 |
| Fra Angelicos billede af dommedag fra ca. 1430 (fra wikipedia.com) |
Bøn af gudsmanden Moses.
Herre, du har været vor bolig
i slægt efter slægt.
Før bjergene fødtes,
før jorden og verden blev til,
fra evighed til evighed er du Gud.
Du lader mennesket vende tilbage til støvet,
du siger: »Vend tilbage, I mennesker!«
Tusind år er i dine øjne
som dagen i går, der er forbi,
som en nattevagt.
Du skyller dem bort, de sover ind,
de er som græsset, der gror om morgenen;
om morgenen blomstrer det og gror,
om aftenen er det vissent og tørt.
Vi går til i din vrede,
vi forfærdes ved din harme.
Du har stillet vore synder for dine øjne,
vore skjulte overtrædelser i dit ansigts lys.
Alle vore dage svinder hen i din vrede,
vi henlever vore år under suk.
Vore leveår kan være halvfjerds,
eller firs, hvis kræfterne slår til,
men al deres stolthed er elendighed og ulykke;
hastigt går det, så flyver vi bort.
Hvem kender styrken i din vrede
og i din harme, så han kan frygte dig?
Lær os at holde tal på vore dage,
så vi får visdom i hjertet.
Vend tilbage, Herre! Hvor længe bliver du borte?
Vis medlidenhed med dine tjenere!
Mæt os om morgenen med din godhed,
så vi kan juble og glæde os hele vort liv.
Glæd os lige så længe, som du har ydmyget os,
de år, vi oplevede ulykke.
Lad dine tjenere få dit værk at se,
lad deres børn se din pragt!
Herren, vor Guds herlighed komme over os!
Styrk vore hænders værk for os,
ja, styrk vore hænders værk!
