Mogens Ballin OFS og familien d'Auchamp

Foto af Mogens Ballin

Maleren og kunsthåndværkeren Mogens Hendrik Ballin blev født den 20. marts 1871 i København. Hans forældre var handelsfuldmægtig og senere fabrikant Hendrik Isidor Ballin og hans hustru Ida Hend Levy. Begge forældre var af velhavende jødisk afstemning og Mogens var deres eneste barn.

Mogens ballin blev uddannet kunstmaler, og gik samtidig til franskundervisning hos Mette Gauguin, der var gift med den senere så berømte maler Paul Gauguin. Denne forbindelse fik en afgørende betydning for Mogens Ballin, da han i 1891 rejste til Paris, hvor han mødte den hollandske maler Jan Verkade. Sammen tog de to til Bretagne, hvor han sammen med Verkade blev undervist af maleren Paul Sérusier. I 1892 tog han igen med Verkade til Bretagne. Verkade var i mellemtiden blevet katolik, og de to rejste derfor videre til Firenze. I Firenze konverterede Mogens Ballin også til katolicismen, og han blev døbt i San Giovanni i Firenze den 6. januar 1893.

Mogens Ballin er protokollens medlem nr 24. Hans ordensnavn var Franciscus, som han faktisk også officielt tilføjede til sit navn. Han blev, ifølge protokollen, optaget i ordenen den 19. marts 1891 og aflagde profes allerede året efter. Men det kan ikke være rigtigt, da Mogens Ballin på dette tidspunkt slet ikke var katolik - eller også tager Johannes Jørgensen fejl af årstallene i sit livs legende.

Tilbage i København blev Mogens Ballin aktiv i kredsen omkring forfatteren Johannes Jørgensen, der blev en livslang ven. I venskabskredsen var også cand.polit og senere kontorchef i Finansministeriet Francois Louis d'Auchamp og hans hustru Eugénie Caroline Augusta d'Auchamp , der også var katolikker med rødder i Frankrig. De havde to unge døtre, og Mogens Ballin ægtede den ældste datter Marguerite Eudoxie Frédérique d'Auchamp den 26. januar 1899. Marguerite Eudoxie Frédérique d'Auchamp blev i øvrigt optaget i den franciskanske sekularorden som nr. 44 to dage inden brylluppet. Hendes ordensnavn var Margarita af Cortona, og hun aflagde profes i 1903. Begge hendes forældre Francois Louis D'Auchamp og Eugénie Caroline Augusta d'Auchamp var også sekularfranciskanere. Mor Eugénie D'Auchamp, der er protokollens nr. 57, blev optaget den 1. november 1881 og aflagde profes den 4. oktober 1882. Faren Francois D'Auchamp, der er protokollens nr. 58, blev optaget den 4. oktober 1883 og aflagde profes den 4. oktober 1884.

Mogens Ballins arbejde som maler og kunsthåndværker kan der skrives mangt og meget om. Materiale er tilgængeligt på flere museer og på internettet. Hans betydning som kunstner stor, og han satte sit solide aftryk på dansk kunst. I 1907 opgav han sin smedje og resten af sit liv viede han til den katolske sags tjeneste som en højt elsket og anset leder af den katolske højskole i København.

Mogens og Marguerites (Grit) Ballins gravsted på Assistens Kirkegård.

Mogens Francisco Hendrik Ballin OFS døde den 27. januar 1914 i Hellerup og blev begravet på Assistens Kirkegård.

Æret være deres minde!

Kilder: wikipedia.org og Den Store Danske Encyklopædi.

Familien Rosenørn-Lehn

Rosenørn-Lehns våbenmærke.

For et par dage siden lavede jeg et indlæg om Erika baronesse Rosenørn-Lehn og hendes enorme betydning for den franciskanske sekularorden på hendes tid. Hendes indgang til den ordenen kom dog formentlig fra nogle familiemedlemmer, der allerede tidligt var blevet optaget i ordenen. Om disse familiemedlemmer handler dette indlæg.

I ordenens protokol står medlemmerne oplistet i en lidt rodet nummerorden. Listen er ikke fuldstændigt kronologisk, og man aner, at protokollen måske er skrevet sammen af flere lister. Navnet Rosenørn-Lehn står to gange i protokollen. I samme periode står navnet Ahlefeldt-Laurvig Lehn, og der er en sammenhæng mellem de to familienavne.

De interessante optegnelser i protokollen er her oversat fra latin til dansk med ordensnavnet i parentes:

Nr 32. Fru comtesse Ahlefeld-Laurvig-Lehn (Francisca), Kærsgård. Optaget 16. nov. 1892. Aflagde ikke profes.
Nr 34. Frk. baronesse Polly Rosenørn-Lehn (Elisabeth). Optaget 19. nov. 1892. Aflagde ikke profes.
Nr 38. Fru baronesse Rosenørn-Lehn (Francisca). Optaget den 5. juni 1896. Profes den 3. februar 1903.

Anna Christiane Ahlefeldt-Laurvig-Lehn

Nr. 32 - Anna Christiane Adelheid comtesse Ahlefeldt-Laurvig-Lehn
Fru comtesse Ahlefeldt-Laurvig-Lehn, der optages som ordenens 32. medlem, må være Anna Christiane Adelheid Rosenørn-Lehn, der bliver gift med Greve Frederik Ludvig Vilhelm Ahlefeldt-Laurvig-Lehn og derved bliver Anna Christiane Adelheid Ahlefeldt-Laurvig-Lehn. Hun bliver optaget den 16. november 1892 kun 3 dage før sin søster, der er nr. 34. Hun aflagde aldrig profes.

Nr. 34 - Polly Julie baronesse Rosenørn-Lehn
Polly baronesse Rosenørn-Lehn bliver optaget i ordenen som det 34. medlem. Der er faktisk to med det navn, nemlig Reichfreiherrin Polyxene "Polly" Adelheid Louise Elise Pechlin von Löwenbach (født 11. feb. 1834), der bliver gift med Erik Christian Hartvig baron Rosenørn-Lehn og derved bliver Polly baronesse Rosenørn-Lehn og hendes datter Polyxene "Polly" Julie baronesse Rosenørn-Lehn (født 25. jan. 1862). Da den omtalte Polly er frøken må der være tale om datteren. Hun aflægger dog ikke profes.

Nr. 38 - Polly Adelheid Louise Elise Pechlin baronesse Rosenørn-Lehn
Vi ved, at de to søstre Rosenørn-Lehn konverterer til katolicismen omkring 1888, så det passer fint med, at de har søgt ind i ordenen i begyndelsen af 1890erne. Senere følger deres mor dem ind i ordenen. Jeg gætter på, at nr. 38 er deres mor Reichfreiherrin Polyxene "Polly" Adelheid Louise Elise Pechlin von Löwenbach (født 11. feb. 1834), der bliver gift med Erik Christian Hartvig baron Rosenørn-Lehn og derved bliver Polly baronesse Rosenørn-Lehn. Moren konverterer to år før døtrene, men optages i ordenen senere. Hun aflægger først profes den 3. februar 1903 - kun et år inden hendes mand dør, og 7 år inden hun selv dør. For at blive optaget i ordenen skulle man dengang have sin mands tilladelse. Mon ikke han har været noget forbeholdende, når vi ved, at han ikke var glad for, at hun i første omgang konverterede til katolicismen.

I øvrigt var mor Polly meget nært knyttet til forfatteren Johannes Jørgensen, der også var lægfranciskaner. Det er mor Polly, der lader den unge Johannes Jørgensen låne så meget katolsk litteratur, som han lyster. Hun er en belæst ældre dame, der har sine meningers mod. Hun introducerer ham også for jesuitten pater Brinkmann, der kommer til at spille en stor rolle i Johannes Jørgensens konvertering til katolicismen. Johannes Jørgensen fortæller i sit livs legendes fjerde bog, hvordan han ankommer til jesuitternes hus i Stenosgade med armene fulde af bøger fra mor Pollys bibliotek. Pater Brinkmann tager imod og kigger bøgerne igennem. "Der er en bog, som jeg forgæves søger i Deres samling - det er den katolske katekismus", sagde pater Brinkmann og fortsatte: "Den vil jeg forære Dem, og så vil vi begynde at studere den sammen."


Utroligt nok var Johannes Jørgensens onkel i øvrigt huslærer hos Rosenørn-Lehn på Hvidkilde Gods ved Svendborg.

Forfatteren Johannes Jørgensen

Bag de tre optegnelser i protokollen gemmer sig altså formentlig en mor og hendes to døtre. Kun moderen aflægger profes, men faktisk er der en datter til, der bliver optaget i ordenen. Hun står slet ikke nævnt i protokollen, men hun kommer til at spille en langt større rolle for den sekularfranciskanske orden i Danmark. Den tredje datter er lillesøster til de to døtre Anna og Polly og mor Pollys lille efternøler - Erika baronesse Rosenørn-Lehn.

Æret være deres minde!

Erika baronesse Rosenørn-Lehn, OFS

Rosenørn-Lehns adelige våbenskjold

Når man kigger tilbage på den franciskanske sekularordens historie i Danmark støder man på mange interessante mennesker, der medvirkede til at gøre orden til det, den er i dag. Der er mennesker fra alle samfundslag – faktisk en hel del adelige og en af de største, handler dette indlæg om.

Erika ”Erikke” baronesse Rosenørn-Lehn, blev født på Hvidkilde Gods ved Svendborg på Fyn den 23. oktober 1871.  Hun var det 6. og sidste barn i familien. Hendes far var Erik Christian Hartvig baron Rosenørn-Lehn fra Orebygaard på Lolland og moren var Reichfreiherrin Polyxene Adelheid Louise Elise Pechlin von Löwenbach fra København. Begge forældre var af fin adelig slægt. Faren havde som barn haft B.S. Ingemann som lærer, og det satte sig sine spor i opdragelsen af de 6 børn. Faren var meget sparsommelig og meget privat omkring sin religiøsitet. Han var officer og deltog i Treårskrigen, hvor han blev alvorligt såret under et slag i 1850.
Moren havde allerede som 5-årig mistet sin egen mor. Herefter blev ansvaret for hendes opdragelse blevet overgivet til en tante. Modsat mange andre af tidens kvinder var hun meget politisk bevidst, og hun opdrog sine egne børn til også at være politisk engagerede. Hun var streng protestantisk, men nærede stor respekt for den katolske kirke. Hun mente, at man burde have respekt for andre religioner, og sådan opdrog hun sine egne børn. Den vigtigste dyd i Erikkes barndomshjem var dog flid.

Da Erikke er 6 år gammel dør hendes nærmeste storesøster kun 10 år gammel. Hendes nærmeste søskende var nu næsten 10 år ældre end hende selv, og Erikke blev noget ensom på det store gods. Ensomheden forstærkes senere i hendes opvækst. Mens storesøsteren slog sine folder i Indre Mission og en anden storesøster tilhørte folkekirkens højrefløj, så blev moren katolik, da Erikke var 16 år gammel. Erikke knyttede sig herefter tættere til sine protestantiske søstre, men få år senere, konverterede Anna og Polly også til katolicismen, og Erikke følte sig nu helt alene. Det er omkring dette tidspunkt, at familien flyttede familien til København. Det blev en stor omvæltning for den unge pige. I København var ensomheden ikke så kvælende, som hjemme på godset, men familiens religiøse splittelse prægede billedet. Erikke var fuld af harme mod alt katolsk, og kun hendes far støttede hende i dette. Nok mente han selv, at han var rummelig, og nok respekterede han sin kones og døtres valg, men han stod helt uforstående overfor, at de var villige til at sætte social stilling og ry overstyr for en religiøs overbevisning.

I 1895 begyndte Erikke, nu 24 år gammel, på en ny pigeskole, der havde til formål at lære unge damer at tænke selv. Opholdet på skolens blev et vendepunkt i Erikkes liv. Hun beskriver selv, hvordan hun ”vågner”, da hun kommer under indflydelse af 3 af skolens lærere: forfatteren Ida Falbe Hansen, skuespilleren Peter Jerndorff og kunstneren Sophie Holten. Det var den sidstnævnte, der kom til at spille den største rolle i Erikkes liv. De to grundlagde et varigt venskab, der kom til at vare hele livet.

Efter skoleopholdet drog Erikke til England for at læse arkæologi. Her stødte hun på den anglikanske kirke og den hellige Augustins skrifter. I år 1900 drog hun med Sophie Holten til Ægypten for at deltage i nogle arkæologiske udgravninger. Her stødte hun på den ortodokse kirke. Begge steder var med til at udvide Erikkes religiøse horisont. På vej hjem slog de to kvinder et smut forbi Assisi for at se de berømte kunstværker. Her blev Sophie Holten syg og må lige i sengen i flere uger. Imens debatterede Erikke med franciskanerne ved Sacro Convento.

Opholdet i Assisi ændrede Erikke for altid. Da hun kom tilbage til Danmark kan hun ikke glemme oplevelserne i Assisi. Hendes gode veninde Sophie Holten var blevet i Assisi, og i efteråret 1901 rejste Erikke til Assisi igen. Hun har brugt noget tid på at overveje sit eget religiøse ståsted, og netop ankommet til Assisi deltog hun i Transitusversperen. Her besluttede Erikkes sig for at blive katolik, og allerede den 20. november 1901 optages hun selv og Sophie Holten i den katolske kirke af de stedlige franciskanere.

Sophie og Erikke købte et hus bag Sacro Convento og blev i Assisi de kommende 7 år. De optages begge i den hellige Franciskus' Tredje Orden, som den franciskanske sekularorden hed dengang. De aflægger begge profes i Assisi.

I 1908 vendte de to kvinder tilbage til Danmark. De købte et hus bag den gård, der senere blev til Sankt Laurentii Kirke i Roskilde. Montfortanerne var netop kommet til Roskilde, og der var brug for Erikkes evner, kontakter og penge. Erikke var en af de væsentligste bidragydere, da sogn og kirke skulle bygges, og hun fik også til opgave at undervise de udenlandske præster i sognet i dansk. Der var ikke nogen sekularfranciskanere i Roskilde, så de to kvinder må tage til København for at deltage i ordenslivet der. Hurtigt blev hun et meget vigtigt medlem af fraternitetet (eller kongregationen, som det hed dengang) i København.

I 1932 oversatte og udgav hun en ny version af sekularfranciskanernes håndbog. Erikke ændrede væsentlige dele af håndbogen, der i høj grad afspejlede hendes væremåde. Før kaldte man håndbogen for en Regelbogen, men Erikke brød sig ikke om udtrykket og ændrede det. I den gamle udgave talte man også om ordensfolket som ”klosterlivet i hjemmet”. Heller ikke det udtryk brød Erikke sig om, og hun skrev i stedet for, at ordenen var en virkelighed orden, der bestod af lægfolk, der ikke var bundet af klosterløfter. Erikke skrev også nogle kommentarer til konstitutionerne. Disse afspejlede i endnu højere grad hendes væsen og blev en milepæl for ordenen i Danmark. Med de nye skrifter blev livet lettere for mange af sekularfranciskanerne i Danmark. 

Erikkes fik så stor betydning for den franciskanske sekularorden, at hun i mange omtaltes som værende selve orden på Sjælland og Lolland-Falster. Da franciskanske brødre vendte tilbage til Lolland-Falster var det da også Erikke, der tog imod dem.

Erikkes gravsten med det franciskanske mærke.

Erikke Rosenørn-Lehn døde kort efter anden verdenskrigs afslutning den 15. oktober 1945. Hun er begravet på Gammel Vor Frue Kirkegård i Roskilde ved siden af sin livslange veninde Sophie Holten. Begge gravstene er prydet af af det franciskanske mærke.

Mærkværdigt nok står hverken Erikke eller Sophie Holten optegnet i sekularordenens danske protokol. Det gør derimod flere af hendes familiemedlemmer.

Æret været Erika baronesse Rosenørn-Lehns minde.

Kilde: Pax et Bonum, nr 1, marts 1998, og slægtsforskningsdatabasen geni.com

Abbed Vilhelms fest

Abbed Vilhelm i koret i Sankt Ansgars
Kirke (fra katolsk.dk)

I dag den 16. juni fejres Abbed Vilhelm - en af vore egne danske helgener. Han var ikke franciskaner, men medlem af Augustinerordenen, og i øvrigt en stor politisk skikkelse i sin samtid.  Hvorfor jeg i dag skriver om ham, vil du finde ud af, hvis du læser indlæget her til ende.

Abbed Vilhelm blev født omkring 1127, og døde som en gammel mand den 6. april 1203. Han var faktisk slet ikke dansk, men født ind i en fransk adelsslægt i Paris, hvor han som ung mand blev augustinerkannik ved Sankt Genovevas Kirke uden for Paris.

Under sine studier i Paris havde Vilhelm lært danske Absalon at kende. Absalon ønskede at reformere et lille samfund af kanniker på Eskilsø i Roskilde Fjord, og han tænkte, at den fyrige franskmand ville være den rette mand til opgaven. Absalon fik det ordnet således, at Vilhelm, der havde problemer med kirken i Frankrig, og 3 andre Augustinerkanniker blev sendt til Danmark i 1165. Kong Valdemar den Store og Absalon modtog dem i Ringsted, og Vilhelm blev nu abbed for klosteret på Eskilsø. Sult og det nordiske klima fik dog hurtigt hans følgesvende til at vende tilbage til Frankrig, og de andre kannikker var stærkt utilfredse med den sparsom grønsagsmad og Vilhelms strenge klostertugt. Vilhelm første tid i Danmark var ikke nem.

Absalon havde imidlertid skænket Eskilsø Kloster anseligt jordegods, frem for alt i ved Hillerød, og der oprettede man 1176 Æbelholt Kloster, hvor Vilhelm bliver Abbed. Ved store gaver, især fra Absalon, der indtil sin død hvert år betænkte sin ven Vilhelm, blev Æbelholt Kloster et af Danmarks største klostre.

Vi ved en hel del om Abbed Vilhelms virke i Danmark. En række krønikeskrivere nævner ham og en større samling breve tegner et billede af en stor politisk skikkelse, der har sat sit tydelige præg på sin samtid. Flere af brevene kaster skarpt lys over Vilhelms livlige, ildfulde og utålmodige personlighed, der forener brændende tro og hensynsløs lidenskabelighed med munkens ydmyghed og hans franske høflighed.

Efter Abbed Vilhelms død i 1203 taltes der snart om undere ved hans grav i Æbelholt Kloster. Nogle år senere udarbejdedes en noget mangelfuld levnedsbeskrivelse af ham, og Anders Sunesen beder Paven om at kanonisere Vilhelm. Det skete endelig i 1224, og især efter at hans relikvier overflyttes til klosterets nye stenkirke i 1238, blev Æbelholt et yndet valfartssted. I dagene omkring hans fest den 16. juni samles folk fra nær og fjern ved Æbelholt Kloster til fejring af Sankt Vilhelm festdag. Hurtigt udvikler det sig til et marked, hvor Sankt Vilhelm hvert år fejres over flere dage. 

En sådan Vilhelmfest var jeg så heldig at deltage i lørdag den 15. juni. Det lokale museum ved Æbelholt Kloster har nemlig taget den gamle middelaldertradition op igen, og fejrer nu Sankt Vilhelms fest hvert år. Alt foregår som i middelalderen med marked, gudstjeneste, middelaldermad og en masse middelalderklædte godtfolk, der er med til at skabe en fest, hvor Sankt Vilhelm fejres på behørig vis.

Sæt kryds i kalenderen i weekenden omkring den 16. juni 2014 allerede nu - der er faktisk en hel del af de "lokale" katolikker, der deltager i festlighederne og er med til at sætte middelaldermarkedet ind i den rette sammenhæng. Godt gået!

(Biografisk tekst er sakset og sammenskrevet fra wikipedia.org og fra artikel i Katolske Orientering fra 6. marts 2009)

Bøn

Herre, vi kommer til Dig,
som vi er,
med det, som glæder os,
med det, som gør os bange.
Du ved, at vi behøver Dit ord,
der gør os frie
til at tale og at handle.
Lad os ikke mene,
at vi på forhånd vidste alt,
hvad du har at sige til os.

Amen

(bøn fra "Menneskeliv og Kristendom. Katekismus for voksne",  1979.)

Om sand kærlighed

"Salig er den tjener, som holder ligeså meget af sin broder, når denne er syg og ikke kan gøre gengæld, som når denne er rask og kan gengælde ham.

Salig er den tjener, som elsker og respekterer sin broder ligeså meget, når denne er langt væk fra ham, som når han er sammen med ham, og ikke ville sige noget bag hans ryg, som han i kærlighed ikke kunne sige, når han var tilstede."

Frans af Assisi i Formeningernes §24 og §25

Til eftertanke...

Sekularfransiskaneren og biskoppen Dom Helder Camara
(fra forum-weltkirche.de)

Af hvilken årsag 

giver du dig til at søge efter lidelse,

finde på ofre,

iklæde dig bodsskjorte,

hvis du ikke beslutsomt og oprigtigt

omfavner det kors,

Faderen har besluttet

skal være det rette for dig.

Husk altid, 

at ikke alle kors er ens.

Faderen har skabt et, 

så det passer til dine skuldre.

Dom Helder Camara

Min indsats?

Moder teresa med lille baby (fra denstoredanske.dk)

"Min indsats er som en dråbe i havet, 

men hvis den dråbe ikke var der,

ville den mangle."

Moder Teresa