Et liv i billeder af Giotto - 23

Folkemængden bærer Franses lig til Clara

Giottos togtyvende billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
Hans brødre og sønner , som var kaldt sammen til faderens bortgang, sang sammen med hele folkemængden Guds lovsang, den nat hvor den ophøjede Kristi bekender gik bort, så at det snarere lignede en engelvagt end en nattevagt for en afdød. Men da det blev dag tog den store skare, som var kommet sammen, grene fra træerne, tændte lys i stort tal og bar undersalmesang og hymner det hellige legeme til byen Assisi.
Da de kom forbi San Damiano, hvor den ædle jomfru Clara - som nu er forherliget i himlen - dengang boede i klostret, sammen med søstrene, gjorde de et kort ophold og gav de gudindviede jomfruer lejlighed til at se og at kysse det hellige legeme, som var smykket med himmelske perler. De kom under jubelsang til byen, bar den kostbare skat til Sankt georgs kirke, hvor de stillede den med stor ærbødighed. På det sted havde han som barn lært at læse og senere holdt sin første prædiken. Nu fik han der sit første hvilested.

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 15.kap. 5

Bøn inspireret af den hellige Augustin (354-430)

Fresken af den Hellige Augustin malet af Sandro Botticelli i
Ognisantikirken i Firenze omkring 1480. (fra www.wikipedia.com)

Alt for sent lærte jeg at elske dig, Gud.
Du var indeni, men jeg var udenpå.
Jeg så kun alle de skønne ting, som du har skabt,
men jeg så ikke mig selv.

Du var i mig, men jeg var ikke i mig.
Du kaldte på mig, men jeg lyttede ikke.
Du så mig, men jeg så ikke dig.

Tak, Gud.
Du råbte på mig, og fjernede min døvhed.
Du strålede, så jeg opdagede dig.
Du duftede, så jeg kunne ånde dig.
Du rørte mig og tændte en glød i mig.
Jeg smagte dig og tørstede efter mere.
Du knuste min overflade og vækkede min længsel.

Hjælp mig til altid at følge dine bud
og lad mig aldrig skilles fra dig igen.

Amen.

Aurelius Augustinus (354-430) var nok den mest betydningsfulde af de latinske kirkefædre og absolut én af antikkens største tænkere. Gennem århundreder har hans indflydelse på kirken og på de kristne været uden sammenstykke. Augustins omvendelse er beskrevet i hans værk ”Bekendelser”, som er grundlaget for ovenstående bøn.

Et liv i billeder af Giotto - 22

Frans er død og hans sårmærker verificeres

Giottos togotyvende billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
Som budskabet om faderens bortgang kom omkring og rygtet om miraklet bredte sig, strømmede folk skyndsomt til det sted, hvor han var, for med egne øjne at se det, som fjernede enhver tvivl i deres hjerte og kærligheden gjorde deres glæde fuldkommen. mange af Assisis indbyggere fik lov til med deres egne øjne at se sårmærkerne og at kysse dem med læberne. Men en af dem, en belæst og forstandgi ridder ved navn Hieronymus, som var kendt og anset, tvivlede på de hellige tegn, vantro som han var ligesom Thomas. Mens alle brødre og byens borgere så på det, bevægede han kækt og ivrigt naglerne i den helliges hænder og fødder og rørte med sine hænder ved siden, for ved at røre ved kristi sårmærker og at føle ægtheden af dem, at hele enhver tvivlens sår i sit eget og i de andres hjerter. Derfor stod han senere, sammen med andre, frem som et sikkertvidne om denne sandhed, som han så tydeligt havde overbevist sig selv om, og han har bekræftet den med hånden på evangeliet.

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 15.kap. 4

Om kald



Jan Victors maleri fra 1645, hvor Hannah overgiver den unge Samuel til Elis varetægt.


Onsdag den 11. januar 2012 var første læsning taget fra Første Samuelsbog. Her hørte vi om Gud, der kalder den unge Samuel, der tjener Eli i Templet.

Engang skete der dette: Eli lå og sov, hvor han plejede; hans øjne var begyndt at blive svage, så han ikke kunne se. Guds lampe var endnu ikke slukket, og Samuel sov i Herrens tempel, hvor Guds ark stod. Da kaldte Herren på Samuel, som svarede ja og løb hen til Eli og sagde: »Du kaldte på mig, her er jeg!« Men han svarede: »Jeg har ikke kaldt; læg dig til at sove igen.« Så gik han hen og lagde sig. Igen kaldte Herren: »Samuel!« Han stod op og gik hen til Eli og sagde: »Du kaldte på mig, her er jeg!« Men han svarede: »Jeg har ikke kaldt, min søn. Læg dig til at sove igen.« Samuel kendte nemlig endnu ikke Herren, og Herrens ord var endnu ikke blevet åbenbaret for ham. For tredje gang kaldte Herren: »Samuel!« Han stod op og gik hen til Eli og sagde: »Du kaldte på mig, her er jeg!« Da forstod Eli, at det var Herren, der kaldte på drengen, og han sagde til Samuel: »Gå hen og læg dig til at sove. Hvis der bliver kaldt på dig igen, skal du sige: Tal, Herre, din tjener hører!« Så gik Samuel tilbage og lagde sig til at sove. Da kom Herren og stillede sig foran ham, og han kaldte ligesom de andre gange: »Samuel, Samuel!« og han svarede: »Tal, din tjener hører!«
(1.Sam 3, 2-10 fra http://www.bibelselskabet.dk/)

Læsningen er vidunderlig. Vi er Samuel, og spørgsmålet, der melder sig, må være: ”Hører du også Gud kalde? – og hvad svarer du?”

Samuel svarer som Eli rådgiver ham at svare: ”Tal, din tjener hører!” Gud vil os og kalder på os til at tjene ham. Han kalder os til hellighed og til kærlighed til Gud og til vore medmennesker. Samuel hører nok kaldet, men søger i begyndelsen det forkerte sted, da Gud kalder på ham. Kaldet indeni Samuel kommer nemlig ikke dumpende af sig selv. Samuel må selv opsøge kaldet og må første søge vejledning hos sin mester, Eli. Historien fortæller os, at vi aktivt skal opsøge kaldet, tænker jeg.

Et mantra i den postmoderne verden, er at man som ung skal finde sig selv. Der er næsten som om, at man er blevet væk og skal søge nær og fjern for at finde sig selv (igen). For mange betyder denne søgen, at man skal eksperimentere sig frem og udfordre sine grænser for derved finde sig selv. Men man leder de forkerte steder, synes jeg.

”Alt for sent lærte jeg at elske dig, Gud”, sagde Augustin. ”Du var indeni, men jeg var udenpå.” Du var i mig, men jeg var ikke i mig.” Sådan reflekterer Augustin over sin egen søgen efter at finde sig selv. Han lærer at lede det rigtige sted, og finder sig selv. Han hører Gud kalde og finder sig selv hos Gud. Her har vi kaldets nerve. Gud kender os. Bedre end vi selv gør det. Det sværeste er at lytte og høre, hvor Gud gerne ser, at vi er. Det sværeste er at sige som Samuel: ”´Tal, din tjener hører!”

Et liv i billeder af Giotto - 21

Frans dør og biskoppen får et syn
 

Giottos enogtyvende billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
Biskoppen af Assisi var på dette tidspunkt på pilgrimsrejse til Sankt Mikaels helligdom på Monte Gargano. Den nat hvor han døde, viste den salige Fransicus sig for ham og sagde: "Se, jeg forlader verden og går til himlen." Næste morgen stod biskoppen op og fortalte sine rejsefæller, hvad han havde set. Han vendte tilbage til Assisi og efter en omhyggelig undersøgelse vidste han med stor vished, at den hellige Fader havde forladt denne verden i samme time, som han havde vist sig for biskoppen.

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 14.kap. 6

Salmernes Bog - Salme 33

Altertavlen i kirken i Benediktinerklosteret i Nütschau.

Et gennemgående tema i Salmernes Bog er vekslen mellem klage- og takkesalmer. Salme 33 er en udpræget takkesalme, hvor Guds storhed præsenteres og foldes ud.

Bryd ud i jubel for Herren, I retfærdige,
lovsang er dejlig for de retskafne.
Pris Herren med citer,
spil for ham på tistrenget harpe.
Syng en ny sang for ham,
spil dejligt til jubelråb.

Herrens ord er sandt,
alt, hvad han gør, står fast.
Han elsker ret og retfærdighed,
Herrens godhed fylder jorden.
Ved Herrens ord blev himlen skabt,
hele dens mangfoldighed ved et pust fra hans mund.
Han samler havets vand som i en lædersæk
og det store dyb i sine forrådskamre.
Hele jorden skal frygte Herren,
alle verdens beboere skælve for ham.
For han talte, og det skete,
han befalede, og det stod der.
Herren gør folkenes råd til intet,
han hindrer folkeslagenes planer.
Herrens råd står fast til evig tid,
hans planer varer i slægt efter slægt.
Lykkeligt det folk, der har Herren til Gud,
det folk, han udvalgte sig til ejendom.

Herren ser ned fra himlen,
han ser alle mennesker.
Fra sin bolig iagttager han
alle dem, der bor på jorden.
Han har skabt alle hjerter
og giver agt på alle deres handlinger.
Ingen konge frelses ved sin store hær,
ingen helt reddes ved sin store kraft.
Hesten er en svigefuld hjælper,
trods sin store styrke redder den ingen.
Men Herrens øjne hviler på dem, der frygter ham,
og som venter på hans godhed,
så han redder dem fra døden
og holder dem i live under hungersnød.

Vi længes efter Herren,
han er vor hjælp og vort skjold.
Ham glæder vort hjerte sig over,
vi stoler på hans hellige navn.
Lad din godhed komme over os, Herre,
for vi venter på dig.

(www.bibelselskabet.dk)

Et liv i bilelder af Giotto - 20

Frans dør og en broder ser hans sjæl stige til himmels

Giottos tyvende billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
Alle Guds mysterier var nu opfyldt i ham, hans hellige sjæl blev befriet for legemet, optaget i Guds lysende dyb og den hellige sov hen i Herren. En af hans brødre og disciple så denne hellige sjæl i skikkelse af en strålende stjerne, båret op af en hvid sky, blvie ført hen over vande direkte ind i himlen, for der at stråle med den højeste helligheds glans, opfyldt i overflod af både himmelsk visdom og nåde, hvormed den hellige havde gjort sig fortjent til at træde ind i det lysets og fredens sted, hvor han uden ophør hviler sammen med Kristus.

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 14.kap. 6

Salmernes Bog - Salme 1

Fra skoven ved benediktinerklostret i Nütschau, Tyskland (eget billede)

Med årene har jeg udviklet en stor glæde ved Salmernes Bog i Det gamle Testamente i Biblen. Frans har formentlig kunnet alle 150 salmer mere eller mindre udenad. Han citerer i hvert fald flittigt fra dem. Bøger var sjældne og kostbare, og man var dengang betydeligt bedre til at huske, end vi er i dag. Nu bruger vi mest tid på at sortere og navigere i den information, vi får, i stedet for at huske den.

Salmerne har i den antikke jødedom og tidlige kristendom spillet en meget stor rolle i liturgien. Den dag i dag er de 150 salmer stadigvæk rygraden i tidebønnen, som den bedes hver dag af de troende verden over. 

Salme 1 åbner sammen med samle 2 døren til Salmernes bog og måske endda til livet selv. Her slåes tonen an og det gøres klart, hvilken vej, man bør vælge:

Lykkelig den, som ikke vandrer
efter ugudeliges råd,
som ikke går på synderes vej
og ikke sidder blandt spottere,
men har sin glæde ved Herrens lov
og grunder på hans lov dag og nat.

Han er som et træ,
der er plantet ved bækken;
det bærer frugt til rette tid,
og dets blade visner ikke.
Alt, hvad han gør, lykkes for ham.

Sådan går det ikke de ugudelige;
de er som avner,
der blæses bort af vinden.
Derfor står de ugudelige ikke fast ved dommen,
syndere ikke i retfærdiges forsamling.
Herren kender de retfærdiges vej,
men de ugudeliges vej går til grunde.

(www.bibelselskabet.dk)

Et liv i billeder af Giotto - 19

Frans modtager Kristi sårmærker

Giottos nittende billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
En dag omkring festen for det heliige kors' ophøjelse, da han bad på bjergskrænten, så han en seraf med seks glødende, lysende vinger dale ned fra den højeste himmel. Den fløj som et lyn og kom hen i nærheden af det sted, hvor Den Guds Mand befandt sig, da mellem dens vinger viste sig skikkelsen af en korsfæstet mand, med armene og benene udstrakt som et kors og naglet til korset. To vinger var løftet op over hans hoved, to strakt ud til at flyve og to dækkede hele legemet. Franciscus blev yderst forstrækket ved dette syn, og bedrøvelse blandet med glæde fyldte hans hjerte. Det nådefulde, som hans følte Kristus, i skikkelse af en seraf, kastede på ham, var ham til glæde. Men synet af den lidende på korset, gennemborede hans hjerte med et svært af medlidenhed og smerte.
Han undrede sig højtideligt ved at se dette uundgrundelige syn, for han vidste at lidelsens afmagt på ingen måde passede til den dødelige serafs natur. Til sidst forstod han ved Herrens åbenbaring, at Guds forsynhavde vist ham dette syn, for at han, som Kristi ven, skulle vide forud, at han skulle forvandles totalt til lighed med den korsfæstede Kristus ikke ved legements martyrium, men ved den ild der brændte i hans ånd.
Synet forsvandt og efterlod en underfuld glød i hans hjerte, men hans kød påførte det ikke mindre forunderlige tegn. Umiddelbart begyndte nemlig i hans hænder og fødder at vise sig mærker efter nagler, sådan som han lige før havde set på den korsfæstede skikkelse. Hans hænder og ovenpå hans fødder sås naglernes hoveder og deres pids stak ud i den modsatte side. Naglernes hoveder i hans hænder og på hans fødder var runde og sorte, spuidsen var aflang og som bagover bøjet. De dukkede ud af kødet og stak frem. I hans højre side var et rødt sår, som var den gennemboret med et spyd og derfra flød ofte hans hellige blod ned, så det vædede hans tunika og bukser.

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 13.kap. 3

Et liv i billeder af Frans - 18

Frans viser sig i Arles
 

Giottos attende billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
Franciscus kunne ikke være personligt til stede ved provinskapitlerne, men han deltog i anden ved opmærksom omsorg for ledelsen, ved uophørlig bøn og virkningsfuld velsignelse. Han viste sig sommetider synligt ved Guds kraft. For da den store prædikantAntonius, som nu er Kristi ærefulde bekender, prædikede for brødrene på kapitlet i Arles om indskriften på korset, Jesus fra nazaret, Jødernes konge, så broder Monaldus, en mand befæstet i dyd, ved en guddommelig inspiration op til kapitlets dør, og så der med sine egne øjne den salige Franciscus, som løftet op fra jorden, velsignede brødrene med armene strakt ud som et kors. Alle brødre følte sig opfyldt med så stor og så usædvanlig åndelig fortrøstning, at det var et klart vidnesbyrd fra Ånden, om den hellige faders virkelige nærvær iblandt dem. Det blev senere bekræftet ikke alene ved klare tegn, men også ved den hellige faders egne ord. Vi må virkelig tro, at den almægtige Guds kraft, som tillod den hellige biskop Anbrosius, at være til stede ved den ærværdige Martinus' begravelse, for at ære den fromme prælat ved sin gudsfrygtige nærværelse, også lod sin tjener Franciscus overvære sin sandfærdige herold Antoniusø prædiken, for at bekræfte sandheden i hans ord, især om Kristi kors, som Franciscus både tjente og bar.

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 4.kap. 10