Hl. Bonaventura O.F.M.

(Dette indlæg blev publiceret første gang den 13. juli 2012)

Født: ca. 1221 i Bagnorea i Lazio, Italien
Død: 15. juli 1274
Mindedag: 15. juli

Kanoniseret: 14. april 1482 af pave Sixtus IV

Den hellige Bonaventura blev født som Giovanni di Fidanza omkring år 1221 i Bagnorea ved Viterbo i Lazio i Italia. Hans forældre var Giovanni di Fidanza, der var læge af adelig afstamning, og hans hustru Maria la Ritella.

Bonaventura fortæller selv, at han blev dødssyg som barn, men at han blev reddet gennem den hellige Frans af Assisis forbøn. Legenden fortæller, at hans mor bar det syge barn til Frans, og på hans forbøn blev den unge Bonaventura snart frisk igen. Da Frans lå for døden i 1226, bragte moren ham endnu en gang drengen, som han var blevet så glad for. Da råbte den hellige Frans: «O buono ventura», og siden hed drengen Bonaventura («god fremtid»). Den fromme mor bestemte, at hendes dreng skulle blive medlem af franciskanerordenen, og hun gav ham en passende opdragelse, for hans intellektuelle evner var snart lovende.
I 1236 forlod Bonaventura Italien og blev indskrevet som student ved universitetet i Paris. Der skulle han studere middelalderens syv frie kunster (Artes liberales: grammatik, retorik, dialektik, aritmetik, geometri, musik og astronomi), selv om størst vægt blev lagt på trivium (grammatik, retorik og dialektik) og mindre på quadrivium. En av hans lærere på universitetet var den engelske franciskaneren Alexander av Hales. Bonaventura studerede i Paris til 1242, og året efter fik han tildelt graden Magister. Ordet «magister» var synonymt med «doctor».

I 1243 fulgte han sin lærer og gik ind i franciskanerordenen, 22 år gammel. Bonaventura blev hurtigt en af franciskanerordenens mest lovende novicer. Til trods for sin høje uddannelse var han altid beredt til at adlyde sine mindre uddannede overordnede, og han blev dermed et forbillede i ydmyghed. I 1248 ble han præsteviet og fik sin tilladelse til at undervise offentlig som Magister regens, og i 1253 ble han leder for franciskanernes skole i Paris. I 1253 blev han og den hellige Thomas Aquinas professorer i teologi ved «Det parisiske institut for fattige teologistudenter», som senere udviklede sig til det berømte universitetet Sorbonne. Bonaventura underviste til 1257 og koncentrerede sig om at opklare nogle af de spørgsmål som i særlig grad optog mennesket på den tid.

Bonaventura malet af Francisco de Herrera
den Ældre i 1628 (fra wikipedia.com)

Hans tid som lærer blev imidlertid forstyrret af angrebene på de nylig ankomne tiggerordener (dominikanere og franciskanere) fra de andre professorer på universitetet. De var delvis misundelige på brødrenes pastorale og akademiske succes og deres stadige misbilligelse af verdslighed og et behagelig liv, og de arbejdede for at få dem ekskluderet fra universiteterne. Lederen for de professorene som tilhørte sekulargejstligheden, var Vilhelm af Saint-Amour, som kom med et hadsk angreb på tiggermunkene i bogen De novissimorum temporum periculis, «Om de sidste dages farer», og andre skrifter. Bonaventura, som måtte stoppe med at undervise en tid i 1256, svarede igen i en afhandling om evangelisk fattigdom, De paupertate Christi («Om Kristi fattigdom»). Thomas Aquinas skrev også et åndfuldt forsvar for tiggermunkene.
Pave Alexander IV (1254-61) udnævnte en kardinalkommission til at undersøgen dagen i Anagni, og bl.a. takket være Bonaventuras afhandling bestemte de i 1256, at Saint-Amours bog skulle brændes. De frikendte og genindsatte tiggermunkene og beordrede modstanderne til at trække deres  angreb tilbage. Derefter fik både Bonaventura og Thomas Aquinas tildelt doktorgrader i teologi den 15. august 1257. De to var blandt de største skolastikkere, og deres betydning for kirken blev på hver sin måde enorm.
Den intellektuelle Bonaventura understregede at en tåbes kærlighed og kundskab om Gud kunne være langt større end menneskelig visdom. Som teolog var han mere augustinsk end aristotelisk som Thomas. Bonaventura understregede vigtigheden af en følelsesmæssig mere end end rent rationel tilnærmelse til de guddommelige mysterier. Hovedtrækkene i Bonaventuras teologiske tænkning findes i hans kommentar til Peter Lombards «Sentenser» (Sententiae in IV Libris Distinctae) (Commentaria in Quatuor libros sententiarum Magistri Petri Lombardi) (1250-54), som dækker hele feltet af skolastisk teologi.
Mens han ofte var enig med Thomas i mange konklusioner, var der også områder, hvor de var uenige. Da Thomas en gang besøgte Bonaventura og bad om at få det biblioteket at se,  hvorfra han havde sine store kundskaber, trak Bonaventura et forhæng til side og pegede på krucifikset: «Jeg studerer kun den korsfæstede, Jesus Kristus». Det er ofte hævdet, at Bonaventura primært var mystiker og ikke en dogmatisk teolog. Han understregede selv, at sandheden om Gud betyder at forstå, at Gud er kærlighed. Han efterlod sig mange vigtige arbejder om filosofi og teologi, og andre værker af betydning.

På franciskanernes generalkapitel i Roma den 2. februar 1257 blev den 35-årige Bonaventura valgt til franciskanernes ottende generalminister. De syv første var Frans af Assisi (1209-26), Johannes Parenti (1226-32), Elias af Cortona (1232-39), Albert af Pisa (1239-40), Haymo af Faversham (1240-44), Crescentius af Jesi (1245-47) og Johannes af Parma (1247-57). Johannes af Parma havde selv valgt ikke at genopstille og anbefalede generalkapitlet at vælge Bonaventura som hans efterfølger.  Bonaventura havde dette embede helt frem til 1274.
Han ledede ordenen fra Paris, hvor han boede og underviste, og han mestrede hvervet så fremragende, at han i dag regnes for den største franciskaner efter Frans selv, og i en vis forstand ordenens anden grunnlægger. Han blev generalminister på et kritisk tidspunkt, bare tredive år efter grundlæggerens død, for mange faktorer havde gjort ordenen udsat for kritik: Den enorme øgning i antallet af brødre (de var ca. 35.000), Franses manglende organisering, rivaliseringen mellom forskellige fraktioner i ordenen, som alle hævdede at være de rette arvinger af grundlæggerens tanker.
Bonaventura færdiggjorde ordenens forfatningen i 1260 og udbyggede organisationen, og han skrev en kommentar til ordensregelen. Generalkapitlet i Narbonne i 1260, det første han præsiderede over, gav ham til opgave at skrive en biografi om Frans af Assisi, og hans Legenda Sancti Francisci eller Legenda maior (1261) har haft stor indflydelse, selv om han overhovede ikke nævner Franses «testamente». Biografien blev erklæret som officiel biografi på generalkapitlet i Pisa i 1263, og ordenens generalkapitel i Paris i 1266 befalede, at alle andre biografier og legender om Frans skulle ødelægges, som en del af kampagnen mod Spiritualene og andre som hævdede, at grundlæggerens liv støttede deres tolkning af den franciskanske ånd. Ikke alle er enige om, at Bonaventura havde ret i sin tolkning af Franses ånd, og nogle mener, at han til tider modsagde Franses udtrykkelige påbud.

I modsætning til Frans insisterede Bonaventura på det store behov for studier og dermed behovet for at eje bøger og bygninger. Han bekræftede den eksisterende praksis med at brødrene studerede og underviste ved universiteterne. Han mente at deres rolle i Kirken som helhed var at udfylde  arbejdet til gejstligheden ved prædikener og åndelig vejledning, områder hvor de andre gejstliges aktiviteter ofte var mangelfulde på grund af dårlig uddannelse. Ringningen af Angelusklokken om aftenen voksede frem af en beslutning på Franciskanernes generalkapitel i Assisi i 1269. Bonaventura havde også en stor kærlighet til Maria og satte franciskanerordenen under hendes specielle beskyttelse. Til hendes ære stiftet han et broderskab og påbød, at der i alle franciskanerklostre klokken seks om morgenen skulle bedes Ave Maria til Guds Mors ære.
Indenfor ordenen var Bonaventura de moderates leder, og han stod for en middelvej, via media, mellem de milde (Fratres de communitate) og de strenge (Zelatores eller Spirituales). Han afviste Spiritualenes ekstreme synspunkter, som gav tiggermunkenes modstandere ved universitetet gratis argumenter – de satte fattigdom højere end lærdom og over alt andet, og hævdede at repræsentere Franses sande lære. Han pensionerede sin forgænger Johannes av Parma i stedet for at fængsle ham, mistænkt, som han var, for kætteri.
Den gamle garden i franciskanerordenen, som havde levet sammen med Frans i den første heroiske tiden, blev en urolige over, at der nu skulle lægges så stor vægt på lærdom. Ville ydmygheden og fattigdommen ikke blive udvandet? Den gamle salige border Egidius ville stille ordensgeneralen og kardinalen Bonaventura på prøve, og spurte: «Kan en stakkels udannet munk som mig nogensinde elske Gud så meget som en lærd professor og kardinal?» Bonaventura svarte: «Hvilken som helst gammel hustru kan det. Det er tværtimod: En teolog må anstrenge sig meget mere mer for at have Gud i hjertet og ikke bare i hovedet».

Bonaventuras egne idealer omfattede enkelhed, sparsommelig fattigdom, flid og frigørelse fra de rige så vel som fra rigdom, og de blev gennemført i hans eget liv. Samtidige beskriver hans venlige høflighed, medfølelse og omgængelighed. Som ordensgeneral besøgte han Italien, Frankrig, Tyskland og England. Den 23. november 1265 udnævnte pave Klemens IV (1265-68) ham til ærkebiskop af York efter Geoffrey af Ludham, men han afslog og fik paven til at acceptere afslaget.

I 1271 bidrog Bonaventura til at den salige Gregor X (1271-76) blev valgt til pave. I 1272 ledede Bonaventura et nyt generalkapitel i Pisa. Den 28. maj 1273 udnævnte pave Gregor ham til kardinalbiskop af Albano ved Roma, og han passede på at inkludere en ordre om, at han ikke kunne afslå. Men da de pavelige legater brakte den nye kirkefyrsten kardinalhatten til klosteret Mugello ved Firenze, bad han dem om at hænge den på et tre i nærheden, fordi han stod og vaskede op, og hans hænder var både våde og fedtede.

Bonaventura under Det Andet Lyonkoncil malet af
Francisco de Zurbarán i ca. 1650 (fra wikipedia.com)

Bonaventura blev kardinal for at forberede og gennemføre det Andet Lyonkoncil fra maj til juli 1274. Han ankom til Lyon sammen med paven et par måneder før koncilet begyndte. Næsten 300 biskoper, 60 abbeder og ledende teologer var til stede i seks sessioner mellom 7. maj og 17. juli 1274. Alle tidens ledende og bedste teologer var kaldt til Lyon, men Thomas Aquinas døde på vej til koncilet. Blant de deltagende var de hellige Albert den Store, Filip Benizi og den fremtidige salige pave Innocent V (1276-76).
Mellom koncilets andn og tredje session holdt Bonaventura i Lyon det sidste af fem generalkapitler han ledede i franciskanerordenen, hvor han den 20. maj 1274 nedlagde sit embede som ordensgeneral og blev efterfulgt af Hieronymus af Ascoli, den senere pave Nikolas IV (1288-92).
Få uger senere, lige før afslutningen af koncilet, døde han natten mellom den 14. og 15. juli 1274, efter at have modtaget den sidste olie af pave Gregor X. I begravelsen dagen efter deltog paven, kongen af Aragón og synodefædrene, og der var «mange tårer og megen gråd». Begravelsen blev ledet af dominikanerkardinalen Peter af Tarentaise, den senere pave Innocent V. Han holdt også prædikenen over temaet «Bittert sørger jeg over dig, Jonatan, min bror!» (2 Sam 1,26). Bonaventura blev gravlagt i franciskanerkirken i Lyon, som senere fik navnet Saint-Bonaventure efter ham.

I 1434 blev Bonaventuras rester overført til en ny kirke i Lyon, som var bygget til ære for Frans af Assisi. Da blev hans hoved fundet fuldstændig bevaret, og tungen var ligeså rød, som da han levede. Dette miraklet fik folket i Lyon til at vælge ham til sin specielle skytshelgen og bidrog også stærkt til hans helligkåring.
Den 14. april 1482 blev Bonaventura helligkåret med bullen Superna coelestis patria af pave Sixtus IV (1471-84), som tilhørte franciskanerkonventualerne. En anden pave fra fransiskanerkonventualerne, Sixtus V (1585-90), ophøjede ham den 14. marts 1588 til kirkelærer med tilnavnet Doctor seraphicus, «den serafiske lærer». Gennem dette navnet udtryktes hans tilhørighed til Frans af Assisi, som fik sine sårmærker gennem en seraf.

Den 14. marts 1490 blev hans legeme skrinlagt, og i den forbindelse blev den helliges højre arm fjernet og lagt i et sølvrelikviekar formet som en arm. Året efter blev denne arm-relikvie af Bonaventura ført tilbage til byen Bagnoregio af franciskanernes ordensgeneral Francesco Sansone, som en gave fra kong Karl VIII av Frankrig (1483-98), og der bliver den opbevaret i katedralen den dag i dag. I 1562 blev Bonaventuras skrin plyndret af hugenotterne, og urnen som indeholdt hans rester, blev brændt på torvet. Hans hovede blev reddet af superioren i kirken, men det forsvandt sporløst under Den franske revolution i 1807 og er aldrig blevet fundet igen.

I 1643 proklamerede byen Bagnoregio Bonaventura som sin vigtigste skytshelgen ved siden af Hildebrand af Sovana (den hellige pave Gregor VII). I 1986 blev han erklæret med-skytshelgen for det restrukturerede bispedømmet Viterbo.

Bonaventura bliver anset som en af de største mystiske teologer. Som en vejleder i det Kristus-orienterede kontemplative liv fik Bonaventura stor betydning i århundrederne som fulgte, særlig i Tyskland og Holland. Pave Leo XIII (1878-1903) kaldte ham «Fyrsten blandt mystikerne».
Hans mindedag var tidligere 14. juli, men den er i dag dødsdagen 15. juli. I Bagnoregio har han også en fest den 14. mars. Hans navn står i Martyrologium Romanum. I kunsten er hans attribut en kardinalhat.

Kilde: www.katolsk.no

Pavens besøg på øen Lampedusa

Kort over Italien (fra lewebpedagogique.com)

Mandag den 8. juli 2013 besøgte pave Frans den lille italienske ø Lampedusa, der ligger tæt på Tunesien og Libyen i Afrika. Øen er de seneste år blevet bestormet med flygtninge, der søger en ny og bedre fremtid i Europa. Rejsen til øen er dog lang og farefuld og alt for ofte sker der ulykker, hvor menneskeliv går tabt. Efter endnu et alvorligt skibsforlis, besøgte paven øen for at gøre opmærksom på problemet, og for at takke de mange frivillige, der forsøger at gøre ventetiden for flygtningene på Lampedusa tålelig.

Pavens prædiken ved messen denne mandag er rigtig god. Hele teksten på engelsk kan læses på vatikanets hjemmeside her. I prædiken sender paven bl.a. hilsner til de mange muslimske flygtninge, der nu tager hul på fastemåneden Ramadan. Han lover disse, at kirken er med dem i deres søgen efter et bedre liv for dem selv og deres familier.

Efter de indledende hilsner tager paven fat på dagens prædiken:

"Adam, hvor er du?" Det er det første spørgsmål, som Gud stiller mennesket efter syndefaldet. "Adam, hvor er du?" Adam mistede sin retning, sin plads i skabelsen, fordi han troede, at han kunne være kraftfuld, være i stand til at kontrollere alt, til at være Gud. Harmonien gik tabt, mennesket begik en fejl, og denne fejl opstår igen og igen i relationen med andre mennesker. "Den anden" er ikke længere en bror eller søster til at blive elsket, men blot en person, der forstyrrer mit liv og min komfort. Gud stiller et andet spørgsmål: "Kain, hvor er din bror?" Den illusion af at være stærk, af at være så stor som Gud, af at være Gud selv, fører til en hel serie af fejl, en kæde af død, selv til spild af en brors blod!Guds to spørgsmåls ekko hører vi i dag så kraftigt som nogensinde! Hvor mange af os, inklusive mig selv, har ikke mistet vores retning, vi er ikke længere opmærksomme på den verden, vi lever i, vi er ligeglade, vi beskytter ikke, hvad Gud skabte for alle mennesker, og vi ender med ikke selv at omsorg for hinanden! Og når menneskeheden som helhed mister sin retning, resulterer det i tragedier som dem, vi har været vidne til."Hvor er din bror?" Hans blod råber til mig, siger Herren. Dette er ikke et spørgsmål rettet til andre, det er et spørgsmål rettet til mig, til dig, til hver af os. Disse vore brødre og søstre forsøgte at flygte fra vanskelige situationer for at finde sindsro og fred. De ledte efter et bedre sted for dem selv og deres familier, men i stedet fandt de døden. Alt for ofte må sådanne mennesker ikke finde forståelse, ikke finde accept, ikke finde solidaritet. Og deres råb stiger op til Gud! Endnu engang vil jeg takke jer, beboere i Lampedusa, for jeres solidaritet. Jeg har for nylig lyttet til en beretning fra en af ​​disse vore brødre. Før han ankom her, var han og de andre prisgivet menneskehandlere, mennesker, der udnytter andres fattigdom, mennesker, der lever af andres elendighed. Disse mennesker har lidt meget! Nogle af dem klarede aldrig at nå så lang som hertil."

Senere i prædiken vender paven tilbage til temaet med Guds to spørgsmål til mennesket:"Adam, hvor er du?" "Hvor er din bror?" Det er de to spørgsmål, som Gud stiller ved begyndelsen af ​​menneskets historie, og som han også stiller hver mand og kvinde i vor egen tid, og som han stiller os. Men jeg vil gerne have os til at stille et tredje spørgsmål: "Har nogen af ​​os græd på grund af denne situation eller andre lignende situationer?" Har nogen af ​​os sørget over tabet af disse vore brødre og søstre? Har nogen af ​​os grædt for disse personer, der var på båden? For de unge mødre med deres babyer? For disse mænd, der var på udkig efter et middel til at støtte deres familier? Vi er et samfund, der har glemt, hvordan man græder, hvordan man viser medfølelse - "lider med" andre: globaliseringens ligegyldighed har frataget os evnen til at græde! ... Lad os bede Herren om nåde til at græde over vores ligegyldighed, at græde over grusomheden i vores verden, i vores egne hjerter, og alle dem, der i anonymitet gør sociale og økonomiske beslutninger, der åbner døren til tragiske situationer som denne. "Har nogen grædt?" Har nogen grædt for dem i vores verden?Herre, i denne liturgi beder vi om tilgivelse for vores ligegyldighed over for så mange af vores brødre og søstre. Fader, vi beder om forladelse for dem, der er selvtilfredse og lukkede og som bekvemmeligt har skærmet deres hjerter, og vi beder dig om tilgivelse for dem, der ved deres beslutninger på det globale plan har skabt situationer, der fører til disse tragedier. Tilgiv os, Herre!Også i dag, Herre, vi høre dig spørge: "Adam, hvor er du?", "Hvor er din brors blod?"

To nye hellige paver

Den salige franciskanertertiar og pave Johannes XXIII

Fredag den 5. juli 2013 blev det bekendtgjort, at pave Frans agter at helligkåre pave Johannes XXIII og pave Johannes Paul II. Med hensyn til pave Johannes Paul II er endnu et mirakel på pavens forbøn blevet anerkendt, og det skulle bane vejen for en snarlig helligkåring. Med pave Johannes XXIII er det anderledes. Her er intet nyt mirakel, men alligevel vil paven helligkåre ham, hvilket er usædvanligt, men helt efter reglerne.

For snart 20 år siden var jeg så heldig at møde og tale med pave Johannes Paul II. Det var en stor oplevelse, som jeg ikke glemmer. Han spurgte mig om, hvordan den katolske kirke havde det i Norden, og jeg svarede efter bedste evne. Allerede dengang talte vi unge om ham som en stor personlighed og en stor pave - Pave Johannes Paul den Store kaldte vi ham i spøg. Da han døde i 2005 gik der ikke mange timer før de første skilte med teksten "santo subito" (hurtig helgenkåring) kunne ses på Peterspladsen, og siden er det gået stærkt med nu 2 anerkendte mirakler på hans forbøn - vist nok begge mirakuløse helbredelser af den ellers uhelbredelige Parkinsons syge, som paven vist nok selv led af.

Nu skal den mand, som jeg talte med dengang, altså helligkåres. Det havde jeg det umiddelbart lidt svært med. Indtil i dag betragtede jeg nok en helgen, som en person, der først og fremmest levede for år tilbage i en fjern virkelighed, som lå langt fra min egen. En samtale i dag med en trofast bloglæser ændrede dog dette radikalt. Jeg havde det indtil i dag med disse pavers helligkåring, som jeg havde det, da Moder Theresa blev helligkåret: det er gået for hurtigt. Den hellige Moder Theresa var knap nok begravet, før hun blev helligkåret. Afstanden mellem menneske og helgen blev pludselig meget kort, syntes jeg. Tænk nu engang, hvis paven som barn havde tævet en jævnaldrende kammerat, og denne kammerat så skulle opleve hans helligkåring. Ellers hvis Moder Theresa i et svagt øjeblik havde truffet et skidt valg, der havde fået alvorlige konsekvenser for nogle mennesker, og disse så efterfølgende skulle oplevede hendes helligkåring. Ja, hvad nu hvis...

Og så var det, at en trofast bloglæser gjorde mig opmærksom på en pointe ved disse hurtige helligkåringer, som jeg slet ikke har haft blik for. Måske er pointen en helt anden. Jeg har slet ikke haft blik for, at denne lille afstand mellem menneske og helgen måske er selve pointen. Nemlig at det i min samtid og i min virkelighed er muligt at leve helt efter Guds vilje. En helgen er ikke kun en person i en fjern virkelighed. Der er også helgener i virkeligheden lige nu - i min samtid - måske endda omkring mig. Det minder den hellige Moder Theresa og de snart hellige paver Johannes XXIII og Johannes Paul II os om.

Og så var pave Johannes XXIII endda fransiskanertertiar...

Lidt mere om Mogens Ballin O.F.S.

En Torah-vimpel fra en udstilling på Dansk Jødisk Museum. (fra jewmus.dk)

Fra en trofast læser af denne blok har jeg modtaget en lille krølle på mit indlæg om Mogens Ballin, og jeg synes, at den hører med til historien om sekularfranciskaneren Mogens Ballin O.F.S.

Præsten Peter Schindler skriver i sin biografi om Mogens Ballin, at han blev født den 19. marts 1871. I bogen ’Dansk Jødisk Kunst’ er der en fortegnelse over de Torah-vimpler, som Mosaisk Trossamfund har opbevaret. Disse vimpler er lange stofstykker, som vikles om Torahrullerne, Vimpler er broderede, trykt eller bemalede med barnets navn, faderens navn, barnets fødselsdag og derefter velsignelser og gode ønske for barnets i fremtiden. Vimplerne blev bragt med, når barnet som lille første gang blev bragt med til synagogen. Mogens Balling blev præsenteret for den jødiske menighed i Horsens og hans vimpel blev afleveret til denne synagoge. Af denne vimpel fremgår det, at hans navn var Mordekhai ben Chaim Ballin / Mogens Henrik Ballin, og at hans fødselsdag var den 16. marts 1871. Vimplen findes i dag i den meget berømte samling af vimpler, som Mosaisk Trossamfund har registreret. Når Peter Schindler i biografien skriver, at Henrik Ballin var liberal jøde, for han gav sin søn et dansk navn, så er det en sandhed med modifikationer, for når man ser på teksterne fra de mange Torah-vimpler, har drengene fået et hebræisk navn, som blev ’fordansket’. Man kan altså ikke tage denne skik som tegn på, at man tilhører den liberale fløj i jødedommen.

Tak for historien.

Kloge ord fra Dag

Dag Hammerskjöld (fra wikipedia.org)

Dag Hjalmar Agne Carl Hammarskjöld var en svensk diplomat og FN's generalsekretær, da han døde under et flystyrt i Nordrhodesia (det nuværende Zambia). Han sagde engang følgende tankevækkende ord:

"Gud dør ikke den dag, vi ikke længere tror på en personlig guddom, men vi dør den dag, livet ikke mere gennemlyses for os af den evigt fornyede gave i underets glans fra kilder hinsides al fornuft."