Hl. Bonaventura O.F.M.

(Dette indlæg blev publiceret første gang den 13. juli 2012)

Født: ca. 1221 i Bagnorea i Lazio, Italien
Død: 15. juli 1274
Mindedag: 15. juli

Kanoniseret: 14. april 1482 af pave Sixtus IV

Den hellige Bonaventura blev født som Giovanni di Fidanza omkring år 1221 i Bagnorea ved Viterbo i Lazio i Italia. Hans forældre var Giovanni di Fidanza, der var læge af adelig afstamning, og hans hustru Maria la Ritella.

Bonaventura fortæller selv, at han blev dødssyg som barn, men at han blev reddet gennem den hellige Frans af Assisis forbøn. Legenden fortæller, at hans mor bar det syge barn til Frans, og på hans forbøn blev den unge Bonaventura snart frisk igen. Da Frans lå for døden i 1226, bragte moren ham endnu en gang drengen, som han var blevet så glad for. Da råbte den hellige Frans: «O buono ventura», og siden hed drengen Bonaventura («god fremtid»). Den fromme mor bestemte, at hendes dreng skulle blive medlem af franciskanerordenen, og hun gav ham en passende opdragelse, for hans intellektuelle evner var snart lovende.
I 1236 forlod Bonaventura Italien og blev indskrevet som student ved universitetet i Paris. Der skulle han studere middelalderens syv frie kunster (Artes liberales: grammatik, retorik, dialektik, aritmetik, geometri, musik og astronomi), selv om størst vægt blev lagt på trivium (grammatik, retorik og dialektik) og mindre på quadrivium. En av hans lærere på universitetet var den engelske franciskaneren Alexander av Hales. Bonaventura studerede i Paris til 1242, og året efter fik han tildelt graden Magister. Ordet «magister» var synonymt med «doctor».

I 1243 fulgte han sin lærer og gik ind i franciskanerordenen, 22 år gammel. Bonaventura blev hurtigt en af franciskanerordenens mest lovende novicer. Til trods for sin høje uddannelse var han altid beredt til at adlyde sine mindre uddannede overordnede, og han blev dermed et forbillede i ydmyghed. I 1248 ble han præsteviet og fik sin tilladelse til at undervise offentlig som Magister regens, og i 1253 ble han leder for franciskanernes skole i Paris. I 1253 blev han og den hellige Thomas Aquinas professorer i teologi ved «Det parisiske institut for fattige teologistudenter», som senere udviklede sig til det berømte universitetet Sorbonne. Bonaventura underviste til 1257 og koncentrerede sig om at opklare nogle af de spørgsmål som i særlig grad optog mennesket på den tid.

Bonaventura malet af Francisco de Herrera
den Ældre i 1628 (fra wikipedia.com)

Hans tid som lærer blev imidlertid forstyrret af angrebene på de nylig ankomne tiggerordener (dominikanere og franciskanere) fra de andre professorer på universitetet. De var delvis misundelige på brødrenes pastorale og akademiske succes og deres stadige misbilligelse af verdslighed og et behagelig liv, og de arbejdede for at få dem ekskluderet fra universiteterne. Lederen for de professorene som tilhørte sekulargejstligheden, var Vilhelm af Saint-Amour, som kom med et hadsk angreb på tiggermunkene i bogen De novissimorum temporum periculis, «Om de sidste dages farer», og andre skrifter. Bonaventura, som måtte stoppe med at undervise en tid i 1256, svarede igen i en afhandling om evangelisk fattigdom, De paupertate Christi («Om Kristi fattigdom»). Thomas Aquinas skrev også et åndfuldt forsvar for tiggermunkene.
Pave Alexander IV (1254-61) udnævnte en kardinalkommission til at undersøgen dagen i Anagni, og bl.a. takket være Bonaventuras afhandling bestemte de i 1256, at Saint-Amours bog skulle brændes. De frikendte og genindsatte tiggermunkene og beordrede modstanderne til at trække deres  angreb tilbage. Derefter fik både Bonaventura og Thomas Aquinas tildelt doktorgrader i teologi den 15. august 1257. De to var blandt de største skolastikkere, og deres betydning for kirken blev på hver sin måde enorm.
Den intellektuelle Bonaventura understregede at en tåbes kærlighed og kundskab om Gud kunne være langt større end menneskelig visdom. Som teolog var han mere augustinsk end aristotelisk som Thomas. Bonaventura understregede vigtigheden af en følelsesmæssig mere end end rent rationel tilnærmelse til de guddommelige mysterier. Hovedtrækkene i Bonaventuras teologiske tænkning findes i hans kommentar til Peter Lombards «Sentenser» (Sententiae in IV Libris Distinctae) (Commentaria in Quatuor libros sententiarum Magistri Petri Lombardi) (1250-54), som dækker hele feltet af skolastisk teologi.
Mens han ofte var enig med Thomas i mange konklusioner, var der også områder, hvor de var uenige. Da Thomas en gang besøgte Bonaventura og bad om at få det biblioteket at se,  hvorfra han havde sine store kundskaber, trak Bonaventura et forhæng til side og pegede på krucifikset: «Jeg studerer kun den korsfæstede, Jesus Kristus». Det er ofte hævdet, at Bonaventura primært var mystiker og ikke en dogmatisk teolog. Han understregede selv, at sandheden om Gud betyder at forstå, at Gud er kærlighed. Han efterlod sig mange vigtige arbejder om filosofi og teologi, og andre værker af betydning.

På franciskanernes generalkapitel i Roma den 2. februar 1257 blev den 35-årige Bonaventura valgt til franciskanernes ottende generalminister. De syv første var Frans af Assisi (1209-26), Johannes Parenti (1226-32), Elias af Cortona (1232-39), Albert af Pisa (1239-40), Haymo af Faversham (1240-44), Crescentius af Jesi (1245-47) og Johannes af Parma (1247-57). Johannes af Parma havde selv valgt ikke at genopstille og anbefalede generalkapitlet at vælge Bonaventura som hans efterfølger.  Bonaventura havde dette embede helt frem til 1274.
Han ledede ordenen fra Paris, hvor han boede og underviste, og han mestrede hvervet så fremragende, at han i dag regnes for den største franciskaner efter Frans selv, og i en vis forstand ordenens anden grunnlægger. Han blev generalminister på et kritisk tidspunkt, bare tredive år efter grundlæggerens død, for mange faktorer havde gjort ordenen udsat for kritik: Den enorme øgning i antallet af brødre (de var ca. 35.000), Franses manglende organisering, rivaliseringen mellom forskellige fraktioner i ordenen, som alle hævdede at være de rette arvinger af grundlæggerens tanker.
Bonaventura færdiggjorde ordenens forfatningen i 1260 og udbyggede organisationen, og han skrev en kommentar til ordensregelen. Generalkapitlet i Narbonne i 1260, det første han præsiderede over, gav ham til opgave at skrive en biografi om Frans af Assisi, og hans Legenda Sancti Francisci eller Legenda maior (1261) har haft stor indflydelse, selv om han overhovede ikke nævner Franses «testamente». Biografien blev erklæret som officiel biografi på generalkapitlet i Pisa i 1263, og ordenens generalkapitel i Paris i 1266 befalede, at alle andre biografier og legender om Frans skulle ødelægges, som en del af kampagnen mod Spiritualene og andre som hævdede, at grundlæggerens liv støttede deres tolkning af den franciskanske ånd. Ikke alle er enige om, at Bonaventura havde ret i sin tolkning af Franses ånd, og nogle mener, at han til tider modsagde Franses udtrykkelige påbud.

I modsætning til Frans insisterede Bonaventura på det store behov for studier og dermed behovet for at eje bøger og bygninger. Han bekræftede den eksisterende praksis med at brødrene studerede og underviste ved universiteterne. Han mente at deres rolle i Kirken som helhed var at udfylde  arbejdet til gejstligheden ved prædikener og åndelig vejledning, områder hvor de andre gejstliges aktiviteter ofte var mangelfulde på grund af dårlig uddannelse. Ringningen af Angelusklokken om aftenen voksede frem af en beslutning på Franciskanernes generalkapitel i Assisi i 1269. Bonaventura havde også en stor kærlighet til Maria og satte franciskanerordenen under hendes specielle beskyttelse. Til hendes ære stiftet han et broderskab og påbød, at der i alle franciskanerklostre klokken seks om morgenen skulle bedes Ave Maria til Guds Mors ære.
Indenfor ordenen var Bonaventura de moderates leder, og han stod for en middelvej, via media, mellem de milde (Fratres de communitate) og de strenge (Zelatores eller Spirituales). Han afviste Spiritualenes ekstreme synspunkter, som gav tiggermunkenes modstandere ved universitetet gratis argumenter – de satte fattigdom højere end lærdom og over alt andet, og hævdede at repræsentere Franses sande lære. Han pensionerede sin forgænger Johannes av Parma i stedet for at fængsle ham, mistænkt, som han var, for kætteri.
Den gamle garden i franciskanerordenen, som havde levet sammen med Frans i den første heroiske tiden, blev en urolige over, at der nu skulle lægges så stor vægt på lærdom. Ville ydmygheden og fattigdommen ikke blive udvandet? Den gamle salige border Egidius ville stille ordensgeneralen og kardinalen Bonaventura på prøve, og spurte: «Kan en stakkels udannet munk som mig nogensinde elske Gud så meget som en lærd professor og kardinal?» Bonaventura svarte: «Hvilken som helst gammel hustru kan det. Det er tværtimod: En teolog må anstrenge sig meget mere mer for at have Gud i hjertet og ikke bare i hovedet».

Bonaventuras egne idealer omfattede enkelhed, sparsommelig fattigdom, flid og frigørelse fra de rige så vel som fra rigdom, og de blev gennemført i hans eget liv. Samtidige beskriver hans venlige høflighed, medfølelse og omgængelighed. Som ordensgeneral besøgte han Italien, Frankrig, Tyskland og England. Den 23. november 1265 udnævnte pave Klemens IV (1265-68) ham til ærkebiskop af York efter Geoffrey af Ludham, men han afslog og fik paven til at acceptere afslaget.

I 1271 bidrog Bonaventura til at den salige Gregor X (1271-76) blev valgt til pave. I 1272 ledede Bonaventura et nyt generalkapitel i Pisa. Den 28. maj 1273 udnævnte pave Gregor ham til kardinalbiskop af Albano ved Roma, og han passede på at inkludere en ordre om, at han ikke kunne afslå. Men da de pavelige legater brakte den nye kirkefyrsten kardinalhatten til klosteret Mugello ved Firenze, bad han dem om at hænge den på et tre i nærheden, fordi han stod og vaskede op, og hans hænder var både våde og fedtede.

Bonaventura under Det Andet Lyonkoncil malet af
Francisco de Zurbarán i ca. 1650 (fra wikipedia.com)

Bonaventura blev kardinal for at forberede og gennemføre det Andet Lyonkoncil fra maj til juli 1274. Han ankom til Lyon sammen med paven et par måneder før koncilet begyndte. Næsten 300 biskoper, 60 abbeder og ledende teologer var til stede i seks sessioner mellom 7. maj og 17. juli 1274. Alle tidens ledende og bedste teologer var kaldt til Lyon, men Thomas Aquinas døde på vej til koncilet. Blant de deltagende var de hellige Albert den Store, Filip Benizi og den fremtidige salige pave Innocent V (1276-76).
Mellom koncilets andn og tredje session holdt Bonaventura i Lyon det sidste af fem generalkapitler han ledede i franciskanerordenen, hvor han den 20. maj 1274 nedlagde sit embede som ordensgeneral og blev efterfulgt af Hieronymus af Ascoli, den senere pave Nikolas IV (1288-92).
Få uger senere, lige før afslutningen af koncilet, døde han natten mellom den 14. og 15. juli 1274, efter at have modtaget den sidste olie af pave Gregor X. I begravelsen dagen efter deltog paven, kongen af Aragón og synodefædrene, og der var «mange tårer og megen gråd». Begravelsen blev ledet af dominikanerkardinalen Peter af Tarentaise, den senere pave Innocent V. Han holdt også prædikenen over temaet «Bittert sørger jeg over dig, Jonatan, min bror!» (2 Sam 1,26). Bonaventura blev gravlagt i franciskanerkirken i Lyon, som senere fik navnet Saint-Bonaventure efter ham.

I 1434 blev Bonaventuras rester overført til en ny kirke i Lyon, som var bygget til ære for Frans af Assisi. Da blev hans hoved fundet fuldstændig bevaret, og tungen var ligeså rød, som da han levede. Dette miraklet fik folket i Lyon til at vælge ham til sin specielle skytshelgen og bidrog også stærkt til hans helligkåring.
Den 14. april 1482 blev Bonaventura helligkåret med bullen Superna coelestis patria af pave Sixtus IV (1471-84), som tilhørte franciskanerkonventualerne. En anden pave fra fransiskanerkonventualerne, Sixtus V (1585-90), ophøjede ham den 14. marts 1588 til kirkelærer med tilnavnet Doctor seraphicus, «den serafiske lærer». Gennem dette navnet udtryktes hans tilhørighed til Frans af Assisi, som fik sine sårmærker gennem en seraf.

Den 14. marts 1490 blev hans legeme skrinlagt, og i den forbindelse blev den helliges højre arm fjernet og lagt i et sølvrelikviekar formet som en arm. Året efter blev denne arm-relikvie af Bonaventura ført tilbage til byen Bagnoregio af franciskanernes ordensgeneral Francesco Sansone, som en gave fra kong Karl VIII av Frankrig (1483-98), og der bliver den opbevaret i katedralen den dag i dag. I 1562 blev Bonaventuras skrin plyndret af hugenotterne, og urnen som indeholdt hans rester, blev brændt på torvet. Hans hovede blev reddet af superioren i kirken, men det forsvandt sporløst under Den franske revolution i 1807 og er aldrig blevet fundet igen.

I 1643 proklamerede byen Bagnoregio Bonaventura som sin vigtigste skytshelgen ved siden af Hildebrand af Sovana (den hellige pave Gregor VII). I 1986 blev han erklæret med-skytshelgen for det restrukturerede bispedømmet Viterbo.

Bonaventura bliver anset som en af de største mystiske teologer. Som en vejleder i det Kristus-orienterede kontemplative liv fik Bonaventura stor betydning i århundrederne som fulgte, særlig i Tyskland og Holland. Pave Leo XIII (1878-1903) kaldte ham «Fyrsten blandt mystikerne».
Hans mindedag var tidligere 14. juli, men den er i dag dødsdagen 15. juli. I Bagnoregio har han også en fest den 14. mars. Hans navn står i Martyrologium Romanum. I kunsten er hans attribut en kardinalhat.

Kilde: www.katolsk.no

Pavens besøg på øen Lampedusa

Kort over Italien (fra lewebpedagogique.com)

Mandag den 8. juli 2013 besøgte pave Frans den lille italienske ø Lampedusa, der ligger tæt på Tunesien og Libyen i Afrika. Øen er de seneste år blevet bestormet med flygtninge, der søger en ny og bedre fremtid i Europa. Rejsen til øen er dog lang og farefuld og alt for ofte sker der ulykker, hvor menneskeliv går tabt. Efter endnu et alvorligt skibsforlis, besøgte paven øen for at gøre opmærksom på problemet, og for at takke de mange frivillige, der forsøger at gøre ventetiden for flygtningene på Lampedusa tålelig.

Pavens prædiken ved messen denne mandag er rigtig god. Hele teksten på engelsk kan læses på vatikanets hjemmeside her. I prædiken sender paven bl.a. hilsner til de mange muslimske flygtninge, der nu tager hul på fastemåneden Ramadan. Han lover disse, at kirken er med dem i deres søgen efter et bedre liv for dem selv og deres familier.

Efter de indledende hilsner tager paven fat på dagens prædiken:

"Adam, hvor er du?" Det er det første spørgsmål, som Gud stiller mennesket efter syndefaldet. "Adam, hvor er du?" Adam mistede sin retning, sin plads i skabelsen, fordi han troede, at han kunne være kraftfuld, være i stand til at kontrollere alt, til at være Gud. Harmonien gik tabt, mennesket begik en fejl, og denne fejl opstår igen og igen i relationen med andre mennesker. "Den anden" er ikke længere en bror eller søster til at blive elsket, men blot en person, der forstyrrer mit liv og min komfort. Gud stiller et andet spørgsmål: "Kain, hvor er din bror?" Den illusion af at være stærk, af at være så stor som Gud, af at være Gud selv, fører til en hel serie af fejl, en kæde af død, selv til spild af en brors blod!Guds to spørgsmåls ekko hører vi i dag så kraftigt som nogensinde! Hvor mange af os, inklusive mig selv, har ikke mistet vores retning, vi er ikke længere opmærksomme på den verden, vi lever i, vi er ligeglade, vi beskytter ikke, hvad Gud skabte for alle mennesker, og vi ender med ikke selv at omsorg for hinanden! Og når menneskeheden som helhed mister sin retning, resulterer det i tragedier som dem, vi har været vidne til."Hvor er din bror?" Hans blod råber til mig, siger Herren. Dette er ikke et spørgsmål rettet til andre, det er et spørgsmål rettet til mig, til dig, til hver af os. Disse vore brødre og søstre forsøgte at flygte fra vanskelige situationer for at finde sindsro og fred. De ledte efter et bedre sted for dem selv og deres familier, men i stedet fandt de døden. Alt for ofte må sådanne mennesker ikke finde forståelse, ikke finde accept, ikke finde solidaritet. Og deres råb stiger op til Gud! Endnu engang vil jeg takke jer, beboere i Lampedusa, for jeres solidaritet. Jeg har for nylig lyttet til en beretning fra en af ​​disse vore brødre. Før han ankom her, var han og de andre prisgivet menneskehandlere, mennesker, der udnytter andres fattigdom, mennesker, der lever af andres elendighed. Disse mennesker har lidt meget! Nogle af dem klarede aldrig at nå så lang som hertil."

Senere i prædiken vender paven tilbage til temaet med Guds to spørgsmål til mennesket:"Adam, hvor er du?" "Hvor er din bror?" Det er de to spørgsmål, som Gud stiller ved begyndelsen af ​​menneskets historie, og som han også stiller hver mand og kvinde i vor egen tid, og som han stiller os. Men jeg vil gerne have os til at stille et tredje spørgsmål: "Har nogen af ​​os græd på grund af denne situation eller andre lignende situationer?" Har nogen af ​​os sørget over tabet af disse vore brødre og søstre? Har nogen af ​​os grædt for disse personer, der var på båden? For de unge mødre med deres babyer? For disse mænd, der var på udkig efter et middel til at støtte deres familier? Vi er et samfund, der har glemt, hvordan man græder, hvordan man viser medfølelse - "lider med" andre: globaliseringens ligegyldighed har frataget os evnen til at græde! ... Lad os bede Herren om nåde til at græde over vores ligegyldighed, at græde over grusomheden i vores verden, i vores egne hjerter, og alle dem, der i anonymitet gør sociale og økonomiske beslutninger, der åbner døren til tragiske situationer som denne. "Har nogen grædt?" Har nogen grædt for dem i vores verden?Herre, i denne liturgi beder vi om tilgivelse for vores ligegyldighed over for så mange af vores brødre og søstre. Fader, vi beder om forladelse for dem, der er selvtilfredse og lukkede og som bekvemmeligt har skærmet deres hjerter, og vi beder dig om tilgivelse for dem, der ved deres beslutninger på det globale plan har skabt situationer, der fører til disse tragedier. Tilgiv os, Herre!Også i dag, Herre, vi høre dig spørge: "Adam, hvor er du?", "Hvor er din brors blod?"

To nye hellige paver

Den salige franciskanertertiar og pave Johannes XXIII

Fredag den 5. juli 2013 blev det bekendtgjort, at pave Frans agter at helligkåre pave Johannes XXIII og pave Johannes Paul II. Med hensyn til pave Johannes Paul II er endnu et mirakel på pavens forbøn blevet anerkendt, og det skulle bane vejen for en snarlig helligkåring. Med pave Johannes XXIII er det anderledes. Her er intet nyt mirakel, men alligevel vil paven helligkåre ham, hvilket er usædvanligt, men helt efter reglerne.

For snart 20 år siden var jeg så heldig at møde og tale med pave Johannes Paul II. Det var en stor oplevelse, som jeg ikke glemmer. Han spurgte mig om, hvordan den katolske kirke havde det i Norden, og jeg svarede efter bedste evne. Allerede dengang talte vi unge om ham som en stor personlighed og en stor pave - Pave Johannes Paul den Store kaldte vi ham i spøg. Da han døde i 2005 gik der ikke mange timer før de første skilte med teksten "santo subito" (hurtig helgenkåring) kunne ses på Peterspladsen, og siden er det gået stærkt med nu 2 anerkendte mirakler på hans forbøn - vist nok begge mirakuløse helbredelser af den ellers uhelbredelige Parkinsons syge, som paven vist nok selv led af.

Nu skal den mand, som jeg talte med dengang, altså helligkåres. Det havde jeg det umiddelbart lidt svært med. Indtil i dag betragtede jeg nok en helgen, som en person, der først og fremmest levede for år tilbage i en fjern virkelighed, som lå langt fra min egen. En samtale i dag med en trofast bloglæser ændrede dog dette radikalt. Jeg havde det indtil i dag med disse pavers helligkåring, som jeg havde det, da Moder Theresa blev helligkåret: det er gået for hurtigt. Den hellige Moder Theresa var knap nok begravet, før hun blev helligkåret. Afstanden mellem menneske og helgen blev pludselig meget kort, syntes jeg. Tænk nu engang, hvis paven som barn havde tævet en jævnaldrende kammerat, og denne kammerat så skulle opleve hans helligkåring. Ellers hvis Moder Theresa i et svagt øjeblik havde truffet et skidt valg, der havde fået alvorlige konsekvenser for nogle mennesker, og disse så efterfølgende skulle oplevede hendes helligkåring. Ja, hvad nu hvis...

Og så var det, at en trofast bloglæser gjorde mig opmærksom på en pointe ved disse hurtige helligkåringer, som jeg slet ikke har haft blik for. Måske er pointen en helt anden. Jeg har slet ikke haft blik for, at denne lille afstand mellem menneske og helgen måske er selve pointen. Nemlig at det i min samtid og i min virkelighed er muligt at leve helt efter Guds vilje. En helgen er ikke kun en person i en fjern virkelighed. Der er også helgener i virkeligheden lige nu - i min samtid - måske endda omkring mig. Det minder den hellige Moder Theresa og de snart hellige paver Johannes XXIII og Johannes Paul II os om.

Og så var pave Johannes XXIII endda fransiskanertertiar...

Lidt mere om Mogens Ballin O.F.S.

En Torah-vimpel fra en udstilling på Dansk Jødisk Museum. (fra jewmus.dk)

Fra en trofast læser af denne blok har jeg modtaget en lille krølle på mit indlæg om Mogens Ballin, og jeg synes, at den hører med til historien om sekularfranciskaneren Mogens Ballin O.F.S.

Præsten Peter Schindler skriver i sin biografi om Mogens Ballin, at han blev født den 19. marts 1871. I bogen ’Dansk Jødisk Kunst’ er der en fortegnelse over de Torah-vimpler, som Mosaisk Trossamfund har opbevaret. Disse vimpler er lange stofstykker, som vikles om Torahrullerne, Vimpler er broderede, trykt eller bemalede med barnets navn, faderens navn, barnets fødselsdag og derefter velsignelser og gode ønske for barnets i fremtiden. Vimplerne blev bragt med, når barnet som lille første gang blev bragt med til synagogen. Mogens Balling blev præsenteret for den jødiske menighed i Horsens og hans vimpel blev afleveret til denne synagoge. Af denne vimpel fremgår det, at hans navn var Mordekhai ben Chaim Ballin / Mogens Henrik Ballin, og at hans fødselsdag var den 16. marts 1871. Vimplen findes i dag i den meget berømte samling af vimpler, som Mosaisk Trossamfund har registreret. Når Peter Schindler i biografien skriver, at Henrik Ballin var liberal jøde, for han gav sin søn et dansk navn, så er det en sandhed med modifikationer, for når man ser på teksterne fra de mange Torah-vimpler, har drengene fået et hebræisk navn, som blev ’fordansket’. Man kan altså ikke tage denne skik som tegn på, at man tilhører den liberale fløj i jødedommen.

Tak for historien.

Kloge ord fra Dag

Dag Hammerskjöld (fra wikipedia.org)

Dag Hjalmar Agne Carl Hammarskjöld var en svensk diplomat og FN's generalsekretær, da han døde under et flystyrt i Nordrhodesia (det nuværende Zambia). Han sagde engang følgende tankevækkende ord:

"Gud dør ikke den dag, vi ikke længere tror på en personlig guddom, men vi dør den dag, livet ikke mere gennemlyses for os af den evigt fornyede gave i underets glans fra kilder hinsides al fornuft."

Mogens Ballin OFS og familien d'Auchamp

Foto af Mogens Ballin

Maleren og kunsthåndværkeren Mogens Hendrik Ballin blev født den 20. marts 1871 i København. Hans forældre var handelsfuldmægtig og senere fabrikant Hendrik Isidor Ballin og hans hustru Ida Hend Levy. Begge forældre var af velhavende jødisk afstemning og Mogens var deres eneste barn.

Mogens ballin blev uddannet kunstmaler, og gik samtidig til franskundervisning hos Mette Gauguin, der var gift med den senere så berømte maler Paul Gauguin. Denne forbindelse fik en afgørende betydning for Mogens Ballin, da han i 1891 rejste til Paris, hvor han mødte den hollandske maler Jan Verkade. Sammen tog de to til Bretagne, hvor han sammen med Verkade blev undervist af maleren Paul Sérusier. I 1892 tog han igen med Verkade til Bretagne. Verkade var i mellemtiden blevet katolik, og de to rejste derfor videre til Firenze. I Firenze konverterede Mogens Ballin også til katolicismen, og han blev døbt i San Giovanni i Firenze den 6. januar 1893.

Mogens Ballin er protokollens medlem nr 24. Hans ordensnavn var Franciscus, som han faktisk også officielt tilføjede til sit navn. Han blev, ifølge protokollen, optaget i ordenen den 19. marts 1891 og aflagde profes allerede året efter. Men det kan ikke være rigtigt, da Mogens Ballin på dette tidspunkt slet ikke var katolik - eller også tager Johannes Jørgensen fejl af årstallene i sit livs legende.

Tilbage i København blev Mogens Ballin aktiv i kredsen omkring forfatteren Johannes Jørgensen, der blev en livslang ven. I venskabskredsen var også cand.polit og senere kontorchef i Finansministeriet Francois Louis d'Auchamp og hans hustru Eugénie Caroline Augusta d'Auchamp , der også var katolikker med rødder i Frankrig. De havde to unge døtre, og Mogens Ballin ægtede den ældste datter Marguerite Eudoxie Frédérique d'Auchamp den 26. januar 1899. Marguerite Eudoxie Frédérique d'Auchamp blev i øvrigt optaget i den franciskanske sekularorden som nr. 44 to dage inden brylluppet. Hendes ordensnavn var Margarita af Cortona, og hun aflagde profes i 1903. Begge hendes forældre Francois Louis D'Auchamp og Eugénie Caroline Augusta d'Auchamp var også sekularfranciskanere. Mor Eugénie D'Auchamp, der er protokollens nr. 57, blev optaget den 1. november 1881 og aflagde profes den 4. oktober 1882. Faren Francois D'Auchamp, der er protokollens nr. 58, blev optaget den 4. oktober 1883 og aflagde profes den 4. oktober 1884.

Mogens Ballins arbejde som maler og kunsthåndværker kan der skrives mangt og meget om. Materiale er tilgængeligt på flere museer og på internettet. Hans betydning som kunstner stor, og han satte sit solide aftryk på dansk kunst. I 1907 opgav han sin smedje og resten af sit liv viede han til den katolske sags tjeneste som en højt elsket og anset leder af den katolske højskole i København.

Mogens og Marguerites (Grit) Ballins gravsted på Assistens Kirkegård.

Mogens Francisco Hendrik Ballin OFS døde den 27. januar 1914 i Hellerup og blev begravet på Assistens Kirkegård.

Æret være deres minde!

Kilder: wikipedia.org og Den Store Danske Encyklopædi.

Familien Rosenørn-Lehn

Rosenørn-Lehns våbenmærke.

For et par dage siden lavede jeg et indlæg om Erika baronesse Rosenørn-Lehn og hendes enorme betydning for den franciskanske sekularorden på hendes tid. Hendes indgang til den ordenen kom dog formentlig fra nogle familiemedlemmer, der allerede tidligt var blevet optaget i ordenen. Om disse familiemedlemmer handler dette indlæg.

I ordenens protokol står medlemmerne oplistet i en lidt rodet nummerorden. Listen er ikke fuldstændigt kronologisk, og man aner, at protokollen måske er skrevet sammen af flere lister. Navnet Rosenørn-Lehn står to gange i protokollen. I samme periode står navnet Ahlefeldt-Laurvig Lehn, og der er en sammenhæng mellem de to familienavne.

De interessante optegnelser i protokollen er her oversat fra latin til dansk med ordensnavnet i parentes:

Nr 32. Fru comtesse Ahlefeld-Laurvig-Lehn (Francisca), Kærsgård. Optaget 16. nov. 1892. Aflagde ikke profes.
Nr 34. Frk. baronesse Polly Rosenørn-Lehn (Elisabeth). Optaget 19. nov. 1892. Aflagde ikke profes.
Nr 38. Fru baronesse Rosenørn-Lehn (Francisca). Optaget den 5. juni 1896. Profes den 3. februar 1903.

Anna Christiane Ahlefeldt-Laurvig-Lehn

Nr. 32 - Anna Christiane Adelheid comtesse Ahlefeldt-Laurvig-Lehn
Fru comtesse Ahlefeldt-Laurvig-Lehn, der optages som ordenens 32. medlem, må være Anna Christiane Adelheid Rosenørn-Lehn, der bliver gift med Greve Frederik Ludvig Vilhelm Ahlefeldt-Laurvig-Lehn og derved bliver Anna Christiane Adelheid Ahlefeldt-Laurvig-Lehn. Hun bliver optaget den 16. november 1892 kun 3 dage før sin søster, der er nr. 34. Hun aflagde aldrig profes.

Nr. 34 - Polly Julie baronesse Rosenørn-Lehn
Polly baronesse Rosenørn-Lehn bliver optaget i ordenen som det 34. medlem. Der er faktisk to med det navn, nemlig Reichfreiherrin Polyxene "Polly" Adelheid Louise Elise Pechlin von Löwenbach (født 11. feb. 1834), der bliver gift med Erik Christian Hartvig baron Rosenørn-Lehn og derved bliver Polly baronesse Rosenørn-Lehn og hendes datter Polyxene "Polly" Julie baronesse Rosenørn-Lehn (født 25. jan. 1862). Da den omtalte Polly er frøken må der være tale om datteren. Hun aflægger dog ikke profes.

Nr. 38 - Polly Adelheid Louise Elise Pechlin baronesse Rosenørn-Lehn
Vi ved, at de to søstre Rosenørn-Lehn konverterer til katolicismen omkring 1888, så det passer fint med, at de har søgt ind i ordenen i begyndelsen af 1890erne. Senere følger deres mor dem ind i ordenen. Jeg gætter på, at nr. 38 er deres mor Reichfreiherrin Polyxene "Polly" Adelheid Louise Elise Pechlin von Löwenbach (født 11. feb. 1834), der bliver gift med Erik Christian Hartvig baron Rosenørn-Lehn og derved bliver Polly baronesse Rosenørn-Lehn. Moren konverterer to år før døtrene, men optages i ordenen senere. Hun aflægger først profes den 3. februar 1903 - kun et år inden hendes mand dør, og 7 år inden hun selv dør. For at blive optaget i ordenen skulle man dengang have sin mands tilladelse. Mon ikke han har været noget forbeholdende, når vi ved, at han ikke var glad for, at hun i første omgang konverterede til katolicismen.

I øvrigt var mor Polly meget nært knyttet til forfatteren Johannes Jørgensen, der også var lægfranciskaner. Det er mor Polly, der lader den unge Johannes Jørgensen låne så meget katolsk litteratur, som han lyster. Hun er en belæst ældre dame, der har sine meningers mod. Hun introducerer ham også for jesuitten pater Brinkmann, der kommer til at spille en stor rolle i Johannes Jørgensens konvertering til katolicismen. Johannes Jørgensen fortæller i sit livs legendes fjerde bog, hvordan han ankommer til jesuitternes hus i Stenosgade med armene fulde af bøger fra mor Pollys bibliotek. Pater Brinkmann tager imod og kigger bøgerne igennem. "Der er en bog, som jeg forgæves søger i Deres samling - det er den katolske katekismus", sagde pater Brinkmann og fortsatte: "Den vil jeg forære Dem, og så vil vi begynde at studere den sammen."


Utroligt nok var Johannes Jørgensens onkel i øvrigt huslærer hos Rosenørn-Lehn på Hvidkilde Gods ved Svendborg.

Forfatteren Johannes Jørgensen

Bag de tre optegnelser i protokollen gemmer sig altså formentlig en mor og hendes to døtre. Kun moderen aflægger profes, men faktisk er der en datter til, der bliver optaget i ordenen. Hun står slet ikke nævnt i protokollen, men hun kommer til at spille en langt større rolle for den sekularfranciskanske orden i Danmark. Den tredje datter er lillesøster til de to døtre Anna og Polly og mor Pollys lille efternøler - Erika baronesse Rosenørn-Lehn.

Æret være deres minde!

Erika baronesse Rosenørn-Lehn, OFS

Rosenørn-Lehns adelige våbenskjold

Når man kigger tilbage på den franciskanske sekularordens historie i Danmark støder man på mange interessante mennesker, der medvirkede til at gøre orden til det, den er i dag. Der er mennesker fra alle samfundslag – faktisk en hel del adelige og en af de største, handler dette indlæg om.

Erika ”Erikke” baronesse Rosenørn-Lehn, blev født på Hvidkilde Gods ved Svendborg på Fyn den 23. oktober 1871.  Hun var det 6. og sidste barn i familien. Hendes far var Erik Christian Hartvig baron Rosenørn-Lehn fra Orebygaard på Lolland og moren var Reichfreiherrin Polyxene Adelheid Louise Elise Pechlin von Löwenbach fra København. Begge forældre var af fin adelig slægt. Faren havde som barn haft B.S. Ingemann som lærer, og det satte sig sine spor i opdragelsen af de 6 børn. Faren var meget sparsommelig og meget privat omkring sin religiøsitet. Han var officer og deltog i Treårskrigen, hvor han blev alvorligt såret under et slag i 1850.
Moren havde allerede som 5-årig mistet sin egen mor. Herefter blev ansvaret for hendes opdragelse blevet overgivet til en tante. Modsat mange andre af tidens kvinder var hun meget politisk bevidst, og hun opdrog sine egne børn til også at være politisk engagerede. Hun var streng protestantisk, men nærede stor respekt for den katolske kirke. Hun mente, at man burde have respekt for andre religioner, og sådan opdrog hun sine egne børn. Den vigtigste dyd i Erikkes barndomshjem var dog flid.

Da Erikke er 6 år gammel dør hendes nærmeste storesøster kun 10 år gammel. Hendes nærmeste søskende var nu næsten 10 år ældre end hende selv, og Erikke blev noget ensom på det store gods. Ensomheden forstærkes senere i hendes opvækst. Mens storesøsteren slog sine folder i Indre Mission og en anden storesøster tilhørte folkekirkens højrefløj, så blev moren katolik, da Erikke var 16 år gammel. Erikke knyttede sig herefter tættere til sine protestantiske søstre, men få år senere, konverterede Anna og Polly også til katolicismen, og Erikke følte sig nu helt alene. Det er omkring dette tidspunkt, at familien flyttede familien til København. Det blev en stor omvæltning for den unge pige. I København var ensomheden ikke så kvælende, som hjemme på godset, men familiens religiøse splittelse prægede billedet. Erikke var fuld af harme mod alt katolsk, og kun hendes far støttede hende i dette. Nok mente han selv, at han var rummelig, og nok respekterede han sin kones og døtres valg, men han stod helt uforstående overfor, at de var villige til at sætte social stilling og ry overstyr for en religiøs overbevisning.

I 1895 begyndte Erikke, nu 24 år gammel, på en ny pigeskole, der havde til formål at lære unge damer at tænke selv. Opholdet på skolens blev et vendepunkt i Erikkes liv. Hun beskriver selv, hvordan hun ”vågner”, da hun kommer under indflydelse af 3 af skolens lærere: forfatteren Ida Falbe Hansen, skuespilleren Peter Jerndorff og kunstneren Sophie Holten. Det var den sidstnævnte, der kom til at spille den største rolle i Erikkes liv. De to grundlagde et varigt venskab, der kom til at vare hele livet.

Efter skoleopholdet drog Erikke til England for at læse arkæologi. Her stødte hun på den anglikanske kirke og den hellige Augustins skrifter. I år 1900 drog hun med Sophie Holten til Ægypten for at deltage i nogle arkæologiske udgravninger. Her stødte hun på den ortodokse kirke. Begge steder var med til at udvide Erikkes religiøse horisont. På vej hjem slog de to kvinder et smut forbi Assisi for at se de berømte kunstværker. Her blev Sophie Holten syg og må lige i sengen i flere uger. Imens debatterede Erikke med franciskanerne ved Sacro Convento.

Opholdet i Assisi ændrede Erikke for altid. Da hun kom tilbage til Danmark kan hun ikke glemme oplevelserne i Assisi. Hendes gode veninde Sophie Holten var blevet i Assisi, og i efteråret 1901 rejste Erikke til Assisi igen. Hun har brugt noget tid på at overveje sit eget religiøse ståsted, og netop ankommet til Assisi deltog hun i Transitusversperen. Her besluttede Erikkes sig for at blive katolik, og allerede den 20. november 1901 optages hun selv og Sophie Holten i den katolske kirke af de stedlige franciskanere.

Sophie og Erikke købte et hus bag Sacro Convento og blev i Assisi de kommende 7 år. De optages begge i den hellige Franciskus' Tredje Orden, som den franciskanske sekularorden hed dengang. De aflægger begge profes i Assisi.

I 1908 vendte de to kvinder tilbage til Danmark. De købte et hus bag den gård, der senere blev til Sankt Laurentii Kirke i Roskilde. Montfortanerne var netop kommet til Roskilde, og der var brug for Erikkes evner, kontakter og penge. Erikke var en af de væsentligste bidragydere, da sogn og kirke skulle bygges, og hun fik også til opgave at undervise de udenlandske præster i sognet i dansk. Der var ikke nogen sekularfranciskanere i Roskilde, så de to kvinder må tage til København for at deltage i ordenslivet der. Hurtigt blev hun et meget vigtigt medlem af fraternitetet (eller kongregationen, som det hed dengang) i København.

I 1932 oversatte og udgav hun en ny version af sekularfranciskanernes håndbog. Erikke ændrede væsentlige dele af håndbogen, der i høj grad afspejlede hendes væremåde. Før kaldte man håndbogen for en Regelbogen, men Erikke brød sig ikke om udtrykket og ændrede det. I den gamle udgave talte man også om ordensfolket som ”klosterlivet i hjemmet”. Heller ikke det udtryk brød Erikke sig om, og hun skrev i stedet for, at ordenen var en virkelighed orden, der bestod af lægfolk, der ikke var bundet af klosterløfter. Erikke skrev også nogle kommentarer til konstitutionerne. Disse afspejlede i endnu højere grad hendes væsen og blev en milepæl for ordenen i Danmark. Med de nye skrifter blev livet lettere for mange af sekularfranciskanerne i Danmark. 

Erikkes fik så stor betydning for den franciskanske sekularorden, at hun i mange omtaltes som værende selve orden på Sjælland og Lolland-Falster. Da franciskanske brødre vendte tilbage til Lolland-Falster var det da også Erikke, der tog imod dem.

Erikkes gravsten med det franciskanske mærke.

Erikke Rosenørn-Lehn døde kort efter anden verdenskrigs afslutning den 15. oktober 1945. Hun er begravet på Gammel Vor Frue Kirkegård i Roskilde ved siden af sin livslange veninde Sophie Holten. Begge gravstene er prydet af af det franciskanske mærke.

Mærkværdigt nok står hverken Erikke eller Sophie Holten optegnet i sekularordenens danske protokol. Det gør derimod flere af hendes familiemedlemmer.

Æret været Erika baronesse Rosenørn-Lehns minde.

Kilde: Pax et Bonum, nr 1, marts 1998, og slægtsforskningsdatabasen geni.com

Abbed Vilhelms fest

Abbed Vilhelm i koret i Sankt Ansgars
Kirke (fra katolsk.dk)

I dag den 16. juni fejres Abbed Vilhelm - en af vore egne danske helgener. Han var ikke franciskaner, men medlem af Augustinerordenen, og i øvrigt en stor politisk skikkelse i sin samtid.  Hvorfor jeg i dag skriver om ham, vil du finde ud af, hvis du læser indlæget her til ende.

Abbed Vilhelm blev født omkring 1127, og døde som en gammel mand den 6. april 1203. Han var faktisk slet ikke dansk, men født ind i en fransk adelsslægt i Paris, hvor han som ung mand blev augustinerkannik ved Sankt Genovevas Kirke uden for Paris.

Under sine studier i Paris havde Vilhelm lært danske Absalon at kende. Absalon ønskede at reformere et lille samfund af kanniker på Eskilsø i Roskilde Fjord, og han tænkte, at den fyrige franskmand ville være den rette mand til opgaven. Absalon fik det ordnet således, at Vilhelm, der havde problemer med kirken i Frankrig, og 3 andre Augustinerkanniker blev sendt til Danmark i 1165. Kong Valdemar den Store og Absalon modtog dem i Ringsted, og Vilhelm blev nu abbed for klosteret på Eskilsø. Sult og det nordiske klima fik dog hurtigt hans følgesvende til at vende tilbage til Frankrig, og de andre kannikker var stærkt utilfredse med den sparsom grønsagsmad og Vilhelms strenge klostertugt. Vilhelm første tid i Danmark var ikke nem.

Absalon havde imidlertid skænket Eskilsø Kloster anseligt jordegods, frem for alt i ved Hillerød, og der oprettede man 1176 Æbelholt Kloster, hvor Vilhelm bliver Abbed. Ved store gaver, især fra Absalon, der indtil sin død hvert år betænkte sin ven Vilhelm, blev Æbelholt Kloster et af Danmarks største klostre.

Vi ved en hel del om Abbed Vilhelms virke i Danmark. En række krønikeskrivere nævner ham og en større samling breve tegner et billede af en stor politisk skikkelse, der har sat sit tydelige præg på sin samtid. Flere af brevene kaster skarpt lys over Vilhelms livlige, ildfulde og utålmodige personlighed, der forener brændende tro og hensynsløs lidenskabelighed med munkens ydmyghed og hans franske høflighed.

Efter Abbed Vilhelms død i 1203 taltes der snart om undere ved hans grav i Æbelholt Kloster. Nogle år senere udarbejdedes en noget mangelfuld levnedsbeskrivelse af ham, og Anders Sunesen beder Paven om at kanonisere Vilhelm. Det skete endelig i 1224, og især efter at hans relikvier overflyttes til klosterets nye stenkirke i 1238, blev Æbelholt et yndet valfartssted. I dagene omkring hans fest den 16. juni samles folk fra nær og fjern ved Æbelholt Kloster til fejring af Sankt Vilhelm festdag. Hurtigt udvikler det sig til et marked, hvor Sankt Vilhelm hvert år fejres over flere dage. 

En sådan Vilhelmfest var jeg så heldig at deltage i lørdag den 15. juni. Det lokale museum ved Æbelholt Kloster har nemlig taget den gamle middelaldertradition op igen, og fejrer nu Sankt Vilhelms fest hvert år. Alt foregår som i middelalderen med marked, gudstjeneste, middelaldermad og en masse middelalderklædte godtfolk, der er med til at skabe en fest, hvor Sankt Vilhelm fejres på behørig vis.

Sæt kryds i kalenderen i weekenden omkring den 16. juni 2014 allerede nu - der er faktisk en hel del af de "lokale" katolikker, der deltager i festlighederne og er med til at sætte middelaldermarkedet ind i den rette sammenhæng. Godt gået!

(Biografisk tekst er sakset og sammenskrevet fra wikipedia.org og fra artikel i Katolske Orientering fra 6. marts 2009)

Bøn

Herre, vi kommer til Dig,
som vi er,
med det, som glæder os,
med det, som gør os bange.
Du ved, at vi behøver Dit ord,
der gør os frie
til at tale og at handle.
Lad os ikke mene,
at vi på forhånd vidste alt,
hvad du har at sige til os.

Amen

(bøn fra "Menneskeliv og Kristendom. Katekismus for voksne",  1979.)