Bøn af Dom Helder Camara

Dom Helder Camara (fra forum-weltkirche.de)

Accepter overraskelserne,
som kuldkaster dine planer,
ødelægger dine drømme,
giver din dag et helt andet indhold
og måske endda dit liv.
Det er ikke tilfældigt.
Giv Herren frihed,
så han alene kan råde over dine dage...

Dom Helder Camara

Franciskanerne i Danmark

Franciskaner- og Klarisseklostre i Danmark indtil reformationen (fra holbmus.dk)

At der har været franciskanere i Danmark vidner mange navne i Danmarks større byer om. Navne som Gråbrødre Torv og Klaraboderne vidner herom. Fra kilderne ved vi, at franciskanerne kom hertil fra provinsen Sachsen allerede i 1232 – kun 25 år efter ordenen var blevet grundlagt i Assisi i Italien. Provinsen Dacia, der dækkede hele Norden blev oprettet i 1240, og som den første nationalminister valgte man munken Svend.

Ved århundredeskiftet 1300 var ordenen vokset betydeligt i størrelse. I Danmark var oprettet 26 klostre og i hele provinsen Dacia var der 50 klostre i alt. I Danmark var der blevet oprettet 4 kustodier i Ribe, Viborg, Roskilde og Lund. Under Ribe hørte klostrenes i Slesvig og mod nord indtil Kolding, og under Viborg hørte Nørrejylland, og det sydligste var Horsens. Under Odense hørte Fyn og øerne syd for Sjælland. Roskildes område var Sjælland, og under Lund hørte landskaberne øst for Øresund. Også Klarisserne havde klostre i mange danske byer i middelalderen. Franciskanerne og Klarisserne slog sig primært ned i byerne i Norden, og man undgik de byer, hvor den konkurrerende dominikanerorden allerede havde slået sig ned.

I 1537 blev provinsen Dacia opløst igen, og de sidste franciskanere forlod landet. I moderne tid fortæller kilderne, at de første franciskanere kom tilbage til Danmark i 1907. De kom fra Polen, og de skulle først og fremmest overtage sjælesorgen for de mange polakker på Lolland-Falster. Men franciskanerkonventualerne fra Polen var faktisk ikke de første franciskanere, der virkede i Danmark efter reformationen. Sekularfranciskanerne var her nemlig allerede.

I 1859 omtales den Franciskanske Tredjeorden i Danmark for første gang efter reformationen. Generalforstander for mindrebrødrene Border Bernardinus af Montefranco giver Redemptoristerne i Danmark lov til at optage medlemmer i tredjeordenen, modtage deres profes, og velsigne dem med den hellige Franses reb. Redemptorister bevarede denne tilladelse helt i 1980erne, hvor fraternitetet i København som det sidste fik en åndelig vejleder indenfor franciskanerordenen.

Vi ved desværre ikke de første tredjeordensfranciskanere i Danmark efter reformationen var. Den viden er gået tabt. Det første navn, vi støder på, er Johanna Georgina Schmidt, der indtrådte i ordenen i Stokholm på et ukendt tidspunkt. Hun kan være grundlæggeren, men det er altså uvist.

I 1874 har vi den første profesaflæggelse i Danmark i moderne tid, som kan bekræftes, og herefter følger de næste aflæggelser slag i slag. Der er ikke bevaret materiale fra møderne dengang, men alle mandlige medlemmer står optegnet med deres profession. Der var en saddelmager, en spillelærer, en direktør, en cigarmager, en sporvognskonduktør og en biskop. De kvindelige medlemmer står optegnet som enten jomfru, hustru eller enke.

Flere af de tidlige navne er velkendte. Hans biskoppelige højværdighed Johannes von Euch ledede  tredjeordenen de første mange år uden dog selv at være medlem. Maler og sølvsmed Mogens Ballin (profes 1891) var medlem. Han var en god ven af Johannes Jørgensen (profes 1904), der trods sin optagelse i orden i Assisi også var aktiv i ordenen i Danmark. Blandt de tidligste medlemmer finder man desuden en del adelige navne. F.eks. står baronesser af slægterne Rosenørn-Lehn, Ahlefeldt, Wedell og Stampe-Charisius optegnet som medlemmer.

Der var ikke kun tredjeordensfranciskanere i København. I 1891 oprettes et fraternitet i Maribo. Aktiviteten her ophører 1931. I Nakskov oprettes et fraternitet i 1914. Det nedlægges i 1950, men oprettes igen i 1962 for senere at blive nedlagt igen. I Odense oprettes et lille fraternitet i 1960erne. De er tilknyttet præsterne på Lolland-Falster. Også i Ålborg oprettes et fraternitet, hvor der har været aktivitet i hvert fald siden 1981. Også Roskilde, Svendborg, Århus og Randers kommer til. Hvor mange fraterniteter, der gennem moderne tid har været, er usikkert. Kun få kilder er desværre bevaret. En vigtig dato kendes dog. Den 23. til 25. august 1985 afholdt den franciskanske sekularorden sit første nationalkapitel siden reformationen. Fra disse datoer kan man tale om et egentlig dansk OFS med selvstændige statutter og en national styrelse.

I dag har sekularfranciskanerne fraterniteter i København, Århus, Ålborg og Svendborg.

Forbønner af Br. Hubert Hodzelmanns OFM 5

I forbindelse med Nationalkapitlet i 1994, havde Broder Hubert Hodzelmanns OFM som åndelig vejleder udarbejdet nogle forbønner specielt komponeret til lejligheden. De er meget smukke og fortjener at blive genudgivet en efter en.

Om barmhjertighed beder vi, Gud
i vor magtesløshed
overfor medmennesker  ,
som er forfaldne til alkohol, narkotika
eller andre ting,
at der bliver medmenneskelighed
i deres eksistens -
at vi ikke lukker øjnene
for hvor tids spedalske,
og at de gennem os erfarer din omsorg
og bekymring for dem.
Kyrie eleison

Forbønner af Br. Hubert Hodzelmanns OFM 4

I forbindelse med Nationalkapitlet i 1994, havde Broder Hubert Hodzelmanns OFM som åndelig vejleder udarbejdet nogle forbønner specielt komponeret til lejligheden. De er meget smukke og fortjener at blive genudgivet en efter en.



Om barmhjertighed beder vi, Gud
når vi står med tomme hænder
overfor mennesker, hvis forhold og venskab er gået i stykker,
eller som bevidst har afsluttet dem
for igen at kunne være menneske;
mennesker, som i deres sorg
håber at finde forstålse og medleven.

Om barmhjertighed beder vi, Gud
i vort forsøg på at forstå
medmennesker, som kæmper med deres homoseksualitet,
og som ved, at de ofte ikke bliver accepteret af deres familie,
af deres kirke, af dem selv,
at velment tolerance bliver til accept
for dem selv og for os;
at vi ikke begrænser vort fællesskab
ved at udelukke deres kærlighed,
at også Du, vor Herre, vil bevare deres kærlighed.
Kyrie eleison.

Forbønner af Br. Hubert Hodzelmanns OFM 3

I forbindelse med Nationalkapitlet i 1994, havde Broder Hubert Hodzelmanns OFM som åndelig vejleder udarbejdet nogle forbønner specielt komponeret til lejligheden. De er meget smukke og fortjener at blive genudgivet en efter en.


Til dig, al barmhjertighedens Fader
beder vi for menneskr,
som kæmper med deres tro
og ønskerr at tro på en anden måde,
og som tvivler på, om de har lov til det.
At de finder et holdepunkt i dit blivende Ord og i menneskers forståelse;
at vi skaber rum for de mange svar,
som er mulige fra din Ånd.
At du viser os vejen i vor tro.
Kyrie eleison.

Forbønner af Br. Hubert Hodzelmanns OFM 2

I forbindelse med Nationalkapitlet i 1994, havde Broder Hubert Hodzelmanns OFM som åndelig vejleder udarbejdet nogle forbønner specielt komponeret til lejligheden. De er meget smukke og fortjener at blive genudgivet en efter en.

Gavmilde velgører,
vi takker dig for Frans og Klara,
som ved deres liv viser og lærer os
vejen til dig.
Skænk os en gnist af den glød,
som besjælede dem.
Vi takker dig for vort kald;
lad os stadig forstå vort kald dybere.
Vi takker dig for vort fraternitet,
at det bliver et sted, hvor vi kan vokse
som mennesker, som troende,
som franciskanere,
at vi skaber rum for enhver,
at vi omgås hinanden med respekt,
at vi stimulerer og bygger hionanden op,
at vi deler vor skrøbelighed med hinanden.
Kom os ui møde i vor svaghed og tilgiv os vore fejl.
Kyrie eleison.

Forbønner af Br. Hubert Hodzelmanns OFM 1

I forbindelse med Nationalkapitlet i 1994, havde Broder Hubert Hodzelmanns OFM som åndelig vejleder udarbejdet nogle forbønner specielt komponeret til lejligheden. De er meget smukke og fortjener at blive genudgivet en efter en.

Allerhøjeste, gode Herre,
al livets og kærlighedens kilde,
med Klara siger vi:
"Vær priset, min Herre,
at du har skabt mig."
Vi takker dig for vort liv,
for alle de gode gaver,
som vi dagligt modtager,
for vor familie
og for menneskene omkring os,
for deres omsorg og deres venskab.
Vi takker dig for helbred,
mad og påklædning
og for alle de ting,
som synes så selvfølgelige.
Til trods for dine mange velgerninger
har vi ikke altid vist i ord,
holdning og gerninger vor taknemmelighed - derfor beder vi:
Kyrie eleison.

Er selvhad vejen til Gud?

Giottos femte billede fra Franses liv, hvor han klæder sig
nøgen foran biskoppen og giver sit tøj tilbage til sin
jordiske far (fra Wikipedia.com)

Når man læser tekster af Frans af Assisi, så kan man få det foruroligende indtryk, at Frans opfordrer os til selvhad, selvplage og selvudslettelse. Særligt i Formaningerne optræder dette tema flere gange, f.eks. i kapitel 14: Om at være fattig i ånden. Her kan man læse: "den, der virkelig er fattig i ånden, hader sig selv (Luk 14,26), og elsker dem, der slår ham på kinden (jf. Matt 5,39)

For Frans kommer alt det gode fra Gud selv. I skabelsesberetningen hører vi, at mennesket er skabt i Guds billede, og Frans forstår dette meget konkret således, at Guds bruger mennesket som redskab eller kanal for alt det gode, som Han ønsker at give til verden. For Frans er det gode fra Gud af en helt anden kvalitet end det gode fra mennesket. Derfor opfordre Frans os til at udslette den individuelle personlighed, der får os til at tro, at vi er noget i kraft af os selv. Denne menneskets hovmod og stolthed er for Frans en stor synd - det er at vende sig bort fra Gud selv.

Frans skelner mellem på den ene side det menneskelige sind som et uendeligt væld af enestående individuelle træk og på den anden side menneskesindet som et redskab til udførelse af det gode. Det gode kan tilvejebringes på uendelig mange forskellige måder, men godhed som sådan har kun en dimension for Frans - Guds egen natur. Dette kan dog ikke isoleret set forklare Franses formaninger om at hade sig selv. Vi må også se formaningerne i andre perspektiver.

Det er helt entydigt, at Frans ser det som en stor værdi at være ringere og mindre end andre. Frans er nok delvist præget af tiden generelle tendens til at betragte mennesket som et syndigt væsen, der fristes af materialismen og dyrets lyster. Menneskets drifter bliver i tiden forstået som modsætninger til Guds vilje. Frans er hård ved sig selv. Også for hård. Mod slutningen af sit liv indser han dette, og han angrer. Man kan nok heller ikke udelukke, at Frans har trang til selvnedvurdering. Hans forhold til sin egen baggrund er ikke uproblematisk. De få kilder om hans barn- og ungdom giver indtryk af en meget dominerende faderfigur, som Frans må tage offentligt afstand fra for at blive fri for ham. Sidst må det også nævnes, at Frans ofte går til yderlighederne i både ord og handling. Hans liv er fyldt med episoder, hvor han blindt lægger sit liv i Guds hænder og fornægter enhver almindelig menneskelig fornuft.

Frans understreger mange gange, at mennesket er elsket af Gud og er en kanal for Guds kærlighed. Menneskets egen hellighed består ganske enkelt i, at man stiller sig fuldt og helt til rådighed for Guds vilje. I Formaningernes kapitel 19: Om den ydmyge Guds tjener, kan man f.eks. læse: "For hvad mennekset er for Gud, så meget er han, og ikke mere." Så når Frans formaner os til at udslette os selv, så er det hovmodet, stoltheden og ophøjetheden, han mener. Frans formaner os til aldrig at sætte os selv højere end andre.

Slutteligt skal man huske, at Frans skrev sine formaninger til en stor broget flok af brødre. De kom fra alle samfundslag og mange trak deres dårligdomme fra tidligere med ind i deres nye liv. Frans er insisterende, når han formaner dem. Der er ingen smuthuller. I vores postmoderne verden kan teksterne lyde indsnævrende og negative. Jeg er sikker på, at pointen for Frans var lige præcis det modsatte. Frans ville sætte brødrene fri. Fri til at leve fuldt og helt på Guds nåde og efter Hans vilje. Og hvis man er i tvivl om dette er sandt, så kig på Franses eget liv. Det er det bedste vidnesbyrd af dem alle.

(efter John B. Powell: Formaningerne og det moderne menneske i Pax et Bonum, juni 1994)

At være sekularfranciskaner

Tilbage i 1980erne og 1990erne udgav sekularfranciskanerne i Danmark det lille blad "Pax et Bonum", der udkom 4 gange årligt. Bladets redaktør gennem mange år var Marianne Powell OFS, der i årevis ledte sekurlarfranciskanerne dygtigt og myndigt.

I juni-nummeret i 1994 havde Marianne Powell oversat en artikel om lederskab fra OFS's nationalstyrelse i Irland. OFS i Danmark skulle til at vælge styrelse og derfor indeholdt bladet en ganske god artikel om det at være leder i OFS. Midt i artiklen står følgende lille opfordring til overvejelse til alle OFSere:

Skyldig eller uskyldig
Hvis du blev ført for retten beskyldt for at være sekularfranciskaner, ville der være tilstrækkeligt med vidnesbyrd til at få dig dømt?


Et andet sted i samme blad fortælles en sjov lille anekdote om lederskab, som også skal med her. En italiensk sekularfranciskaner blev omkring 1906 mistænkt for modernisme. Han var under mistanke for at forsøge at knytte forbindelse mellem katolsk tro og moderne videnskab. I den katolske kirke var noget sådan ikke velset på dette tidspunkt. Den italienske sekularfranciskaner var også præst, og han underviste i kirkehistorie på præsteseminariet i Bergamo. I 1910 indførte kirken en anti-modernist ed, som alle skulle sværge. Samtidig forstærkede man den kommission, der skulle holde øje med de mistænke "modernister". Den italienske sekularfranciskaner klarede sig trods mistanken om modernisme ganske godt. Hans navn var Angelo Roncalli, men du kender ham sikkert bedre under det navn, som han valgte sig i 1958: Pave Johannes XXIII.

(efter Walbert Bühlmann: Zehn Gebote für die Zukunft der Welt, 1993)

Lyset fra en helgen

Wilhelm Hammershøi: Baggård i Strandgade 30 fra ca. 1905

Man kan undre sig over, hvad et maleri af den danske kunstner Wilhelm Hammershøi har med en helgen at gøre. Ikke meget - og dog alligevel illustrere maleriet en fin pointe, som jeg tolker ind i Hammershøis billede.

Kvinden i billedet er kun noget i kraft af det lys, der skinner på hende. Hvis lyset ikke skinnede på kvinden, ville hun være tabt i mørket, og vi ville vel knap bemærke hende. Lyset i billedet har den evne, at det får kvinden selv til at lyse. Vi ved godt, at hun ikke selv lyser, men alligevel fanger vores øjne straks hendes ansigt, når vi betragter billedet. Vi tænker ikke umiddelbart over, at det ikke er hende selv, der lyser - vi fanges bare ind af hendes lys. På præcis samme måde er det med helgener. De er kun i kraft af den gode Herre selv. Ingen helgen kan skabe sit eget lys, men højest spejle Guds lys, så vi andre kan bades i lysets refleksion. Vi skal dog altid huske på, at det lys, der skinner fra en helgen, kun er en refleksion af lyset fra Gud selv.