Salmernes Bog - Salme 33

Altertavlen i kirken i Benediktinerklosteret i Nütschau.

Et gennemgående tema i Salmernes Bog er vekslen mellem klage- og takkesalmer. Salme 33 er en udpræget takkesalme, hvor Guds storhed præsenteres og foldes ud.

Bryd ud i jubel for Herren, I retfærdige,
lovsang er dejlig for de retskafne.
Pris Herren med citer,
spil for ham på tistrenget harpe.
Syng en ny sang for ham,
spil dejligt til jubelråb.

Herrens ord er sandt,
alt, hvad han gør, står fast.
Han elsker ret og retfærdighed,
Herrens godhed fylder jorden.
Ved Herrens ord blev himlen skabt,
hele dens mangfoldighed ved et pust fra hans mund.
Han samler havets vand som i en lædersæk
og det store dyb i sine forrådskamre.
Hele jorden skal frygte Herren,
alle verdens beboere skælve for ham.
For han talte, og det skete,
han befalede, og det stod der.
Herren gør folkenes råd til intet,
han hindrer folkeslagenes planer.
Herrens råd står fast til evig tid,
hans planer varer i slægt efter slægt.
Lykkeligt det folk, der har Herren til Gud,
det folk, han udvalgte sig til ejendom.

Herren ser ned fra himlen,
han ser alle mennesker.
Fra sin bolig iagttager han
alle dem, der bor på jorden.
Han har skabt alle hjerter
og giver agt på alle deres handlinger.
Ingen konge frelses ved sin store hær,
ingen helt reddes ved sin store kraft.
Hesten er en svigefuld hjælper,
trods sin store styrke redder den ingen.
Men Herrens øjne hviler på dem, der frygter ham,
og som venter på hans godhed,
så han redder dem fra døden
og holder dem i live under hungersnød.

Vi længes efter Herren,
han er vor hjælp og vort skjold.
Ham glæder vort hjerte sig over,
vi stoler på hans hellige navn.
Lad din godhed komme over os, Herre,
for vi venter på dig.

(www.bibelselskabet.dk)

Et liv i bilelder af Giotto - 20

Frans dør og en broder ser hans sjæl stige til himmels

Giottos tyvende billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
Alle Guds mysterier var nu opfyldt i ham, hans hellige sjæl blev befriet for legemet, optaget i Guds lysende dyb og den hellige sov hen i Herren. En af hans brødre og disciple så denne hellige sjæl i skikkelse af en strålende stjerne, båret op af en hvid sky, blvie ført hen over vande direkte ind i himlen, for der at stråle med den højeste helligheds glans, opfyldt i overflod af både himmelsk visdom og nåde, hvormed den hellige havde gjort sig fortjent til at træde ind i det lysets og fredens sted, hvor han uden ophør hviler sammen med Kristus.

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 14.kap. 6

Salmernes Bog - Salme 1

Fra skoven ved benediktinerklostret i Nütschau, Tyskland (eget billede)

Med årene har jeg udviklet en stor glæde ved Salmernes Bog i Det gamle Testamente i Biblen. Frans har formentlig kunnet alle 150 salmer mere eller mindre udenad. Han citerer i hvert fald flittigt fra dem. Bøger var sjældne og kostbare, og man var dengang betydeligt bedre til at huske, end vi er i dag. Nu bruger vi mest tid på at sortere og navigere i den information, vi får, i stedet for at huske den.

Salmerne har i den antikke jødedom og tidlige kristendom spillet en meget stor rolle i liturgien. Den dag i dag er de 150 salmer stadigvæk rygraden i tidebønnen, som den bedes hver dag af de troende verden over. 

Salme 1 åbner sammen med samle 2 døren til Salmernes bog og måske endda til livet selv. Her slåes tonen an og det gøres klart, hvilken vej, man bør vælge:

Lykkelig den, som ikke vandrer
efter ugudeliges råd,
som ikke går på synderes vej
og ikke sidder blandt spottere,
men har sin glæde ved Herrens lov
og grunder på hans lov dag og nat.

Han er som et træ,
der er plantet ved bækken;
det bærer frugt til rette tid,
og dets blade visner ikke.
Alt, hvad han gør, lykkes for ham.

Sådan går det ikke de ugudelige;
de er som avner,
der blæses bort af vinden.
Derfor står de ugudelige ikke fast ved dommen,
syndere ikke i retfærdiges forsamling.
Herren kender de retfærdiges vej,
men de ugudeliges vej går til grunde.

(www.bibelselskabet.dk)

Et liv i billeder af Giotto - 19

Frans modtager Kristi sårmærker

Giottos nittende billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
En dag omkring festen for det heliige kors' ophøjelse, da han bad på bjergskrænten, så han en seraf med seks glødende, lysende vinger dale ned fra den højeste himmel. Den fløj som et lyn og kom hen i nærheden af det sted, hvor Den Guds Mand befandt sig, da mellem dens vinger viste sig skikkelsen af en korsfæstet mand, med armene og benene udstrakt som et kors og naglet til korset. To vinger var løftet op over hans hoved, to strakt ud til at flyve og to dækkede hele legemet. Franciscus blev yderst forstrækket ved dette syn, og bedrøvelse blandet med glæde fyldte hans hjerte. Det nådefulde, som hans følte Kristus, i skikkelse af en seraf, kastede på ham, var ham til glæde. Men synet af den lidende på korset, gennemborede hans hjerte med et svært af medlidenhed og smerte.
Han undrede sig højtideligt ved at se dette uundgrundelige syn, for han vidste at lidelsens afmagt på ingen måde passede til den dødelige serafs natur. Til sidst forstod han ved Herrens åbenbaring, at Guds forsynhavde vist ham dette syn, for at han, som Kristi ven, skulle vide forud, at han skulle forvandles totalt til lighed med den korsfæstede Kristus ikke ved legements martyrium, men ved den ild der brændte i hans ånd.
Synet forsvandt og efterlod en underfuld glød i hans hjerte, men hans kød påførte det ikke mindre forunderlige tegn. Umiddelbart begyndte nemlig i hans hænder og fødder at vise sig mærker efter nagler, sådan som han lige før havde set på den korsfæstede skikkelse. Hans hænder og ovenpå hans fødder sås naglernes hoveder og deres pids stak ud i den modsatte side. Naglernes hoveder i hans hænder og på hans fødder var runde og sorte, spuidsen var aflang og som bagover bøjet. De dukkede ud af kødet og stak frem. I hans højre side var et rødt sår, som var den gennemboret med et spyd og derfra flød ofte hans hellige blod ned, så det vædede hans tunika og bukser.

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 13.kap. 3

Et liv i billeder af Frans - 18

Frans viser sig i Arles
 

Giottos attende billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
Franciscus kunne ikke være personligt til stede ved provinskapitlerne, men han deltog i anden ved opmærksom omsorg for ledelsen, ved uophørlig bøn og virkningsfuld velsignelse. Han viste sig sommetider synligt ved Guds kraft. For da den store prædikantAntonius, som nu er Kristi ærefulde bekender, prædikede for brødrene på kapitlet i Arles om indskriften på korset, Jesus fra nazaret, Jødernes konge, så broder Monaldus, en mand befæstet i dyd, ved en guddommelig inspiration op til kapitlets dør, og så der med sine egne øjne den salige Franciscus, som løftet op fra jorden, velsignede brødrene med armene strakt ud som et kors. Alle brødre følte sig opfyldt med så stor og så usædvanlig åndelig fortrøstning, at det var et klart vidnesbyrd fra Ånden, om den hellige faders virkelige nærvær iblandt dem. Det blev senere bekræftet ikke alene ved klare tegn, men også ved den hellige faders egne ord. Vi må virkelig tro, at den almægtige Guds kraft, som tillod den hellige biskop Anbrosius, at være til stede ved den ærværdige Martinus' begravelse, for at ære den fromme prælat ved sin gudsfrygtige nærværelse, også lod sin tjener Franciscus overvære sin sandfærdige herold Antoniusø prædiken, for at bekræfte sandheden i hans ord, især om Kristi kors, som Franciscus både tjente og bar.

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 4.kap. 10

En lille historie om Johannes XXIII

(fra wikipedia.com)

Pave Johannes den 23., der oprindeligt var fransiskanertertiar (TOF), var en meget begavet mand med en fin situationsfornemmelse. Der fortælles mange historier om ham, men denne er en af mine forvoritter:

"En dag skulle Paven modtage en gruppe jødiske rabbinere i audiens i Vatikanet. Rabbinerne stod vagtsomme og ventede i et af pavens prægtige audiensrum mellem schweizergardisternes hellebarder og monsignorernes violette kjortler. I Vatikanet var der på det tidspunkt ingen præsedens for sådanne møder, så stemningen var ikke den bedste. Alle var på vagt overfor hinanden. Da Paven nu trådte ind i rummet opfangede han med det samme stemningens alvor, og han lod derfor sit hjerte tale og sagde: "Jeg er deres bror, Josef" (Paven hed oprindeligt Giuseppe (italiensk for Josef) til mellemnavn).  

Pavens velkomst vendte stemningen som ved et trylleslag og mødet blev hjerteligt og frugtbart. Rabbinerne kunne deres Torah (1.Mos 45, 4) og forstod øjeblikkeligt Pavens smukke gestus: Som Jakobs sønner, de evigt forfulgte jøder, stod de ængstelige i et fremmed palads, indkaldt af en fremmed magt. Men den fremmede gik dem i møde med tårer og fejede al pragten til side. De havde genfundet deres broder!"

Et liv i billeder af Giotto - 17

Frans prædiker for Paven og kardinalerne

Giottos syttende billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
For da han engang skulle prædike for Paven og kardinaler, på forslag af kardinalen af Ostia, havde han lært en grundigt forberedt prædiken udenad. Men mens han stod midt blandt dem, for at fremføre de opbyggelige ord, glemte han alt og kunne ikke sige et eneste ord. Men da han med sand ydmyghed fortalte det og gav sig til at påkalde helligåndens nådegave, begyndte han omgående at strømme over med så magtfulde ord og med sådan magt og kraft at bøje disse højtstående mænds ånd til omvendelse, at det stod klart, at det ikke var ham, men selve Guds Ånd der talte.

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 12.kap. 7

Et liv i billeder af Giotto - 16

 Frans frelser en ridders sjæl

Giottos sekstende billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
En anden gang, efter at være kommet tilbage fra den anden side af havet, kom han til Celano for at prædike. En ridder inviterede ham ydmygt og ærbødigt og meget indtrængende til middag. Han kom til ridderens hus og hele familien glædede sig, da de fattige gæster kom. Før de begyndte at spise stod den fromme mand med øjnene vendt mod himmelen og frembar bøn og lovprisning til Gud, sådan som det var hans vane. Da han var færdig med sin bøn, kaldte han fortroligt sin venlige vært til side og sagde: "Se broder vært, på din indtrængende bøn er jeg kommet ind i dit hus for at spise. Lyt nu til min formaning, for du skal ikke spise her, men et andet sted. Bekend dine synder i oprigtig anger og sorg og lad intet blive tilbage, som du ikke lægger frem i oprigtig bekendlese. For endnu i dag vil Herren give dig din løn, fordi du med så stor venlighed har taget imod hans fattige." Manden rettede sig omgående efter den helliges ord, bekendte sine synder for hans medbroder, beskikkede sit hus og beredte sig til døden, så godt han kunne. De satte sig til bords, og mens de andre begyndte at spise, opgav værten pludselig ånden og blev brat taget bort ved døden, sådan som den Guds Mands havde sagt. Således skete det, at han, som ahsn gæstfrihed havde gjort ham fortjent til, efter sandhedens ord, fik løn som en profet, fordi han havde taget imod en profet. Den fromme ridder forberedte sig på den hellige mands forudsigelse, på sin pludselig død, så han beskyttet af bodsfærdighedens rustning, undgik den evige fordømmelse og trådte ind i de evige boliger.

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 11.kap. 4

Et liv i billeder af Giotto - 15

Frans prædiker for fuglene
 

Giottos femtende billede fra Franses liv (fra Wikipedia.com)

Bonaventuras legende fortæller:
Da han nærmede sig Bevagna, kom han til et sted, hvor en meget stor flok af alle slags fugle havde samlet sig. Da Guds hellige så dem, gik han hurtigt hen til stedet og hilste på dem, som om de var begavet med forstand. Da så alle sammen på ham og vendte sig hen til ham, de som sad i træerne bøjede hovedet da han kom nærmere, så på helt usædvanlig måde ned til ham, da han gik hen til dem og formanede dem indtrængende at høre Guds ord og sagde: "I fugle, mine brødre, I bør flittigt prise jeres skaber, som har klædt jer i fjer og givet jer vinger til at flyve med, han har skænket jer den rene luft og sørger for jer, uden at I skal bekymre jer." Mens han talte disse og flere lignende ord til dem, begyndte fuglene på bemærkelsesværdig måde at vise deres glæde. De strakt halsen, bredte vingerne, åbnede næbbet og så ufravendt på ham. Han gik med forbavsende ildhu midt imellem dem, så hans kjortel rørte ved dem, uden at en eneste bevægede sig fra sit sted, indtil han gjorde korstegn og velsignede dem hvorpå de alle, med Den Guds Mands tilladelse, fløj deres vej. Hans medbrødre så det alt sammen mens de stod på vejen og ventede på ham. Da han vendte tilbage til dem, begyndte den enfoldige og rene mand at beskylde sig selv for forsømmelse, fordi han ikke før havde prædiket for fuglene.

Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura, 1262, 12.kap. 3

Maria - Nordens Dronning

Pave Johannes Paul II (fra www vatican.va)

Da Pave Johannes Paul II den 4. juni 1989 besøgte Island, bad han nedenstående bøn efter søndagens Angelusbøn:

Vor Frue, de Kristnes hjælper, du ved, hvor inderligt folk i Norden kalder på dig i øjeblikke af glæde, angst og frygt:
- Fiskerne beder til dig – Havets Stjerne!
- Rejsende påberåber din forbøn – Vejenes Frue!
- Forældre beder dig beskytte og vejlede deres børn - De gode råds Moder!
- Soldater fra Nordens lande, som er udstationeret ved FN's fredsbevarende styrker, beder til dig - Fredens Frue

Maria, se i dag i kærlighed hen til alle hjem. Virk i hver familie den fred og glæde, som fyldte hjemmet i Nazarat. Forén forældre i tro og kærlighed og velsign alle børn. Hjælp de unge til at svare ædelmodigt og tillidsfuldt, når Kristus kalder dem. Lad enhver indse værdien af tilgivelsen og den indbyrdes kærlighed.

Barmhjertige moder, trøst de gamle og syge. Hjælp de tilskadekomne og de handikappede. Vær hos dem, som lider af kræft, AIDS eller anden uhelbredelig sygdom. Giv håb og nyt mod til alle, der er bange, deprimerede, fortabte eller uønskede.

Rør ved hjerterne hos alle dem, der har lagt troen bag sig. Kald dem hjem! Mind dem om Faderen, som elsker dem, og som venter på dem med åbne arme. Mind dem om Kirken, som har brug for dem.

Vor Frue af Norden, styrk biskopperne, præsterne og ordensmedlemmerne i Nordens lande. Må de fyldes med brændende iver og medfølelse, og må de altid være troværdige vidner om Guds Rige. Se med kærlighed til alle vore kristne brødre og søstre. Hel splittelsens sår. Hjælp os, så vi en dag kan opleve genforeningens glæde.

Guds Moder, ophøjet over menneskeslægten. Bred din miskundheds kåbe ud over os alle, så vi ligesom du kan sige Vor Herre: "Det ske mig efter dit ord."

(Oversat fra vatikanets engelske udgave af pavens tale)

Kilde: http://www.vatican.va/holy_father/john_paul_ii/angelus/1989/documents/hf_jp-ii_ang_19890604_en.html