Det sidste indlæg

Kære læsere

Dette indlæg bliver det sidste. Jeg har ikke kræfter til at holde bloggen kørende. Tak fordi I læste med...

Daniel

Den hl. Maximilian Maria Kolbe OFM.conv

I dag fejrer kirken en af den moderne verdens helt store helgener – den hellige Maximilian Maria Kolbe, der var franciskaner.

Maximilian Kolbe i sin ordensdragt.

Den hellige Maximilian Maria Kolbe blev født Raymond Kolbe den 7. januar 1894 i den lille landsby Zdunska Wola i Lódz i den russisk-besatte del af Polen. Han blev døbt samme dag. Hans forfædre kom fra Bøhmen, og navnet Kolbe synes at indikere germansk snarere end slavisk oprindelse. Han var den anden af tre sønner af forældrene Julius Kolbe og Maria Dabrowska. Hans ældre bror hed Francis og hans yngre bror hed Joseph. Hans far arbejdede i begyndelsen hjemme som væver, men under det russiske styre fik han økonomiske problemer, og familien måtte flytte til Lodz og derefter i 1897 til Pabianice, hvor faren blev fabriksarbejder, og familien måtte kæmpe for at få mad og tøj til alle. Raymonds forældre var dybt fromme og dybt patriotisk og brødrene fik en streng opdragelse.

I en alder af kun ti år havde Raymond en mystisk drøm, der syntes at ændre den noget egenrådige drengs karakter. Den hellige Jomfru Maria tilbød ham to kroner, en hvid og en rød, renhedens og martyriets symboler. Han valgte dem begge og Maria smilede og forsvandt. Derefter helligede han sig til et liv discipel af Kristus. Kernen i hans spiritualitet var dogmet fra 1854 om den ubesmittede undfangelse.

For at supplere familiens indkomst åbnede moren en lille købmandsbutik, og i den forbindelse sendte hun lille Raymond til farmaceuten Kotowski for at hente medicin til butikken. Denne blev så forbavset over Raymonds evne til at huske latinske navne, at han gratis gav Raymonds latinundervisning, så han kunne gå til eksamen sammen med sin storebror, der gik i latinskole. Raymond klarede sig så godt, at han fik lov til at fortsætte sin uddannelse og gå i skolen.

I 1907 søgte Raymond optagelse på franciskanerkonventualernes seminar i Lvov (nuværende Lviv). Han var særligt god til matematik og fysik, og han var dybt fascineret af astronomi og drømmen om at rejse i rummet. En overgang troede han, at han skulle være soldat, og som 16-årig konkluderede han, at han ikke havde noget kald.

Den 4. September 1910 begyndte Raimund sit ordensliv hos fransiskanerkonventualerne (OFMConv) sammen med sin ældre bror Francis. Den mindste bror Joseph var også begyndt på seminariet, og begge forældre var også indtrådt i en orden. Moren blev benediktiner, mens faren bliv franciskaner. Raymonds første periode er plaget af tvivl, men den 11. september 1911 aflagde han alligevel de første løfter og tog ordensnavnet Maximilian. På grund af hans store hengivenhed til Guds Moder, kaldte han sig også Maria. Den 1. november 1914 aflagde han sine evige løfter.

I 1914, ikke længe efter udbruddet af Første Verdenskrig sluttede Maximilians far sig til den polske Legion under marskal Pilsudski for at kæmpe sammen med aksemagterne (Tyskland, Østrig og Tyrkiet) mod russerne med det ultimative mål at befri Polen. Kolbe blev såret i kamp mod russerne, og han blev derefter hængt som en forræder i en alder af kun 43 år.

Maximilian blev bemærket for sin konstante bøn i kollegiets kapel, men han var også en flittig elev. Han tog de første doktorgrader i filosofi og teologi, men i 1919 blev han også ramt af livslang lungetuberkulose. Han blev ordineret præst den 28. april 1918 af kardinal Basil Pompilii i kirken Sant'Andrea della Valle i Rom og fejrede sin første messe på Marias alter i kirken Sant'Andrea delle Fratte på samme alteret, hvor Guds Moder havde vist sig for den jødiske agnostikere Alfons Maria Ratisbonne i i 1842.

Den 29. juli 1919 vendte Maximilian tilbage til Polen, som var blevet en selvstændig nation igen i 1918. Hans vigtigste arbejde var først som lærer i filosofi og kirkehistorie ved det franciskan ske seminarie i Krakow. Den 10. august 1920 blev han sendt til et sanatorium i Tatra-bjergene, hvor han organiserede forelæsninger, uddelte medaljer og optog en række konvertitter blandt de desperate eller religiøst ligeglade syge. Han mistede en lunge, men kunne alligevel vende tilbage til Krakow.

Det 20. oktober 1922 overførtes han sammen med nogle temmelig uentusiastiske brødre til et halv ødelagt kloster i Grodno i det nordvestlige Polen. Her ramtes han igen af tuberkulose. Denne gang tilbragte han perioden fra 19. september 1926 til 13. april 1927 i Zakopane. Han tilskrev sin endelige raskmelding til Jomfru Maria: "Hun forsøger at bruge en gammel slidt pensel til at male et mesterværk. Jeg er børsten, Vor Frue er maleren! "

I Teresin fik brødrene nærmest mirakuløst overdraget et stort stykke jord, hvor de kunne bygge et nyt kloster. Trods lægerne advarsler sluttede Maximilan sig til dem og arbejdede hårdt med at bygge et nyt kloster. Hans brødre forlod Grodno den 27. november 1927 og og klosteret blev indviet den 8. december 1927.

Klosteret, der blev et af de største i verden, blev bygget af ham selv og hans munke, deriblandt mænd i alle erhverv: Læger og tandlæger, landmænd og mekanikere, skræddere, bygherrer, bogtrykker, skomagere, gartnere og kokke, og de var helt selvforsynende . I 1939 havde klosteret 762 indbyggere i alt: 13 præster, 18 novicer, 527 Lægbrødre, 122 drenge i det mindre seminarium og 82 præstestuderende. Senere blev stedet udvidet med et brandvæsenet (med nogle munke brandmænd), seminarer og mission, print og radio station. Maximilian var en eminent administrator med en meget moderne fornemmelse af brugen af massemedierne. Han udgav et bl.a. et meget rost og anerkendt tidsskrift. Bygningerne var meget enkle. Maximilian afskyede enhver form for praleri, især i klostre og kirker, men han troede på teknologiske fremskridt i en grad, der i dag synes både forudseende og naive.

En dag mødte Maximilian nogle japanske studerende, og han besluttede sig for at rejse til Japan på vegne af pave Pius XI (1922-1939) for at grundlægge et nyt tidskrift. Han vidste intet om Japan. Den 26. februar 1930 drog han afsted sammen med fire brødre, og efter en rejse gennem Port Said, kom de gennem Saigon og Shanghai til Nagasaki den 24. april. Ærkebiskoppen af Nagasaki, der hørte, at Maximilian havde to doktorgrader, tilbød ham en position i et ledigt professorat i filosofi som en betingelse for at lade han starte sit tidsskrift.

I juni og juli 1920 rejste Maximilian tilbage til Polen gennem Sibirien for at deltage i det provinsielle kapitel. Den 24. juli blev han genvalgt i den japanske mission.

Efter fem år i Japan blev Maximilian igen ramt af alvorlig sygdom, og i 1936 tog han derfor tilbage til Polen. Tilbage i Polen helligede han sig helt til sit klosters fællesskab og deres publikationer. Han startede flere nye magasiner og aviser, og den 8. december 1938 begyndte klosterets regelmæssige radioudsendelser. Stationen brugte en Lourdes salme-lignende temasang, spillet af klosterets eget orkester. Men Maximilian var svækket af tuberkulose, konstant plaget af migræne og havde en hudsygdom.

Den 1. September 1939 Anden Verdenskrig brød ud, og efter kun tyve år som en selvstændig nation blev Polen invaderet af tyskerne og russerne, som delte landet mellem sig. Maximilians kloster blev besat af tyskerne den 13. September og forblev i den tyske del af landet, kaldet "Generalguvernementet." I det nye Stortyskland var polakkerne reduceret til næsten ingenting, og polsk kultur blev de-facto forbudt. Maximilian praktiserede ikke-voldelig modstand, og han gav sine ledsagere det råd at forlade stedet og gå hjem for at deltage som hjælpere i Røde Kors arbejde, og ikke at deltage i væbnet modstand eller i den underjordiske modstandsbevægelse. Selv blev han på sin post, og han beholdt kun de 48 dristigste franciskanere sammen med ham efter at de havde insisteret derpå. Den 19. september 1939 blev han arresteret sammen med 35 brødre, en anden præst og koreansk seminarist og deporteret til lejren Lamsdorf i Tyskland. Den 24. september blev Maximilian og 24 brødre overført til telte i lejren Amtitz, hvilket var hårdt, men til at holde ud, og Maximilian var i stand til at prædike for andre, og opfordrede dem til at være modig og villig til at acceptere lidelse. Efter 2½ måned blev de atter flyttet, denne gang til Ostrezeszow. Maximilian forblev rolig, håbefulde og helt frygtløs.

Mod alle forventninger frigav det tyske militær dem den 8. december (Festen for den ubesmittede undfangelse), og den næste dag kunne vende tilbage plyndrede kloster. De gik straks i gang, for der kom samme dag 3.000 polske flygtninge, som var blevet fordrevet af tyskerne fra Poznan, der nu skulle være en rent tysk by. Omkring 1.500 jøder var også ankommet. Maximilian hilste dem med den samme medfølelse, som han havde vist de andre polakker. De fik husly i bygningerne, som brødrene havde forsøgt at genoprette. "Vi må gøre alt for at hjælpe dem, der er fordrevet fra deres hjem," sagde Maximilian.

Et par dage efter den tyske invasion startede det nazistiske regime en hensynsløs kampagne mod polakkerne, især jøderne. Ved slutningen af krigen havde de dræbt seks millioner polakker og tre millioner jøder. Tyskerne var klar over den katolske kirkes kulturelle og patriotiske rolle, og de besluttede at ødelægge det som en national enhed.

En kunstneres gengivelse af det øjeblik, da Kolbe træder frem for at tage sin næstes plads.

Den 17. september 1940 blev Maximilian arresteret af SS-mænd sammen med fire andre præster og anbragt i koncentrationslejren i Oranienburg, men han blev kort efter frigivet igen. Den 17. februar 1941 blev han arresteret igen og sendt til det berygtede fængsel Pawiak i Warszawa. Maximilian blev brutalt slået og ydmyget, og hans lungebetændelse betød, at han blev henvist til sygeafdelingen. Men den 28. maj 1941, uden rettergang eller dom, blev han deporteret til koncentrationslejren Auschwitz (Oswiecim), som blev placeret i ærkebispedømmet Kraków. Der er han tatoveret fange nummer 16670 og blev placeret i barakken 17. Senere blev han overført til barak 14.

Auschwitz var et sted for hidtil uhørt lidelse og grusomhed. Fra 1941 til 1945 foregik her et massemord i industriel målestok, hovedsageligt jøder fra hele det tyskbesatte Europa, men også sigøjnere, polakker og andre "racemæssigt underlegne" grupper. Maximilian arbejdede hårdt, og han blev hurtigt stærkt svækket af sygdom og af de hårde levevilkår.

 

En dag i slutningen af juli mente vagter, at en fange i barakken 14 var undsluppet, og kommandanten beordrede i overensstemmelse med reglerne, at ti mænd fra samme barak skulle dø som hævn. De skulle sultes ihjel i den berygtede underjordiske mørk kælder. Senere viste det sig, at der ikke havde været nogen flugt, da fangen blev fundet druknet i latrinet. Fangerne stod på appellpladsen i den brændende sol, og ti mænd blev tilfældigt udvalgt. En af dem, sergent Franciszek Gajowniczek, råbte i desperation: "Min kone og mine børn, jeg vil aldrig se dem igen," og til generelle bestyrtelse gik Kolbe frem fra egne rækker og tilbød at tage hans plads. "Hvem er du?", spurgte lejrkommandant, SS oberst Fritsch, som blev kaldt "slagteren". "Jeg er en gammel katolsk præst," sagde Kolbe. SS-manden var ligeglade med hvem, der gik i døden, og de to byttede plads. Dette var første og eneste gang i Auschwitz's historie, at nogen frivilligt gik til sin død i en andens sted.

Maximilian ønskede, at hans medfange ville komme hjem og tage sig af din kone og børn. Som en katolsk præst, ville han blot tage sig af de indsatte og hjælpe dem til en god død. Det gjorde Kolbe. Sultebarakkens helvede, hvor de nøgne mænd blev gradvist udsultet, blev omdannet til et lille ”kapel” med bøn og sang, omsorg og tillid. De indsatte i nabobarakkerne, hvis skrig havde lydt ud til dem, begyndte at lytte.

De bad om brød og vand, men hvis nogen af dem nærmede sig celledøren, når SS-mændene åbnede den, blev de sparket i maven eller skudt ned. Kolbe udholdt bedre end de fleste, og han tiggede ikke, og han beklagesw sig ikke. Han holdt de andre op så langt, som han kunne. Til sidst blev de så svage, at bønnerne kun blev hvisket. De fleste kunne ikke rejse sig og blev liggende på gulvet, men Kolbe stod eller knælede i midten af rummet. To uger gik på denne måde, mens den ene efter den anden døde, indtil kun fire tilbage. Kun Maximilian var ved bevidsthed.

Snart skulle cellen bruges tilo nye fanger, og en tysk kriminel fange ved navn Bock, blev sendt ind for at give de overlevende en sprøjte carbolsyre (phenol) i håndleddet. Maximilian var den sidste tilbage. Han bad en bøn og og blev så henrettet. Dødsattesten angiver med tysk grundighed dødsøjeblikket til 12.30. Det var dagen før Marias optagelse i himlen, da hans krop blev kremeret sammen med 80 andre fangers.

Maximilian Kolbe heltemod var kendt både i Auschwitz og andre steder, og efter krigen bragte nogen avisartikler om denne "moderne helgen." Syge blev helbredt på hans forbøn, og snart forlangte man, at han blev saligkåret. De nødvendige forberedelser begyndte den 12. august 1947. Blandt de mirakler, der førte til saligkåringen var helbredelsen af Angela Testoni, der led af tuberkulose i tarmene, i juli 1948 og healing af Francis Ranier for arterieforkalkning i august 1950.

Maximilians saligkåringsproces blev formelt indledt den 16. marts 1960. Det 20. januar 1969 var hans heroiske dyder anerkendt og han modtog titlen "ærværdige". Den 14. juni 1971, blev endnu to mirakler gennem hans forbøn anerkendt.

Franciszek Gajowniczek og Pave johannes Paul II under Kolbes helgenkåring.

Han blev saligkåret den 17. oktober 1971 af pave Paul VI (1963-1978) i Peterskirken i Rom. Ærkebiskop Karol Wojtyla i Krakow (som Auschwitz hører under) deltog i begivenheden. Maximilian blev kanoniseret den 10. oktober 1982 på Peterspladsen i Rom af selv samme Wojtyla, som var blevet pave Johannes Paul II. Det var hans anden kanonisering. Franciszek Gajowniczek, manden hvis liv Maximilian reddede, var til stede på Peterpladsen denne dag. Maximilian blev kanoniseret som en martyr, og han afbilledes ofte i enten sin franciskanske dragt eller i sin stribede fangedragt. Han er de politiske fangers værnehelgen.

Kilde: katolsk.no

Den hellige Clara - om kærlighed og fattigdom

Giottos fresken af den hellige Clara (fra kristendom.dk)

I dag fejrer kirken den hellige Claras fest. Jeg har tidligere publiceret en større biografi om den hellige Clara og den kan læses her.

Den hellige Clara står i dag i nogen grad i skyggen af den hellige Frans, selvom de levede meget forskellige liv og ikke altid var helt enige. Claras liv blev på mange måder begrænset af det faktum, at hun var kvinde. Dengang kunne mænd rejse og prædike, men det kunne kvinder bestemt ikke. Hvor Frans levede et liv på landevejen, måtte Clara leve et liv lukket inde i et kloster sammen med sine medsøstre. Hvorvidt Clara gerne ville have levet et liv som Franses må stå hen i det uvisse. Det må hendes bidrag til eftertiden til gengæld ikke.

Man har først i den moderne tid fået øjnene op for Claras egne skrifter. Nogle af dem, troede man, var gået tabt, men en blanding af held og solid forskning har gjort, at vi nu igen kan læses tekster fra Claras egen hånd. Clara står bestemt ikke i skyggen af den hellige Frans. Hun har en forfinet og enkel forståelse af sammenhængen mellem fattigdommen og kærlighed, som jeg synes er meget smuk.

På Claras og Franses tid var prædiken og ordet meget vigtigt. Med dominikanerne og franciskanerne kom Guds ord ud af klosteret og kirken og ud i det samfund, hvor almindelige mennesker levede og boede. Men som i Lukasevangeliets kapitel 10, hvor Jesus er på besøg hos Martha og Maria, så er Clara den Maria, der vælger at sætte sig ved Jesu fødder og lytte. For at kunne lytte gjorde Clara sig fattig, således at hun kunne fyldes af Guds rigdom. For jo mere hjertet er fattigt og uden begær, jo  rigere bliver vi i relationen og kærligheden til den levende Gud - og jo rigere vi bliver i ånden, des fattigere er vi!

I det postmoderne samfund er dette måske mere sandt end nogensinde før. Materiel rigdom sløver vores forhold til den levende Gud og blokker for den Jesus, som er vejen, sandheden og livet. Jeg tror, at Clara i dag ville sige til os, at vi i højere grad skulle sætte os ved Jesu fødder og lytte.

Bøn af den salige Rupert Mayer SJ

Rupert Mayers "mugshot"

Jesuitten Rupert Mayer var en tysk jesuit, der var en ledende figur i den tyske katolske kirkes modstand mod nazismen. Fra 1940 til 1945 var han lukket inde i et kloster. Nazisterne turde ikke slå ham ihjel at frygt for, at han derved ville blive martyr. Han overlevede krigen, men døde af et hjerteanfald om morgenen den 1. november 1945, mens han fejrede Alle helgens dag. Pave Johannes Paul II saligkårede ham i 1987.

Nedenstående bøn tilskrives Rupert Mayer:

Herre, som du vil det, skal det ske for mig
og som du vil det, vil jeg vandre;
hjælp mig til at forstå din vilje!

Herre, når du vil, så er det tid;
og når du vil, er jeg parat,
nu og i al evighed.

Herre, hvad du vil, det accepterer jeg;
og hvad du vil, vinder jeg ved;
bare jeg tilhører dig.

Herre, fordi du vil det, er det godt;
og fordi du vil det, har jeg mod til det.
Mit hjerte hviler i dine hænder.