 |
| Bonaventura malet af Claude François i 1650erne (fra wikipedia.com) |
Født: ca. 1221 i Bagnorea i Lazio, Italien
Død: 15. juli 1274
Mindedag: 15. juli
Kanoniseret: 14. april 1482 af pave Sixtus IV
Den hellige Bonaventura blev født som Giovanni di Fidanza omkring år 1221 i Bagnorea ved Viterbo i Lazio i Italia. Hans forældre var Giovanni di Fidanza, der var læge af adelig afstamning, og hans hustru Maria la Ritella.
Bonaventura fortæller selv, at han blev dødssyg som barn, men at han blev reddet gennem den hellige Frans af Assisis forbøn. Legenden fortæller, at hans mor bar det syge barn til Frans, og på hans forbøn blev den unge Bonaventura snart frisk igen. Da Frans lå for døden i 1226, bragte moren ham endnu en gang drengen, som han var blevet så glad for. Da råbte den hellige Frans: «O buono ventura», og siden hed drengen Bonaventura («god fremtid»). Den fromme mor bestemte, at hendes dreng skulle blive medlem af franciskanerordenen, og hun gav ham en passende opdragelse, for hans intellektuelle evner var snart lovende.
I 1236 forlod Bonaventura Italien og blev indskrevet som student ved universitetet i Paris. Der skulle han studere middelalderens syv frie kunster (Artes liberales: grammatik, retorik, dialektik, aritmetik, geometri, musik og astronomi), selv om størst vægt blev lagt på trivium (grammatik, retorik og dialektik) og mindre på quadrivium. En av hans lærere på universitetet var den engelske franciskaneren Alexander av Hales. Bonaventura studerede i Paris til 1242, og året efter fik han tildelt graden Magister. Ordet «magister» var synonymt med «doctor».
I 1243 fulgte han sin lærer og gik ind i franciskanerordenen, 22 år gammel. Bonaventura blev hurtigt en af franciskanerordenens mest lovende novicer. Til trods for sin høje uddannelse var han altid beredt til at adlyde sine mindre uddannede overordnede, og han blev dermed et forbillede i ydmyghed. I 1248 ble han præsteviet og fik sin tilladelse til at undervise offentlig som Magister regens, og i 1253 ble han leder for franciskanernes skole i Paris. I 1253 blev han og den hellige Thomas Aquinas professorer i teologi ved «Det parisiske institut for fattige teologistudenter», som senere udviklede sig til det berømte universitetet Sorbonne. Bonaventura underviste til 1257 og koncentrerede sig om at opklare nogle af de spørgsmål som i særlig grad optog mennesket på den tid.
 |
Bonaventura malet af Francisco de Herrera
den Ældre i 1628 (fra wikipedia.com) |
Hans tid som lærer blev imidlertid forstyrret af angrebene på de nylig ankomne tiggerordener (dominikanere og franciskanere) fra de andre professorer på universitetet. De var delvis misundelige på brødrenes pastorale og akademiske succes og deres stadige misbilligelse af verdslighed og et behagelig liv, og de arbejdede for at få dem ekskluderet fra universiteterne. Lederen for de professorene som tilhørte sekulargejstligheden, var Vilhelm af Saint-Amour, som kom med et hadsk angreb på tiggermunkene i bogen De novissimorum temporum periculis, «Om de sidste dages farer», og andre skrifter. Bonaventura, som måtte stoppe med at undervise en tid i 1256, svarede igen i en afhandling om evangelisk fattigdom, De paupertate Christi («Om Kristi fattigdom»). Thomas Aquinas skrev også et åndfuldt forsvar for tiggermunkene.
Pave Alexander IV (1254-61) udnævnte en kardinalkommission til at undersøgen dagen i Anagni, og bl.a. takket være Bonaventuras afhandling bestemte de i 1256, at Saint-Amours bog skulle brændes. De frikendte og genindsatte tiggermunkene og beordrede modstanderne til at trække deres angreb tilbage. Derefter fik både Bonaventura og Thomas Aquinas tildelt doktorgrader i teologi den 15. august 1257. De to var blandt de største skolastikkere, og deres betydning for kirken blev på hver sin måde enorm.
Den intellektuelle Bonaventura understregede at en tåbes kærlighed og kundskab om Gud kunne være langt større end menneskelig visdom. Som teolog var han mere augustinsk end aristotelisk som Thomas. Bonaventura understregede vigtigheden af en følelsesmæssig mere end end rent rationel tilnærmelse til de guddommelige mysterier. Hovedtrækkene i Bonaventuras teologiske tænkning findes i hans kommentar til Peter Lombards «Sentenser» (Sententiae in IV Libris Distinctae) (Commentaria in Quatuor libros sententiarum Magistri Petri Lombardi) (1250-54), som dækker hele feltet af skolastisk teologi.
Mens han ofte var enig med Thomas i mange konklusioner, var der også områder, hvor de var uenige. Da Thomas en gang besøgte Bonaventura og bad om at få det biblioteket at se, hvorfra han havde sine store kundskaber, trak Bonaventura et forhæng til side og pegede på krucifikset: «Jeg studerer kun den korsfæstede, Jesus Kristus». Det er ofte hævdet, at Bonaventura primært var mystiker og ikke en dogmatisk teolog. Han understregede selv, at sandheden om Gud betyder at forstå, at Gud er kærlighed. Han efterlod sig mange vigtige arbejder om filosofi og teologi, og andre værker af betydning.
På franciskanernes generalkapitel i Roma den 2. februar 1257 blev den 35-årige Bonaventura valgt til franciskanernes ottende generalminister. De syv første var Frans af Assisi (1209-26), Johannes Parenti (1226-32), Elias af Cortona (1232-39), Albert af Pisa (1239-40), Haymo af Faversham (1240-44), Crescentius af Jesi (1245-47) og Johannes af Parma (1247-57). Johannes af Parma havde selv valgt ikke at genopstille og anbefalede generalkapitlet at vælge Bonaventura som hans efterfølger. Bonaventura havde dette embede helt frem til 1274.
Han ledede ordenen fra Paris, hvor han boede og underviste, og han mestrede hvervet så fremragende, at han i dag regnes for den største franciskaner efter Frans selv, og i en vis forstand ordenens anden grunnlægger. Han blev generalminister på et kritisk tidspunkt, bare tredive år efter grundlæggerens død, for mange faktorer havde gjort ordenen udsat for kritik: Den enorme øgning i antallet af brødre (de var ca. 35.000), Franses manglende organisering, rivaliseringen mellom forskellige fraktioner i ordenen, som alle hævdede at være de rette arvinger af grundlæggerens tanker.
Bonaventura færdiggjorde ordenens forfatningen i 1260 og udbyggede organisationen, og han skrev en kommentar til ordensregelen. Generalkapitlet i Narbonne i 1260, det første han præsiderede over, gav ham til opgave at skrive en biografi om Frans af Assisi, og hans Legenda Sancti Francisci eller Legenda maior (1261) har haft stor indflydelse, selv om han overhovede ikke nævner Franses «testamente». Biografien blev erklæret som officiel biografi på generalkapitlet i Pisa i 1263, og ordenens generalkapitel i Paris i 1266 befalede, at alle andre biografier og legender om Frans skulle ødelægges, som en del af kampagnen mod Spiritualene og andre som hævdede, at grundlæggerens liv støttede deres tolkning af den franciskanske ånd. Ikke alle er enige om, at Bonaventura havde ret i sin tolkning af Franses ånd, og nogle mener, at han til tider modsagde Franses udtrykkelige påbud.
I modsætning til Frans insisterede Bonaventura på det store behov for studier og dermed behovet for at eje bøger og bygninger. Han bekræftede den eksisterende praksis med at brødrene studerede og underviste ved universiteterne. Han mente at deres rolle i Kirken som helhed var at udfylde arbejdet til gejstligheden ved prædikener og åndelig vejledning, områder hvor de andre gejstliges aktiviteter ofte var mangelfulde på grund af dårlig uddannelse. Ringningen af Angelusklokken om aftenen voksede frem af en beslutning på Franciskanernes generalkapitel i Assisi i 1269. Bonaventura havde også en stor kærlighet til Maria og satte franciskanerordenen under hendes specielle beskyttelse. Til hendes ære stiftet han et broderskab og påbød, at der i alle franciskanerklostre klokken seks om morgenen skulle bedes Ave Maria til Guds Mors ære.
Indenfor ordenen var Bonaventura de moderates leder, og han stod for en middelvej, via media, mellem de milde (Fratres de communitate) og de strenge (Zelatores eller Spirituales). Han afviste Spiritualenes ekstreme synspunkter, som gav tiggermunkenes modstandere ved universitetet gratis argumenter – de satte fattigdom højere end lærdom og over alt andet, og hævdede at repræsentere Franses sande lære. Han pensionerede sin forgænger Johannes av Parma i stedet for at fængsle ham, mistænkt, som han var, for kætteri.
Den gamle garden i franciskanerordenen, som havde levet sammen med Frans i den første heroiske tiden, blev en urolige over, at der nu skulle lægges så stor vægt på lærdom. Ville ydmygheden og fattigdommen ikke blive udvandet? Den gamle salige border Egidius ville stille ordensgeneralen og kardinalen Bonaventura på prøve, og spurte: «Kan en stakkels udannet munk som mig nogensinde elske Gud så meget som en lærd professor og kardinal?» Bonaventura svarte: «Hvilken som helst gammel hustru kan det. Det er tværtimod: En teolog må anstrenge sig meget mere mer for at have Gud i hjertet og ikke bare i hovedet».
Bonaventuras egne idealer omfattede enkelhed, sparsommelig fattigdom, flid og frigørelse fra de rige så vel som fra rigdom, og de blev gennemført i hans eget liv. Samtidige beskriver hans venlige høflighed, medfølelse og omgængelighed. Som ordensgeneral besøgte han Italien, Frankrig, Tyskland og England. Den 23. november 1265 udnævnte pave Klemens IV (1265-68) ham til ærkebiskop af York efter Geoffrey af Ludham, men han afslog og fik paven til at acceptere afslaget.
I 1271 bidrog Bonaventura til at den salige Gregor X (1271-76) blev valgt til pave. I 1272 ledede Bonaventura et nyt generalkapitel i Pisa. Den 28. maj 1273 udnævnte pave Gregor ham til kardinalbiskop af Albano ved Roma, og han passede på at inkludere en ordre om, at han ikke kunne afslå. Men da de pavelige legater brakte den nye kirkefyrsten kardinalhatten til klosteret Mugello ved Firenze, bad han dem om at hænge den på et tre i nærheden, fordi han stod og vaskede op, og hans hænder var både våde og fedtede.
 |
Bonaventura under Det Andet Lyonkoncil malet af
Francisco de Zurbarán i ca. 1650 (fra wikipedia.com) |
Bonaventura blev kardinal for at forberede og gennemføre det Andet Lyonkoncil fra maj til juli 1274. Han ankom til Lyon sammen med paven et par måneder før koncilet begyndte. Næsten 300 biskoper, 60 abbeder og ledende teologer var til stede i seks sessioner mellom 7. maj og 17. juli 1274. Alle tidens ledende og bedste teologer var kaldt til Lyon, men Thomas Aquinas døde på vej til koncilet. Blant de deltagende var de hellige Albert den Store, Filip Benizi og den fremtidige salige pave Innocent V (1276-76).
Mellom koncilets andn og tredje session holdt Bonaventura i Lyon det sidste af fem generalkapitler han ledede i franciskanerordenen, hvor han den 20. maj 1274 nedlagde sit embede som ordensgeneral og blev efterfulgt af Hieronymus af Ascoli, den senere pave Nikolas IV (1288-92).
Få uger senere, lige før afslutningen af koncilet, døde han natten mellom den 14. og 15. juli 1274, efter at have modtaget den sidste olie af pave Gregor X. I begravelsen dagen efter deltog paven, kongen af Aragón og synodefædrene, og der var «mange tårer og megen gråd». Begravelsen blev ledet af dominikanerkardinalen Peter af Tarentaise, den senere pave Innocent V. Han holdt også prædikenen over temaet «Bittert sørger jeg over dig, Jonatan, min bror!» (2 Sam 1,26). Bonaventura blev gravlagt i franciskanerkirken i Lyon, som senere fik navnet Saint-Bonaventure efter ham.
I 1434 blev Bonaventuras rester overført til en ny kirke i Lyon, som var bygget til ære for Frans af Assisi. Da blev hans hoved fundet fuldstændig bevaret, og tungen var ligeså rød, som da han levede. Dette miraklet fik folket i Lyon til at vælge ham til sin specielle skytshelgen og bidrog også stærkt til hans helligkåring.
Den 14. april 1482 blev Bonaventura helligkåret med bullen Superna coelestis patria af pave Sixtus IV (1471-84), som tilhørte franciskanerkonventualerne. En anden pave fra fransiskanerkonventualerne, Sixtus V (1585-90), ophøjede ham den 14. marts 1588 til kirkelærer med tilnavnet Doctor seraphicus, «den serafiske lærer». Gennem dette navnet udtryktes hans tilhørighed til Frans af Assisi, som fik sine sårmærker gennem en seraf.
Den 14. marts 1490 blev hans legeme skrinlagt, og i den forbindelse blev den helliges højre arm fjernet og lagt i et sølvrelikviekar formet som en arm. Året efter blev denne arm-relikvie af Bonaventura ført tilbage til byen Bagnoregio af franciskanernes ordensgeneral Francesco Sansone, som en gave fra kong Karl VIII av Frankrig (1483-98), og der bliver den opbevaret i katedralen den dag i dag. I 1562 blev Bonaventuras skrin plyndret af hugenotterne, og urnen som indeholdt hans rester, blev brændt på torvet. Hans hovede blev reddet af superioren i kirken, men det forsvandt sporløst under Den franske revolution i 1807 og er aldrig blevet fundet igen.
I 1643 proklamerede byen Bagnoregio Bonaventura som sin vigtigste skytshelgen ved siden af Hildebrand af Sovana (den hellige pave Gregor VII). I 1986 blev han erklæret med-skytshelgen for det restrukturerede bispedømmet Viterbo.
Bonaventura bliver anset som en af de største mystiske teologer. Som en vejleder i det Kristus-orienterede kontemplative liv fik Bonaventura stor betydning i århundrederne som fulgte, særlig i Tyskland og Holland. Pave Leo XIII (1878-1903) kaldte ham «Fyrsten blandt mystikerne».
Hans mindedag var tidligere 14. juli, men den er i dag dødsdagen 15. juli. I Bagnoregio har han også en fest den 14. mars. Hans navn står i Martyrologium Romanum. I kunsten er hans attribut en kardinalhat.
Kilde: www.katolsk.no
