En lille historie om Johannes XXIII

(fra wikipedia.com)

Pave Johannes den 23., der oprindeligt var fransiskanertertiar (TOF), var en meget begavet mand med en fin situationsfornemmelse. Der fortælles mange historier om ham, men denne er en af mine forvoritter:

"En dag skulle Paven modtage en gruppe jødiske rabbinere i audiens i Vatikanet. Rabbinerne stod vagtsomme og ventede i et af pavens prægtige audiensrum mellem schweizergardisternes hellebarder og monsignorernes violette kjortler. I Vatikanet var der på det tidspunkt ingen præsedens for sådanne møder, så stemningen var ikke den bedste. Alle var på vagt overfor hinanden. Da Paven nu trådte ind i rummet opfangede han med det samme stemningens alvor, og han lod derfor sit hjerte tale og sagde: "Jeg er deres bror, Josef" (Paven hed oprindeligt Giuseppe (italiensk for Josef) til mellemnavn).  

Pavens velkomst vendte stemningen som ved et trylleslag og mødet blev hjerteligt og frugtbart. Rabbinerne kunne deres Torah (1.Mos 45, 4) og forstod øjeblikkeligt Pavens smukke gestus: Som Jakobs sønner, de evigt forfulgte jøder, stod de ængstelige i et fremmed palads, indkaldt af en fremmed magt. Men den fremmede gik dem i møde med tårer og fejede al pragten til side. De havde genfundet deres broder!"

Et liv i billeder af Giotto - 17

Frans prædiker for Paven og kardinalerne

Giottos syttende billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
For da han engang skulle prædike for Paven og kardinaler, på forslag af kardinalen af Ostia, havde han lært en grundigt forberedt prædiken udenad. Men mens han stod midt blandt dem, for at fremføre de opbyggelige ord, glemte han alt og kunne ikke sige et eneste ord. Men da han med sand ydmyghed fortalte det og gav sig til at påkalde helligåndens nådegave, begyndte han omgående at strømme over med så magtfulde ord og med sådan magt og kraft at bøje disse højtstående mænds ånd til omvendelse, at det stod klart, at det ikke var ham, men selve Guds Ånd der talte.

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 12.kap. 7

Et liv i billeder af Giotto - 16

 Frans frelser en ridders sjæl

Giottos sekstende billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
En anden gang, efter at være kommet tilbage fra den anden side af havet, kom han til Celano for at prædike. En ridder inviterede ham ydmygt og ærbødigt og meget indtrængende til middag. Han kom til ridderens hus og hele familien glædede sig, da de fattige gæster kom. Før de begyndte at spise stod den fromme mand med øjnene vendt mod himmelen og frembar bøn og lovprisning til Gud, sådan som det var hans vane. Da han var færdig med sin bøn, kaldte han fortroligt sin venlige vært til side og sagde: "Se broder vært, på din indtrængende bøn er jeg kommet ind i dit hus for at spise. Lyt nu til min formaning, for du skal ikke spise her, men et andet sted. Bekend dine synder i oprigtig anger og sorg og lad intet blive tilbage, som du ikke lægger frem i oprigtig bekendlese. For endnu i dag vil Herren give dig din løn, fordi du med så stor venlighed har taget imod hans fattige." Manden rettede sig omgående efter den helliges ord, bekendte sine synder for hans medbroder, beskikkede sit hus og beredte sig til døden, så godt han kunne. De satte sig til bords, og mens de andre begyndte at spise, opgav værten pludselig ånden og blev brat taget bort ved døden, sådan som den Guds Mands havde sagt. Således skete det, at han, som ahsn gæstfrihed havde gjort ham fortjent til, efter sandhedens ord, fik løn som en profet, fordi han havde taget imod en profet. Den fromme ridder forberedte sig på den hellige mands forudsigelse, på sin pludselig død, så han beskyttet af bodsfærdighedens rustning, undgik den evige fordømmelse og trådte ind i de evige boliger.

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 11.kap. 4

Et liv i billeder af Giotto - 15

Frans prædiker for fuglene
 

Giottos femtende billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
Da han nærmede sig Bevagna, kom han til et sted, hvor en meget stor flok af alle slags fugle havde samlet sig. Da Guds hellige så dem, gik han hurtigt hen til stedet og hilste på dem, som om de var begavet med forstand. Da så alle sammen på ham og vendte sig hen til ham, de som sad i træerne bøjede hovedet da han kom nærmere, så på helt usædvanlig måde ned til ham, da han gik hen til dem og formanede dem indtrængende at høre Guds ord og sagde: "I fugle, mine brødre, I bør flittigt prise jeres skaber, som har klædt jer i fjer og givet jer vinger til at flyve med, han har skænket jer den rene luft og sørger for jer, uden at I skal bekymre jer." Mens han talte disse og flere lignende ord til dem, begyndte fuglene på bemærkelsesværdig måde at vise deres glæde. De strakt halsen, bredte vingerne, åbnede næbbet og så ufravendt på ham. Han gik med forbavsende ildhu midt imellem dem, så hans kjortel rørte ved dem, uden at en eneste bevægede sig fra sit sted, indtil han gjorde korstegn og velsignede dem hvorpå de alle, med Den Guds Mands tilladelse, fløj deres vej. Hans medbrødre så det alt sammen mens de stod på vejen og ventede på ham. Da han vendte tilbage til dem, begyndte den enfoldige og rene mand at beskylde sig selv for forsømmelse, fordi han ikke før havde prædiket for fuglene.

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 12.kap. 3

Maria - Nordens Dronning

Pave Johannes Paul II (fra www vatican.va)

Da Pave Johannes Paul II den 4. juni 1989 besøgte Island, bad han nedenstående bøn efter søndagens Angelusbøn:

Vor Frue, de Kristnes hjælper, du ved, hvor inderligt folk i Norden kalder på dig i øjeblikke af glæde, angst og frygt:
- Fiskerne beder til dig – Havets Stjerne!
- Rejsende påberåber din forbøn – Vejenes Frue!
- Forældre beder dig beskytte og vejlede deres børn - De gode råds Moder!
- Soldater fra Nordens lande, som er udstationeret ved FN's fredsbevarende styrker, beder til dig - Fredens Frue

Maria, se i dag i kærlighed hen til alle hjem. Virk i hver familie den fred og glæde, som fyldte hjemmet i Nazarat. Forén forældre i tro og kærlighed og velsign alle børn. Hjælp de unge til at svare ædelmodigt og tillidsfuldt, når Kristus kalder dem. Lad enhver indse værdien af tilgivelsen og den indbyrdes kærlighed.

Barmhjertige moder, trøst de gamle og syge. Hjælp de tilskadekomne og de handikappede. Vær hos dem, som lider af kræft, AIDS eller anden uhelbredelig sygdom. Giv håb og nyt mod til alle, der er bange, deprimerede, fortabte eller uønskede.

Rør ved hjerterne hos alle dem, der har lagt troen bag sig. Kald dem hjem! Mind dem om Faderen, som elsker dem, og som venter på dem med åbne arme. Mind dem om Kirken, som har brug for dem.

Vor Frue af Norden, styrk biskopperne, præsterne og ordensmedlemmerne i Nordens lande. Må de fyldes med brændende iver og medfølelse, og må de altid være troværdige vidner om Guds Rige. Se med kærlighed til alle vore kristne brødre og søstre. Hel splittelsens sår. Hjælp os, så vi en dag kan opleve genforeningens glæde.

Guds Moder, ophøjet over menneskeslægten. Bred din miskundheds kåbe ud over os alle, så vi ligesom du kan sige Vor Herre: "Det ske mig efter dit ord."

(Oversat fra vatikanets engelske udgave af pavens tale)

Kilde: http://www.vatican.va/holy_father/john_paul_ii/angelus/1989/documents/hf_jp-ii_ang_19890604_en.html

Et liv i billeder af Giotto - 14

Frans frembringer en kilde ved bøn

Giottos fjortende billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
På et andet tidspunkt ville Den Guds Mand rejse til et emsomt sted, hvor han mere uforstyrret kunne hengive sig til komtemplation, men fordi han var svag red han på en fattig mands æsel. Det var sommer, og manden  som ledsadigede Kristi tjener skulle op af et bjerg. Han blev udmattet af den lange besværlige vej og var ved at forsmægte af tørst. Da råbte han til den hellige: "Jeg dør af tørst, hvis ikke nogen snart kan styrke mig ved en velgørende drik." Uden tøven steg den hellige ned fra æslet, knælede ne på jorden, rakte hænderne op mod himmelen og holdt ikke op med at bede, indtil han vidste at han var blevet bønhørt. Da han var færdig med sin bøn, sagde han til manden: "Skynd dig hen til den klippe. Der vil du finde rindende vand, som Kristus i sin barmhjertighed, netop i dette øjeblik lader strømme ud af klippen, så du kan drikke." Hvor forunderlig er dog Guds velvilje, som så beredvillig bøjer sig ned til sin tjener! Den tørstige drak ved bønnens kraft vand fra klippen og fyldte sit bæger ved det hårdeste fjeld. Der var på dett sted intet vand i forvejen og selv med den mest ihærdige søgen kunne intet findes bagefter. 

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 7.kap. 12

Et liv i billeder af Giotto - 13

Frans laver en julekrybbe

Giottos trettende billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
Tre år før sin død besluttede han at fejre Jesu fødsel med den størst mulige højtidelighed i Greccio for at opvække større gudsfrygt. Men for at det ikke skulle udlægge som nyt for nyhedens skyld, bad han om Pavens tilladelse, som også blev givet. han lod en krybbe klargøre, lod høet fremskaffe og en okse og et æsel føre til stedet. Brødrene blev tilkaldt, folk kom, stemmerne gav genklang i skoven og den ærværdige nat blev strålende og højtidelig, ved de mange klare lys og den stærke harmoniske sang. Den Guds Mand stod ved krybben, fuld af hengivenhed, i tårer og strømmede over af glæde. Messen blev fejret højtideligt over krybben og Franciscus sang som diakon evangeliet. Derefter prædikede han for den omkringstående menighed, om den fattige konges fødsel, og da han ville nævne ham ved navn, kaldte han ham nærsomnt for barnet af Bethlehen.
Johannes af Greccio, en dygtig og pålidelig ridder, som af kærlighed til Kristus havde forladt den verdslige militærtjeneste og var blevet en af Den Guds Mands fortrolige venner, er sikker på at have set et meget smukt lille barn ligge og sove i krybben, og at Franciscus havde taget det i begge arme og vækket det af søvnen.

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 10.kap. 7

En Sioux-indianers aftenbøn

Den store sioux-høvding Maȟpíya Lúta (Røde Sky) fotograferet i 1905 (www.oldpicture.com)

Oh, store ånd

hvis stemme jeg fornemmer i vinden,

og hvis åndedrag giver liv til hele verden,

hør mig.

Jeg træder frem for dig

som et af dine mange børn.

Jeg er lille og svag.

Jeg behøver din kraft og visdom.

Lad mig vandre i din skønheds lys

og lad mine øjne altid se

den røde og purpurfarvede solnedgang.

Lad mine hænder ære de ting,

som du har skabt,

og lad mine øren høre din stemme.

Skænk mig visdom,

så jeg kan erkende,

hvad du har lært mit folk,

og den lære,

som du har skjult i hvert et blad

og hver en klippe.

Ikke for at være mine brødre overlegen

søger jeg kraft,

men for at kunne bekæmpe

min værste fjende – mig selv.

Gør mig altid parat til

at komme til dig med rene hænder,

så min ånd,

når mit liv er udslukt,

kan komme til dig

som den dalende sol.

(fra en Missio-folder med små bønner fra hele verden)

Hl. Berard af Marrakech O.F.M. og hans fire ledsagere

Bernardino Licinios maleri fra 1524 af martyrerne (fra wikipedia.org)

Født: I slutningen af 1100-tallet
Død: 1220 i Marokko
Mindedag: 16. januar

Kanoniseret: I 1481 af den franciskanske pave Sixtus IV (1471-1484)


Den hellige Berard blev født i Carbio i Umbrien. Han var af den fornemme adelige Leopardi-familie.

I 1213 blev han optaget af Frans selv i franciskanerordenen. Som noget helt specielt talte han arabisk og var ellers en meget veltalende prædikant.

Med tiden blev Frans mere og mere klar over franciskanernes missionskald. Den fredselskende Frans var overbevist om, at der måtte være bedre måder at omvende sarascenerne på end ved krig og korstog. Ved slutningen af generalkapitlet i 1219 mente Frans at tiden var moden til at udvide franciskanernes apostoliske arbejde til også at række ud over Italien og Nordeuropa. Frans og tolv andre brødre valgte Syrien og Egypten som deres nye missionsområde, mens Frans gav Berard og fem medbrødre som opgave at missionere blandt sarascenerne i de vestligt liggende lande. De i alt seks udvalgte brødre var præsterne Vitalis, Berard, Odo og Peter og lægbrødrene Accursius og Adjustus. Vitalis valgtes som gruppens leder.

Til fods rejste gruppen til Aragón i Spanien. Her blev gruppen leder Vitalis syg og kunne ikke fortsætte rejsen sammen med de andre. Som ny leder af gruppen valgte man nu Berard. Gruppen fortsatte deres rejse og kom snart til Coimbra i Portugal, hvor de bl.a. blev modtaget i audiens hos kong Alfons II og dronning Orraca. Desuden boede de nogle dage i klosteret i Alemquer, hvor de af kongens søster fik civile klæder, der skulle lette deres missionsarbejde blandt sarascenerne.

Missionsarbejdet begyndte for alvor i Sevilla, der dengang var en muslimsk by. De nåede dog ikke at forkynde længe, inden de blev fængslet. Kaliffen ville nødigt henrette de fem brødre selvom de bl.a. råbte, at Muhammed var søn af djævelen. Da han samtidig forstod, at de hellere ville rejse til Marokko end tilbage til Italien, sendte han dem afsted til Marrakech i Marokko. I denne by boede nogle kristne lejesoldater, som brødrene kunne tage sig af. Samtidig prædikede de i gaderne selvom Berard var den eneste, der kunen tale arabisk. 

Til at begynde med var maurerne overbærende, da de regnede brødre som galninge. Men da de stædige franciskanere nægtede at forlade byen og tilmed åbent afviste Muhammeds lære, så man sig nødsadiget til at slå dem og føre dem til sultanen. Sultanen gav dem ordre til at stoppe deres missionsarbejde og drage tilbage til Spanien. Da brødre pure nægtede begge dele, greb sultanen sin krumsabel og dræbte alle fem. Dette skulle have foregået den 16. januar 1220.

Francisco Henriques maleri fra 1508 af martyrerne (fra wikipedia.org)

Ligene af de fem brødre blev bragt tilbage til Coimbra i Portugal af Don Pedro af Portugal, der havde rejst sammen med brødrene for at besøge hoffet i Marokko. Til stede ved deres begravelse i Coimbra var den senere så berømt helgen Antonius af Padua, der også havde mødt de fem brødre, da de på udrejsen havde gæstet Coimbra. Hændelse blev et vendepunkt for Antonius, der efterfølgende tilsluttede sig franciskanerordenen og blev en meget nær ven af Frans selv. 

De fem brødre blev de første af mange franciskanske martyrer. Da Frans hørte om deres død, skal han have sagt: "Nu kan jeg sandelig sige, at jeg har fem mindre brødre." Frans søgte selv martyriet, og hans egen missionsrejse til Egypten var foregået på omtrent samme tid, som han havde sendt de fem brødre til Marokko. De fem brødres matyrium blev den direkte årsag til, at man indførte et kapitel om martyriet i den franciskanske regel af 1221. Martyriet for Kristus blev nu det højeste mål i den franciskanske mission. 

Den fem brødres mission og martyrium blev det første af tre franciskanske missioner blandt sarascenerne, der endte med martyriet. I 1227 led Daniel og hans medbrødre martyrdøden i Ceuta i Marokko, da de nægtede at konvertere til Islam. I 1228 led Johannes af Perugia Peter af Sassoferrato martyrdøden i Valencia i Spanien.  

De fem brødre blev helgenkåret i 1481 af den franciskanske pave Sixtus IV (1471-1484). Deres mindedag er den 16. januar.


Kilder:
http://www.katolsk.no/biografier/historisk/berard

Sl. Angelus Tancredi O.F.M.

Tegning af P. Subercaseaux Errazuriz O.S.B.(ca. 1920)
(fra www.franciscan-sfo.org)

Født: slut 1100-tallet i Rieti i regionen Lazio

Død: 13. februar 1258

Mindedag: 13. februar

Angelus Tancredi var en adelig ridder af fin slægt fra Rieti i regionen Lazio. I 1223 arbejdede han i Rom for kardinal Leone Brancaleone af Santa Croce in Gerusalemme i Rom. Han boede nogle dage i kardinalens palads i Rom, da pave Honorius III (1216-27) godkendte franciskanernes nye ordensregel. Frans and hans medrejsende brødre skulle overnatte i kardinalens palads, og Angelus forberedte et rum til ham i et ensomt tårn. Men Frans blev kun en nat i paladset, fordi dæmoner plagede ham. Angelus forlod Rom sammen med Frans, og blev dermed den første adelige ridder, der sluttede sig til den nye franciskanske orden.

Angelus kom meget tæt på Frans. Han tilbragte sammen med brødrene Bernhard, Leo og Rufino de sidste to år af Frans' liv sammen med ham. Angelus var til stede, da Frans prædikede for fuglene, og han var også til stede, da Frans fik indprentet Kristi sårmærker. Frans var da en alvorlig syg mand, der havde brugt for megen hjælp for at klare sig. Da Frans til sidst var blind og meget syg, var Angelus til stede, da Frans lavede den berømte solsang - og Frans bad ofte Angelus synge ham netop denne sang. Angelus var desuden til stede, da den hellige Clara døde.

Sammen med brødrene Leo og Rufino skrev han den berømte Legenda Trium Sociorum, «Trebrødre- Legenden (Legenda de tre compagni).

Angelus Tancredi døde den 13. februar 1258 og er gravlagt i nærheden af Frans i krypten under den store basilika i Assisi. Hans minnedag er 13. februar.


Kilder:
http://www.katolsk.no/biografier/historisk/atancred
Fioretti