt som nogensinde! Hvor mange af os, inklusive mig selv, har ikke mistet vores retning, vi er ikke længere opmærksomme på den verden, vi lever i, vi er ligeglade, vi beskytter ikke, hvad Gud skabte for alle mennesker, og vi ender med ikke selv at omsorg for hinanden! Og når menneskeheden som helhed mister sin retning, resulterer det i tragedier som dem, vi har været vidne til."Hvor er din bror?" Hans blod råber til mig, siger Herren. Dette er ikke et spørgsmål rettet til andre, det er et spørgsmål rettet til mig, til dig, til hver af os. Disse vore brødre og søstre forsøgte at flygte fra vanskelige situationer for at finde sindsro og fred. De ledte efter et bedre sted for dem selv og deres familier, men i stedet fandt de døden. Alt for ofte må sådanne mennesker ikke finde forståelse, ikke finde accept, ikke finde solidaritet. Og deres råb stiger op til Gud! Endnu engang vil jeg takke jer, beboere i Lampedusa, for jeres solidaritet. Jeg har for nylig lyttet til en beretning fra en af disse vore brødre. Før han ankom her, var han og de andre prisgivet menneskehandlere, mennesker, der udnytter andres fattigdom, mennesker, der lever af andres elendighed. Disse mennesker har lidt meget! Nogle af dem klarede aldrig at nå så lang som hertil."
Senere i prædiken vender paven tilbage til temaet med Guds to spørgsmål til mennesket:"Adam, hvor er du?" "Hvor er din bror?" Det er de to spørgsmål, som Gud stiller ved begyndelsen af menneskets historie, og som han også stiller hver mand og kvinde i vor egen tid, og som han stiller os. Men jeg vil gerne have os til at stille et tredje spørgsmål: "Har nogen af os græd på grund af denne situation eller andre lignende situationer?" Har nogen af os sørget over tabet af disse vore brødre og søstre? Har nogen af os grædt for disse personer, der var på båden? For de unge mødre med deres babyer? For disse mænd, der var på udkig efter et middel til at støtte deres familier? Vi er et samfund, der har glemt, hvordan man græder, hvordan man viser medfølelse - "lider med" andre: globaliseringens ligegyldighed har frataget os evnen til at græde! ... Lad os bede Herren om nåde til at græde over vores ligegyldighed, at græde over grusomheden i vores verden, i vores egne hjerter, og alle dem, der i anonymitet gør sociale og økonomiske beslutninger, der åbner døren til tragiske situationer som denne. "Har nogen grædt?" Har nogen grædt for dem i vores verden?Herre, i denne liturgi beder vi om tilgivelse for vores ligegyldighed over for så mange af vores brødre og søstre. Fader, vi beder om forladelse for dem, der er selvtilfredse og lukkede og som bekvemmeligt har skærmet deres hjerter, og vi beder dig om tilgivelse for dem, der ved deres beslutninger på det globale plan har skabt situationer, der fører til disse tragedier. Tilgiv os, Herre!Også i dag, Herre, vi høre dig spørge: "Adam, hvor er du?", "Hvor er din brors blod?"
torsdag den 11. juli 2013
To nye hellige paver
 |
| Den salige franciskanertertiar og pave Johannes XXIII |
Fredag den 5. juli 2013 blev det bekendtgjort, at pave Frans agter at helligkåre pave Johannes XXIII og pave Johannes Paul II. Med hensyn til pave Johannes Paul II er endnu et mirakel på pavens forbøn blevet anerkendt, og det skulle bane vejen for en snarlig helligkåring. Med pave Johannes XXIII er det anderledes. Her er intet nyt mirakel, men alligevel vil paven helligkåre ham, hvilket er usædvanligt, men helt efter reglerne.
For snart 20 år siden var jeg så heldig at møde og tale med pave Johannes Paul II. Det var en stor oplevelse, som jeg ikke glemmer. Han spurgte mig om, hvordan den katolske kirke havde det i Norden, og jeg svarede efter bedste evne. Allerede dengang talte vi unge om ham som en stor personlighed og en stor pave - Pave Johannes Paul den Store kaldte vi ham i spøg. Da han døde i 2005 gik der ikke mange timer før de første skilte med teksten "santo subito" (hurtig helgenkåring) kunne ses på Peterspladsen, og siden er det gået stærkt med nu 2 anerkendte mirakler på hans forbøn - vist nok begge mirakuløse helbredelser af den ellers uhelbredelige Parkinsons syge, som paven vist nok selv led af.
Nu skal den mand, som jeg talte med dengang, altså helligkåres. Det havde jeg det umiddelbart lidt svært med. Indtil i dag betragtede jeg nok en helgen, som en person, der først og fremmest levede for år tilbage i en fjern virkelighed, som lå langt fra min egen. En samtale i dag med en trofast bloglæser ændrede dog dette radikalt. Jeg havde det indtil i dag med disse pavers helligkåring, som jeg havde det, da Moder Theresa blev helligkåret: det er gået for hurtigt. Den hellige Moder Theresa var knap nok begravet, før hun blev helligkåret. Afstanden mellem menneske og helgen blev pludselig meget kort, syntes jeg. Tænk nu engang, hvis paven som barn havde tævet en jævnaldrende kammerat, og denne kammerat så skulle opleve hans helligkåring. Ellers hvis Moder Theresa i et svagt øjeblik havde truffet et skidt valg, der havde fået alvorlige konsekvenser for nogle mennesker, og disse så efterfølgende skulle oplevede hendes helligkåring. Ja, hvad nu hvis...
Og så var det, at en trofast bloglæser gjorde mig opmærksom på en pointe ved disse hurtige helligkåringer, som jeg slet ikke har haft blik for. Måske er pointen en helt anden. Jeg har slet ikke haft blik for, at denne lille afstand mellem menneske og helgen måske er selve pointen. Nemlig at det i min samtid og i min virkelighed er muligt at leve helt efter Guds vilje. En helgen er ikke kun en person i en fjern virkelighed. Der er også helgener i virkeligheden lige nu - i min samtid - måske endda omkring mig. Det minder den hellige Moder Theresa og de snart hellige paver Johannes XXIII og Johannes Paul II os om.
Og så var pave Johannes XXIII endda fransiskanertertiar...
fredag den 5. juli 2013
Lidt mere om Mogens Ballin O.F.S.
 |
| En Torah-vimpel fra en udstilling på Dansk Jødisk Museum. (fra jewmus.dk) |
Fra en trofast læser af denne blok har jeg modtaget en lille krølle på mit indlæg om Mogens Ballin, og jeg synes, at den hører med til historien om sekularfranciskaneren Mogens Ballin O.F.S.
Præsten Peter Schindler skriver i sin biografi om Mogens Ballin, at han blev født den 19. marts 1871. I bogen ’Dansk Jødisk Kunst’ er der en fortegnelse over de Torah-vimpler, som Mosaisk Trossamfund har opbevaret. Disse vimpler er lange stofstykker, som vikles om Torahrullerne, Vimpler er broderede, trykt eller bemalede med barnets navn, faderens navn, barnets fødselsdag og derefter velsignelser og gode ønske for barnets i fremtiden. Vimplerne blev bragt med, når barnet som lille første gang blev bragt med til synagogen. Mogens Balling blev præsenteret for den jødiske menighed i Horsens og hans vimpel blev afleveret til denne synagoge. Af denne vimpel fremgår det, at hans navn var Mordekhai ben Chaim Ballin / Mogens Henrik Ballin, og at hans fødselsdag var den 16. marts 1871. Vimplen findes i dag i den meget berømte samling af vimpler, som Mosaisk Trossamfund har registreret. Når Peter Schindler i biografien skriver, at Henrik Ballin var liberal jøde, for han gav sin søn et dansk navn, så er det en sandhed med modifikationer, for når man ser på teksterne fra de mange Torah-vimpler, har drengene fået et hebræisk navn, som blev ’fordansket’. Man kan altså ikke tage denne skik som tegn på, at man tilhører den liberale fløj i jødedommen.
Tak for historien.
Kloge ord fra Dag
 |
| Dag Hammerskjöld (fra wikipedia.org) |
Dag Hjalmar Agne Carl Hammarskjöld var en svensk diplomat og FN's generalsekretær, da han døde under et flystyrt i Nordrhodesia (det nuværende Zambia). Han sagde engang følgende tankevækkende ord:
"Gud dør ikke den dag, vi ikke længere tror på en personlig guddom, men vi dør den dag, livet ikke mere gennemlyses for os af den evigt fornyede gave i underets glans fra kilder hinsides al fornuft."
torsdag den 27. juni 2013
Mogens Ballin OFS og familien d'Auchamp
 |
| Foto af Mogens Ballin |
Maleren og kunsthåndværkeren Mogens Hendrik Ballin blev født den 20. marts 1871 i København. Hans forældre var handelsfuldmægtig og senere fabrikant Hendrik Isidor Ballin og hans hustru Ida Hend Levy. Begge forældre var af velhavende jødisk afstemning og Mogens var deres eneste barn.
Mogens ballin blev uddannet kunstmaler, og gik samtidig til franskundervisning hos Mette Gauguin, der var gift med den senere så berømte maler Paul Gauguin. Denne forbindelse fik en afgørende betydning for Mogens Ballin, da han i 1891 rejste til Paris, hvor han mødte den hollandske maler Jan Verkade. Sammen tog de to til Bretagne, hvor han sammen med Verkade blev undervist af maleren Paul Sérusier. I 1892 tog han igen med Verkade til Bretagne. Verkade var i mellemtiden blevet katolik, og de to rejste derfor videre til Firenze. I Firenze konverterede Mogens Ballin også til katolicismen, og han blev døbt i San Giovanni i Firenze den 6. januar 1893.
Mogens Ballin er protokollens medlem nr 24. Hans ordensnavn var Franciscus, som han faktisk også officielt tilføjede til sit navn. Han blev, ifølge protokollen, optaget i ordenen den 19. marts 1891 og aflagde profes allerede året efter. Men det kan ikke være rigtigt, da Mogens Ballin på dette tidspunkt slet ikke var katolik - eller også tager Johannes Jørgensen fejl af årstallene i sit livs legende.
Tilbage i København blev Mogens Ballin aktiv i kredsen omkring forfatteren Johannes Jørgensen, der blev en livslang ven. I venskabskredsen var også cand.polit og senere kontorchef i Finansministeriet Francois Louis d'Auchamp og hans hustru Eugénie Caroline Augusta d'Auchamp , der også var katolikker med rødder i Frankrig. De havde to unge døtre, og Mogens Ballin ægtede den ældste datter Marguerite Eudoxie Frédérique d'Auchamp den 26. januar 1899. Marguerite Eudoxie Frédérique d'Auchamp blev i øvrigt optaget i den franciskanske sekularorden som nr. 44 to dage inden brylluppet. Hendes ordensnavn var Margarita af Cortona, og hun aflagde profes i 1903. Begge hendes forældre Francois Louis D'Auchamp og Eugénie Caroline Augusta d'Auchamp var også sekularfranciskanere. Mor Eugénie D'Auchamp, der er protokollens nr. 57, blev optaget den 1. november 1881 og aflagde profes den 4. oktober 1882. Faren Francois D'Auchamp, der er protokollens nr. 58, blev optaget den 4. oktober 1883 og aflagde profes den 4. oktober 1884.
Mogens Ballins arbejde som maler og kunsthåndværker kan der skrives mangt og meget om. Materiale er tilgængeligt på flere museer og på internettet. Hans betydning som kunstner stor, og han satte sit solide aftryk på dansk kunst. I 1907 opgav han sin smedje og resten af sit liv viede han til den katolske sags tjeneste som en højt elsket og anset leder af den katolske højskole i København.
Mogens ballin blev uddannet kunstmaler, og gik samtidig til franskundervisning hos Mette Gauguin, der var gift med den senere så berømte maler Paul Gauguin. Denne forbindelse fik en afgørende betydning for Mogens Ballin, da han i 1891 rejste til Paris, hvor han mødte den hollandske maler Jan Verkade. Sammen tog de to til Bretagne, hvor han sammen med Verkade blev undervist af maleren Paul Sérusier. I 1892 tog han igen med Verkade til Bretagne. Verkade var i mellemtiden blevet katolik, og de to rejste derfor videre til Firenze. I Firenze konverterede Mogens Ballin også til katolicismen, og han blev døbt i San Giovanni i Firenze den 6. januar 1893.
Mogens Ballin er protokollens medlem nr 24. Hans ordensnavn var Franciscus, som han faktisk også officielt tilføjede til sit navn. Han blev, ifølge protokollen, optaget i ordenen den 19. marts 1891 og aflagde profes allerede året efter. Men det kan ikke være rigtigt, da Mogens Ballin på dette tidspunkt slet ikke var katolik - eller også tager Johannes Jørgensen fejl af årstallene i sit livs legende.
Tilbage i København blev Mogens Ballin aktiv i kredsen omkring forfatteren Johannes Jørgensen, der blev en livslang ven. I venskabskredsen var også cand.polit og senere kontorchef i Finansministeriet Francois Louis d'Auchamp og hans hustru Eugénie Caroline Augusta d'Auchamp , der også var katolikker med rødder i Frankrig. De havde to unge døtre, og Mogens Ballin ægtede den ældste datter Marguerite Eudoxie Frédérique d'Auchamp den 26. januar 1899. Marguerite Eudoxie Frédérique d'Auchamp blev i øvrigt optaget i den franciskanske sekularorden som nr. 44 to dage inden brylluppet. Hendes ordensnavn var Margarita af Cortona, og hun aflagde profes i 1903. Begge hendes forældre Francois Louis D'Auchamp og Eugénie Caroline Augusta d'Auchamp var også sekularfranciskanere. Mor Eugénie D'Auchamp, der er protokollens nr. 57, blev optaget den 1. november 1881 og aflagde profes den 4. oktober 1882. Faren Francois D'Auchamp, der er protokollens nr. 58, blev optaget den 4. oktober 1883 og aflagde profes den 4. oktober 1884.
Mogens Ballins arbejde som maler og kunsthåndværker kan der skrives mangt og meget om. Materiale er tilgængeligt på flere museer og på internettet. Hans betydning som kunstner stor, og han satte sit solide aftryk på dansk kunst. I 1907 opgav han sin smedje og resten af sit liv viede han til den katolske sags tjeneste som en højt elsket og anset leder af den katolske højskole i København.
 |
| Mogens og Marguerites (Grit) Ballins gravsted på Assistens Kirkegård. |
Mogens Francisco Hendrik Ballin OFS døde
den 27. januar 1914 i Hellerup og blev begravet på Assistens
Kirkegård.
Æret være deres minde!
Kilder: wikipedia.org og Den Store Danske Encyklopædi.
Abonner på:
Opslag (Atom)