Familien Rosenørn-Lehn

Rosenørn-Lehns våbenmærke.

For et par dage siden lavede jeg et indlæg om Erika baronesse Rosenørn-Lehn og hendes enorme betydning for den franciskanske sekularorden på hendes tid. Hendes indgang til den ordenen kom dog formentlig fra nogle familiemedlemmer, der allerede tidligt var blevet optaget i ordenen. Om disse familiemedlemmer handler dette indlæg.

I ordenens protokol står medlemmerne oplistet i en lidt rodet nummerorden. Listen er ikke fuldstændigt kronologisk, og man aner, at protokollen måske er skrevet sammen af flere lister. Navnet Rosenørn-Lehn står to gange i protokollen. I samme periode står navnet Ahlefeldt-Laurvig Lehn, og der er en sammenhæng mellem de to familienavne.

De interessante optegnelser i protokollen er her oversat fra latin til dansk med ordensnavnet i parentes:

Nr 32. Fru comtesse Ahlefeld-Laurvig-Lehn (Francisca), Kærsgård. Optaget 16. nov. 1892. Aflagde ikke profes.
Nr 34. Frk. baronesse Polly Rosenørn-Lehn (Elisabeth). Optaget 19. nov. 1892. Aflagde ikke profes.
Nr 38. Fru baronesse Rosenørn-Lehn (Francisca). Optaget den 5. juni 1896. Profes den 3. februar 1903.

Anna Christiane Ahlefeldt-Laurvig-Lehn

Nr. 32 - Anna Christiane Adelheid comtesse Ahlefeldt-Laurvig-Lehn
Fru comtesse Ahlefeldt-Laurvig-Lehn, der optages som ordenens 32. medlem, må være Anna Christiane Adelheid Rosenørn-Lehn, der bliver gift med Greve Frederik Ludvig Vilhelm Ahlefeldt-Laurvig-Lehn og derved bliver Anna Christiane Adelheid Ahlefeldt-Laurvig-Lehn. Hun bliver optaget den 16. november 1892 kun 3 dage før sin søster, der er nr. 34. Hun aflagde aldrig profes.

Nr. 34 - Polly Julie baronesse Rosenørn-Lehn
Polly baronesse Rosenørn-Lehn bliver optaget i ordenen som det 34. medlem. Der er faktisk to med det navn, nemlig Reichfreiherrin Polyxene "Polly" Adelheid Louise Elise Pechlin von Löwenbach (født 11. feb. 1834), der bliver gift med Erik Christian Hartvig baron Rosenørn-Lehn og derved bliver Polly baronesse Rosenørn-Lehn og hendes datter Polyxene "Polly" Julie baronesse Rosenørn-Lehn (født 25. jan. 1862). Da den omtalte Polly er frøken må der være tale om datteren. Hun aflægger dog ikke profes.

Nr. 38 - Polly Adelheid Louise Elise Pechlin baronesse Rosenørn-Lehn
Vi ved, at de to søstre Rosenørn-Lehn konverterer til katolicismen omkring 1888, så det passer fint med, at de har søgt ind i ordenen i begyndelsen af 1890erne. Senere følger deres mor dem ind i ordenen. Jeg gætter på, at nr. 38 er deres mor Reichfreiherrin Polyxene "Polly" Adelheid Louise Elise Pechlin von Löwenbach (født 11. feb. 1834), der bliver gift med Erik Christian Hartvig baron Rosenørn-Lehn og derved bliver Polly baronesse Rosenørn-Lehn. Moren konverterer to år før døtrene, men optages i ordenen senere. Hun aflægger først profes den 3. februar 1903 - kun et år inden hendes mand dør, og 7 år inden hun selv dør. For at blive optaget i ordenen skulle man dengang have sin mands tilladelse. Mon ikke han har været noget forbeholdende, når vi ved, at han ikke var glad for, at hun i første omgang konverterede til katolicismen.

I øvrigt var mor Polly meget nært knyttet til forfatteren Johannes Jørgensen, der også var lægfranciskaner. Det er mor Polly, der lader den unge Johannes Jørgensen låne så meget katolsk litteratur, som han lyster. Hun er en belæst ældre dame, der har sine meningers mod. Hun introducerer ham også for jesuitten pater Brinkmann, der kommer til at spille en stor rolle i Johannes Jørgensens konvertering til katolicismen. Johannes Jørgensen fortæller i sit livs legendes fjerde bog, hvordan han ankommer til jesuitternes hus i Stenosgade med armene fulde af bøger fra mor Pollys bibliotek. Pater Brinkmann tager imod og kigger bøgerne igennem. "Der er en bog, som jeg forgæves søger i Deres samling - det er den katolske katekismus", sagde pater Brinkmann og fortsatte: "Den vil jeg forære Dem, og så vil vi begynde at studere den sammen."


Utroligt nok var Johannes Jørgensens onkel i øvrigt huslærer hos Rosenørn-Lehn på Hvidkilde Gods ved Svendborg.

Forfatteren Johannes Jørgensen

Bag de tre optegnelser i protokollen gemmer sig altså formentlig en mor og hendes to døtre. Kun moderen aflægger profes, men faktisk er der en datter til, der bliver optaget i ordenen. Hun står slet ikke nævnt i protokollen, men hun kommer til at spille en langt større rolle for den sekularfranciskanske orden i Danmark. Den tredje datter er lillesøster til de to døtre Anna og Polly og mor Pollys lille efternøler - Erika baronesse Rosenørn-Lehn.

Æret være deres minde!

Erika baronesse Rosenørn-Lehn, OFS

Rosenørn-Lehns adelige våbenskjold

Når man kigger tilbage på den franciskanske sekularordens historie i Danmark støder man på mange interessante mennesker, der medvirkede til at gøre orden til det, den er i dag. Der er mennesker fra alle samfundslag – faktisk en hel del adelige og en af de største, handler dette indlæg om.

Erika ”Erikke” baronesse Rosenørn-Lehn, blev født på Hvidkilde Gods ved Svendborg på Fyn den 23. oktober 1871.  Hun var det 6. og sidste barn i familien. Hendes far var Erik Christian Hartvig baron Rosenørn-Lehn fra Orebygaard på Lolland og moren var Reichfreiherrin Polyxene Adelheid Louise Elise Pechlin von Löwenbach fra København. Begge forældre var af fin adelig slægt. Faren havde som barn haft B.S. Ingemann som lærer, og det satte sig sine spor i opdragelsen af de 6 børn. Faren var meget sparsommelig og meget privat omkring sin religiøsitet. Han var officer og deltog i Treårskrigen, hvor han blev alvorligt såret under et slag i 1850.
Moren havde allerede som 5-årig mistet sin egen mor. Herefter blev ansvaret for hendes opdragelse blevet overgivet til en tante. Modsat mange andre af tidens kvinder var hun meget politisk bevidst, og hun opdrog sine egne børn til også at være politisk engagerede. Hun var streng protestantisk, men nærede stor respekt for den katolske kirke. Hun mente, at man burde have respekt for andre religioner, og sådan opdrog hun sine egne børn. Den vigtigste dyd i Erikkes barndomshjem var dog flid.

Da Erikke er 6 år gammel dør hendes nærmeste storesøster kun 10 år gammel. Hendes nærmeste søskende var nu næsten 10 år ældre end hende selv, og Erikke blev noget ensom på det store gods. Ensomheden forstærkes senere i hendes opvækst. Mens storesøsteren slog sine folder i Indre Mission og en anden storesøster tilhørte folkekirkens højrefløj, så blev moren katolik, da Erikke var 16 år gammel. Erikke knyttede sig herefter tættere til sine protestantiske søstre, men få år senere, konverterede Anna og Polly også til katolicismen, og Erikke følte sig nu helt alene. Det er omkring dette tidspunkt, at familien flyttede familien til København. Det blev en stor omvæltning for den unge pige. I København var ensomheden ikke så kvælende, som hjemme på godset, men familiens religiøse splittelse prægede billedet. Erikke var fuld af harme mod alt katolsk, og kun hendes far støttede hende i dette. Nok mente han selv, at han var rummelig, og nok respekterede han sin kones og døtres valg, men han stod helt uforstående overfor, at de var villige til at sætte social stilling og ry overstyr for en religiøs overbevisning.

I 1895 begyndte Erikke, nu 24 år gammel, på en ny pigeskole, der havde til formål at lære unge damer at tænke selv. Opholdet på skolens blev et vendepunkt i Erikkes liv. Hun beskriver selv, hvordan hun ”vågner”, da hun kommer under indflydelse af 3 af skolens lærere: forfatteren Ida Falbe Hansen, skuespilleren Peter Jerndorff og kunstneren Sophie Holten. Det var den sidstnævnte, der kom til at spille den største rolle i Erikkes liv. De to grundlagde et varigt venskab, der kom til at vare hele livet.

Efter skoleopholdet drog Erikke til England for at læse arkæologi. Her stødte hun på den anglikanske kirke og den hellige Augustins skrifter. I år 1900 drog hun med Sophie Holten til Ægypten for at deltage i nogle arkæologiske udgravninger. Her stødte hun på den ortodokse kirke. Begge steder var med til at udvide Erikkes religiøse horisont. På vej hjem slog de to kvinder et smut forbi Assisi for at se de berømte kunstværker. Her blev Sophie Holten syg og må lige i sengen i flere uger. Imens debatterede Erikke med franciskanerne ved Sacro Convento.

Opholdet i Assisi ændrede Erikke for altid. Da hun kom tilbage til Danmark kan hun ikke glemme oplevelserne i Assisi. Hendes gode veninde Sophie Holten var blevet i Assisi, og i efteråret 1901 rejste Erikke til Assisi igen. Hun har brugt noget tid på at overveje sit eget religiøse ståsted, og netop ankommet til Assisi deltog hun i Transitusversperen. Her besluttede Erikkes sig for at blive katolik, og allerede den 20. november 1901 optages hun selv og Sophie Holten i den katolske kirke af de stedlige franciskanere.

Sophie og Erikke købte et hus bag Sacro Convento og blev i Assisi de kommende 7 år. De optages begge i den hellige Franciskus' Tredje Orden, som den franciskanske sekularorden hed dengang. De aflægger begge profes i Assisi.

I 1908 vendte de to kvinder tilbage til Danmark. De købte et hus bag den gård, der senere blev til Sankt Laurentii Kirke i Roskilde. Montfortanerne var netop kommet til Roskilde, og der var brug for Erikkes evner, kontakter og penge. Erikke var en af de væsentligste bidragydere, da sogn og kirke skulle bygges, og hun fik også til opgave at undervise de udenlandske præster i sognet i dansk. Der var ikke nogen sekularfranciskanere i Roskilde, så de to kvinder må tage til København for at deltage i ordenslivet der. Hurtigt blev hun et meget vigtigt medlem af fraternitetet (eller kongregationen, som det hed dengang) i København.

I 1932 oversatte og udgav hun en ny version af sekularfranciskanernes håndbog. Erikke ændrede væsentlige dele af håndbogen, der i høj grad afspejlede hendes væremåde. Før kaldte man håndbogen for en Regelbogen, men Erikke brød sig ikke om udtrykket og ændrede det. I den gamle udgave talte man også om ordensfolket som ”klosterlivet i hjemmet”. Heller ikke det udtryk brød Erikke sig om, og hun skrev i stedet for, at ordenen var en virkelighed orden, der bestod af lægfolk, der ikke var bundet af klosterløfter. Erikke skrev også nogle kommentarer til konstitutionerne. Disse afspejlede i endnu højere grad hendes væsen og blev en milepæl for ordenen i Danmark. Med de nye skrifter blev livet lettere for mange af sekularfranciskanerne i Danmark. 

Erikkes fik så stor betydning for den franciskanske sekularorden, at hun i mange omtaltes som værende selve orden på Sjælland og Lolland-Falster. Da franciskanske brødre vendte tilbage til Lolland-Falster var det da også Erikke, der tog imod dem.

Erikkes gravsten med det franciskanske mærke.

Erikke Rosenørn-Lehn døde kort efter anden verdenskrigs afslutning den 15. oktober 1945. Hun er begravet på Gammel Vor Frue Kirkegård i Roskilde ved siden af sin livslange veninde Sophie Holten. Begge gravstene er prydet af af det franciskanske mærke.

Mærkværdigt nok står hverken Erikke eller Sophie Holten optegnet i sekularordenens danske protokol. Det gør derimod flere af hendes familiemedlemmer.

Æret været Erika baronesse Rosenørn-Lehns minde.

Kilde: Pax et Bonum, nr 1, marts 1998, og slægtsforskningsdatabasen geni.com

Abbed Vilhelms fest

Abbed Vilhelm i koret i Sankt Ansgars
Kirke (fra katolsk.dk)

I dag den 16. juni fejres Abbed Vilhelm - en af vore egne danske helgener. Han var ikke franciskaner, men medlem af Augustinerordenen, og i øvrigt en stor politisk skikkelse i sin samtid.  Hvorfor jeg i dag skriver om ham, vil du finde ud af, hvis du læser indlæget her til ende.

Abbed Vilhelm blev født omkring 1127, og døde som en gammel mand den 6. april 1203. Han var faktisk slet ikke dansk, men født ind i en fransk adelsslægt i Paris, hvor han som ung mand blev augustinerkannik ved Sankt Genovevas Kirke uden for Paris.

Under sine studier i Paris havde Vilhelm lært danske Absalon at kende. Absalon ønskede at reformere et lille samfund af kanniker på Eskilsø i Roskilde Fjord, og han tænkte, at den fyrige franskmand ville være den rette mand til opgaven. Absalon fik det ordnet således, at Vilhelm, der havde problemer med kirken i Frankrig, og 3 andre Augustinerkanniker blev sendt til Danmark i 1165. Kong Valdemar den Store og Absalon modtog dem i Ringsted, og Vilhelm blev nu abbed for klosteret på Eskilsø. Sult og det nordiske klima fik dog hurtigt hans følgesvende til at vende tilbage til Frankrig, og de andre kannikker var stærkt utilfredse med den sparsom grønsagsmad og Vilhelms strenge klostertugt. Vilhelm første tid i Danmark var ikke nem.

Absalon havde imidlertid skænket Eskilsø Kloster anseligt jordegods, frem for alt i ved Hillerød, og der oprettede man 1176 Æbelholt Kloster, hvor Vilhelm bliver Abbed. Ved store gaver, især fra Absalon, der indtil sin død hvert år betænkte sin ven Vilhelm, blev Æbelholt Kloster et af Danmarks største klostre.

Vi ved en hel del om Abbed Vilhelms virke i Danmark. En række krønikeskrivere nævner ham og en større samling breve tegner et billede af en stor politisk skikkelse, der har sat sit tydelige præg på sin samtid. Flere af brevene kaster skarpt lys over Vilhelms livlige, ildfulde og utålmodige personlighed, der forener brændende tro og hensynsløs lidenskabelighed med munkens ydmyghed og hans franske høflighed.

Efter Abbed Vilhelms død i 1203 taltes der snart om undere ved hans grav i Æbelholt Kloster. Nogle år senere udarbejdedes en noget mangelfuld levnedsbeskrivelse af ham, og Anders Sunesen beder Paven om at kanonisere Vilhelm. Det skete endelig i 1224, og især efter at hans relikvier overflyttes til klosterets nye stenkirke i 1238, blev Æbelholt et yndet valfartssted. I dagene omkring hans fest den 16. juni samles folk fra nær og fjern ved Æbelholt Kloster til fejring af Sankt Vilhelm festdag. Hurtigt udvikler det sig til et marked, hvor Sankt Vilhelm hvert år fejres over flere dage. 

En sådan Vilhelmfest var jeg så heldig at deltage i lørdag den 15. juni. Det lokale museum ved Æbelholt Kloster har nemlig taget den gamle middelaldertradition op igen, og fejrer nu Sankt Vilhelms fest hvert år. Alt foregår som i middelalderen med marked, gudstjeneste, middelaldermad og en masse middelalderklædte godtfolk, der er med til at skabe en fest, hvor Sankt Vilhelm fejres på behørig vis.

Sæt kryds i kalenderen i weekenden omkring den 16. juni 2014 allerede nu - der er faktisk en hel del af de "lokale" katolikker, der deltager i festlighederne og er med til at sætte middelaldermarkedet ind i den rette sammenhæng. Godt gået!

(Biografisk tekst er sakset og sammenskrevet fra wikipedia.org og fra artikel i Katolske Orientering fra 6. marts 2009)

Bøn

Herre, vi kommer til Dig,
som vi er,
med det, som glæder os,
med det, som gør os bange.
Du ved, at vi behøver Dit ord,
der gør os frie
til at tale og at handle.
Lad os ikke mene,
at vi på forhånd vidste alt,
hvad du har at sige til os.

Amen

(bøn fra "Menneskeliv og Kristendom. Katekismus for voksne",  1979.)

Om sand kærlighed

"Salig er den tjener, som holder ligeså meget af sin broder, når denne er syg og ikke kan gøre gengæld, som når denne er rask og kan gengælde ham.

Salig er den tjener, som elsker og respekterer sin broder ligeså meget, når denne er langt væk fra ham, som når han er sammen med ham, og ikke ville sige noget bag hans ryg, som han i kærlighed ikke kunne sige, når han var tilstede."

Frans af Assisi i Formeningernes §24 og §25

Til eftertanke...

Sekularfransiskaneren og biskoppen Dom Helder Camara
(fra forum-weltkirche.de)

Af hvilken årsag 

giver du dig til at søge efter lidelse,

finde på ofre,

iklæde dig bodsskjorte,

hvis du ikke beslutsomt og oprigtigt

omfavner det kors,

Faderen har besluttet

skal være det rette for dig.

Husk altid, 

at ikke alle kors er ens.

Faderen har skabt et, 

så det passer til dine skuldre.

Dom Helder Camara

Min indsats?

Moder teresa med lille baby (fra denstoredanske.dk)

"Min indsats er som en dråbe i havet, 

men hvis den dråbe ikke var der,

ville den mangle."

Moder Teresa

Bøn af Dom Helder Camara

Dom Helder Camara (fra forum-weltkirche.de)

Accepter overraskelserne,
som kuldkaster dine planer,
ødelægger dine drømme,
giver din dag et helt andet indhold
og måske endda dit liv.
Det er ikke tilfældigt.
Giv Herren frihed,
så han alene kan råde over dine dage...

Dom Helder Camara

Franciskanerne i Danmark

Franciskaner- og Klarisseklostre i Danmark indtil reformationen (fra holbmus.dk)

At der har været franciskanere i Danmark vidner mange navne i Danmarks større byer om. Navne som Gråbrødre Torv og Klaraboderne vidner herom. Fra kilderne ved vi, at franciskanerne kom hertil fra provinsen Sachsen allerede i 1232 – kun 25 år efter ordenen var blevet grundlagt i Assisi i Italien. Provinsen Dacia, der dækkede hele Norden blev oprettet i 1240, og som den første nationalminister valgte man munken Svend.

Ved århundredeskiftet 1300 var ordenen vokset betydeligt i størrelse. I Danmark var oprettet 26 klostre og i hele provinsen Dacia var der 50 klostre i alt. I Danmark var der blevet oprettet 4 kustodier i Ribe, Viborg, Roskilde og Lund. Under Ribe hørte klostrenes i Slesvig og mod nord indtil Kolding, og under Viborg hørte Nørrejylland, og det sydligste var Horsens. Under Odense hørte Fyn og øerne syd for Sjælland. Roskildes område var Sjælland, og under Lund hørte landskaberne øst for Øresund. Også Klarisserne havde klostre i mange danske byer i middelalderen. Franciskanerne og Klarisserne slog sig primært ned i byerne i Norden, og man undgik de byer, hvor den konkurrerende dominikanerorden allerede havde slået sig ned.

I 1537 blev provinsen Dacia opløst igen, og de sidste franciskanere forlod landet. I moderne tid fortæller kilderne, at de første franciskanere kom tilbage til Danmark i 1907. De kom fra Polen, og de skulle først og fremmest overtage sjælesorgen for de mange polakker på Lolland-Falster. Men franciskanerkonventualerne fra Polen var faktisk ikke de første franciskanere, der virkede i Danmark efter reformationen. Sekularfranciskanerne var her nemlig allerede.

I 1859 omtales den Franciskanske Tredjeorden i Danmark for første gang efter reformationen. Generalforstander for mindrebrødrene Border Bernardinus af Montefranco giver Redemptoristerne i Danmark lov til at optage medlemmer i tredjeordenen, modtage deres profes, og velsigne dem med den hellige Franses reb. Redemptorister bevarede denne tilladelse helt i 1980erne, hvor fraternitetet i København som det sidste fik en åndelig vejleder indenfor franciskanerordenen.

Vi ved desværre ikke de første tredjeordensfranciskanere i Danmark efter reformationen var. Den viden er gået tabt. Det første navn, vi støder på, er Johanna Georgina Schmidt, der indtrådte i ordenen i Stokholm på et ukendt tidspunkt. Hun kan være grundlæggeren, men det er altså uvist.

I 1874 har vi den første profesaflæggelse i Danmark i moderne tid, som kan bekræftes, og herefter følger de næste aflæggelser slag i slag. Der er ikke bevaret materiale fra møderne dengang, men alle mandlige medlemmer står optegnet med deres profession. Der var en saddelmager, en spillelærer, en direktør, en cigarmager, en sporvognskonduktør og en biskop. De kvindelige medlemmer står optegnet som enten jomfru, hustru eller enke.

Flere af de tidlige navne er velkendte. Hans biskoppelige højværdighed Johannes von Euch ledede  tredjeordenen de første mange år uden dog selv at være medlem. Maler og sølvsmed Mogens Ballin (profes 1891) var medlem. Han var en god ven af Johannes Jørgensen (profes 1904), der trods sin optagelse i orden i Assisi også var aktiv i ordenen i Danmark. Blandt de tidligste medlemmer finder man desuden en del adelige navne. F.eks. står baronesser af slægterne Rosenørn-Lehn, Ahlefeldt, Wedell og Stampe-Charisius optegnet som medlemmer.

Der var ikke kun tredjeordensfranciskanere i København. I 1891 oprettes et fraternitet i Maribo. Aktiviteten her ophører 1931. I Nakskov oprettes et fraternitet i 1914. Det nedlægges i 1950, men oprettes igen i 1962 for senere at blive nedlagt igen. I Odense oprettes et lille fraternitet i 1960erne. De er tilknyttet præsterne på Lolland-Falster. Også i Ålborg oprettes et fraternitet, hvor der har været aktivitet i hvert fald siden 1981. Også Roskilde, Svendborg, Århus og Randers kommer til. Hvor mange fraterniteter, der gennem moderne tid har været, er usikkert. Kun få kilder er desværre bevaret. En vigtig dato kendes dog. Den 23. til 25. august 1985 afholdt den franciskanske sekularorden sit første nationalkapitel siden reformationen. Fra disse datoer kan man tale om et egentlig dansk OFS med selvstændige statutter og en national styrelse.

I dag har sekularfranciskanerne fraterniteter i København, Århus, Ålborg og Svendborg.

Forbønner af Br. Hubert Hodzelmanns OFM 5

I forbindelse med Nationalkapitlet i 1994, havde Broder Hubert Hodzelmanns OFM som åndelig vejleder udarbejdet nogle forbønner specielt komponeret til lejligheden. De er meget smukke og fortjener at blive genudgivet en efter en.

Om barmhjertighed beder vi, Gud
i vor magtesløshed
overfor medmennesker  ,
som er forfaldne til alkohol, narkotika
eller andre ting,
at der bliver medmenneskelighed
i deres eksistens -
at vi ikke lukker øjnene
for hvor tids spedalske,
og at de gennem os erfarer din omsorg
og bekymring for dem.
Kyrie eleison